På denne side vil du kunne finde dagbøger fra elever og besætning/kaptajn undervejs på togtet. Seneste indlæg findes øverst på siden.

20.05.2019

#58
Dagene går sin gang, og med heftige skridt nærmer vi os Danmark. Tiden flyver afsted og vi alle kan mærke, at enden snart er nær – altså på togtet.
Vejret fortiden har hverken budt på nogen vind eller vind i den rette retning, så nu tonser vi afsted mod Irland kun for stagsejl og motor, ja du læste rigtig, Irland.
For få dage siden blev resten af besætningen introduceret for kaptajnens planer, nemlig et kort ophold i sejladsen mod Danmark. Vi blev fortalt, at vi er foran tidsplanen, som gjorde det muligt at foretage sig et lille visit. Rygterne ombord går på, at Bantry Bay skulle være kaptajnens yndlingssted, så noget tyder på, at rygterne taler sandt.
Nok er landlov et stort samtaleemne, men eksamenerne er også noget som fylder en del. Efter dage med 3 eksamener på en dag, er det tydeligt at kende forskel på de forskellige skifter. Det er ikke for sjov, rød dag går under navnet; ”Red Day, Dead Day”. Det er ret så underholdende at komme ned på banjerne og se 30% af eleverne kæmpe en brag kamp, med at holde sig vågen.
Fritiden er også højt prioriteret, men mange vælger at lade sin dyrebare fritid gå til eksamensforberedelse. Om det så er søvn eller engine-choir, bliver der ofret det som er nødvendigt.
Alt lyder til at være i den skønneste orden, men det skal vise sig at være løgn.
I dag blev skibets besætningen kaldt til hovedmønstring på dækket. Ingen vidste, hvad som ventede os. Kaptajnen lagde som altid ud med de gyldnede ord: Please come closer, og besætningen klumpede sig sammen rundt om ham. Elever, quartermastere, ja selv officererne kiggede på hinanden. Hvad skulle der ske? Med ét trådte maskinmester, Hugo, frem. Nogen havde formået at udføre en terrorhandling. Et gisp løb gennem besætningen og hurtigt begyndte at mistænke hinanden. Hvem kunne være bagmanden? Maskinmesteren fortsatte sin prædiken, og meddelte, at vi skal være ekstra forsigtig med sæben. Terrorhandlingen bunder nemlig ud i, at choko-manden har kastet op ud over hoveddækket og bakken, ja selv sejl har været udsat for chokolade, som hurtigst muligt har måtte skrubbes af. Det skyldes oftest at der under rengøring kan være brugt enten for meget eller en forkert sæbe i toilettet, hvilket choko-manden ikke kan tåle og derfor må skyde det ud i form af store mængder skum, eller som bådsmanden forklarede det; i fast form.
Ja, dagene har sin gang, og vi nyder livet til søs. Som I kan høre, har vi kun det sjov, vi selv laver, og der er meget af, hvor det kommer fra. Mange har sågar givet udtryk for, at de ikke vil hjem endnu.
Kærlig hilsen
Elev #58

15.05.2019

15. maj 2019
#16 Jeppe og #32 Makwarth
Maline er her også
Dagen i dag er den 15. maj, dog er er det den 14. vi vil fortælle om.
I går var vi henholdsvis sejlvagt og dagmand, en lang dag, men også en sjov dag med masser at lave. Mange går direkte til køjs efter maden, men i går satte vi os ned i forreste henstuvning, sammen med en masse andre.
En del er begyndt på alle mulige underlige projekter, som Alex der er ved at lave noget vi stadig ikke helt ved hvad er, af en kokosnød og Rasmus der prøver at lave en cognac glas, af teektræ, som mest af alt ligner et gammelt askebære.
Men der blev også sneget colaer og slik med ned i hullet, da der dagen forinden var blevet delt slop ud. Vi tændte op for lidt kraftwerk, og Peder Emil blev ordentlig glad,
Senere kom Johan og bad folk om at stoppe med deres projekter, og skrue lidt ned for støjniveauet så besætningen oven over, kunne få lov, at sove. Det gjorde at de fleste gik tilbage på banjerne, men vi var en håndfuld der blev og hyggede os.
Der blev snakket og lagt planer for sommeren, landlov i København, sunget Natasja og Magrete lærte at elske A$AP rocky.
Det er en begrænset mængde fritid vi får, men vi får det bedste ud af den.
Det sociale liv er vigtigt herude. Dagene bliver flade, hvis ikke man lægger energi i det sociale.
Den søvn man mister af at blive oppe, bliver opvejet af at det sociale liv som der er om aftenen. Hvor man rigtig har tid til at have fri og være sammen.
Vi har tit snakket om, hvem man kommer til at blive ved med at se efter togtet. Og det er nok dem, som vi har delt vores aftener med, både på bakken da vi var i Caribien og på biblioteket nu hvor det er blevet for blæsende.
Man kan sagtens mærke at togtet lakker mod enden. De fleste er begyndt at tælle ned. Der bliver hele tiden snakket om det.
Vi er nord for Azorerne nu, stadig på vej mod Europa.

Ps. Hej mor, far, Agnes og Gregers (jeppes) og mor (emils)

11.05.2019

En te-pose-note
Dagene er meget forskellige ombord, i hvert fald for mig, selv om de samme fire dage er på rotation; grøn-, blå-, gul-, rød dag om og om igen. Den ene dag nyder jeg selskabet og muligheden for at have én at vende mig til, snakke med, grine med og træne med. Andre dage er det, som om alle omkring mig er som myrer, over det hele og der er bare ikke mulighed for at have lidt alene tid. Jeg kan heller ikke gå op om natten for at få lidt frisk luft, alene, fordi udenfor råber en kvartermester efter trainees, som skal løbe rundt og sørge for at skibet føre os i den rigtigt retning. Men det er også det som er fordelen med selskab 24/7, der er altid en hjælpende hånd og en skulder at græde på, man skal bare drage fordel af det.
Ligeså opmuntrende og støttende de andre trainees er for hinanden, vil jeg rose besætningen for, nogen gange, at være rigtige dygtige til at vise den bløde side. Nogen gange kan jeg godt glemme at der også sidder et sødt og dejligt menneske bag ansigterne hos besætningen. De prøver med al deres magt at få os op til nattevagterne, og hver dag jager de nogle langsomme trainees til mønstring, som ikke lige kan finde deres højre støvle og se øjenlågerne halvt lukkede i timerne, ikke fordi det er uinteressant, men fordi vi er udkørte.
Til nattevagten mellem lørdag og søndag (d. 4/5-5/5), stod jeg som Duty Trainee, hvor jeg så skal holde styr på tiden, ved at ”slå glas” (Man må ikke sige ”ringe med klokken” ifølge Overstyrmand), og plotte vores position ind. Størstedelen af tider er ret hyggelig, fordi du har muligheden for at stille Officer on watch spørgsmål. Jeg fik mig så en ordentlig snak med anden styrmand som virkelige satte mig på den ”rigtige kurs igen”, hvor vi snakkede om mine fremtidelige planer. Jeg har altid ønsket mig at blive maskinmester, siden jeg var 12 år, men er så småt begyndt at tvivle og bekymre mig for at motoren, som jeg kender den, uddør. Om det er noget for mig, som en pige i en såkaldt mandeverden. Fra anden styremand fik jeg de kloge od; ”Ligesom fremtiden vil udvikle sig, ligesom så meget vil du udvikle dig. Så længe du sætter dig fast ved din drøm, så er det din styrke og drivkraft for din drøm”. Selv om det ikke lyder som så meget, så slog det mig hårdt.
Ikke nok med denne opmuntrende snak med Officer, så havde hun også gemt noget til mig. Da jeg morgenen efter, gik op på broen, for at hente plaster til mine dejlige vabler, var anden styrmand på vagt. Hun kiggede på mig og sagde at hun havde noget til mig, imens hun tog sin hånd ud af sin sidelomme. Havde hun en lille bitte te-note-brev. Hun fortalte at efter vores vagt, havde hun drukket en kop te, og havde så læst te brevet, og tænkt på mig. På te-note-brevet stod” The purpose of life is to know, love and trust yourself. Be yourself/ Meningen med livet er at kende, elske og tro på dig selv. Vær dig selv”.
Så det jeg har lært i dag, er at besætningen er ret sød bag deres hårde ydre. Ej for sjov, jeg er så glad for at have sådan en kærlig besætning! De er ret søde, i hvert faldt for det meste af tiden 😉
Hilsen Trainee 34

09.05.2019

Vi sejler mod Europa, sejler mod Danmark og enden på togtet.
Godt nok sejler vi ikke rigtig i dag, fordi der ikke rigtig er nogen vind, og i går nat sejlede vi også mest i retning af Sydafrika, men vi er på vej hjem af.
Vi sætter urene frem, mister nattetimer, men sætter urene frem, tættere på den danske tid, og vi ved vi er på vej hjem af.
Og vi har sejlet nord på, så havets farve er blevet dybt mørkeblåt og skarpt hvidt. Og bølgerne slår ind over dækket igen,
Vi står med hænderne ud over lønningen når bølgerne er store, for at se om vi kan røre dem, men hvis ikke man passer på slår de ind over og man er drivvåd, uanset hvor godt man er pakket ind.
Danmark bevæger sig igen, ruller og gynger, så vi skal holde på vores glas når vi spiser, og bumper ind i hinandens hængekøjer når vi sover.
I går var der endda nogen der blev søsyge, og alle blev mindet om tiden på Nordsøen og hvor langt væk det er.
Grå skyer og skarp blæst holder os nede på banjerne, og vi savner de lune nætter på bakken, hvor folk sad og snakkede, sang og kom hinanden ved mens vi langsomt bevægede os mod eller rundt i Caribien.
Rundt i på skibet begynder folk at snakke om hvad der skal ske efter. Hvilke skibe, rederier og jobs de vil søge. Der kommer jobopslag op på vores server, og folk sidder om aftenen og skriver ansøgninger.
Alle ser frem ad. Men for nu er jeg glad for at være på Nordatlanten og være på vej hjem ad. Jeg forsøger at nyde at gynge rundt herude midt på havet, uden for mange bekymringer om hvad jeg skal efter togtet.
Og når jeg tænker over det, så ved jeg godt hvad jeg skal når togtet er slut, jeg skal holde sommerferie. En uendelig lang sommerferie, hvor jeg kan få lov at sove når jeg selv har lyst og så længe jeg selv føler for, hvor jeg kan slumre i min seng (hvor der er en stor blød pude), spise hvad og hvornår jeg vil, være sammen med de mennesker jeg holder mest af, være alene, være fuld, have fri.
Vi gynger hjem ad, og jeg drømmer om København og dem der venter på mig der hjemme. Kigger ud på havet og så på kort og prøver at forestille mig hvor langt der er der til, og så er der ti pause og baksmønstring og dagene ruller videre.
#32

