Pludselig blev den salte havluft erstattet af en mild duft af blomster. Temperaturen blev varmere, da Københavns gamle bygninger omsluttede os, og vi sejlede ind i havnen med Amalienborg tronende. Den lille havfrue og vinkende familiemedlemmer var vores tilskuere, og jeg følte mig på toppen af verden med smukke København som udsigt, der lå udstrakt i al sin danskhed og tog imod os med sommervejr. Vi havde manet ræerne, og jeg stod på for røjl. Bag mig og under mig stod mine venner som små blomsterknopper på tre nøgne træer med lige, vandrette grene. En drone drønede rundt om ørerne på os, og en glad vagabond i en lille farverig jolle sejlede rundt og spillede os i havn med smukke melodier fra sin trompet.
Vi var endelig nået til København. Fuglene kvidrede eftermiddagstoner, og alle buske og træer stod grønne og fyldige. Vintermånederne var sejlet væk i Atlanterhavets vilde bølger og det Caribiske havs troper, og nu var vi vendt tilbage som sømænd til dansk sommer. Endelig kunne vi sætte vores søben på dansk jord og snuse al den danske sommerlykke helt ned i lungerne! Hjem i tryghed til det velkendte, til snarlig frihed og endeløse sommerplaner. DRs pigekor kom ombord og sang smukke sange om alt dét, vi har kært og har længtes efter de sidste par måneder. De sang om den danske sommer, og det virkede i den salige gensynsglæde som om, at den kun havde ventet på at springe ud til vi kom hjem. Pigerne stod kønne og danske med smilende ansigter, og gjorde med deres smukke stemmer hårdføre sømænd bløde, så vi alle fik tårer i øjnene. De sluttede af med at synge en sang af Alberte, der så rammende beskriver den nostalgiske gensynsglæde ved at vende tilbage til sit hjemland efter lang tid til søs.
"Nu kommer lydene igen
Og verden vælter pludselig ind
Den kommer gennem alle sprækker
Lyse nætter
er tilbage"
Ida #62
De tre trainees
Der var engang tre trainees på Skoleskibet Danmark. De sad på flådedækket på deres elskede skib og splejsede wire. Den mindste af dem var hurtig og snart klar til at få banket sit første indstik på plads. Hulemandsspir og bankebræt lå klar på bakken i den anden ende af skibet. Men ak, under dæk slumrede en farlig kvartermestertrold, og det vidste trainees'ne. Men over og banke skulle de jo, for eksamenen ventede, og de skulle øve sig denne formiddag i maj.
Så den mindste trainee vovede forsøget. Via broen, ned ad lejderen til hoveddækket, over dækket og op ad lejderen til bakken. Forsigtigt begyndte den mindste trainee at banke på sin splejs med små "banke-ti-banke-ti-bank". Inden traineen nåede at banke færdigt, lød en stemme fra dybet under bakken: "Hvem er det, der splejser på min bro og banker på min bakke?!" Skræmt svarede den mindste trainee: "Det er bare den mindste trainee, der skal til eksamen i morgen i wiresplejsning." "Nu kommer jeg og splitter din wire i stumper og stykker!" råbte kvartermestertrolden. "Åh nej, tag ikke mig! Lige om lidt kommer den mellemste trainee og banker, og han banker meget hårdere end mig." "Så lad gå da," sagde kvartermestertrolden og lagde sig til at sove igen. Lettet fik den mindste trainee lov at gå ned fra bakken og i sikkerhed på flådedækket med sin wire.
I det øjeblik var den mellemste trainee omsider færdig med det første indstik og skulle forsøge sig med at banke det på plads. Den mellemste trainee gik via broen, ned ad lejderen til hoveddækket, over dækket og op ad lejderen til bakken. Med lidt større kraft begyndte den mellemste trainee at lade hulemandsspiret falde på sin splejs: "Banke-di-bumpe-di-banke-di-bank". Inden traineen nåede at banke færdigt, brølede det fra dybet under bakken: "Hvem er det, der splejser på min bro og banker på min bakke?!" Nervøst svarede den mellemste trainee: "Det er den mellemste trainee, der skal til eksamen i morgen i wiresplejsning." "Nu kommer jeg og banker hovedet ned i maven på dig med en fastnøgle!" skreg kvartermestertrolden. "Åh nej, gør det ikke! Lige om lidt kommer den store trainee og banker meget hårdere end mig." "Så lad gå da," svarede kvartermestertrolden. Også den mellemste trainee fik således lov at komme i sikkerhed på flådedækket og fortsætte med at splejse.
På denne tid var den store trainee omsider færdig med første indstik (de store hænder var ikke så fingernemme) og gik via broen, ned ad lejderen til hoveddækket, over dækket og op ad lejderen til bakken for at banke sit indstik på plads. Der blev banket af al kraft, så hele skibet rungede, og selv overstyrmanden og de andre trainees på flådedækket måtte holde sig for ørerne: "BANK BUMP KLONK BANG BANKE-BANK" Efter kun nogle få bank kom kvartermestertrolden farende op med strittende hår og skinnende øjne og brølede af sine lungers fulde kraft (som når den råber "baksmønstring"): "Svende! Hvem er det, der splejser på min bro og banker på min bakke?!!!" "Det er den store trainee, der skal til eksamen i morgen i wiresplejsning." "Nu kommer jeg og kølhaler dig, din skidestak!"
"Kom du bare, jeg er ikke bange,
jeg skal skide og med merlespiger stange
og banke dig helt op til Jakobsstige,
for jeg er den store Danmarkstrainee"
- - - (mand over bord-signal)
Og så fik de tre trainees lov til at færddiggøre deres wiresplejs og gå op til eksamen næste morgen. Og kvartermestertrolden, ja, han flød rundt i sin bjærgemærs (redningskrans) lige indtil natten faldt på. I ly af mørket kravlede han skumlende op allerøverst i stormasten. Der sad han næste dag og kiggede ned på DANMARKs trainees, og han bandede og svovlede og tog sig til huen. Og er de ikke stoppet med at banke, så sidder han der sikkert endnu.
Snip snap snude,
så er eventyret ude
#26, Mie #22, Stine
Normalt vil dette blive rapporteret med skælvende, udmattede og nervøse stemmer til en officer, som egentlig bare afventer en kort og klar overlevering.
Nu er vi omsider nået Nordsøen, med et uventet stop på Bantry Bay i Irland, og en tur nord om Skotland. Dette var en kold affære, hvilket nu kan ses på Helmsman og Lookout som nu bærer en rigtig skøn og lækker flyverdragt inspireret af 80'ernes primetime. Dette tiltag, som alle trainees drømte om, men ingen troede på, blev nu til virkelighed. Og vi kan kun sige til det ''That's well''.
Irland og de irske barer, var som alle forventede, yderst velforsynede. Bantry var som Kaptajnen fortalte, utrolig hyggelig og meget irsk. Vi var vilde med det! Dog blev dette kun et kort besøg for denne gang, men landlov og proviant siger vi bestemt ikke nej tak til. Duftende toiletpapir, saftevand og vaskepulver udgjorde størstedelen af provianteringen - dette afspejler voyage 104's prioriteringer meget godt.
