På denne side vil du kunne finde dagbøger fra elever og besætning/kaptajn undervejs på togtet. Seneste indlæg findes øverst på siden.

23.03.2020

Om lidt bliver her stille
Så blev det mandag. Vi sejler langsomt ind i Frederikshavn havn og møder her en slæbebåd fra søværnet, som skal hjælpe til med at få det store, smukke skib DANMARK ind at ligge ved kajen.
På dækket ses en masse arbejdende folk i gang med at læsse alt affald og proviant af inde på land, og mens jeg selv er på vagt i skylleriet og er ved at tørre plastikbøtter af, forbereder jeg mig mentalt på at skulle tage afsked med de solbrune ansigter, som lige nu kendetegner alle her på skibet.
Kl. bliver 12:45. Kaptajnen holder en kort tale, og hele besætningen takker af for nu. Så kom tiden til at skulle sige farvel til hinanden, eller på gensyn, som besætningen siger, da man altid møder hinanden igen i den maritime branche, men det er lettere sagt end gjort. Jeg bruger oceaner af tid på at kramme alle både besætning og elever, og pludselig er vi kun to elever tilbage. Til sidst tager vi hinanden i hånden og forlader skibet, men før jeg hopper ned fra landgangen, drejer jeg hovedet for at gøre et sidste farvel med skibet. Jeg kommer i tanke om, at dette hold skoleskibselever aldrig nåede at pudse messing, men de sidste 2 dage har vi skurret og skrubbet ekstra meget for at fjerne flyverust og afferske skibet, så rustdannelsen minimeres. Alle sejl er pakket vandtæt og ligger flot spændt fast øverst på hver rå, så DANMARK nu er klar til at ligge i havn for en periode.
Endelig tager også jeg min tunge køjesæk på skulderen og går ned mod parkeringspladsen. Her sidder min far og tvillingesøster i bilen i venter. Nu går turen til Fredericia.

#09 Laura

19.03.2020

Frihed, forbilleder, fremtid

”Godmorgen 1. skifte. Kl. er 03:30 og I skal på vagt. Mød op med jeres faldsikring og varmt tøj.” Sådan lød det, da det var mit skiftes tur til at overtage nattevagten. Som sædvanligt vågner jeg hurtigt, svinger mig ud af køjen og hopper i tøjet.
Oppe på dækket beundres jeg selvfølgelig af, hvor smuk DANMARK ser ud, når sejlene er sat i alle toppe, men jeg kan se, at forbramsejlet er bjærget, hvilket må betyde, at nogle har været oppe på brammen i løbet af natten. Desuden bliver jeg igen, igen mødt af en utrolig flot himmel, hvor et tæt stjernetæppe er helt spændt ud over mig, og selvom min tid til søs har varet en kort stund, må jeg bare sige, at nattehimlen over søen er noget ganske særligt og unikt.
Da vagten går i gang, sender den vagthavende kvartermester os alle op til sallingen (nr. 2 platform) og ned igen, men før jeg atter bevæger mig ned på dæk, står jeg lige og skuer ud over Nordsøen, mens mine tanker kører. Jeg har det underligt disse dage. I 3 uger har mit hjem været et skib sammen med 70 andre, og selvom det lyder meget fastlåst og for nogle indespærret, så virker det for mig helt modsat – aldrig har jeg følt større frihed end her på havet, hvor hele verden ligger åben, og vi kan sejle, hvorhen vi vil (undtaget når en epidemi hærger i hele verden).
Jeg forstår godt besætningens begejstring for at sejle, og forhåbentligt bliver jeg en dag ligesom dem. Vi har en kvindelig styrmand, som måske er den sejeste kvinde jeg kender. Hun er enormt dygtig, modig og stærk, og så kan hun flere forskellige sprog, så det finder jeg meget inspirerende.
I dag er det forbanjen der får lov at sove længe, så efter vagten når vi lige at sove halvanden time, før vi igen purres kl. 07:30. og er klar til en ny og produktiv dag.