07.05.2019

Så for pokker så kan man dæleme mærke at vi er kommet ud og sejle. Vejret har været lidt til den grå side i dag, men vinden har været helt perfekt og vi har slået togtets fart-rekord hvor vi er nået op på 13 knob. Vi har også lavet et ”40 mile watch” altså at vi har sejlet over 40 sømil på en fire timers vagt hvilket er rimelig godt gået på en fulrigger. Ellers er dagen gået som de fleste andre dage om bord, nogen har været i køkkenet andre har lavet vedligehold og undervisning. Hen på aftenen blev havet så oprørt at vi for første gang i lang tid måtte sætte ”stræk tove” op og under hoved mønstring fik vi et gevaldigt regnskyl så vi alle blev gennemblødte men heldigvis var det jo bar ferskvand og det er der ikke nogen der tager skade af. Nå men nu må jeg vist hellere gå fra computeren og få lidt søvn inden natevagt.
Karl #44

06.05.2019

En tendens vi alle har i vores liv er at glæde sig til det næste som skal ske. Altid se frem på hvad vejen foran os vil byde. Fortælle stort og glædeligt om hvordan vores fremtid ser ud, set fra vores drømme og ønsker. Være spændte på om det hele udfolder sig som man ville, for derefter at udleve den drøm man gik og havde, som nu er virkelighed. Man kan, ja nærmest glemme det der sker lige nu og her, ikke nyde og tage alle de skønne øjeblikke ind, men blot have set sig blind i fremtidens fristelser.
Det er en mærkelig påstand, for vi drives eller motiveres altid af noget, og hvad er bedre en fremtiden til det. Jeg har lyst til at yde det mere, for at være sikker på at jeg kommer i den retning jeg gerne vil og ligeledes vil de andre. Det vil alle vel. Men i ræsets travle omgange, kan lidt perspektiv være nøglen til succes. For med de brede lygter tændt, vil man altid blive inspireret og finde sjovere, flottere og mere interessante måder at nå derhen til.
Jeg kan bare ikke lade være at tænke på om det er det samme vi gør der hjemme. Altid ser frem og ikke stopper op og trækker vejret dybt og tager alle indtryk ind. Om det virkelig kan passe at vi går med tunnelsyn, fast rettet mod det forude, at vi som en hest på en væddeløbsbane, galoperer med fuld kræft mod målstregen og ikke ser alle de flotte, inspirerede og betydningsfulde ting omkring os. Jeg nægter at tro det, men må erkende at det er præcis hvad jeg har haft gjort. Min erfaring fortæller mig også at når man ser tilbage, ville man ønske at det havde varet bare en anelse længere, at man havde set de flere ting, gjort det mere for at nyde det og ikke været så fokuseret på det ude i fremtiden. Jeg fortryder intet, jeg vil gøre det hele igen, også det sure, blot for at minde mig selv om at jeg skulle nyde det noget mere.
Hvor end du er, hvad end du laver, hvor travlt du måtte have, husk at opleve det hele, sug det hele ind og mærk alle følelserne i kroppen. Tag derfra med en intuition af at du ikke mangler nogle indtryk, men hav fremtiden i baghovedet som reminder på hvor du er skal hen.
Er din hverdag dog ikke som du ønsker den skal være, så husk altid på at man aldrig er så bundet til noget, at man ikke kan skifte retning. For hvad er et liv, hvor man ikke har haft sig selv med i beslutningerne og kun har halve indtryk af det hele. Når alt kommer til alt, betyder det intet hvad du har udrettet, blot om du selv har været lykkelig på din vej.
#67

05.05.2019

En sailor går i land (Bermuda edition)
Lige nu er klokken 22:30, og skuden vugger stille frem og tilbage i Atlanterhavets rolige bølger. Det er omtrent ni timer siden, vi forlod vores lille havnespot – lige mellem den lyserøde færge og det svenske skoleskib, i den lille by St. George på Bermuda.
For bare fire dage siden sejlede vi ind i det smukkeste stræde – vandet var klart og turkist, naturen var frodig og grøn, og husene var alle i klare pastelfarver. Det var som at sejle ind i Paradis.
De sidste fire dage har budt på et hav af aktiviteter, både på land og også på skibet. Dagene er startet kl. 05.30 med morgenløb og en dukkert for de morgenfriske. Hvorefter to skifter er blevet sendt i land.
Inde på land var der pastelfarver til alle sider og en duft af sommer og frihed. Der var forskellige bud på, hvordan en god landlovsdag skulle bruges. For de fleste indebar dagen en scooter, så øen kunne udforskes på egne vilkår. Det var et fornøjeligt syn, at se skoleskibselever køre rundt på små røde scootere i deres uni-fin-form – med nypudsede sko og pressefoldede bukser. På øen var mange smukke strande, så mange greb muligheden for at bruge noget tid i vandet – bade, snorkle, jetski og dykning. Der var også enkelte, som med gammel sømandstradition i tankerne kom hjem med et anker på overarmen. Det er en gammel sømandsskik at få tatoveret et anker, når man har krydset Atlanten.
Hjemme på skibet var der gang i den. Affaldet skulle ud, maden tilberedes, langbådene blev sat i vandet, og skibet blev pudset og poleret – klar til åbent skib. Mens vi har været på Bermuda, har vi på skift været en bakke af gangen ude og ro i langbådene for første gang. Nogle bakker var endda så heldige at få lov til at hoppe i vandet derfra. At ro er en disciplin, som kræver øvelse og en kompetent kvartermester. Jeg (nr. 6) kan sige, at for min bakkes vedkommende er der langt til VM… Men dette skabte blot våde øjne og mavekramper af latter, så det er helt okay.
Under de flestes roeventyr var det svenske skoleskib, Gunilla på vej til kaj lige agter for Danmark. Gunilla og Danmark er to meget forskellige skibe. Vi fik på skift lov til at besøge det svenske skib og genså der, hvordan resten af verden lever – i civilt tøj, med aircondition, fladskærm, værelser og WIFI! Vi er dog meget glade for vores uniform, sikkerhedssko og 40 grader varme hængekøjer. Efter besøget hos svenskerne var det vores tur til at vise vores skib frem ikke bare til det andet skoleskib men til alle interesserede til åbent skib. Der blev givet rundvisninger og diverse forklaringer om sejlruten, vores livsstil og rebender – hver rebendes plads stolt blev udpeget.
Resten af tiden er gået med at skrubbe dæk, vedligeholde skibet og spise is i tre-pausen!
Det har været nogle dejlige dage på land, men vi er glade for at være til vands igen. Nu er der ikke meget mere end en måned til, at vi er hjemme hos jer alle sammen igen. Vi glæder os til at se jer – hvis det lykkedes os at slippe ud af Bermudatrekanten, men indtil videre har vi det rigtig godt her i Atlanterhavet.

Kærlige tanker fra
Maria #22 og Emilie #6

05.05.2019

About time
Time is an odd substance. For example, an hour as lookout can feel like a week and the last 15 minutes of a shift can be several hours, but the 15 minutes of 10 break can be over in a heartbeat. The time we have spent onboard the Danmark is also very unmeasurable. Sometimes we eat breakfast and then the next thing you know we are being called for dinner muster. A day in the catering department is hardly over before we are daymen again and I know that those days are actually eight days apart. It has been a couple of days since we have been in Dominica but it has actually been two weeks.
We spent a week on the North Sea but it was the longest week in my life and I wasn’t even sea sick. It was such a long time that it was about two years and that is approximately three years ago. So we have been onboard for five years. And we have about two years left. Which is actually 37 days, 16 hours, 25 minutes and 9 seconds. Approximately. But maybe that will only take three days or so.
We have been talking a lot about the time we have left. Whether it will be fast or slow. When you drive somewhere the drive back is always much faster. But if you are looking at the light at the end of the tunnel and you keep measuring the distance it won’t come any closer. My boyfriend is sure that it will be another four months before I come home, but he is surprised that it has already been four months since I lived at home. And I’m a bit afraid that he might be right. But then again, I don’t want this trip to end so it will probably be over before I know it.
Whether the time decides to pass by slowly or quickly I have decided to live in it and let it take me where it wants. I am happy for the time that has passed and the time to come. And I’m also exited to go home and see my loved ones. Most of all I am happy for this moment. I have another two hours off before starting my night shift and our berth deck is finally cool enough to sit in without sweating.
#14

02.05.2019

En fortælling fra et middagsbord
Vi befinder os lige ud fra den engelske kanal. Bølgerne ruller stadig højt og kaster endnu rundt med skibet. De fleste har kommet sig over den værste søsyge, men der findes stadig grå ansigter blandt eleverne. Klokken er 17 og andet skifte har velfortjent sat sig til rette for at skaffe efter en lang dags arbejde. Det er fiske dag og det er Bjarke ikke glad for. Bjarke er så sur på fisk at han går i sultestrejke hver gang det bliver sat på bordet. Men kun indtil desserten bliver serveret selvfølgelig. Vi befinder os faktisk akkurat i det øjeblik hvor de fleste fra anden bakke er færdige med at spise og Bjarke er ved at blive utålmodig. Han rejser sig og begynder at pakke hovedretten, fisken væk, mens enkelte stadig skynder sig at udrydde det sidste af deres tallerken. Bjarke, sulten og distræt som han er samler fadene i et tårn på gulvet for hurtigere at få fremtryllet den længe ventede dessert. Men mens alle pusler rundt for at rydde bordet, kommer en usædvanlig stor bølge og slynger alt indholdet af fiskefadet ud over dørken. Hvid fisk og rød sovs spredes ud til alle sider og folk sukker af Bjarke som hårdnakket påstår at det i hvert fald ikke er hans skyld gulvet nu ligner rendestenen i Nordsøen. Noget brødbetynget fatter han kluden og tørre det værste væk i hurtige strøg. Den første uheldige sjæl fra anden bakke begiver sig over den noget fedtede ødemark med en favnfuld tallerkener og kurrer over den glatte dørk da endnu en bølger forsøger at vælte skibet. Han har heldigvis sø benene med sig og falder derfor ikke på røven, men det er tæt på. Nu har fjerde bakke hentet sin dessert og den nu uvidende Maria træder ud i sovsen. Også hun kurer afsted men uden at hverken falde eller tabe de dyrebare søde sager. Vi bliver i bakken enige om at det er bedst hvis både Hjalte og Emilie begiver dig på den farefulde færd der hedder sig at hente anden bakkes dessert. De sniger sig afsted, næsten på alle fire for ikke at miste benene under dem. De overlever så lang som til trappen og forsvinder derefter ude af syne. Perter Emil, fra fjerde bakke, har nu fået nok af alt det glideri. Han rejser sig for at gå og smyger sig afsted i et overkarikeret, slowmotion forsøg på at undgå samme skæbne som alle andre. Men den bølge der ankommer her er ikke bare en lille del større en de fleste og den vender skibet i hvad der føles som 90 grader. I hvert fald nok til at ingen og intet har en jordisk chance for at blive hvor de eller det før var. Vores borde var heldigvis skridsikre, men bakken med alt det brugte servise er nu på fri fod og bevæger sig mod Peter Emils hoved, med en fart man ikke kan være bekendt at kalde slowmotion. Bakken slipper taget om bordet og flyver i en kaskade af gafler, kopper og madrester ud over stakkels Peter Emil, der famlende prøver at rede så meget som muligt. I hans forvirrede koncentration mister han fodfæstet og falder så lang han er, ned i skidestakken der er frembruset på det fiskefedtede gulv. Alle springer op, grædende af grin for at hjælpe ham, men med en vis forsigtighed og ny respekt for både bølger og dørk. Da alt igen er i orden og uden for kaos, kommer de tapre Hjalte og Emilie tilbage fra deres tur til stikkeriet. De går i hvad der ligner en nytænkende form for krabbegang for at holde benene plantet og både røv og dessert fra dækket. Kagen har nu endelig nået sit mål og Bjarke kan få lov til at slutte sin sultestrejke med et overdådigt, kaloriefyldt festmåltid. Livet er godt i andet skifte.
Rosa #14