Rengøring bliver bestemt ikke set let på for turds(3 quarter). Entusiasmen har nået helt nye højder, når vi i kor råber ''CLEANING'' indtil Bådsmanden mener, at vi er i den rette stemning til at udføre en af dagens vigtige jobs. Vi siger ikke at toiletterne nu dufter af roser og violer, meeen det er godt nok tæt på min kære familie og venner, især når det er turd quarter som står ansvarlig for cleaning.
Nok er vi gode om dagen, men om natten slår vi, turds til. Efter mange timers sejllads for motor, har vi været nød til at finde alternative metoder for at holde os varme. Det er så her 'Danceparty' på maindeck, efter deck og tøjskrubning, Cowboy leg og twister kommer ind i billedet. Vi siger ikke at vi har vilde moves, men trainees i fuld oilskin og harness slår selv de vildeste natklubber i hjembyerne.
Alt er ikke sjov og ballade på Skoleskibet DANMARK. Vi kan nu se lyset på den anden side af eksaminerne, og kan snart ånde lettet op og fokusere på klargøring af skibet. Marine Engineering, Marine Technology og Tanker Familiaization har fyldt meget de sidste dage. Vi kan nu kun håbe det bedste for eksamen i wire splejs, som ikke er for småbørn. Dette er her Chief officeren smider sit free pass, så vi trainees har muligheden for at få vores frustrationer ud. Den mulighed bliver flittig brugt, når trainees banker løs på f'ocsel, hvilket ikke altid er lige sjovt for 2nd quarter masteren, som ihærdigt prøver at få indhentet sin manglende søvn.
Der er nu travlt indtil vi når de danske havne, som Chief Officer ville sige det ''Battleplan for today - Shipshine, Shipshine and more Shipshine!'. Det betyder at vi vasker alle spor af Atlanten væk, så DANMARK kommer tilbage til sit smukke selv.
Vi kan nu ærligt sige, at denne tur har været en hård, men fuldstændig fantastisk rejse. Som vi tidligere er blevet fortalt, kan vi ikke være stolte over noget, der ikke har været hårdt.
På denne tur har vi hver især gennemgået en individuel rejse hvor vi har skabt venskaber for livet, overskredet grænser og ikke mindst lært os selv at kende.
Vi ser nu alle frem til gensynet med familie og venner. Trods savnet til hjemmet, vil det blive mærkeligt at sige farvel til det skib som er blevet til hjem, og til de mennesker som er blevet til familie.
Reporting Amanda #65 and Trine #69 has been relieved from Diary Duty, and everything is well in the library.
Undervejs
Vi havde ikke regnet med at togtet skulle have været så langt, men vi sidder lige nu på biblioteket, og duften af brunede kartofler og stegt and trænger ind i rummet. Skoleskibet Danmark er nået d. 24 december og det fejrer vi med lækkert julemad fra kabyssen, julesang og et enkelt juletræ er det også blevet til.
Kl. halv 8 i morges blev starbord watch vækket med den smukke klang af "dejlig er jorden" fra 2. quaters sang stemmer. Men nu når alt tydes at være så godt, her i julefreden, står hele besætningen med et af de større problemer, der kan forekomme om bord på et skib. Toiletpapirlageret er på tragiskvis ved at nå bunden og vi har 2 uger endnu inden vi ligger til kajen i Helsingør. Vi har 80 toiletruller tilbage i alt (som svarer til os trainees, hermed er besætningen ikke talt med), indtil videre har vi om dagen brugt 26 ruller toiletpapir, dvs. at vi har papir til 3 dage...
Folk er begyndt at regne de mest kreative måder ud at klare tjørnen på, og vores 3. styrmand Poulsen har givet os en meget nøjagtig beskrivelse af hvordan man kommer igennem, med kun et stykke papir pr. toilet-besøg. Men nu har vi jo alle bestået vores Hygiene eksamen, og vi tror at alle kan blive enige om at der er mange critical control point at lægge vægt på der.
Men nu må vi se hvad tiden bringer og om folks kreative måder bliver sat i brug.
Som sagt er vores eksamener blevet sat i gang, indtil videre har 4 fag nået dagens ende 😉 Men selvom vi skal nå alle vores eksamener, står dagen stadigvæk på den daglige routine. dvs. at vi alle pt. har meget om ørene, og nattevagterne bliver efterhånden brugt til oplæsning. Derudover bliver meget kreative måder at læse op på brugt som f.eks. quiz og brætspil.
Udover oplæsning på nattevagterne, kommer Atlanterhavet stadig med overraskelser.
På en af vores nattevagter sendte en af quatermasterne os op til stedet hvor trainees ikke må komme "aftpart of the ship". Her bød masser af morild på et eventyrlig udsyn, som strakte sig flere meter.
At ligge her ude i ingenting er så uvirkelig, vi har ikke set andre skibe på vores rejse fra Bermuda til Helsingør endnu, det følelse lidt som at være på en anden planet.
Lidt ligesom filmen "Peter Pan" - hvor en lille ø ligger helt for sig selv, i udkanten af mælkevejen.
Men i stedet for Ønske Øen, har vi Skoleskibet Danmark som ligger helt for sig selv midt ude på Atlanterhavet. Som i Peter Pan sker der også ting og sager som man ikke kan forstille sig.
#49 Bodil
#77 Celine
Midt om natten
Et pludseligt ryk i min køje river mig ud af en besvimelseslignende dvale. Forvirret og med let slørede øjne kigger jeg rundt i det mørke lokale, kun badet i det røde lys fra nattelamperne, og aner bevægelser i det før så søvnige rum. Alt imens mine sanser og hjerne kæmper en inderlig kamp for at bringe mig helt til bevidstheden, er enkelte allerede stået op. En fjern, men i stilheden larmende, stemme lyder. Den siger noget om second quarter og oilgear... En svag erindring, en lille anelse, fortæller mig at jeg er ombord på Skoleskibet Danmark, at klokken er 2 om natten, og at jeg har 10 minutter til at mønstre på hoveddækket i regntøj.
Højst sandsynligt drevet mere af vane end af vilje bevæger jeg mig ud af køjen og lander på en dørk som straks sender mig et par meter midtskibs. Det gynger. De 3 meter hen til mit skab er pludselig en forhindringsbane blandt mørke skikkelser som forvirret glider rundt, skabslåger der smækker, hvisken rundt omkring, køjer der svinger fra side til side og tvinger mig ned i knæ for at komme forbi. Med søvnige bevægelser og en indre følelsesmæssig kamp (hvad er det nu lige, jeg laver her?) bliver nattøjet skiftet ud med lange uldne, bukser, sweater, busseronne, halsedisse og hue.
På dækket er der mørkt. Det regner og blæser, og med jævne mellemrum skvulper bølgerne ind over skibssiden og gør livet surt for den skoleskibselev, som skulle have forvildet sig derhen. Fumlende efter noget at holde fast i, bevæger vi os hen over dækket og ind under bakken. Jeg ifører mig regntøj, gummistøvler og sikkerhedssele. Klar til mønstring.
Til mønstringen bliver vi sendt op i riggen for at vågne op. Let tvivlende på mine søvnige armes evne til at holde mig oppe, bevæger vi os op i mørket mod stjernehimlen og mærker vindens kræfter mens skibet bliver tvunget ned i bølgedalene. Når alle er vel tilbage på dækket stimler vi os sammen under kabyshustaget i læ side. Her er der jo egentlig meget rart. De søvnige øjne og hænderne er omsider vågnet op til dåd og er næsten fuldt funktionsdygtige. Stemningen stiger støt, og snart udbryder både sang og grin som vi står dér, klokken lidt over 2 om natten, med alt vores tøj og gemmer os for regnen under kabyshustaget på en fuldrigger midt i det Atlantiske Ocean. I al sin absurditet går det op for mig, at der nok kommer en dag hvor jeg kommer til at savne at blive vækket midt om natten for at stå netop dér, i regnen, blandt netop disse mennesker, i det store blå ingenting. 17 dage til Helsingør...