#09 Laura

17.03.2020

Et sted i den Engelske Kanal

Efter en god uge i Tor bay, England fik vi eleverne og resten af besaetningen soendag i 11. time meddelelsen om at vi skulle saette kursen mod nord igen, begrundelsen fra oeverste myndighed: Corona virus. Indtil dette tidspunkt havde vi ellers holdt hovedet hoejt i haabet om at vi kunne fortsaette vores kurs mod Caribien, noget vi alle havde set frem til. Haabet om at vi i vores lille smittefrie sejlende boble kunne drage ud på vores livs sejlads over Atlanten. Aftenen inden viste styrmand Mads en film om de danske soemaends deltagen ved D. Dag i 1944 samt skoleskibets deltagelse i kampen mod nazismen. Disse danske soemaend som allerede var udmoenstret naegtede at sejle hjem til Danmark og indvilligede i at indgaa i forberedelserne til landgangen i normadiet. Disse danske soemaend styrede fri af det kaos som herskede i deres hjemland, de saa bort fra den situation som Danmark var i og forsatte deres virke som stolte danske soemaend. Efter filmen forklarede Mads at denne film egentlig godt kunne sættes i perspektiv til vores situation, altsaa at vi paa trods af situationen derhjemme skulle holde hovedet hoejt og fortsaette vores faerden ud i verden. Dette blev saa ikke en realitet. Vi skal altsaa hjem. I dag er det to dage siden at vi skulle vaere sejlet sydpaa for at fange passatvinden, og to dage siden at vi satte kursen stik modsat nemlig tilbage mod Frederikshavn. Det kan ikke beskrives hvor stort et nederlag den beslutning var for os elever. Den for mange af eleverne store droem om at krydse Atlanten med det stolte skib DANMARK var dermed knust. Vi havde sagt Farvel til vores foraeldre og naermeste og sagt farvel til livet som landkrabber, naar vi kommer hjem er vi nemlig soemaend – troede vi. Synet over daekket da vi fik det at vide maa ikke have vaeret noget koent syn, vi graed. Nogle graed som aldrig foer. Det kunne ikke stoppes. Tanken om at flere maaneders forberedelse og haardt arbejde lige der på faa sekunder gik i vasken var for mange ikke til at baere. Det var ikke til at baere at vide at vores eneste chance – en chance som alle havde set frem til og mange droemt om hele livet, lige der gik i vasken. Vi skal ikke over Atlanten med skoleskibet DANMARK, vi skal ikke staa paa daekket under stjernehimlen i Atlanterhavet, vi skal ikke tilegne os den viden om at sejle med sejlskib som vi alle havde set frem til og vi skal ikke staa op nat efter nat på vagthold med vores bedste venner for at trimme sejl. Vi skal bare hjem. Hjem til Corona. Hjem til fortvivlelse. DANMARK er vores hjem, og bedst som vi lige var flyttet ind skal vi nu flytte ud. Vi har alle foerst lige laert at elske DANMARK, laert at elske at staa op om natten, laert at elske den nervepirrende foelelse vi faar naar vi gaar i riggen, vi har laert at vaerdsaette de mange smaa ting som til sammen goer det at sejle til noget helt fantastisk. Men nu skal vi hjem.