30.04.2019

Danmark syndromet
Vi har efter længere tid til søs observeret en frygtlig tendens ud over den sædvanelige sindssyge, ”Danmark Syndromet”. Det som for det blotte øje virkede som en sjov ”leg”, er nu efterhånden ved at blive en reelt problem. Problemet går i alt sin enkelhed ud på at folk finder sig et passende sted at lave pull ups, armhævninger, chin ups, ja kært barn har mange navne. Dette lyder umildbart ikke til at skulle være det store problem, men faktisk som en sund rutine, hvilket man godt kunne give folk ret i. hvis ikke det var fordi at det udviklet sig fra et par enkelt gange om dagen hist og her på dækket, men nu har spredt sig som en epidemi ud til alt der minder om en kant eller jackstay og udføres alle døgnets 24 timer, 4 dage i rotationen. Og det er her problemet opstår, da dette kan fylde i dagligdagen både i form af konkurrence delen hvor folk samles at lave mange ”pulls” og derved fylder for eksempel, læsiden af kabyshuset med folk og støj. Derved komprimeres det saglige arbejde om bord på skibet. Derudover har vi sved, et problem som allerede er i fuld flor på grund af de knap så kølige temperature. Denne overdrevene mængde af pull ups danner nemlig også en masse unødvendig sved og varme, som der bestemt ikke er brug for. Vi har kontaktet skibslægen, som siger at det bare er en fase og der ingen grund er til bekymring. Det mener vi til gengæld ikke og håber at den nye skibslæge kan forstå sagens alvor og kan få medicineret de hårdest ramte.
Vi har på grund af manglede forespørgsel lavet 3 råd til at undgå Danmark syndromet
1. Undgå læsiden af kabyshuset i alle døgnets timer.
2. Drik masser af vand og spis rigeligt, dette vil gøre dig for dvask til at lave fysik udfoldelse.
3. Hvis man ser nogle lave den fysiske udfoldelse bør man straks forlade området.
Hvis disse råd ikke virker kan vi anbefale at få amputeret armene.
Ellers går det meget godt ombord på skibet, folk er sunde og friske, så der er ikke grund til bekymring hjemmefra medmindre i har fået andet at vide ;). Vi vil selvfølgelig holde jer opdateret hvis der sker ændringer i sagen.
Knuz og kram
Anton og Caroline
#75 & #45

28.04.2019

Fully Rigged
Endnu en kort nyhed bliver nødt til at blive rapporteret. I nat på vores 02.00-04.00 vagt færdigmonterede vi skibets sidste sejl, hvorefter vi hejste det. Det var skibets Fore Royal Staysail. Fem staysail på formasten prydede da den blinkende nattehimmel. Sikke et syn. Selvom der var mørkt, da det blev sat, kunne man tydeligt fornemme vores Quartermaster Celinas, begejstring (Var der en lille tårer at spotte?). En større sejl-elsker er sjældent set.
Til monteringsprocessen behøves næsten ikke nævnes andet, end at den var styret og udført af stærke søkvinder (jaja, med ledsagelse af og til fra sømænd). Blokken var jeg så heldig at få lov at montere på toppen af for-masten. For hver en opgave i masten vokser vi (I hvert fald os, der har kæmpet med højdeskrækken). Denne blok skulle monteres på toppen af formasten – så højt – at jeg måtte stå på den hejste royal-yard, for at nå derop. Jeg var heldig med, at dagen kun bød på små rulninger og ikke store bølger. I så fald ved jeg ikke, om min balanceevne havde klaret opgaven, for det var umuligt at holde fast i noget, mens blokken blev mouset fast i øjet. Efter blokken var monteret, skulle halyarden føres op igennem blokken. Tilslut skulle sejlet fastgøres til stayet. Alt i alt en tidskrævende, men aldeles lærerig, proces. Godt Celina kæmper en brav kamp for at få lov at få alle skibets sejl i brug, nu vi har dem. Det er virkelig en fornøjelse efter meget arbejde endelig at hale et sejl til vejrs!
#05 Laura

28.04.2019

En dukkert i det store blå dyb
Så kom øjeblikket vi alle (eller i hvert fald mange) havde gået og håbet på ej ville gå dette togt forbi. En dukkert i det store hav, væk fra land, bare massere af vand. Ved mønstringen klokken 17.00 blev nyheden offentliggjort og der var jubel og klap fra hele flokken – hu-hej en dejlig overraskelse.
Bagbordsbanjen var første hold der fik lov at springe over bord. Med længselsfulde øjne kunne jeg fra min rengøringstjans spotte hvordan bare kroppe for over dækket, hvorefter de igen forsvandt ned i det store dyb. Aldrig har rengøringen før været så effektiv. Sveden piplede af, men pyt, der var en dukkert i sigte. Efter aftensmaden, der i dagens anledning blev slugt i en fart, selvom det var værd at nyde, blev det endelig styrbordsbanjens tur. Vi fløj i vandet. Skæve spring og store plask. Med 6 km dybde er der ingen farer for at ramme bunden. Vandet var omkring 28 grader vinden væk. Det var så dejligt at selv crewet måtte i vandet. Det er slet ikke til at fatte at det selvsamme vand kan opføre sig som knusende bølger.
Aldrig har jeg set så klart et hav. Med dykkerbriller kunne alt under vand spottes. Ja bortset fra havets bund, der gemmer sig uendeligt langt nede. Over vandet tårnede det flotte Danmark sig op. Det passede med, at solen netop var ved at gå ned, så sejlene lyste op i de flotteste guldige nuancer. I masterne stod også hele sejlvagten og pakkede sejl. Det var så fascinerende et syn. Som sejler er øjet næsten altid fornøjet. Jeg kan slet ikke forestille mig, hvordan disse udsigter kan blive hverdagsagtige og ubemærkelsesværdige. En rød dag, der ellers startede helt normalt med undervisning, undervisning, lidt mere undervisning og så rengøring, blev pludselig blandt de bedste dage, vi hidtil har haft.
Da jeg lå og flød i vandet, kom jeg til at tænke på nogle ord kaptajnen udtalte tilbage på Martec: ”At opleve er at leve op”. Det mærker vi nu – hver og en. Livet er vidunderligt. Tænk vi er her, midt i noget så stort – vi er heldige. Og dertil tilføjede han: ”Og så er man modtagelig for læring”. Det håber jeg så sandelig er sandt, for i morgen står den på eksamen i splejsning. De andre quarters har været igennem, så nu mangler kun vi.
Det var alt for denne gang. Om lidt starter endnu en dag. Svømmeturen i det store dybe hav vil blive gemt. Tak for den!
#05 Laura

25.04.2019

At mødes og værnes om et fælles mål, stå sammen om at løfte et fællesskab, ikke kigge sig tilbage, men bare drage afsted og vide man har taget den rigtige beslutning, er noget som vi alle møder i vores liv, bare med forskellige forklædninger og tidspunkter, men vi møder det. I sådan en stund firgives en eufori og en frifølelse af at man virkelig lever. På rejsen mod enden er der mange bump, sten som skal sluges og nok også en ambivalent mavefornemmelse som gør en usikker undervejs. Det hele hører med, man skal se alle aspekter, udforske alle kroge og smage de endeløse muligheder som opstår lige pludseligt og være med på første række til både opture og nedture. Med andre ord, være plantet lige i suppedasen og ikke sortere noget som helst.
Det hele handler om hvad man antager som værende nødvendigt for at have en god oplevelse og være tilfreds. Ligeledes må civilisering og privilegier og ændre vores syn for hvad vi tager for givet og hvad er faktisk er nødvendigt. Menneskerne på Dominica, var fuldt ud klar over at vi havde mange penge, at vi kom fra et land langt væk, hvor vi ikke manglede noget, men de ændrede ikke deres personlighed for at sælge det ekstra eller tjene de flere penge, de så sig ikke blind i pengenes skær, fordi det i sidste ende ikke betyder så meget for dem.
Orkanen i 2017 havde ødelagt meget af deres land og det kunne man tydeligt se, velindfundet sig med situationen, fik de stadig det bedste ud af det som de kunne. Som de selv gav udtryk for, så betød det mere for dem at være glade og nyde livet, end at have alle de fineste ting. Det er klart at ikke alle tænker sådan, vi er trods alt forskellige mennesker og der er helt sikkert også nogle som søger det fedeste hus eller pæneste bil, men langt hen ad vejen viste de deres autentiske jeg og man følte virkelig man var kommet lang væk kulturelt. Dertil var der heller ikke fede amerikanere som på St. Martin.
Next stop Bermuda
Christian #67 Bucky #71 gamle #51