#18 Signe
Der er nu 31 døgn tilbage af skoleskibets togt 104. Jeg er godt klar over at, vi om 31 dage skal afmønstre frøken Danmark I Frederikshavn og kommer ud I "den frie verden igen". Men det er ikke til at forstå, at vi allerede har tilbragt to en halv måned på skibet og snart er uddannet ubefaren skibsassistenter.
Denne oplevelse på skibet, tænker jeg er den mest intense måde at være social på. Vi er 80 unge individer, som kommer fra forskellige baggrunde med 80 forskellige personligheder. Lige fra den 14. februar, hvor vi påmønstrede skibet, har vi tilbragt hvert sekund sammen med hinanden og har ikke haft tid til at tænke på andet end hvad der sker I vores liv I øjeblikket.
Vores eksamener er begyndt og det er nu det virkelig gælder. Vi skal huske alt hvad vi har set, prøvet og hørt, så vi kan gøre det godt til eksamenerne og til slut få skibsassistents beviset, som jo ud over den fantastiske oplevelse er formålet med det hele.
Jeg tror at der i fællesskabet er en delt mening om at alt det hårde arbejde, vores døgnrutine uden tilstrækkelig nok søvn, vores lange undervisningsdage og den evindelige rengøring i sidste ende er det hele værd, og at vi nyder hver dag til fulde drag imens vi er her. Men selvfølgelig begynder man efter så lang tid at savne tingene derhjemme.
Men HEY, vi er snart sømænd og som vores overstyrmand altid siger "LIFE SUCKS AND THEN YOU DIE".
Anders #24
053 grader nordøstlig kurs-Tanker vedrørende hjemrejse
Det er eksamenstid om bord på Skoleskibet Danmark. Lige pludselig er pensum næsten nået, og vi skal prøves i vores viden og færdigheder i fag som navigation og maskinlære. Har vi overhovedet lært alt det, vi skulle? Det føles som om, at vi på den korte tid blot har fået en kort introduktion til alle de nye emner. Første eksamen har fundet sted de sidste par dage i marlin spike seamanship, hvor koncentrerede trainees har siddet og splejset og syet i reb rundt omkring på dækket. De fleste af os bestod, og kan nu lave et ordentligt øjesplejs eller kortsplejs. En del af mig føler mig ligeså grøn, som da vi påmønstrede i Lissabon, og stod med store øjne og forvirrede miner over alle de rebender, sejl og knob, vi skulle kunne udenad. Det var et fremmed sprog, men vi fik stille og roligt lært flere og flere ord og udtryk. Jeg opdagede slet ikke, hvornår vi lærte dette sprog; jeg opdagede ikke, at vi blev sømænd.
Nu er vi på vej hjemad. Destinationen er ikke længere eksotiske øer i Caribien, men noget så hjemmevant som Helsingør. Hjem til Holger Danske og vores Danmark, som virker så langt væk, men som vi alle går og drømmer os til med savn i hjertet.
Vi kommer hjem og ligner måske os selv, som de døtre og sønner, I sendte afsted mod et uforudsigeligt eventyr. Mange af os har måske flere øreringe og tatoveringer, end da vi drog afsted som for at tydeliggøre vores dedikation til sømandslivet, men i virkeligheden ligger den store forskel langt dybere i os. Jeg tror, jeg kan tale på alles vegne og sige, at vi alle føler et begær for havet og skibet samt en enorm ansvarsfølelse for, at skibet vedligeholdes og kommer sikkert tilbage til danske farvande.
På trods af tilbagevendende søsyge, ukontrollerbar narkolepsi og social overstimulans har vi lært utroligt meget om os selv, hinanden og skibssejlads. Denne utrolige oplevelse vil for altid blive husket og have indflydelse på vores fremtid på den ene eller anden måde.
I sig selv er det en vild sejr at have krydset Atlanten og i det hele taget have gennemført det absurd hårde program, vi i skemaer og rutiner har vænnet os til de sidste to måneder.
Vejret er godt og stemningen er god her i Atlanterhavet et sted udenfor Azorerne. Må havguderne være med os de næste par uger. #62 over and out.
Ida #62
Et lille skib, og dog så vidt om jorden..
For to måneder siden stævnede vi ud fra en kaj i Lissabon, kursen sat i en sydvestlig retning, for at mødes med Atlanterhavet for første gang. Det var en ganske speciel følelse, at stå der på rad og række, iført både hvide jubelhuer og et lidt nervøst smil, da vi pludselig mærkede livet i det gamle skib, da det stillestående havnevand bliv skiftet ud med et let gyngende Atlanterhav, alt imens vindstyrken tog til. Et par dage gik med tilvænning, både til søsygen og de skæve nattevagter. Jeg tror at det for nogen var et lidt hårdt første møde med livet til søs. Inden længe havde vi dog vænnet os til livet ombord på en gammel fuldrigger, og forventningen og spændingen ved at have sat kurs mod hvide sandstrande, palmer og ukendte tropiske øer, holdt gejsten oppe.
Sidenhen har vi udforsket regnskove på Dominica, bananplantager og gamle kolonier på St. Croix, badet i måneskinnet på palmestrande på St. Thomas og oplevet stoltheden ved at være elev på Skoleskibet Danmark. Vi har lært vores 20 knob, lært at splejse, lært en del af navigationens kunst, lært en masse om dieselmotorer - lært næsten alt hvad en ny-udklækket sømands hjerte end måtte begære, og pludselig, næsten før det hele var begyndt, er vi nu igen stævnet ud for at krydse Atlanterhavet. Vi er på vej hjem.
Hjem til Danmark, hjem til norden. Ind til videre har Atlanterhavet vist et hidtil ukendt ansigt (jeg begynder at mistænke netop dette hav, for at være lettere personlighedsspaltet), med kuling, 7 meter høje bølger og regnskyl. En måske lidt hård kontrast til solskin og pina coladas i det caribiske øhav, men fortrøstningsfuldt er det jo, at det minder lidt om hjem. Det virkede derfor ganske passende til baksmønstringen i morges, da vi stod med bølger ind over rælingen og kæmpede for at holde balancen, imens vi sang I Danmark er jeg født, og sendte kærlige tanker til vort lille hjemland, med dets små øer og velkendte skove. Dig elsker vi, og snart vi ses igen.
#18
I går aftes skete en stor begivenhed:
Det startede som den første regnvejrsdag og den første dag med større bølgerul i lang tid. Det var lige før, vi havde savnet synet af et brusende hav rundt om skibet med turkise toner i det hvide skummønster. Smukt var det også med den tågede skybræmme i horisonten og et mørkt hav under en overskyet himmel. Vi blev enige om, at det trods alt bare var som enhver dansk sommer. Og så gav det inspiration til en omskrivning af en allerede eksisterende regnvejrssang:
Når vi står på vores skoleskib
På en regnvejrsdag
Kan vi høre, at det plasker ned
På kabyssens tag
Det kan regne
Det kan sile ned
Det kan regne
Det kan blive ved
Det' så sjovt at stå og kigge ud,
når det sjip sjap sjasker plasker ned
Nu skal alle ud til baksmønstring
Nej, hvor bliver vi våde
Men vi har vort gode oilskin på,
Så det gør ikke noget
Lad det regne
Lad det sile ned
osv.