Når vi kigger paa kompasset er kursen nu taettere på nul end den er på 180, hvilket jo betyder at vi er paa vej nord på. Vi er alle glade for at der igen er blevet dybt under koelen og at skibet sejler, det er jo det vi er her for. At sejle sejlskib er noget af det mest fantastiske, det har vi alle fundet ud af. Fordi vi er paa vej hjem er den praktiske undervisning med selve det at sejle sejlskib intensiveret og skemaet lagt om saa vi faar mest mulig tid på daekket og i riggen. Vi skraber blandt andet lidt i lakken med teorien om hvordan man sejler en fuldrigger som DANMARK, noget teori som vi alle er ivrige efter at laere. Vi har ogsaa slukket motoren og sejler for foerste gang udelukkende paa sejl, det kan ikke beskrives hvor godt det foeles at kigge op fra daekket og se vinden i sejlene baere os frem over vandet. Lad det aldrig ende.
Skibet sejler videre og derfor nytter det heller ikke noget for os elever at dvaele i vores nye skaebne. Alle bidrager stadig til at dette mageloese skib sejler videre, fordi selvom vi ikke fik lov til at krydse Atlanten har vi allerede taget soemandens faglige stolthed til os. Vi har laert at tage vores toern, og vi har laert at faelleskabet opstaar naar jeg bliver til os. Uden faelleskab sejler vi ingen steder. Vi kommer til at savne det vi har med hindanden, noget helt specielt som man kun kan have med hinanden naar man sejler.
Vi tager vores toern som soemaend på turen hjem til Frederikshavn, men vi har ikke affundet os med ideen om at vores togt blev afsluttet 2 timer foer det rigtig startede. Vi holdes i live med haabet om at vi maa komme ud på et nyt togt, nu hvor vi aldrig fik vores togt #107 og at DANMARK snart igen bliver vores hjem. Ligesom det var vaeret de sidste 2 uger.

Trainee #52, Jens

15.03.2020

En historisk ærgerlig begivenhed for Skoleskibet Danmark

Jeg må indrømme, det er lidt svært at kende forskel på dagene her ude på havet, hvor vagtskemaet bare kører i ring alle ugens 7 dage. Ét vigtigt pejlingsmærke har vi da at gå efter, for når morgenbordet indeholder 3 ekstra ting, nemlig pålægschokolade, æg og bacon, ja så ved vi alle, at det er blevet søndag.
Med forbehold vil jeg derfor mene, at det nok er 5 dage siden, at vores kaptajn kaldte os 61 elever for de heldigste mennesker på jorden, nu hvor Corona også er nået til Danmark, mens vi ligger totalt isoleret for smitte her på havet og er fuldstændigt ”grønne”, som han så fint beskriver det.
I dag kom så den mest forfærdelige, uforstående og unfair besked, som skabte en stormflod af tårer hos både besætningen og os elever – En besked som gør, at jeg lige nu sidder nede på forbanjen og føler mig som det mest uheldige menneske i verden. Meldingen fra kaptajnen lød: ”Skoleskibet Danmark er desværre blevet kaldt hjem, og togt 107 slutter derfor på fredag, hvor vi har forventet ankomst i Frederikshavn. Alle stod og holdt om hinanden, mens tårerne trillede. Flere, inkl. mig selv, tog faldsikringerne på og gik til vejrs, hvor vi så kunne lade tårerne få frit løb på en rå, mens vi tænkte på, at denne udsigt ud over havet helt oppe fra skibets top, snart vil tage sin ende.
På baggrund af, at vi har sejlet med motor indtil nu, og riggen først i går blev klar til at sætte sejl, er det som om, togtet ikke engang rigtig er begyndt. Jeg har endnu ikke nået at være rorgænger, jeg kan slet ikke alle skibets tovender endnu, og alt det praktiske sømandsskab var kun lige startet. Nu har vi så kun fem dage til at udleve dette sejleventyr med hinanden, før vi alle skal hver til sit, og vi ikke ved, hvad der kommer til at ske ang. vores uddannelse til ubefaren skibsassistent.
Vi fik lov at få vores mobiler, så vi kunne give besked til dem derhjemme, men da jeg ringede hjem til, kunne jeg nærmest ikke få et ord frem af bare gråd, så det blev meget kort og kontant.
Nu kan jeg snart krybe til køjs i min dejlige hængekøje, og før jeg falder i søvn, når jeg forhåbentligt lige at nyde den samt skibets gyngeri, nu hvor også nætterne her på skibet er talte.
Jeg håber de sidste dage bliver gode med fuld knald på alt det, vi alle gerne vil prøve, mens vi stadig sejler. Allerede på aftenvagten fik vi krydset et af punkterne fra bucketlisten af, da mit skifte skulle skrubbe dæk og valgte at gøre det i shorts og bare tæer, for nu hvor vi ikke længere sejler mod varmen, gav det mening at gøre nu, før vi kommer for langt mod nord og kold luft.