24.04.2019

Waitkubuli – Dominica
Waitkubuli means as tall as her body, referring to the mountains of Dominica. It is the original name of the island. While laying at anchorage by Dominica we had shore leave two times and where on watch the rest of the time on board the ship.
I had a long day on watch, I started out at quey watch early in the morning, when the other half of the trainees had shore leave. I had to wear our nice uniform and have to VHF radios mounted on my belt. My job was to call the motor boat if anyone wanted to come back to the ship early. The place where people were dropped off was just by a beach bar. As soon as the other trainees left the peer, a little 6-year-old girl took my hand and asked if she could try my hat or play with the radios. I had lots of fun with her, she tried to teach me how to dance and she also put up my hair in different hairstyles. I offered her and the other guys at the peer lakrids and biscuits, in return they offered me bananas. I talked with lots of different people during my watch. They gave me lots of advice and told me about different hikes and events possible the next day during my shore leave.
After being quey watch and having said goodbye to the people I was duty trainee for several hours. This also demanded radios mounted in my belt which made me look really important. A German lady came in a small boat and asked if she could get on board. She got a nice tour around the ship by two of the trainees. Later on 3 more boats approached with Danish people and they got a tour by the Chief Officer.
My next position was as boat crew. Me and my partner had to moor the motor boat when one of the quatermasters sailed ashore to pick up people. It was fun racing around in the water and one of the trips didn’t go ashore, but aft of the ship because one of the crew members dropped their cap into the ocean.
At last I was on rotation as engine watch in the beginning ending out as the orderly. We finished the day of by watching a movie on deck. It was nice and cozy.
#54 Stine

24.04.2019

The last day of shore leave in Dominica
My quarter (4th) and 1st quarter got ready in our uniforms and paced our bags before the main morning muster. We were send ashore early and got a guide as fast as possible. After bargaining a price for the whole day and deciding where to go we filled up the bus and ended up being 11 people. At first we drove to the east coast of the island and made a short stop by a little beach with a shop. We found some pretty shells and got something cold to drink. While driving on towards our next stop our guide told us about the names of the villages we passed and made picture stops by view point along the road. Some of the villages are called stuff like “shut your mouth” cause people there are said to talk too much. Other villages are called stuff as “well raised and educated”. All the names mean something. Our guide he taught us many things about the exotic fruits, the animals, flowers and the people who lived there before Columbus.

24.04.2019

Se ud, kig ind
Se godt ud, se ind, se langt, stort C, stort set alting, lille c, se kort, se over ens næsetip. Her på skibet ser vi hele tiden, vi ser langt, vi ser hinanden og vi ser efter. Mit syn ændres hele tiden på Danmark. Nogle dagen kan jeg, kun lige se ud over næsetippen, andre dage ser jeg langt ud i fremtiden.
Af og til ser jeg ikke kun, så kigger jeg. I en hel time udkigger jeg på stævnen, kigger på vandet, kigger på menneskene, kigger på land, kigger på alt. Desto mere jeg kigger ud, desto mere kigger jeg ind. I starten af togtet, syntes jeg alle gjorde alt forkert. Nogle spiste forkert, andre sov forkert, selv en forkert måde at børste tænder, så jeg. Forkert, forkert og fuck ert. Jeg er så heldig at være udstyret, nærmest tildelt, med et temperament af trans globale dimensioner. En aften kunne jeg ikke holde det tilbage. Hele min krop begyndte en længevarende proces af ren vrede. Alle var forkerte. Alt var forkert. Ingen var rigtige, selvfølgelig kun mig. Ved bordet kunne jeg føle, vredens bobler nede fra fødderne, som gopler der steg op mod overfladen, de svømmede op mod lårene. De intense skyd af irritationer gennembrød mine frontallapper, som ellers burde tale mig til fornuft. I stedet ramte de små torpedoer af uduelighed og utålelighed direkte ind i krybdyrhjernen. Hvor ufornuften hersker, og følelserne raser. Varmen fra mine kogende ben spredte sig op til maven, over til lungernes alveoler, som begyndte at slå gnister. Mine kapillærer brød i brænd og mit blod kogte ikke bare, det udkogte. Selv, da jeg blev vækket klokken 3:40, kogte jeg stadigt. En indebrændt vrede som kun tiden kunne dulme.
Det er tre uger siden nu. I mellem tiden har jeg kigget meget, både ind og ud. Danmark har vendt mine øjne indad, i stedet for at være udad vendte, og himmelvendte. Jeg har lært, at det ikke er alle andre der er forkerte, det er ens eget syn som er forkert. Vi mennesker har forskellige syn på alt. I stedet for at se dårligt ud på verdenen. Så slå koldt vand i blodet, og se godt ud.
#78 Jeppe

17.04.2019

Tirsdag d. 17-04
2 dage fra at se land igen, ca. 350 sømil fra Dominicas kyst. Temperaturen stiger fortsat stille og roligt og vi nærmer os de 30 grader samt en vandtemperatur på op mod 26 grader. Dagene går som de skal og tidsplanen holder nogenlunde, rutinerne er som sagt på plads og alle ved hvad opgaverne består i. Eksamenerne nærmer sig med hastige skridt og man mærker en tydelig forbedret viden om sømandsskab hos eleverne.
Vi er så heldige her at sejle under splitflag med krone, hvilket betyder at vi på en dag som i dag starter morgenen med fødselsdagssang til hendes kongelige majestat Dronningen, udeover den sædvanlige morgensang valgt af elever eller besætningen som i dag bød på glade jul, dejlige jul.
Atlanterhavet er dyrenes hjem og vi er blot gæster dette ses ind imellem i korte stunder som i dag hvor vi fik lov at se hvaler springe blot ca. 150 meter fra skibet, et enormt flot syn af så stort et dyr der vælter sig lystigt som bølgerne anviser, det er et stort privilegie at få muligheden for at se dyr som på vores færd her, Havskildpadder, Delfiner, flyvefisk, hvaler og meget andet.
Vi ønsker jer alle en god jul og et godt nytår, mens vi kæmper videre med at få dette unikke sejlskib til at skinne som aldrig før. – Anton Madsen ¤75 – Peter Hauge ¤69

14.04.2019

Efterhånden som dagene er begyndt at gå, er hverdagen begyndt at være blevet til en rutine. Man kører en fire-dags rotation, som man efterhånden kender ud og ind, men tiden flyver stadig afsted. Man er i gang hele tiden, og det er ikke bare fysisk oppe på dæk, hvor man har sejlvagt en hel dag. Der er også en god del undervisning oppe på dæk. De dage der ikke er undervisning oppe på dæk, sidder vi alle nede under dæk og sumper igennem timerne, kæmper os igennem dem, selvom man lige kigger på sidemakkeren som lige knivende kan holde øjnene åbnende, så skal man stadig holde øjnene på tavlen, vi bliver alle testet i vores viden og evne som søfarende.
Det er alt i alt fedt at være til søs og sejle. Man glemmer tid og sted, da man er på hele tiden, og man prøver at få slappet af i ens fritid. Der går mange aftener med hyggesnak ude for, eller en dæmpet samtale nede under dæk, hvor man spiller kort, nogle tjekker mails for at bearbejde savnet til dem der hjemme.
Det er fedt endelig at være her, men man kan godt mærke, at vi er ved at have været afsted længe. Folk begynder at snakke om hjemme lidt oftere, og jeg selv kan også mærke, at jeg savner livet derhjemme. Vi er snart ved at have krydset Atlanten, og er derfor inden for få dage ved Dominica. Det bliver meget spændende og fedt at sætte fødderne i land igen på fremmed jord, når man aldrig har været så langt hjemme fra før.
Tror at togtet vil lærer mig mange ting, men også mange ting om mig selv, som jeg ikke vidste. Men oplevelserne vil være for livet, så jeg fortryder ikke at være taget afsted. Selvom savnet til folk derhjemme er større og større eftersom tiden går, så inden man ser sig om, så er man på vej hjem. Det bliver spændende at komme hjem igen til de kære omkring en, at se om de kan kende en, eller om man kommer hjem som et helt forandret ungt menneske med et præg af skoleskibet Danmark.
Kys, kram og kærlighed til jer der venter derhjemme på os, vi er på vej, og vi nyder turen! Så vi ses inden så længe, vent I bare og se.
Trainee Nr. 8

11.04.2019

Monday fun day
The other day we had what we call a ‘seaman Sunday’ on a Monday. The crew acts really secretive about the activities they have planned and this time they all of a sudden appeared on the deck with coconut bras and funny uniforms. I was on the bridge at the time of their arrival, so I could enjoy the view from above as the quartermasters acted like energy producers at a concert and got the trainees exited like it was a major event. After I had joined a team, we all dressed up in weird ways, having fun with breaking the dress code in these couple of hours. As we had limited ‘costumes’ available, teams ended up as “Baywatch” did in their bathing suits, or like my team did with our underwear on the outside of our clothes. The teams came up with funny names too like “Just in case”, a play on words of the name of one of our quartermasters named Just.
During the afternoon we had fun with different games based on some of the things we have learned onboard. That included games like the very first game, where we in had to run to different rope ends with all the teams cheering, and the crew advertising how they were ‘open to bribery’. Another game included heaving a lot of seawater onboard the ship and as a lot of us got wet, many began longing for the next time we can hit the beach. But the long awaited day off was a nice reboot, so we’re fully charged for continuing our voyage over the Atlantic.
Laura #50

10.04.2019

”Alt godt kommer til den der ikke venter”
Når man står foran en rejse, er det svært at kunne forstille sig at inden man ser sig om, er man hjemme igen. Tiden virker uendelig lang, ligesom vi unge mennesker syntes livet er. Ja, vi er selvfølgelig stadig unge, har hele livet foran os og nogle ville sågar mene at vi ikke rigtigt havde taget hul på livet endnu. Så det med at vi synes at vi har masser af tid, nærmest for meget tid, er vel heller ikke en så ugenkendelig tanke. For vi mærker ikke i hverdagen hvordan tiden flyver afsted i det store billede, eller hvordan vi modnes i underbevidstheden, men faktum er at vi hele tiden udvikler os og finder nye spændende ting vi kan beskæftige os med. I skrivende stund er vi halvvejs over Atlanten, snart er vi halvvejs på togtet og snart vil i se os igen. Som nye unge mennesker.
En anden elev sagde til mig, her den anden dag, ”Alt godt kommer til den der venter!”, man kan være tilbøjelig til at sige ja, i første vejrtrækning, men det slog mig at det ikke helt passede. Tiden går og vi må træffe nogle valg. Vi har alle gjort en aktiv indsats, for at komme med her. Ikke siddet og ventet på at, de ringede til os og bad os om at være elev ombord. Det gjorde vi selv. Ligeledes må man ikke gå og forvente at tingene kommer til en, hverken herude eller derhjemme, man må ud og søge og lære det på egen hånd. Og derfor kommer alt det gode ikke til den som venter, men til den person som er nysgerrig på livet og sig selv.
Christian #67

