Med en Maritim Student som ungdomsuddannelse har du efterfølgende en meget bred vifte af muligheder. Allerede i løbet af uddannelsen bliver du uddannet "ubefaren skibsassistent", der er grundstenen til næsten alle former for maritime videregående uddannelser som fx maskinmester, skibsfører, skibsofficer mv.

Hvis du i løbet af uddannelsen finder ud af, at du har en interesse inden for det maritime erhverv, men ikke ønsker at være til søs i lange perioder, kan du eksempelvis også vælge at tage en shippinguddannelse og arbejde i land. Danmark er en af verdens største og stærkeste maritime nationer, og der er gode karrieremuligheder fordelt på et utal af forskellige jobbeskrivelser. Desuden er branchen kendetegnet ved gode lønforhold og lav arbejdsløshed. 

HF er en almendannende og studieforberedende uddannelse og Maritim Student giver dig dermed de samme muligheder som andre HF-uddannelser. Det betyder, at du efter afsluttet eksamen kan søge ind på de videregående uddannelser på bachelor og professionsbachelor-niveau, også fx pædagog eller politi- betjent. Du er altså ikke fastlåst til at skulle læse videre indenfor det maritime, men du får en række fordele på de videregående maritime uddannelser, som fx merit.