Jeg plejer at være positiv og ved godt, at vi nu må få det bedste ud af det, da vi ikke kan ændre statens beslutning, men selv efter at overstyrmanden her til aften kommenterede mit meget bedrøvede ansigt, må jeg indrømme, at det er utroligt svært for mig at finde mit store begejstrede smil frem, når 61 smittefrie unge mennesker sendes hjem til et Coronaforurenet land.

#09 Laura

12.03.2020

Fisk og planer kan man aldrig rigtig regne med

Kære dagbog
I dag startede morgen lidt anderledes end sædvanligt. Efter morgensang og flaghejsning blev vi alle nemlig bedt om at gå ned i agterbanjen, hvor Karl – vores kaptajn, havde en besked.
Beskeden handlede selvfølgelig om Corona, som vi ikke har kunnet undlade at høre om og være påvirket af, på trods af at vi lever i vores egen lille bobble her i Torbay bugt. Vi fik at vide, at Martec – skolen i Frederikshavn, er blevet lukket ned, på nær for skoleskibseleverne til næste togt. Det er derfor også blevet vedtaget, at vi ikke går i land indtil Caribien, hvor intet heller der er sikkert endnu. Vi fik også at vide, at planerne om et stop i A Coroña blev til Fallmuth, som ligger en dagsejllads væk her fra Torbay.
I Fallmuth ligger vi til, fordi vi skal have mere brændstof på, og hvis muligt noget mere proviant og sprit, som vi åbenbart er lidt for flittige til at bruge, da vi prøver at mindske risikoen for sygdom. Fra Fallmuth er det så meningen, at vi skal sejle direkte til Caribien.
Den første del af dagen har vi haft rengøring med Rasmus – kvartermester (Som faktisk er en gammel elev her på skoleskibet). Her blev vi delt ud til nogle forskellige områder, hvor vi både fik rengjort vores banje, fælles toiletterne, besætningens toiletter, baderummet osv. Selv det kan vi få en fest ud af, da vi bare finder nogle fællessange, vi alle kan synge med på. Så bliver tingene altid lidt sjovere. Efter Rasmus havde vi Ina – vores læge her om bord til sundhed og hygiejneundervisning, hvor vi lærte om personlig hygiejne, tropesygdomme samt seksuelt overførte sygdomme.
Ligesom alt andet på et skib, så har vi efterhånden lært, at planer aldrig er noget, man skal stole på, så vi endte glædeligt med at have en spontan fritime, hvor vi kunne gøre, hvad vi nu havde lyst til. Der var nogle, der spillede matador, nogle læste, andre slappede af, men nr. 9 & jeg valgte at bevæge os ud i at finde fiskegrejet frem. Dette var dog lettere sagt end gjort, da der jo her på skibet er mange henstuvninger (små depotrum), hvilket resulterede i, at vi først endte med rigtig at starte fiskeriet 25 min. inden skafningen (Spisningen). Som jeg tidligere skrev, holder vi dog altid humøret højt, og får det bedste ud af de ting vi laver, især at stå med en alt for tyk snor med en møtrik samt en reje i enden, som vi pænt tiggede og bad hovmesteren om, på lovning af at vi nok skulle komme tilbage med en makrel eller to….
Selvfølgelig fangede vi ikke noget med vores lille viden om fiskeri (Indtil videre) samt utroligt dårlig udstyr og tid. Oplevelsen vil vi dog ikke være foruden, og vi kan da kun få større succes med fiskeriet henover Atlanten.

#05 Tana Elvine

12.03.2020

Solskin på vej

Front flaget. Huerne af.
Rutinen har så småt sat ind, også selvom vi stadig ligger for anker.
Huerne på igen. Front midtskibs.
Der er solskin på vej. Nattetågen letter så småt imens vi synger nummer 453.
… At livet der er livet værd
på trods af tvivl og stort besvær
på trods af det, der smerter,
og kærligheden er og blir
og hvad end hele verden si’r,
så har den vore hjerter.