07.04.2019

Seamen Sunday 2.0.
I går havde vi en ”Seamen Sunday” på en mandag. I løbet af dagen var der tid til, at få luftet hængekøjen og de sure sikkerhedssko. Tiden blev også ihærdigt brugt på at øve lines, eftersom der er linetest i disse tider.
Senere på dagen var der konkurrence på dæk, hvor 4 hold dystede i diverse sømandsdiscipliner. Der blev fundet lines, bundet knob, hentet vand og trukket tov. Ovenikøbet skulle alle hold være udklædte. Der blev grinet på fuld tryk, og alle havde en herlig dag!
Efter aftensmaden var dagen endnu ikke slut, der blev sat film på oppe på Main deck. Øjenlågene blev hurtigt tunge efter sådan en begivenhedsrig dag!
Caroline Muff #45

07.04.2019

Endnu en dag er startet ombord på Skoleskibet Danmark, og endnu en dag tættere på Dominica. Den ene dag tager den anden, inden man ved af det står vi med fast grund under fødderne igen. Atlanten er ligeså blå som jeg havde forestillet mig, dog en smule ensom, da vi endnu ikke har set et andet skib i over en uge. Derimod bliver Atlantens ensomhed, overskygget af elevernes høje humør. Vi alle har det godt, for hver dag der går lærer vi os selv samt hinanden bedre at kende. Om aftenen volder der straks større problemer, banjerne er ulidelige at sove i, og lugten fra sikkerhedsskoene gør det ikke bedre. Men det er en del af oplevelsen, og man bliver nødt til at tage alle udfordringer med oprejst pande.
– Christian Eggert #52

06.04.2019

Ohøj!
Som dagene dog flyver afsted når man har det sjovt på Training Ship Danmark. Her skinner solen næsten altid fra en skyfri himmel og humøret er højt! Vi har igen kunne sejle med fulde sejl og fået en velfortjent pause fra motorens støj. Det var en kort – men god stund – hvor der var udsigt ud til Canarie øernes smukke kyster, og vi nyder nu igen Atlantens azurblå hav. Der er officielt gået en måned i dag fra vi mønstrede på skibet i Frederikshavn. Det er ikke til at tro hvor tiden er blevet af!
Vi har klart lært skibet bedre at kende – men der er stadig meget at lære – og vi vil nok ikke ligefrem sige at vi ”glæder” os til den kommende linetest, hvor der altså forventes at man kender næsten alle lines og deres formål. Det første fag er afsluttet i Electro Technology og eftersigende har alle klaret eksamen. Nu kommer der et nyt fag på skemaet i form af Sømandskab.
Derudover ser vi frem til endnu et par uger tværs over Atlanten og glæder også stærkt til at udforske øen Dominica. Mon vi kan finde den berømte kaptajn Jack Sparrow?
Skumsprøjt og saltede hilsner fra nr. #79 Sylvester og #61 Sofie.

03.04.2019

Det er nu nogle dage siden vores første landlov i Las Palmas på Gran Canarien, og man føler allerede at vi endnu engang er underlagt naturens nåde. Lige da vi satte afsted var vinden knap og vi var hovedsageligt tilbage på motoren i vores jagt på passatvinden, det var selvfølgelig også grunden til vores 24 timers pitstop ved Las Palmas. Livet på havet er skønt når man ser sejlene folde sig ud og blive taget af vindens greb, og når vi braser sejlene efter at den har ændret retning, motoren bliver for det meste også slået fra og der falder en sælsom ro og skibet mens vi forsat vugger mod det caribiske ø hav. Derfor er det også træls når man høre de så ellers velkendte host fra Friechs (motoren) der starter op og ordren der lyder på at trække sejlene ind.
Heldigvis lyder det fra kapajnen at jagten snart er ovre og at vindkraften stiger stødt, jeg har endda hørt snak i visse kroge at der kun er små 16 dage til Dominica, synes det lyder som ønsketænkning men det får vi at se. Det kommer nok an på både vejret og søen. I øjeblikket ruller hele skibet fra den ene til den anden side, til en sådan grad at jeg mindes om Nordsøens barske bølger, der er Atlanten noget mere rolig, men til tider føles det som om vi ligger helt på siden og man skal til at tænke over hvordan man går igen og holde balancen. Sådan havde vi det ikke i dagene op til Gran Canarien.
Så nok kan vi knap stå stille i vores egen banje, kander og kopper, tallerkner og gud ved hvad kan flyve fra borde og hylder, men højt humør glade tider findes i nogen gange for højt overskud, og samtidig har stille og hyggelig stunder hvor man kan nå at trække vejret, nyde solen når den står højst og når den i sin nedgang skinner med et gyldent/pink-ish skær som kan skære gennem selv de mørkeste skyer. Og nok er himlen dækket i en tåge af millioner af stjerner, bliver den udkonkurreret af havets eget lys i form af selvlysende alger der lyser op på grund af havets skvulpen under skibets køl og bølgerne der brydes omkring det. Det er som vandet egne små stjerner.
Det er noget andet end det kunstige lys vi er vant til fra land, som vi fik en reminder om ved de Canariske øer, i aftens dulmede lys der gik over til mørke var de oplyste kyster byer deres egen samling af stjerner på vores vej mod Atlanter-krydsningen, det sidste Civilisation indtil Caribien. Det var sjovt men det åbne hav var nu savnet.
Matthias #60

03.04.2019

A motorboat with long sticks on top is one of the things we trainees have called DANMARK the last couple of days. “Sticks” of course referring to the mast and yards without any sails set. Even though we learn a lot and we are busy every day, and we often during the nightwatches practicing setting and stowing sails, it would be more authentic to sail with sails instead of the loud rumbling engine. Before Las Palmas we had used a bit over 1/3 of the fuel, maybe almost half. In Las Palmas we refilled the tanks and are now ready for some more motorsailing, which we have done every day since we left already (so it would be nice if people at home wished us good wind from now on).
Even though DANMARK is motordriven we are still making our way south, and It is clear to feel the change in temperature. People are wearing shorts and t-shirts and some people forgot the sunscreen, and as a result they avoid any form for contact. It’s also now that we have begun our journey across the big blue Atlantic Ocean and have therefore set a more westerly course.
The Dolphins are still following along the ship for some minutes before they break up to go their own way, and during the night they glow up in fluorescent algae’s and look like spirits in the water. I’ve never seen animals in such a beautiful way.
As I am writing this five people from my quarter are in the middle of cleaning our bearthdeck (banje). There’s cleaning for one hour two times a day, which can sound like a lot of cleaning maybe hysterically much, but when almost 100 people live so close it is necessary to keep the hygiene standards high just to keep sicknesses away.
In general, the feeling onboard the ship is good and most of us are looking forward to the Atlantic crossing, and the Caribbean
Rasmus #3

01.04.2019

Det er nu ved at være en måned siden en flok unge mennesker, som alle er nysgerrige på livet og verden, påmønstrede Skoleskibet Danmark. Den ene dag tager den anden, og det føles som om vi har været her i få uger. Men på samme tid er vi alle blevet så tætte som en lille familie, det lyder lidt mærkeligt men når man bor så tæt som vi gør, kommer man hinanden ved. Der er mange nye indtryk og ting der skal tages stilling til hver dag, i hånd med det kommer en masse samarbejde.
Det bliver varmere, og kuløren i ansigtet ændre sig til en dejlig frisk rød farve. Det medfører et stort forbrug af solcreme og ikke mindst aftersun. Vi kan ikke klage over varmen, det er skam dejligt at rande rundt i shorts og t-shirt i marts måned.
Der er mange ting der ikke kan forklares med ord eller billeder, det er ting der skal opleves. En af dem er den stjernehimmel der putter sig tæt om skibet, hver nat. Det er noget af det smukkeste jeg nogensinde har set, det gør også nattevagterne meget nemmere, når stjerne venter os på dækket. En anden ting er delfinerne, der ser fredfyldte ud når de lejer omkring skibet. Om natten er de dækket i plankton og ligner små selvlysende torpedoer i vandet.
Det er helt fantastisk at vågne op til lyden vand mod skibet. Det er så beroligende, men alligevel har det så mange forskellige former og farver, at der ikke er en bølge der ligner en anden.
Vi har en lang tur foran os og vi ved ikke hvad der venter, men en ting er sikkert, det skal nok blive en fed oplevelse!
Caroline Muff #45

31.03.2019

Det store skridt tages
Vi sejlede veludhvilede og parate fra Las Palmas imorges. Der går lang tid før fast grund kommer under fødderne igen. Et ocean skal krydses, undervisning skal modtages og forhindringer overkommes. Det har været sundt med en lille portion frihed på land, men det har også givet en masse stof til eftertanke. At leve simpelt til søs får en til at indse, hvor meget eller hvor lidt man kan klare sig med i livet. At gå rundt og observere de turistede gader, butikker og pladser fik mig til at (gen)indse, at vores kultur er fyldt med overforbrug og unødvendigheder. Hvorfor have en telefon med sig hele tiden? Man kan klare sig fint uden. Hvorfor læse nyheder og information hver dag? Ingen ændring har kunne mærkes, efter at have været tilbage under normale forhold på Gran Canaria. Selvfølgelig skal man holde sig opdateret, men de sidste mange dage til søs har jeg bemærket hvordan det har lettet sindet ikke at få en overdosis af information hver dag, som ofte har gjort mere skade end gavn. Jorden skal nok blive ved med at snurre rundt. Man klare sig med mindre end man tror, og man kan holde til mere end man tror. Måske skal man rejse ud og finde hjem, før man rigtigt har fundet helt hjem – i sig selv.
Emil #76

29.03.2019

Land i sigte
Det seneste døgn har vi gjort klar til at skulle i land i Las Palmas på Gran Canarie. I banjerne er der blevet strøget uniformstøj og pudset sko. Oppe på dækket er dagen gået med at skurre dæk adskillige gange, pakke sejlene pænere, pudse messing, skrubbe rust af og generelt bare få hele skibet til at skinne og se godt ud. Solen har skinnet igennem hele dagens klargørings projekt, og folk begynder at få en flot (eller rød) kulør på trods af at det kun er marts måned.
Vi har haft masser af fantastiske dage med idylliske, næsten magiske nattevagter. Jeg har bl.a. set delfiner helt ude under stævnen på skibet, og fordi at der er morild i vandet lignede de lysende torpedoer med delfinhaler, som svømmede rundt og legede med hinanden. Det er forståeligt at man før i tiden troede der fandtes havfruer. Vi har også snakket stjernebilleder med kvartermestrene og oplevet hvor smukt det ser ud oppe fra masten af midt om natten. Den seneste aften var vandet så stille at det lignede sort olie, oppe fra masten gik havet og himlen ud i et stort sort ingenting, drysset med stjerner og selvfølgelig månen midt i det hele. Jeg kommer også sådan til at tænke på Peter Pan, fordi man kan se alt det glimtene lys af morild under skibet, hvilket får mig til at tænke på den film, hvor de flyver afsted med at helt skib med tryllestøv under bunden.
Vi havde også ”De olympiske lege til søs” med en af vores kvartermestre i nat. Der skulle de to messes som et kvarter består af, dyste mod hinanden i forskellige discipliner. Der var bl.a. en disciplin med at belægge en nagle hurtigst, en med at binde et knob og få sin harness hurtigst på igen, en med at kvejle reb hurtigst og en med at sætte sejl. Det var alt sammen meget underholdende og det er sådan nogle ting der er med til at styrke både mess og kvarters sammenhold, men også vores forhold til de overordnede. Det er dejligt at få lov til at lave noget anderledes en gang i mellem.
Selvom vi har masser af gode tider til søs, bliver det også rart at komme i land i et par timer. Jeg tror det bliver mærkeligt at kunne stå på jorden uden at den flytter sig under en, og at kunne gå i bare tær på stranden. Dog er der en klar første prioritet blandt alle trainees og det er at købe snacks. De kan bare vente sig i Las Palmas, i morgen bliver deres butikker tømt på et par timer og stranden fyldt med Danmark elever.
Stine #54