Om aftenen havde vi sejlvagt, dækskrub med Einar, og nød, hvordan regnen gjorde både jobbet med at væde dækket og ferske af. Vi var netop gået løs med noget kuttendækkerskrub i rendestenen, da Mikkel og hovmester Jakob kom flyvende ned ad lejderen til broen og med koncentrerede udtryk i ansigterne hev og sled i nogle hvide liner. Min første tanke var, at det måtte være en ordentlig krabat, de havde i den anden ende. Jeg huskede, hvordan jeg havde set hele fem fiskeliner trækkende i skibets kølvand oppe fra riggen i krydstoppen den anden dag. Endelig stak en sort snude op over lønningen, og i næsten nu lå en baskende og sprællevende sværdfisk og kæmpede for sit liv for øjnene af os. Dens øjne var kulsorte, og gællerne blafrede. Einar kom styrtende til og greb en kofilnagle og en kniv for at gøre det af med staklens lidelser. Snart gik kun krampagtige jag gennem det store dyr, og de fortsatte, da den med et dobbelthalvstik om halefinnen blev hejst op til alment skue fra flådedækket.
Det blev efterhånden et tilløbsstykke uden lige - folk strømmede til. Det gik op for mig, at det er togtets hidtil største fangst! 2,28 m lang og 24 kg sværdfisk var den senere udmelding. Tilskuerne stod med åben mund og polypper, og det begyndte at ligne tidligere tiders opløb til henrettelsesceremonier. Men fascinerende var det nu. Det var svært ikke at ønske at få stillet sin nysgerrighed, selv for en vegetar som undertegnede. Et sandt cirkusnummer blev det, da havets beboer afslørede for os et naturens vidunder, idet den med et dramatisk fluff udfoldede sine finner i vifter og for øjnene af os malede sig selv med havets blå farve. Selv øjeæblet fik ved et trylleslag en isblå iris. Fantastisk smukt! Med de spidse spydlignende finner underneden blev den til havets svar på en drage.
Næste etape i underholdningen var hovmesterens forvandling af fisken fra fisk til filet. Med en blanding af nyfigenhed og afsmag betragtede vi fiskens indre. Nysgerrige fingre rakte ud og rørte det glatte skind. Det mest forunderlige var dog sværdet, trofæet, der samvittighedsfuldt blev savet af og siden hængt op agterskibs, mens halefinnen hænger som en pudsig forskibspropel fra bovsprydet og snurrer i vinden. Spidsen er skarp, og selve sværdet føles umiskendeligt, som var det lavet af metal. Der blev desuden gavmildt uddelt friske smagsprøver fra det rige spisekammer inden i fisken. I dag kunne vi så med smagssansen opleve stykker af det prægtige syn, vi så denne aften i april.
Ovenfor beskrevne fiskebegivenhed giver anledning til at fortælle om en anden, som skete dengang vi krydsede Atlanten. Det var en tid, hvor flyvefiskene fløj os om ørerne, og d. 11. marts landede den første flyvefisk på bakken. Kristian Kajgaard slog til og fik fat i den forfløjne flyvske fisk. Det traf sig sådan, at Bjarke kendte til den ældgamle tradition, at kaptajnen skal have lov at spise den første fisk, der lander på dækket over Atlanten. Så drengene holdt traditionen i ave og afleverede fisken til Jakob, der gav kaptajnen den til frokost.
Mie, #26
DEN SØMAND HAN MÅ LIDE LANGT MERE ONDT END GODT, GODT, GODT
En uges tid er nu gået, siden vi forlod US Virgin Islands med kurs mod Bermuda, og dermed har det hårde sømandsliv atter indhentet os. Mens vi på både skt. Thomas og skt. Croix nød den enorme luksus at kunne sove igennem om natten og have hele dage fri til at udforske øerne og ligge på stranden, er vi nu tilbage i den gamle rutine med nattevagt hver nat og en meget begrænset mængde fritid. Palmestrande og tropisk klima er for længst passeret, og gråvejr, regn og vind har hersket på dækket de seneste dage, mens temperaturen er faldet drastisk. Også på skibet er forandringen tydelig at se. Hvor både dæk, messing og trainees til alle receptioner og åbent skib har taget sig noget så skinnende og nyskrubbede ud, render der nu en noget halvslatten flok sømandsaspiranter rundt i alskens mærkværdige udgaver af arbejdsuniformen (fordi det sidste par langebukser hang til tørre og shortsne derfor måtte suppleres med et sæt lange underhylere - fashionabelt skal det jo være!). Samtidig har vi nu krydset den magiske midttogtslinje, der I hvert fald for mit eget vedkommende har betydet, at tankerne en ekstra gang er vandret hjem imod Danmark og har givet et stik af hjemve.
Men selvom det er hårdt at være tilbage på søen, og selvom det har været helt vildt sjovt at deltage i fancy receptioner og vise (utroligt) begejstrede gæster rundt i vores lille samfund, må jeg også erkende, at det er herude de magiske oplevelser opstår - dem, som fiser direkte ind i sjælen og bliver siddende. Når man endelig kommer til vejrs igen og står på Topgallant for at beslå sejl og pludselig finder sig selv under den klareste stjernehimmel med halo omkring månen og en fuldrigger langt under sine fødder. Når vi møder det første voldsomme regnvejr og alle trainees (og til dels også kvartermestrene) bliver grebet af en form for regnvejrskuller og danser rundt i regnvejret som en flok forvoksede børnehavebørn i oilskin. Når vi på den ugentlige sangaften står næsten alle trainees samlet i solnedgangen sammen med besætningen og synger vort hjemlands vemodige sange (og maskinmesteren i en alternativ udgave af "det var en lørdag aften" får sendt hele flokken ud at løbe på maindeck med hænderne på hinandens skuldre, mens en del får til opgave at brumme "ompa-ompa" og andre på specifikke tidspunkter skal bryde ud i jubelhyl). Da er man slet ikke i tvivl om, at det sande sailor-liv er lige præcis grunden til, at vi har valgt at være her - og at det er det hele værd.
Nu venter Bermuda i morgen og om et par dage går turen over det store Atlanterhav i gang.
Ida #43
Danmark fyldt med regn, fisk og fællessang
Vi ruller derudaf, men desværre uden sejl. Dem måtte vi hurtigt ud af køjerne for at pakke efter kun 4 timers søvn. Regnen er kommet over os, men hvor utroligt det end lyder, så er det ikke engang sarkastisk, når jeg siger, at det er skønt. Man havde jo næsten glemt at der fandtes andet vejr end solskin og varme briser.
Som vi efterhånden har hørt om og om igen, så går togtet nu på hæld. Om lidt rammer vi Bermuda og så er der kun en vej, og det er hjemad. Det er fantastisk, som det både føles som 100 år siden, vi stod og skulle på flyet med vores nypakkede køjesække, og hvordan det alligevel kun føles, som om vi har sejlet i 2 dage! Tiden flyver afsted, og den ene dag snakker vi kun om, at det skal blive varmere, den næste at det er for varmt, og nu at banjerne næsten er ved at blive for kolde til T-shirts igen! Den ene dag ønsker vi bare at se andet en flyvefisk - okay indrømmet, vi ønskede os en hval, og det var måske også lidt meget, men den næste dag fik vi da også en at se. Nu ser vi slet intet længere.