Jeg er vokset op med Nephew og Rockazino – det er ikke just højskolesangbogen, som så mange af de andre omkring mig virker til at kende rigtig godt.
Bare rolig, jeg prøver stadig at synge med så godt jeg kan. Vi sætter tonen for resten af dagen, om end vi synger ”de smukke unge mennesker” eller ”livstræet” giver det genlyd gennem skibet dagen lang.
Hvis jeg vender kaptajnens ordsprog om, er der ikke andet at sige end ”Det er virkelig ikke det værste der er sket siden dåseøl”
For resten er planen sat. Vi sejler syd indtil smørret smelter, der kan vi forhåbentlig finde noget vind til vores sejl. Jeg regner stærkt med at den blæser os direkte til Caribien og Saint Martin.
Dagene her går med at få klargjort de sidste sejl og jeg kan godt fortælle jer, at der bliver kigget langt efter dem der henter faldsikringer, især når man selv bliver sat til at fjerne løberust med syrevask og skuresvamp.
Heldigvis, hvis man er hurtig og opmærksom, er der tit en kvartermester eller to som har brug for hjælp til ekstra opgaver. Så for mig blev det kun til en times syrevask i stedet for fem og til fire time ude på bovsprydet. ..Og så var det endda i solskin og med den flotteste udsigt indtil husene ved Tor Bay, jeg vil nok mest beskrive det som Englands svar på det græske Santorini.
Her gik tiden med at sætte og bjerge og de yderste stagsejl, for at tjekke om alt var vel – det var det ikke, men bare rolig vi har fikset det. 24 og jeg fik strenge ordre fra kvartermesteren om også lige at huske og nyde udsigten når nu havde fået bevæget os hele vejen derud. Med et lille net og et par enkelte wire under fødderne var der fuldt udsigt til både det smukke blå vand 5 meter under os, men også til hele skibet hvor der både var fyldt godt op med mennesker i riggen og på dækket.

I dag er jeg nok ikke lige så heldig hvad angår arbejdsopgaver. Det er svært at shanghaje sig til en rig-opgave når man er fanget i maskinen fra 06-10. I det mindste er det det eneste sted på skibet hvor man er garanteret aldrig at fryse. Jeg håber dog at der snart kommer en og afløser mig, så jeg også kan få noget morgenmad.
Arbejdet kalder, smøreolie temperaturen tjekker jo ikke sig selv – desværre 😉
Sømandshilsner fra Danmarks måske bedste maskinmester

#06 – Emily

07.03.2020

Turen går gennem den engelske kanal

I dag blev mit skifte purret kl. 03:30, da vi skulle stå vagt fra kl. 04:00 – 06:00. Herefter kunne vi lige nå at få halvanden times søvn, før vi skulle op at skaffe (spise morgenmad). En fra det vagthavende hold efter mig, kom dog ned en time efter for at låne et kamera af nr. 07, fordi vi netop var ved at sejle igennem den engelske kanal, og man derfor kunne se de flotteste hvide klipper på Englandssiden. Nu hvor jeg alligevel var vågnet, var det selvfølgelig et syn, jeg ikke kunne gå glip af, så sammen med nr. 07 listede jeg ud af hængekøjen og op på dækket, mens resten af banjen sov trygt.
Ellers er min dag gået med undervisning i navigation af to af vores styrmænd, hvilket var utroligt spændende at høre om, og også ret sjovt, da én af styrmændene var ret skuffet over sin egen tegneevne på tavlen, men jeg synes nu ikke, det var så mærkeligt med de skæve streger, sådan som skibet gynger frem og tilbage for tiden, så han var vel lovligt undskyldt.
Her til aften er der også flere, som er blevet søsyge, og derfor må gå rundt med hver deres pøs, så vi undgår bræk over det hele. Heldigvis er jeg stadig super frisk og har ikke haft nogle problemer med søsyge, så det nyder jeg. Mine hænder er dog tørre som aldrig før og fulde af små rifter og sår fra alt det arbejde med tovværk, og så den kolde, våde, saltede luft, så det svier virkelig meget og er lidt trælst, men jeg holder humøret højt med sang, når det er allerværst.