29.03.2019

”At vove er at miste fodfæste for en stund, ikke at vove er at miste sig selv”
Det var vel lidt den følelse vi alle har haft stået med, på et eller andet tidspunkt i vores liv. Når man giver sig selv et hundrede procent til noget, kan man føle at man ikke har samme kontrol over situationen, men at man blot må minde sig selv om hvorfor man i starten valgte at gøre det. Under rejsen, kan det virke uoverskueligt at finde den indre stemme som fortæller en at man har gjort det rigtige. Det kan være svært at stole på sin intuition og føle sig bekvemt med den, og fortsat stole på sin oprindelige tanke. Det er først når man læner sig tilbage, efter at spillet er slut, at man er i stand til at sige om det ene eller andet var det rigtige at gøre. Men i lige netop den situation er man beriget med mange flere erindringer, oplevelser og nye sider af sig selv, som man ikke troede fandtes, og ej heller havde fundet, hvis man ikke havde taget springet til at starte med. Derfor er det så vigtigt at turde tage springet, træde ud af sin ”comfort zone” og gøre noget som tester en som person, for det er vel også først dér man virkelig mærker hvordan det er at leve. Hvis man altid går rundt i samme spor, med de samme mennesker og samme rutiner, bliver man aldrig udfordret på godt og ondt. Og hvordan skal man så kunne skabe sig et nyt billede, nye tanker og/eller udvikle sig som person.
Jeg kunne vælge at skrive om alle de ting vi så, eller hvordan delfinerne sprang omkring vores dejlige kvinde af en fuldrigger, om vores ekstra pitstop på Las Palmas. Men jeg tror inderst inde ikke at det er det som for nye kommende elever til at ansøge til Skoleskibet Danmark, men nærmere hvordan vi som elever beskriver vores udvikling og hvordan vi kan mærke at tiden ombord udruster os, ikke blot til et arbejdsliv til søs, hvis det er hvad man vil, men også hvad det vil sige at stå på egne ben, presse sig selv til at gøre det bedste man kan og hvordan man reagerer i situationer, man ikke før havde stået i.
Jeg håber at jer som læser dette, enten finder vores ord inspirerede, bekræfter jer i jeres drøm eller at det vækker en lyst til at prøve noget nyt.
Christian #67

27.03.2019

Vi nærmer os en måned ombord på Skoleskibet Danmark. Man er så småt begyndt at vænne sig til de forskelige rutiner ombord. De værste har nok været natterutinerne. Når et B menneske som mig, pludselig skal til at vænne sig til, at få afbrudt sin nattesøvn for at afløse sejlvagten, for så derefter at sove små to timer igen inden morgenmønstringen. Ynglings vagten er dog klart skralde vagten fra 22-02. Selvom meget af tiden går med at sortere plastik fra skibets madaffald, er nattesnacken med havregryn og en til tider lidt tør bolle med syltetøj, altoverskyggende. Det er klart højtepunktet for alle. Man bruger hele tiden så meget energi, at mad er det eneste man tænker på.
Det er hårdt. Og det er helt sikkert ikke en ferie. Der er virkelig fart over feltet. Der er hele tiden så mange nye spændene og interessante ting man skal lære og huske på, at ens hjerne næsten ikke kan kapere det. Man bliver så træt. (Altså på den gode måde) Stort set alle ens pauser går med at sove. Man ser tit at folk blunder lidt i timerne. Det gør at folk har et vanvittigt sukker forbrug, bare for at kunne holde sig vågen.
Men det er det hele værd. Det er alt jeg har drømt om. Lige siden mine Brødre var med for henholdsvis ni og 12 år siden, har jeg ikke tænk på andet end Skoleskibet Danmark. Det er så surrealistisk selv at stå her. Selv at opleve alle de fantastiske ting, jeg altid er blevet fortalt om.
Allerede nu har vi set masser af hvaler, delfiner og vist nok en enkelt havskildpadde. Alt er så forbavsende smukt herude. Man føler sig så fri. Bare det at stå og kigge ud i horisonten, og bare se ud i ingen ting og lade tankerne flyve. Lyden af skumsprøjt og en smuk stjerne himmel, det bliver ikke bedre.
Det eneste der topper det, skulle da lige være sammenholdet ombord. Det er helt ubeskriveligt. Alle er så utroligt tætte. Der er ikke nogen bedre følelse, end at se folk være så grinende og glade, og trives så godt med hinanden ombord.
Sammenholdet. Det er det, det hele handler om, og det slår alt!
#57 Dyrehauge

26.03.2019

It’s interesting, days turn into weeks. In some ways it seems just yesterday we left Frederikshavn or merely hours since people were sitting on the quartermaster bench looking dead in the eyes puking their brains out. On the other hand, it seems ages ago we battled the gale and squalls. Though at home a Monday may put you in Monday mood, this does not happen aboard the Training Ship DANMARK, the easiest way to tell the week day here onboard, is to track the Sunday ice-cream or vegetarian Monday. It is in many ways a relief not having to worry about these things. A week is four days which is way easier to keep track of. Though not everybody has completely fallen into the routine, of when we’re having which subject, most of us are starting or already have found the rhythm.
Of course it would be a lie to say that all days are equal. Some enjoy maintenance, some take delight in marine engineering, others enjoy the wind in the hair and the sun on their face from working as sail-watch (perhaps I am a bit partial to this).
This particular Monday is a red day for 3rd quarter, and red day generally means a full day of teaching below deck. I would lie to say that it is the favorite. It feels a crying shame to be below deck when all sails are set, the sun is out and the temperature is nice. However, this is also a part of becoming an O.S, so we’ll take the sweet with the sour.
It really feels nice to be heading south, the wind in our back, the sun high in the sky, and the stars out on night watches. Though I haven’t got a clue about the weather back home, here it is feeling like spring, and the temperature has shot significantly up. The most interesting part about this is seeing the difference in clothing us trainees are wearing. Some brave souls have ventured out in shorts and a t-shirt (it came as no surprise that Mons the Norwegian was first man on deck in this uniform). While others clinging on to the firm grips of winter, are still wearing thermos underwear beneath their pants and sweaters. For most of us the thermal boiler-suit we wore on the night watches is slowly getting stowed away. And yesterday on the night watch I, for some of the time even wore merely a t-shirt. There is probably a strong correlation between this, and the hard work we put in bracing, stowing royals and trimming, to obtain optimal speed from the wind we had.
Otherwise moral aboard is the highest it’s ever been. It seems that people are generally enjoying life as seamen, I for one certainly am, and even though the last of the fruit is becoming increasingly stale and rotten, the quality of the food onboard seems to be going up. The coffee ice-cream yesterday was delicious.
Fair winds and great mood from the library.
Henrik #63

22.03.2019

Today we entered the Atlantic Ocean, the sun has been shining the last few days and it’s slowly getting warmer every day. During the night we sailed by engine through the last bit of the English canal. The water out here is very different from what we’ve experienced so far. Out here its dark blue, and the waves are big, round and flat. In the North Sea the water has a special green colour and the waves are very pointy. We are sailing into the Biscay now, and dolphins has been spotted several times during the day. We are doing a lot more on deck, like learning how to scrub the deck and wash our working clothes by hand. We’re getting more and more sails up, so they’re ready to set whenever the wind comes by. We’re still sailing by engine but with a few sails up too. This night there was the most beautiful sunset, no land in sight, just the waves, clouds and the sow rolling of the ship together with the sunset. Every day we learn new thing, practical and theoretical in various subjects, from engines to rope and heath to maintenance. Time flies by and we’ve almost been sailing for two weeks now. I believe the only thing we’re all waiting for is to set lots of sails and cross the Atlantic.
Stine #54

20.03.2019

Videre på vores færd mod varmere himmelstrøg, har vi langt om længe passeret den Engelske Kanal og kan nu for første gang ane den dybe, nærmest magiske blå farve som Atlanterhavet har. At kigge gennem vandet, er næsten som at bevæge på sin sti i livet. Kun få meter frem kan man se hvilken vej strømmen tager dig, men endestationen er uklar. Det afspejler også det eventyr vi i januar begav os ud på, man havde en ide om hvad man gik ind til, men realiteten er noget andet. Ingen af os havde kunne turde håbe på alle de nye sider af os selv som vi lærer, de egenskaber som nu er en del af vores værktøjskasse og de mennesker som vi kommer hjem som, vil ikke være de samme som vores forældre sagde på gensyn til. Kun til gode. Jeg kan roligt sige på alles vegne at være ombord Skoleskibet Danmark er en unik oplevelse og man kun vil kunne se tilbage på det, med gode oplevelser og glædeligt fortælle om de mange ting vi har haft mødt på vores vej. (Chokolade manden)
Kursen er næsten stik syd og det vil den være indtil et sted mellem Canarie øerne og Cape Verde, derfra ligger oceankrydsningen foran os, og inden vi ser os om er på ankommet til Dominica. God vind herfra til alle derhjemme.
Christian #67

18.03.2019

Dover strædet
18.-19./03/2019
I nat omkring midnat passerede vi Dover strædet, og jeg havde nattevagt sammen med mit quater fra 22-02. På en måde var det helt magisk efter en uge på Nordsøen, uden land i sigte og med voldsomme bølger, blæst og regn, pludselig at ramme stille vand og vejr. I mørket kunne man tydeligt se lyset fra den engelske kyst, de byer længst væk lignede mest skinnende perler drysset på horisonten, mens Dovers konturer og lys tydeligt kunne ses i mørket. The White Cliffs of Dover kunne også anes som en stor mørkegrå skygge, der grænser op til byen.
På den anden side kunne man se et sløret lys i horisonten. Det var den franske side og det var klart at se, hvor meget en by lyser op, selvom den er meget langt væk. Resten af vagten forløb med at vi langsomt sejlede forbi Dover og så de mange færger og andre fartøjer komme sejlende tæt forbi.
Stine – #54