- Og her må jeg så afbryde mig selv, for i samme nu er der netop blevet hevet en 24 kilo tung, over 2 meter lang fisk op af vandet og parteret på dækket! Nå tilbage hvor jeg slap. Den ene dag græder vi indvendig over at vores Chocolateman trækker vejret for tungt, og den næste må vi igen huske på, hvor glade vi er for, at der ikke bare er lort over det hele. Den sidste tid ønskede vi os fast grund under fødderne for straks efter bare at længes efter mere vand. Sådan nogle trainees som os er vidst ikke helt lette at stille tilfredse... og så alligevel. Den ene dag kendte vi hverken for eller bag på skibet og den næste var det blevet vores hjem. En lille bobble. En tidslomme - Så hører man en nyhed i ny og næ og husker, der er noget andet, der også er hjemme. Men ellers. Det er to verdener. Her ude er der ikke rigtig noget der kan nå os... okay, måske lige på nær den lille, gule fugl der træt fik forvildet sig ombord tidligere i dag. Men det er fantastisk.
Den skal der også være plads til. Ligeså meget plads skal der være til den, som der var trængsel i går, da maskinkor og -orkester igen indtog main deck. Noget der kun bliver bedre af at blive gentaget! Havde jeg nogensinde troet jeg skulle rende rundt på main deck som en "potent bas" og skråle med på en række "bum bum"?! Jeg vil hellere sige, det kører end det sejler, men måske kan jeg gøre det på en helt anden måde. Lad mig låne lidt af kaptajnens ord fra vores briefing i dag:
"Og hvordan går det så i jeres mess? Jeres quarter? Godt?" "Well, that's fine" Og det er nemlig lige præcis, hvad det er: "Very fine".
Baaaksmønstring.
Hilsner fra maskinkorets 1. violin
#29, Thora
Under solen føles tiden tung og urokkelig. Men om aftenen, når man står på bakken, og natten trækker tusmørket op langs nakken og langsomt ned over ansigtet, begynder sekundviseren at flytte på sig.
Den blå time er blød i den stjerneklare nats begyndelse.
Himlen er farvet med en lind blå-grå masse og en hætte af spæde stjerner, klarest i øst og svagest i vest mod den stadigt vibrerende orange horisont.
Når natten har lagt hele sit kølige tæppe omkring skibet, må sekundviseren slide hårdere og hårdere før den må se sig besejret. Timerne bliver endnu en gang lange, brede og uendelige som havet mod himlen i den evigt uforanderlige kiming.
Alt gentager sig når solen atter har indhentet os og kommer listende bag fra og bader os i alt sin glød og milde guld. Som solens gang over himlen bliver sekundviseren presset fremad, indtil den løber så stærkt at dagens første time er forsvundet ud i horisonten som en fugl for friske vinde. Da bliver viseren igen ramt af evigheden som kun findes her ude i ingen ting og timerne bliver mange og lange og splatter ud mens de steger os oppe fra. På bakken er der ingen skygge for sol eller tid og alt man kan gøre er at vente på at natten igen indhenter os i sit kapløb mod sig selv. Den konstante tag fat-leg mellem dag og nat er den evige magnet der trækker i viseren og minder os om at selv her ude går også tiden.
Igår sagde vi godnat til en smuk solnedgang mens skibs-bandet lagde toner til lørdagssang på dækket.
Nu er det morgen på Danmark, vi er midt i Bermuda-trekanten og vi har ramt vores første koldfront siden Atlanterhavet. Kimmingen er ikke længere skarp blåt mod blåt, men i stedet udvisket af regn som ruller ind over os i bølger - de søde trope-dage er ovre.
I morges var 1. og 3. skifte på tur i masterne for at beslå alle sejl i regn og rusk. Vinden er vendt så vi har startet maskinen og styrer direkte mod Bermuda.
Det er søndag og kabyssen har tryllet æg og bacon frem på morgenbordet. Alt er som det skal være, tilbage til dagligdagen - om så det kun er for en kort stund.
Det er godt at være på vandet igen - og næsten lige så godt ikke at tage bad i sit eget sved konstant. Selvom det regner er det ikke for koldt og i virkeligheden er det rart at få skyllet den sidste uges oplevelser af skibet før vi ser land igen.
Sigrid #44
Svedige fødder, solbrændte ansigter og skumsprøjt fra boven. Ja, solen står højt herude på Atlanten og der bliver gradvist varmere og varmere - for kursen er sat mod De Dansk Vestindiske øer. Vi er så småt ved at have fundet rytmen - og ikke mindst balancen for arbejds- og undervisningsdagene. Den gyngende bevægelse har sat sig i vores lemmer, og vi balancerer i takt til baksmønstring - selv skylleriet har fået (nogenlunde) styr på glas og tallerkener. Vi føler os allerede en del søstærkere. De bløde hænder, der i starten gjorde ondt allerede fra morgenstunden, efter at have surret hængekøjer sammen, er nu blevet hærdet. Vi ved hvor der skal hales og slækkes, når et sejl skal sættes. For selvom der er 230 tovender at hale eller slække i, har de nu hver en funktion - og pludselig synes de ikke at være så uoverskuelige mere. På nattevagterne, hvor nattesynet kommer på prøve, kan vi nu bedre navigere rundt og finde de rigtige tovender. Det hjælper dog også, at nætterne er blevet mere oplyst af en stor måne og en klar stjernehimmel, der hjælper os på vej gennem natten. Selv til vejrs i riggen, tager man sig selv i at nyde synet af den klare himmel, de blafrende sejl og morild der reflekterer månens lys og glimter tilbage til os. Det er disse øjeblikke der bliver værdsat efter 3 timers søvn og en brat opvækning af 1. kvartermesters højlydte remse: "Rejse rejse rejse, skide skaffe splejse". I går havde vi en rigtig god afslutning på en god, lang dag. En del fra 1. skifte afsluttede dagen med en smuk solnedgang ude fra boven, siddende på klyverjager bommen og nyde, bare at være til med hinanden. Nogle af os andre #21, #29 og #1 brugte aftenen på at sidde i sail-locker og spille musik. Det nød vi - og mon ikke Hr. Chocolate-man også nød de bløde toner fra guitar, kornet og violin. Vi nyder hinandens selvskab, og lærer hinanden at kende på alle mulige måder. For når man ligger side om side i hængekøjerne, og er 27 piger om 2 bade, så lærer man - og øver sig stadig på at gøre plads til en ekstra. Det kan til tider være udfordrende, men det er netop her, at vi tror, det er med til at gøre os til mennesker der er nemmere at omgås. Dette er ikke kun en egenskab man kan bruge midt ude på Atlanten, men også i dén grad derhjemme. For vi er sikre på, at det ikke er sidste gang vi bliver udfordret på vores forskelligheder - og vigtigst af alt, evnen til at kunne få det til at fungere også. En lille hilsen fra et lille skib på et stort blåt hav. #27 Johanne og #1 Johanne.