#09 Laura

04.03.2020

Sikke nogle dage

Yes!!! Denne dagbog starter lige med en stor begejstringshistorie fra 1. bakke. Vi har nemlig fået godkendt surringen af vores hængekøjer – dvs. de har været bundet stramt nok 3 dage i træk, så i morgen får vi lov at sove helt til kl. 06:20, da vi ikke længere behøver at blive tjekket af en kvartermester.
Derudover har der de sidste 2 dage været fuld kald på her på skibet. Alt vores proviant har skulle læsses om bord, så i alle retninger hen over dækket, op og ned af lejdere og i små gange rundt på skibet har der været proppet med elever, som tilsammen har dannet lange kæder. Det tog så lang tid, at der kun var råd til en frokostpause på 10 min., men selvom det var langtrukkent og en anelse ensformigt arbejde, så var det, det hele værd. Jeg havde virkelig set frem til at være en del af den berømte ”kæde” – måske fordi det bare føles helt fantastisk, når alle løfter i flok.
Her til aften fik os i styrbordsiden også lov til at have vores sidste landlov, før vi drager ud på søen, så jeg greb lige chancen til en løbetur her i Esbjerg. Det var bare skønt.
I morgen den 05-03-2020 sejler vi ud af Esbjerg havn kl. 9:30, hvilket vi alle glæder os enormt meget til, for som vores kaptajn formulerede det: Land er kun noget man ligger til kaj ved – nu skal vi ud på havet, hvor vi hører hjemme.

#09 Laura

28.02.2020

Afsted mod Skoleskibet DANMARK

Torsdag den 27. februar var det tidligt ud af fjerene, da vi skulle med en bus til Esbjerg for at påmønstre Skoleskibet Danmark.
Det var vildt underligt at skulle forlade Martec, når nu vi havde tilbragt næsten 2 måneder der, men vi var alle utroligt begejstrede og spændte – særligt tanken om, at 4-mandskammeret og køjesengene skulle til at skiftes ud med fyldte banjer og hængekøjer skulder mod skulder, fyldte meget hos os.
I dag den 28. feb. vågnede vi så op – alle utroligt udhvilede og glade, da natten havde levet op til alle forventninger. Man sover virkelig fantastisk i sådan en hængekøje!!
En god nat søvn var dog også godt givet ud, da vi lige fra morgenstunden lagde hårdt ud med at skulle gå til vejrs (Det er forbudt at sige ”klatre”, da man skal gå stille og roligt op ad for ikke at ryste hele riggen og genere andre). Det var spændende, sjovt, nervepirrende og for nogle lettere end andre, men alle kom op. Det føltes vildt at skulle stole på ens egne to hænder og blævrende ben, når man er oppe i højderne med koldt vejr og vind – men inden længe kommer der en ekstra faktor på, nemlig den gyngende bevægelse fra et sejlende skib, så det er godt lige at blive tryg ved det, mens vi endnu ligger i havn.
Dagen har budt på mange nye indtryk, og vi er alle ved at være godt brugte, men i morgen venter en ny og lækker dag, hvor den står på åbent skib og besøg fra familie og venner.

Mads #47 og Laura #09

16.02.2020

Fed fredag med musik og gøgl

I fredags fik vi den bedste start på weekenden. Under vores aftenmønstring fik vi pludseligt besøg af to gårdsangere. Det viste sig så, at Anders Bischoff – vores “kvartermester på land”, kendte de to musikere, da han selv i et tidligere liv har været gårdsanger.

Aftenen blev så fyldt ud med sømandsviser og show. Der blev spillet på alt, lige fra sav til tommestok og grydeskeer. For vores eget vedkommende så gjorde vi vores bedste for at lægge stemmer til.

Vi må virkelig tage hatten af for vores talentfulde “landkvartermester.”

#74 Søren

05.02.2020

En stille morgenstund på Martec

Klokken er 8:30 og egentlig skulle jeg have haft undervisning i praktisk sømandsskab, men fordi alle underviserne, samt hver klasses talsmand, er til møde, starter timen i dag først 9:15.