17.03.2019

Yes!
Today we really began to feel progress. The course was set towards the English Channel and people were relieved to see the light at the end of the North Sea. Not only metaphorically speaking because today was also the first day without rain, and the sun was shining almost all day. The atmosphere on the ship and between trainees was very good, partly because of the weather I think, but also because there’s not really any seasick left, at least not so bad that they cannot participate. That was the general feeling I felt today and it’s very relieving to see some of my fellow trainees be in better shape physically and mentally.
Today my quarter were daymen. That means that half of the quarter (one mess) has to be in catering except two people that are engine daymen. Catering includes helping the chefs making food in the galley and breadroom, washing in the scullery and being a waiter for the crew. The other mess in the quarter (my mess today) are on sailwatch or on physical watch, which includes a helmsman (person steering), an engine watch, a lookout, a duty trainee (a person who helps the officer to listen after any calls from the lookout, and gets to learn some navigation from the officer on watch) and an orderly (a person who helps where it’s needed and makes sure the deck looks tidy). I know it can be a bit confusing with all the terms, but I tried to keep it simple. All these watches switch around so you get to do a lot of different thinks during a day as dayman, and we couldn’t have asked for a better day to be daymen in. Being daymen are of course also on rotation so every quarter are daymen each fourth day. That was enough terms for now, but I hope that people at home have a bit better understanding of what we are doing on DANMARK.
-Rasmus #3

10.03.2019

Sidste nat: sejlene er sat

Sidste dag i Frederikshavn er ved at være slut. I morgen starter det rigtige eventyr, og vi kaster fortøjningerne! Dagen i dag er gået med at gøre de sidste ting klar til afsejling – der er blevet sat sejl, holdt brand – og evakueringsøvelser, skrubbet maling, købt de sidste nødvendigheder, og fordi det er søndag, er der også blevet spist både is og kage 🙂
Selvom det er hårdt at være væk fra familien og vennerne, trøster det, at vi på skibet er inddelt i mess – Det er som at få ni nye søskende foræret. I vores mess sover vi sammen, spiser sammen og arbejder sammen. Det kræver tålmodighed og åbenhed at skulle leve så tæt sammen, men det er samtidig utrolig fedt at komme så tæt på hinanden. I vores mess hygger vi os rigtig meget. Vi er gode til at grine med og til tider også af hinanden.
I nat har vi begge vores aller første nattevagt. Det er vi spændte på. Rygterne fortæller både at det er hyggeligt, men også at det er meget kedeligt. Det finder vi snart ud af.

Nu må vi til køjs.
Godnat og sov godt.

//Rasmus #20 og Emilie #6

10.03.2019

En uge på skibet er nu næsten gået og hold nu op det har været intenst! Fra 08.00 morgen til 17.30 aften fyldes vi med informationer og hårdt arbejde. 219 liner skal læres at kende – funktion og navn. Mens det for sejlfolk synes meget logisk, er det et kæmpe terpearbejde for os ”jomfru-sejlere”. Heldigvis er de sejlkyndige (crew og trainees) altid klar med gode forklaringer og hjælp.
Torsdag satte vi togtets første sejl: Fore-lower-topsail. I regn og blæst klatrede en stor del af første quarter op i riggen og ud på masten nøje instrueret af skibets to nye quatermasters. Tempoet var ikke at prale med, men sejlet blev sat og der var stor begestring. Puha, togtet nærmer sig med hastige skridt. I takt med at sejlet blev sat, gav undervisningen pludselig mening. De liner vi skal kunne navnene på, er ikke kun tidsfordriv. Vi skal alle kende til netop hvilke liner der skal hales i og hvilket der skal slackes på, ellers sættes sejlet ikke. Vi skal alle overholde sikkerhedskravene når vi færdes i masterne, ellers sættes sejlet ikke. Vi skal alle have styr på vores knob, ellers sættes sejlet ikke. Det er altså ikke for sjov, når man står 25 meter over dækket på en tynd line, at man skal informeres om, hvornår en ny træder ud. Det skaber rystelser. Nok er vi spændt fast når vi færdes på yardsne, men jeg tror næppe det er sjovt at dingle i 25 meters højde. Ligeledes er det ikke et tilfælde, at vi hver morgen bliver tjekket i vores hængekøjepakning. Selvom det føles absurd hver morgen at skulle mønstre i slud på dækket med hængekøjen i favnen, for at tjekke om nu knobene er rigtige og ikke mindst om den er pakket stramt nok, når nu den bare skal ligge i skabet og vente på at blive hængt op samme aften, er det for at træne vores evner. Vi skal for det første gøre os umage med enhver opgave vi stilles og for det andet bruge vores pakkeevner, når sejlene skal pakkes – og det skal de præcis ligeså mange gange, som sejlene skal sættes.
Når nu vi er ved hængekøjerne, kan det jo passende lige nævnes, at vi allerede nu har ”vundet” 15 minutters mere nattesøvn. I takt med at vi bliver hurtigere til køjepakningen, kan vi nemlig få lov at sove en længere – og det er bestemt brugbart. Folk er ikke ligeså udhvilet, som da vi påmønstrede i mandags. Overskuddet er ved at være brugt op. Det er tydeligt, at vi lever mange tæt. Det betyder også, at det nu mærkes hvor vigtigt det er, at vi er her for hinanden. Det er ikke alle der trives lige nemt med nattevagter og ej heller alle der trives med kulde. Heldigvis er vi sjældent alle ramt af minus på energi-kontoen samtidig, så der er altid nogle til at dele ud af kram og smil. Og hvis vejret er alt for koldt, som det desværre er i øjeblikket, kan vi altid mindes overstyrmanden motto: ”Vi er ikke lavet sukker”. Nå ja, og så kan vi tænke på, at det nu kun drejer sig om et enkelt døgn, før vi forhåbentlig sætter kursen mod sol og varme. Massere af spænding herfra!

Nr. 5

08.03.2019

Dedikeret Til Den Bekymrede Mor
Kære alle bekymrede mødre (og fædre)
Som I ved er intet nyt godt nyt, men her får i alligevel lidt afslørende information om vores behandling ombord Skoleskibet Danmark. Alt hvad der kunne byrde jeres hjerter angående vores velbefindende, vil vi give jer helt afklarende svar på:
Ja, vi får nok at spise, og maden er fremragende! Vi får 3 hovedmåltider om dagen, og man kan altid bede om mere mad, hvis man er sulten. Der er 2 mellemmåltider, så den lille sult også bliver stillet, og der serveres frugt for at forhindre skørbug. Skibets kokke gør et vidunderligt stykke arbejde. Nybagte boller hver morgen, varieret frokost og en horisonts-udvidende middag med tilhørende dessert (hvis vi får fisk).
Ja, vi får (næsten) sovet nok. Når vi trætte kravler os i hængekøjerne, luller bølgerne os i søvn og får vores hængekøjer til at vugge blidt, som dengang vi lå i vor moders favn. Men så snart klokken slår seks, bliver vi vækket af Overstyrmand Poulsens dybe røst, og en ny dag gruer.
Ja, vi er klædt på til vejret, og fryser (næsten) ikke. Naturligvis er vejret uforudsigeligt, men der er ikke langt til ens personlige skab, hvor et ekstra lag tøj kan påtages (medmindre man står 25 meter over havet oppe i masten, men deroppe i riggen er man distraheret af større ting end at fryse). Man skal huske på, at der aldrig er nogen der er blevet så våde, at de ikke er blevet tørre igen!
Så kære alle bekymrede mødre (og fædre): Der er absolut intet at være bekymret for. Alt er vel (indtil videre) og vi ses igen til sommer.

Kys og kram,
Emil #76 og Christian #40

07.03.2019

Onboard DANMARK
So, a few days have passed away since we signed on the ship, and what an experience it has already been. You truly feel an inner joy, when everything you do has some sort of impact on the voyage. This could for instance be storing provisions, washing the dishes, cleaning the deck, having night watch, entering the rig and learning all the lines. For us the largest leap on boundaries came from the rigging. It looks harmful from the deck, but standing 25 meters tall only secured by your own strength, your heart skips a beat.
Of cause the Danish weather showed itself from its best site, so being dry is a missed feeling. That said a sailors’ hands aren’t soft, and it is nice learning it the hard way, because the tour across the Atlantic won’t always be a pleasant ride with sun shining and happy days. But all in all we have enjoyed the first couple of days onboard DANMARK, and we are only looking forward to hoist the sails and head onto the seas.

Rasmus #3 Christian #67

17.02.2019

Danmark i fuld swing
Tiden flyver af sted her på Martec. Den ene dag tager den anden, og lige om lidt er vi ude på Atlanten – juhu! Men først skal de sidste brande slukkes, de sidste krydser svejses og de sidste kilometer løbes.
I går, lørdag, var vi i klasse A og D tidligt oppe, da vi skulle sejle med Læsøfærgen. Det var en stor oplevelse, og vi var så heldige at være vidne til den smukkeste solopgang over Kattegat. På overfarten fik vi både lov til at være med på kommandobroen, og vi fik rundtur i de forskellige maskinrum. Efter 20 minutter på Læsø sejlede vi med færgen tilbage igen. Nogle af færgens andre passagerer morede sig meget over, at vi var sejlet til øen blot for at sejle tilbage igen.
Hjemme på skolen var b-klassen i fuld sving med at gøre klar til aftenens store fest. Kl. 17.15 stod vi alle klar til mønstring nyvasket og pæne i tøjet – nydelige unge mennesker. Hver pige fik tildelt to drenge som dansepartnere, og så eskorterede drengene os til messen. Gangen var oplyst af små olielamper, og inde i messen var der fint pyntet op med guld, blomster og lakridspiber. Snakken gik, og stemningen var høj, mens der blev serveret forret og hovedret. Efter hovedretten var det tid til første danserunde. Ovre i gymnastiksalen stod to professionelle dansere klar til at lære os den amerikanske partydans Swing. Latteren bredte sig og overdøvede næsten musikken, idet vi forsøgte at lære trinene og holde takten. Efter cirka en times dans var det tid til en lille pause, hvor der var arrangeret musikquiz i messen. Anden runde dans var lige så sjov og vellykket som den første. Min dansepartner og jeg prøvede på vores eget initiativ et løft, som var mere eller mindre vellykket. Senere, da vi var færdige med Swing, havde drengene øvet en koreografi, der var hip-hop inspireret, og som de viste for os piger. Det var en fantastisk oplevelse og om noget aftenens højdepunkt. I en sådan grad at tanken om 58 dansende sømænd også i dag har trukket på smilebåndet. Festen blev afsluttet med lækker is og et sidste par dansetrin. Det er helt utroligt fedt med arrangementer som det her, hvor man virkelig kan mærke fællesskabet vokser, og der bliver skabt fælles minder.