Almost half into the trip between Las Palmas and St. Thomas, the days passing by on the queen "Danmark" have started to float together. Now a day comes in four different variations, divided into 4 colors, and our daily night shifts removes the normal contrast between today and tomorrow. Back home we would always be able to tell which weekday we had, but here it is now quite normal for us to forget everything but our blue/green/red/yellow rotation. It feels like we have our own world out here, and once now and then, we are being visited by a small bird, reminding us about our homes beyond the blue horisont. Yet with every dawn, we come one step closer to each other and towards our common destination. We learn more about one another and creates these 10 member families called "messes", which are our closest friends during this voyage far away from our comfort zones. #14 Malthe Føns Larsen
Vestlig kurs
Forventninger bliver delt ved morgenbordet om unge mulatte piger i dansk vestindien om at hoppe i havet fra skibet et sted i det blå ingenting
Hele tiden er vi på vej mod vest. Vinden bliver målt og sejl bliver sat
Vi myldrer rundt, skrubber dæk og nyder 5 minutters d-vitamin
Til aftenens baksmønstring udveksler vi søde smil og særlige blikke med dem fra styrbord på den anden side og når dagen er omme luller Eva Cassidy mig i søvn til bølgernes skvulpen i min vuggende køje
Ida #62
Vi har det godt på Atlanten, kan berette at togtets første Mahi mahi var på krogen fra lidt siden. Så den står på frisk fanget fisk i morgen til frokost.
62 rapporterer fra Atlanten. Fjerde skifte skulle i nat have vagt fra 22-02. På denne vagt når man ikke at få så meget søvn hverken før eller efter, men det var der ikke tid til at tænke på, da vi lidt i ti blev hundset ud af køjerne med beskeden om at skynde os i tøj og faldsikringer, for vi skulle straks gå til vejrs. Der var god vind, og det gamle skib lavede hvide skumbølger til hver side med en fart på 12 knob. Det var lige lovlig hurtigt for en flok grønne sømænd som os, og derfor måtte main topgallant tages ind for at sagtne farten. Der var en lidt hektisk stemning blandt alle trainees, og jeg havde gejlet mig selv op til at skulle gå op i riggen i mørket og med rivende vind. Det var dog til ingen nytte, for det var min tur til at være look out. Som look out står man på bakken på forskibet og skal holde øje med alt, der kunne dukke op på havet omkring os. Herude på Atlanten er det en fredelig affære, og det interesserede mig egentlig mere, hvad der foregik nede på dækket. Med vinden i ryggen og øjnene fremefter mod horisonten kunne jeg høre råbende styrmænd og kvartermestre nede på dækket give ordre til trainees bag mig. Jeg sneg mig kort efter til et blik bagud og kunne se 8 mørke silhuetter mod den mørkegrå nattehimmel på hovedmastens næst øverste ro. De klamrede sig til roen med sejlet blafrende om ørerne, og jeg sendte en masse kærlighed til mine kæmpende medsømænd og bad en lille bøn om, at de holdt godt fast. Men selvfølgelig gjorde de det, og de fik hurtigt sejlet under kontrol, præcis som vi har lært det og øvet os på de sidste par uger. Snart var den sidste mand forsvundet fra roen og på vej ned fra riggen. Der var stadig ingen lysende objekter i syne på havets overflade så langt øjet rakte. Derimod stod månen lysende og klar i sin perfekte form af en halvcirkel og sendte sit blege lys ned til arbejdsmusene på dækket. Da vi startede for tre uger siden som nyudklækkede trainees, havde vi på nattevagterne famlet rundt i mørket efter de rigtige tovender. Månen havde ikke kastet lys på vores arbejde, men til gengæld havde stjernerne været utroligt mange og tydelige og i form af alle mulige stjernebilleder. Nu er vi et par uger inde i togtet, månen er tiltagende, og det samme er vores viden og kendskab til skibssejllads. Jeg vendte atter min opmærksomhed mod havets blanke overflade og kom i tanke om en look out-historie, Troels fortalte mig den anden dag fra det virkelige liv. Halvor havde stået som look out og havde i nattens mulm og mørke skimtet et lys i det fjerne. Efter nøje at have kigget efter i kikkerten, havde han rapporteret dette lysfænomen ned til broen. Kort efter var styrmand Mads kommet ud på forskibet og måtte meddele, at der altså ikke var skibe og slet ikke land at se på deres avancerede GPS-system. Lyset var på mystisk vis også forsvundet, og styrmanden måtte fortælle den måbende look out, at det måtte have været månen eller en russisk ubåd, som Halvor havde set. Vi blev efterfølgende hurtigt enige om, at det nok var russerne, der holdt øje med os. Sådan går det for resten hurtigt med gode historier her på skoleskibet Danmark. Vi trainees spreder sladder ret så hurtigt. Hvis styrmand Poulsen slår en prut på broen, har ordet nået look outen i den anden ende af skibet inden lugten har. Vi har vel kun det sjov, vi selv laver herude på Atlanten. Ida #62
Forventninger I dag er det to måneder og tre dage siden at 80 spændte skoleskibselever samledes I Frederikshavn, højst sandsynligt med vidt forskellige forventninger til hvad de næste 5 måneder skulle bringe... Solskin, delfiner og middagslure I hængekøjen? Hård, militær disciplin, et stormblæst Atlanterhav og beskøjter til aftensmad? Dækskrubning, messingpudsning og kartoffelskrælning? Morrildskær I vandet og stjerneskud over himlen? Der er ikke ét klart svar. Ej heller tør jeg påstå at vi alle oplever livet ombord ens. Men jeg vil næsten tro at hver en elev på et tidspunkt har haft et øjeblik, et sekunds stilhed for dem selv, en ensom nattevandring til toilettet, en lille tankepause midt i sømandsviser og latter, eller en stille time som udkig I Kong Neptuns selskab I stævnen, hvor de kiggede rundt på den situation de stod I, det skib de var på, det hav der omringede dem, menneskerne omkring dem, og mærkede små kølige prikker på solbrændt hud i nakken og en snert af ærefrygt I maven. Hver dag byder på nye oplevelser og følelser. Der har været dage med søsyge, hvor trætheden og kvalmen har overvældet folk, og nok budt på en smule længsel og ængstelse efter nemmere tider. Der har været dage med solskin, delfiner, kage til eftermiddagskaffen, gode grin og håb om at det aldrig skal tage ende. Der har været smukke nætter med ture op I riggen for at beslå sejl i belysningen af stjernehimlen. De fleste forventninger er blevet indfriet - lige bortset fra det med beskøjterne. I skrivende stund er vi på fjerdedagen af vores tur over Atlanten. Der er mange dage til St. Thomas. Det betyder rig mulighed for mange gyldne øjeblikke og oplevelser, men også mulighed, og en vis sandsynlighed, for dage hvor køjen ikke er nem at slippe, hvor nattevagten føles uendelig lang og Atlanterhavet lidt for stort. Men det skal der også være plads til. #18 Signe