I aften bliver vi fra styrbord tjekket ang. numre i tøjet, og jeg er netop blevet færdig med at sy numre i alt, der skal med ud på DANMARK. Det betyder, at man lige nu vil kunne se et ret sjældent syn inde på kammer 25 – nemlig at jeg sidder stille og laver stort set ingenting. Normalt har jeg altid 1000 ting jeg gerne vil, når der opstår små pauser i programmet, men lige nu har jeg givet mig selv lov til blot at sidde her med vinduet på klem.
Dannebrog hænger bare lodret ned, fuglene synger så smukt, og jeg nyder synet af solen, der spejler sig i det spejlblanke hav og oplyser de små øer.

Dagen er startet perfekt, og jeg kan ikke lade være med at tænke på, at om 4 uger, så nøjes jeg ikke med at kigge ud på havet med stor længsel, nej så befinder jeg mig faktisk i det. Nu får I ikke mere for den 25’øre, da jeg nok hellere må begynde at gå ned mod klasselokalet.

#09 Laura

27.01.2020

Rustne stemmer og lægebesøg

Ligesom enhver anden morgen, startede dagen i dag selvfølgelig også med den daglige flagmønstring kl. 07:55. Jeg ved ikke, om den lige overstået hjemmeweekend havde noget at sige, men i hvert fald var det tydeligt at høre, at stemmerne lige skulle i gang igen. Ikke nok med at flagsangen nemlig startede en smule for sent og forskudt rundt i geledderne, så var der slet heller ikke den samme kraft og klang i stemmerne denne mandag morgen, så det må lige forbedres til i morgen.

Nå, men i gang kom vi da alligevel, og min klasse skulle være i værkstedet hele dagen for at arbejde på en pladekasse, som vi skal bruge til vores ejendele, når vi om præcis en måned påmønstrer på Skoleskibet Danmark. Undervisningen måtte dog slutte lidt før for flere af os skoleskibselever, da mange af os skulle til lægen for at blive vaccineret mod Hepatitis. Det skabte lidt kaos og stor travlhed for den stakkels læge, som ellers var utrolig effektiv, men med 30 elever tager det jo sin tid, og der var ikke andet for, end at stille sig op på række og så starte fra en ende af.

Normalt er jeg ikke bange for nåle, men nu hvor jeg bare stod der og ventede og prøvede at fordrive tiden med snak, mens den ene efter den anden blev kaldt ind, så mærkede jeg pludselig nervøsiteten stige – måske også fordi vi igen skulle mønstre på skolen kl. 16:00 til dagens træning, og den ville jeg ikke gå glip af. Målet er 2 pull-ups, så jeg kan få lov at arbejde i riggen (master, tovværk og sejl).

Selvfølgelig blev jeg kaldt ind som den sidste, og nåede knap nok at hive ned i min fine uniforms-skjorte, før lægen havde fat i min arm, og jeg mærkede et hurtigt stik. Så var det overstået. Jeg skyndte mig at cykle tilbage til Martec og nåede lige akkurat klassemønstringen. Som #67 ville have sagt ”Så langt, så godt, det går jo rigtig godt”

 

#09 Laura

17.01.2020

Et ukendt ordunivers

Kabys = køkken, Pøs = spand, dørk = gulv, at skaffe = at spise, osv.

For flere af os elever, inkl. mig selv, er idéen om at komme ud at sejle opstået uden nogen form for tidligere kendskab og erfaring med livet til søs, så for os er det altså noget helt nyt, vi springer ud i. Jeg synes, det er utrolig spændende, for det betyder, at der er en masse at dykke ned i. Her til aften var der sømands-jeopardy på programmet, og især kategorien ”Søens ord og vendinger” gjorde stort indtryk på mig, ikke kun fordi der var en masse udtryk, som jeg ikke forstod, og jeg et kort øjeblik blev lidt presset over at skulle lære en form for et nyt sprog – sømandssprog, men også fordi jeg blev ramt af en vældig fascination over dette store ordunivers, som jeg hidtil ikke har kendt til.

Livet på havet er virkelig en verden for sig selv – en verden jeg glæder mig til at tage stor del i.

#9 Laura