Her er vi: fine, rene og klar til fest og dans
// Emilie #6

04.02.2019

“Hvis man ikke snyder lidt, prøver man ikke hårdt nok”
Så er anden weekend ovre, og endnu en uge er startet. Tiden på Martec er ikke til at forstå (ligesom nogle af de københavnske trainees døjer en smule med at forstå det nordjyske). På den ene side flyver tiden afsted, men når man omvendt tænker på alt det, vi indtil nu har været igennem, er det ikke til at fatte, at vi kun har været her i to uger. Tøjet føles ikke længere som et kostume og mønstringerne ej hellere som en leg. Det er hverdag nu. Det er os.
Weekenden stod denne gang ikke på sygning, hvilket resultererede i langt mere fritid. Den blev brugt på både film, svømmehal, spil og (for manges vedkommende) en lur.
Lørdag aften gik bølgerne i messen (spisesalen) højt. Der var maritim aften på programmet, hvilket denne lørdag betød Jeopardy. Kategorierne var følgene: History og Danmark, knots, games, the crew & how many. Vi blev inddelt i 5 hold. Tilfældigt mix mellem klasser og quarters, så endnu engang fik vi chancen for at hilse på nye trainees. Udklædningen på hvert holdteam var op til de enkelte, så der var både skiundertøj, regntøj og solbriller i spil. Kampgejsten blev vagt (i nogles tilfælde mere end i andres). Flødeboller blev spist igennem nylonstrømper, knob blev bundet og spørgsmålsstolen blev et kampmål. Legen blev taget så alvorligt, at selv snyd blev taget i brug – men hva’ pokker, hvis man ikke snyder lidt, prøver man ikke hårdt nok! Aftenen sluttede med en sejer til hold 1 (om den var retfærdig eller ej skal ikke diskuteres). Præmien var håneretten og æren af oprydningen i messen efterfølgende (næste gang vil vi gerne vinde en fritagelse fra en af vores 3 ugentlige rengøringer)
Søndag blev et nyt initiativ startet op: Morgenyoga. Vores søde crew-medlem Nadia er instruktør, og tro det eller lad være, men søndag morgen stillede 14 trainees op 6.15 til morgenyoga i hallen. Pull-up-træningen bliver i den grad taget seriøst!
Morgenvinterbadningen er nu rykket til aftenbadning, indtil vandet atter vender tilbage på den tid af døgnet. Sneen har medført mandefald fra første uge, men vi er stadig nogle stykker der holder i.
På trods af uenigheder om snyd er her stadig mest smil at spore. Holdet er stærkt og efter filmaften søndag med film fra forrige togter, kan vi ikke vente med at indtage skibet !
Laura #5

27.01.2019

Kære Dagbog

Den første weekend som nyfødt skoleskibselev er ved at være ovre.
I weekenden har der været et afslappet skema fra morgen til aften, så vi også har haft tid til at være sammen på kryds og tværs. Nogen har dog været på brandskole, hvilket har været mere krævende. De er alle er vendt tilbage til skolen med sod og aske på huden, som om at de har kravlet ned gennem en skorsten.
Vi har skulle sy vores personlige elevnummer i alt vores tøj – og det er heldigvis ved at være overstået, da det har været en lang og gentagende proces.
Alle elever har været nede på Skoleskibet Danmark og få en rundvisning. Vi har set vores egen lille personlige plads, hvor det eneste private består af skab, kistebænk og hængekøje.
Man kan fornemme at skibet har en stor historie og sjæl over sig – og det kan også mærkes blandt eleverne.
Forventningens glæde til togtet er blusset op, og formålet med undervisningen i værkstederne på MARTEC er begyndt at give mening, da det åbenlyst er afgørende for både individ og besætning at hver mand kan sit kram, når hjælpen ikke er lige rundt om hjørnet, når vi en dag er midt på Atlanterhavet.
I aften vil fædrelandskærligheden komme til syne, da vi allesammen skal se finalekampen i håndbold, hvor Danmark og Norge skal spille. I ved selvfølgelig godt hvem vi hepper på – til trods for at der er én nordmand blandt eleverne.
Skrevet af Emil #76

27.01.2019

Et spring ud i fremtiden til søs
Denne torsdag havde jeg søsikkerhed med min klasse, klasse C. Vi kørte til Sæby svømmehal, hvor vi skulle igennem forskellige øvelser. Til en start fik vi udleveret en immersion suit. Da det kun er one size, sad de meget forskelligt på folk. Jeg selv lignede en neon orange teletubbie, der lige havde fået en fedtsugning.
Vi fik en redningsvest på og så skulle vi ellers op på 5 meter vippen. Jeg blev bedt om at stille mig helt ud til kanten og kigge ned, for at tjekke jeg ikke hoppede ned ovenpå nogen. Så var det ellers bare at springe ud i det. For mig var det ret grænseoverskidende, da jeg ikke er så god til højder. Øvelsens formål er at simulere, at man hopper ud fra et kæntrende skib.
Efterfølgende var der en lang række svømmeøvelser, hvor vi skulle lære hvordan man holder på varmen og svømmer sammen i en kæde hen til redningsbåden. Inde i redningsbåden fik vi introduktion til redningsbådens forskellige funktioner og hvordan man henter en bevidstløs person ude i vandet, uden selv at blive væk fra redningsbåden.
Til slut i forløbet skulle vi helt selv vende en redningsbåd, der lå på hovedet om. Det skal siges at vi stadig var iført dragt og redningsvest, så det er ikke lige den nemmeste opgave at kravle op på bunden af båden, for at vende den.
Når man vender sådan en redningsbåd får man den ned over sig, så man ligger under den og selv skal komme ud efterfølgende. Da jeg vendte båden, fik jeg ikke ordentlig fat i snoren til at kunne trække sig ud med, og fik slugt lidt vand. Dog kom jeg hurtigt selv ud alligevel.
Det var en vildt fed oplevelse, og jeg følte mig tryg hele vejen igennem, på grund af vores dygtige instruktører. Øvelserne kom vi igennem før tid, så resten af tiden måtte vi frit benytte os af svømmehallen, som en flok forvoksede legebørn.
Den efterfølgende teori om sikkerheds udstyret ombord på skibe og redningsflåder var ret tung, men nyttig at komme igennem. Da dagen var omme havde vi alle gennemført søsikkerhedskurset.

Stine #54

26.01.2019

Søfolk på glatis:
Den første uge er gået meget hurtigere end forventet. Vi har brugt det meste af tiden på at sy numre i vores tøj. Ligeså kedeligt som det lyder, lige så hyggeligt er det faktisk. Det giver en god mulighed for at sidde sammen og snakke, da du ikke behøver at bruge al fokus på at sy.
Lørdag morgen lå der et tæppe af sne over hele Frederikshavn. Nogle nød det mere end andre (bl.a. var der nogle, som var ude og rulle sig i sneen og vinterbade tidligt om morgenen), men det var i hvert fald koldt til morgenmønstring.
Efter mønstringen gik vi ned for at se skibet, Danmark. Da det var pænt koldt, og at blæsten ikke ligefrem gjorde det bedre, havde de fleste iført sig deres termokedeldragt.
Klasse D på vej til ’Danmark’. ( Billedet er taget med blitz, det er derfor det ligner lidt nat.)
Selve skibet var ikke helt klart til at tage af sted, men så man bort fra det smårod, der lå omkring, var det et virkelig flot skib. Inde i selve banjerne var bordene og bænkene flot poleret. Vi fik en rundvisning af hele skibet – alt fra toiletterne til stikkeriet, maskinrummet, hospitalet og alle de små depotrum med redskaber til at vedligeholde skibet.
Som ny sejler virker det lidt skræmmende på nuværende tidspunkt at få fortalt, at der er over 200 tovender på skibet, som vi skal kunne alle navnene på; tak for kaffe.
I mellemtiden viste HF-sø’erne os rundt i Frederikshavn. Det sneede en del, så man kunne ikke se så meget, men vi var da rundt omkring for at købe nogle småting.
I aften skal vi se håndbold alle sammen – nede i messen. Vi glæder os rigtig meget til at se Danmark slå Norge og stå øverst på podiet! ( Vi håber vores forventninger vil blive indfriet).
God vind herfra; #33 Anna og #49 Pernille.

25.01.2019

Kære Dagbog,
Jeg er lige flyttet til Frederikshavn. Det er jeg, fordi jeg er startet på en skole der hedder Martec. Om ca. halvanden måned, skal jeg ud og sejle med Skoleskibet DANMARK, hvor togtet går til det skønne Caribien. Inden vi skal ud og sejle, skal vi dog lige have et forløb på værkstedsskolen her på Martec, så vi fatter noget om at begå sig på et skib.
Det er så det, jeg er i gang med nu. Vi befinder os stadig i de indledende dage, så hver eneste dag er fyldt med nye oplevelser og indtryk. Dagene er lange, og pakket med indhold, så man er helt udkørt når man endelig får lov til at lægge sig i køjen om aftenen. Godt er det dog at komme i gang, endelig efter en lang venten.
Udover at lære de andre at kende, er hverdagen gået på undervisning for det meste. I mit tilfælde har skemaet været fyldt med svejselære. Efter at have lært meget om teorien bag svejsning, og en masse om hvilke forholdsregler man tager sig i et svejseværksted, er vi kommet i gang med at svejse i dag. Det er ikke nemt viser det sig. Faktisk er det svært, det syntes jeg hvert fald. Jeg har b.la. lært at man skal huske at bruge den rigtige type elektrode når man svejser, ellers bliver det noget juks. Ydermere har jeg også lært at have den rigtige vinkel når man svejser, eller det er måske ikke helt rigtigt. Jeg er i gang med at lære det. Men det er sjovt, og man kan som vores lærer Lars-Ole siger, tydeligt se at man forbedrer sig lige så langsomt.
Det er dejligt at komme i gang med det man har set frem til i al den tid, og alting er som sagt stadig meget nyt og spændende, selvom en hverdag er ved at formere sig.
Nå… Jeg kan desværre ikke skrive længere, for jeg skal nå at sy numre i det udleverede tøj. Godt 60 styks, så det godt de også har en kaffemaskine 🙂 Tak for denne gang.
Venlig hilsen,
Hjalte