Beretning fra Norsken. Hengekøyene gynger med skipet som vipper med bølgene. Kostene skrubber til sang. Dannebrog veiver i vinden. Skipsklokken klinger hvert 30. minutt. Maskiner durer i dypet. Computerhender blir sakte, men sikkert, til barkede never og landkrabber får sjøben. Kaoset av de 219 tauendene kommer i system og knoper kan gjøres i mørket på nattevakten. Mye arbeid gjenstår før vi kan kalle oss skipsassistenter, men veien over Atlanterhavet er lang og besætningen kreative og engasjerende, så vi vil nok lære mye. Hvor ofte har jeg ikke tenkt «hvordan skal mon dette løses?». Uten et klart svar eller muligheten til å gi opp, prøver man seg frem til det går. For man sier visst «en seiler er aldri rådvill», og om du allikevel skulle være i tvil har du alltid noen medseilere å støtte deg på. Vi står sammen på baksmønstring, i tautrekking, høyt oppe i masten og i kabyssen når et berg av kartoffler skal skrelles. Vi var fremmede, som ble bekjente, som ble klassekammerater, som ble venner og et hold. Jeg gleder meg sånn til resten av ferden, og dagene nytes så mye at kinnene er trette av all smilingen. #22 Stine, Oslo
Creeperen i Las Palmas Onsdag d. 1. marts 2017 Jeg havde nattevagt kl. 00-02 i går nat, første time som kajvagt, anden time som duty trainee. Jeg var heldig, at der rent faktisk skete noget. Først var det bare biler, der kørte ned langs kajen og drejede, mennesker, der kom gående på havnemolen, men ikke kom hen til skibet, og en havnepolitibil, der passerede skibet, vendte og kørte væk igen. Pludselig kom en mand gående med direkte kurs mod mig. Jeg stod ved gangbroen (højst 2 meter fra den, var reglen) og spejdede til alle sider, men mest ned mod byen. 'Så sker der noget', tænkte jeg, og adrenalinen nåede at køre rundt i kroppen, mens jeg ventede det værste. Han så dog pæn nok ud i tøjet - lignede en ganske almindelig turist. Og så holdt han god afstand, da han stoppede og sagde: "Guten Abend. Bist du Deutsch?" ("Godaften. Er du tysker?") Det overraskede mig ikke, at han troede, vi var tyskere. Jeg var bare glad for, at jeg kunne bruge mine tysk A-sprogkundskaber. "Nein, ich bin Danish," ("Nej, jeg er dansker") smilede jeg. "Aber ich verstehe Deutsch." ("Men jeg forstår tysk") "Verstehst du English?" ("Forstår du engelsk?") spurgte han. "Yes," sagde jeg. Så slog han over I britisk (jeg forstod så, at han var englænder) og fortalte, at han ledte efter "a british warship", som havde ligget lige her, hvor Danmark nu lå. Tidligere på dagen havde vi ganske rigtigt flyttet skibet længere hen ad kajen, efter at et skib ved navn Lord Nelson havde lagt fra kaj. "Is it Lord Nelson you mean?" spurgte jeg. Det benægtede han og nævnte et andet navn. Han spurgte, om jeg vidste, hvor det var, og det måtte jeg jo bare beklage, at jeg ikke vidste. Han sagde tak og begyndte at gå tilbage mod byen. Jeg fik helt ondt af ham. Jeg havde fået den opfattelse, at han var passager på skibet, og det var sejlet fra ham. Senere så jeg fra lang afstand en ung, karseklippet mand komme gående ned mod mig. Han kom i en helvedes fart, med baggy jeans og hoodie, og lignede én, der bare havde lyst til at slås. Jeg stod bag ved gangbroen, så jeg nåede lige at tænke: 'Hvornår skal jeg springe ind foran?' Da han kom tættere på, genkendte jeg ham så som Jakob, hovmesteren... "Velkommen hjem," sagde jeg bare og smilede for mig selv. Næste dag havde port watch shoreleave. Mange af os tog til stranden nede på sydøen og nød den solvarme luft og bare tæer i sand. Nogle af os sad og skrev dagbog. Jeg skrev om gårsdagens spændende nattevagt og fik lyst til at dele det med de andre. Herefter kunne #54 fortælle, at også hun havde haft en spændende nat i går. Hun fortalte følgende crazy historie: Omkring kl. 5 om natten var hun blevet adresseret af en mand, der kom slingrende beruset gående ned ad kajen. På dårligt italiensk havde han spurgt ind til skibet og dets besætning. Det skal lige siges, at #54 er dansk-italiener, men ligner mere en dansker end en italiener. Så hun blev rimelig overrasket over, hvordan pokker han kunne vide, at hun kunne tale italiensk, især da det kom frem, at han var britte. Da han havde lidt problemer med det italienske, slog de derfor over i engelsk. Han begyndte at fable om et "british warship", som han var med. Det lå "lige derover", sagde han og fægtede med en pegende finger over på den anden side af havnen. Han troede, at vi var søkadetter, og #54 lod ham tro det. Efter at have snakket en god tid, takkede han af og slingrede ned mod byen igen. Sikke et sammentræf! Jeg kunne ikke lade være med at sammenkæde historien sådan, at hans skib måtte være sejlet fra ham, og efter at have snakket med mig, var han gået direkte til nærmeste
bar for at drikke sit problem væk, for at sige det groft. Og i sin fuldskab fik han en vanvittigt god intuition, så han vidste, at #54 er italiener. Men det er virkelig ikke godt at vide, hvad den sande forklaring på denne mærkelige hændelse er... Mie, #26
Goodbye Lissabon Thursday the 23rd of February 2017 Yesterday we left Lissabon! We stood in one long row wearing our white sailor's caps (jubelhuer). Like marionette puppets we waved, hats in hands to the children who visited the ship while we prepared it for heading out. Mechanically we bend over in a wave when a runner behind the row touched us on the legs. All of it we did on Poulsen's command, so it really felt like we didn't mean it, but just did it as an order. All the way down the river on our way to the ocean we stood in this row, waving when there were people at the coast. To pass the time we began singing sing-alongs, beginning with "Vem kan segla" that we also sang the same morning: Vem kan segla förutan vind? Vem kan ro utan åror? Vem kan skiljas från vännen sin utan att fälla tårar? Jag kan segla förutan vind, jag kan ro utan åror, men ej skiljas fråon vännen min utan att fälla tårar. I found it very suitable and beautiful to sing a song about friendship (but also very true as we sailed by engine...). It was wonderful coming out to the open Atlantic Ocean, seeing the coast disappearing behind us. Finally I got to see the open widths of ocean surrounding me. In addition we were surprised by how much the ship rolled! Mie, #26
Onsdag, Torsdag
Ugedage er allerede et meningsløst, fremmed begreb. Ved ikke hvad jeg skal bruge det til. (Skrev jeg, hvorefter jeg fandt ud af, at jeg havde skrevet den forkerte ugedag...)
16th of January 2017, Wednesday Thursday
Week day names are already meaningless, strange terms. Don’t know what they’re good for. (After writing this I found out that I had written the wrong week day…)
- Mie, #26
Første baksmønstring. En stille, kølig morgen på sydeuropæiske vande. Inde fra byen kalder kirkeklokkerne ud til os og er indbegrebet af den rugende dommedagsstemning, der sitrer iblandt os. Det er nu. Den blander sig med Poulsens energiske skridt over dækket og officerernes faste stemmer. Et billede af tidligere tiders vovemodige søfolk og deres strenge, dogmatiske disciplin opfanges i brisen. Forestillingsevnen får lov at vokse på et skib som dette. Fantasi og virkelighed smelter sammen. Fornøjeligt bare for et øjeblik at forestille sig, at man spiller med I en af de mange historiske sailerfilm, som vi levede os ind i på MARTEC.
"Der er nu en uge til vi går ombord på Danmark, og det kan mærkes. Spændingen er steget efterhånden som vi har gennemført de nødvendige kurser for at være klar. Mentalt har vi været klar længere, for selvom det har været sjovt at svejse, og lave forskellige redskaber i metal, slukke ildebrande, vende redningsflåder mm. Så kom vi her for at sejle et skib sammen. Og nu sker det snart.
I går løb store dele af os halvmarathon, og resten gjorde deres bedste. Med stor kampgejst gennemførte hele 45 ud af 80 trainees ruten, hvilket betød at der er nød til at blive bestilt flere medaljer hjem. Det viser for mig hvor langt man som enkelt person kan komme med støtte fra et stærkt fællesskab. For selvom det er op til en selv at løbe de 21 kilometer, så betyder kammeraten på sidelinjen, high-five'en og tilråbet alverden når man skal overvinde sig selv og fortsætte selvom det gør ondt (og det gør det...).
I dag havde vi en række rederier på besøg for at fortælle om uddannelses-, og praktikmulighederne hos dem med en efterfølgende karriere på søen. Så med ømme muskler og stive ben humpede vi rundt til de forskellige oplæg. Men jeg må indrømme, at jeg har lidt svært ved at tænke mere end 4 måneder frem til togtet er ovre. Og selv denne periode tager jeg dag for dag for at få det hele med, opleve mest muligt og nyde hvert øjeblik."
#21, Troels A. Einarson
Sømænd på glat is!
Det er onsdag aften, og så står den ellers på fart i skøjtehallen i Frederikshavn. Nogen har prøvet det før, mens andre var førstegangs Bambi på glat is. Nogen fik hurtig fart, pirouetter og hop på, mens andre fik taget hinanden under armen, og hjalp sig sammen vaklende afsted. Vi startede vist allesammen på glat is her på Martec. Nogen var på mere stabile ben end andre, men at skulle gå fra civil til sømand er ikke altid det letteste. Første dag gik beskeden på at smide vores privat tøj, det blev udskiftet med marineblåt arbejdstøj og uniform. Nu lignede vi sømænd men der er langt vej endnu!
"Op med hænderne i lommen, du skal klippes, håret er ikke sat rigtig, trøjen ned i bukserne, smykkerne af, hvis i vil klappe er et klap accepteret det andet tager for lang tid, en sømand bruger ikke handsker, mobilen skal ligge på værelset, hvis jeres knob ligner lort er det lort, fødderne skal rettes fremad til baksmønstring, nummeret i tøjet skal kunne rykkes i og merlespiret skal have den helt rigtige figur."
Der er mange ting at skulle holde styr på som sømand, men trods de mange udfordringer og rettelser, vokser smilende og modet for hver dag der går, og vi gør klar til flere. Ligeså stille begynder vi alle at stå på mere stabile ben og med rettet ryg gør vi klar til at blive sømand over atlanten
#49 Bodil
De små glæder..
En friskbrygget kop stempelkaffe lørdag morgen. En dejlig eftermiddagslur efterfulgt af en gåtur i solen. Duften af nybagte boller. At sove længe. At have fri.
Der er mange ting, de fleste er enige om at værdsætte. Og så er der de ting, man lærer at værdsætte, når man er elev på Skoleskibet Danmark.
... Følelsen af at tage sit vasketøj ud af tørretumbleren, for med et lettelsens suk at kunne konstatere, at samtlige af ens håndsyede nummermærker har udholdt strabadserne. Fornemmelsen man får, når mange timers kærlig filing, pudsning og polering har resulteret i et merlespiger med en overflade så blank og skinnende, at en Ajax-reklame blegner i sammenligning. At sove helt til klokken 7.30 lørdag morgen og ’allerede’ få fri klokken 19. Tilfredsstillelsen når man laver en virkelig lækker elektrodesvejsning, og slaggeret hæver sig som en tynd skal ovenpå, som kan fjernes med blot ét enkelt slag fra hammeren. Når man får bundet sit double fisherman’s knot rigtigt i første forsøg. Når der er dessert efter aftensmaden. Når hele ens messe dukker op til baksmønstring. Når man ser godt ud i kedeldragt. Når man, med sved på panden, tårer i øjnene og under verbale piskeslag fra Mia bliver tvunget ned i endnu et squat, kommer i tanker om, at alle de mange timer i værkstedet, de værkende muskler og de søvnige øjne blot er trædesten på vejen til en fantastisk rejse.
#18 Signe
Overlevelsesdragter og sømandsviser
Til havs er det vigtigt altid at være klar på de værst tænkelige situationer, derfor var det første hold elever i går i svømmehallen, hvor vi skulle lære om søsikkerhed i tilfælde af at skibsbrud. Dette indebar blandt andet udspring fra et 5 meter højt plateau, hvilket skulle lære os hvordan det føles at forlade et synkende skib, derudover var der et kursus i at vende en redningsflåde ene mand, da groft sagt halvdelen af alle oppustelige redningsflåder, bliver udløst med bunden i vejret og til sidst skulle vi prøve et helikopterhejs. Derudover skulle vi selvfølgelig lave en masse forskellige svømmeøvelser, da vi under samtlige øvelser, samt i værst tænkelige tilfælde, var i ført en overlevelsesdragt og den er ikke sådan bare til at svømme i.
Al vores nyvundne viden skulle vi så i dag prøve ude på det virkelige hav, og her menes der selvfølgelig den lokale havn. Det betød at efter en skoledag med efter 8 timers svejsning på forskellig vis, gik turen inden aftensmaden til Frederikshavn havn, hvor vi her hoppede i havet fra omkring de 3 meters højde, for derefter i samlet flok, at svømme hen til vores redningsflåde. I redningsflåden, sad vi nu 22 unge, hyperventilerende mennesker, med hjerterne bankende på fuldt tryg oppe i halsen i mens vores instruktører skabte bølgelignende forhold ved hjælp af en speedbåd.
Alt dette var en så helt i gennem grotesk situation, men her ude på hvad der føltes som det store hav, blev en gruppe mennesker bundet sammen på ny. Vi havde nu oplevet hinanden under pres og hvor alle blev smidt ud af deres komfortzoner, men her lå vi så, 22 mand i en 20 personers redningsbåd og sang sømandsviser i mens bølgerne vuggede os til ro.
#38 Ditte
Alle sømænd er glade for merles(piger)
Kun ganske få dage er blevet til nætter siden 80 nervøse skoleskibs-aspiranter, med koldsvedende hænder og flakkende øjne, for første gang satte sig ind i messen med en lille plastickop fyldt med kaffe og et skvæt mod, for at se hinanden an for første gang. Kun ganske få gange har vi trådt op til baksmønstring i gymnastiksalen, iført vores blå uniformer, sendt ængstelige øjne efter Poulsen når han efter en lang dag ”opfordrer” os til at bruge de sidste par timer inden sengetid på at sy vores elev-nr. i tøjet, og endnu færre gange har vi iført os kedeldragter og begivet os mod værkstedet for at slibe på et stykke rundstål, som efter sigende gerne en dag skulle blive til et værktøj kaldet merlespiger, under en venlig nordjysk maskinmesters instruktioner. Ganske få gange har vi stimlet os sammen som sultne små fugleunger omkring den store buffet i messen og skovlet uhyre mængder flødekartofler på vores tallerkner, alt imens latter og snakken omkring dagen og de mange kommende har opnået nye støjniveauer...
Alligevel føles det som om at vi har kendt hinanden meget længere. Nye ansigter er blevet til venner, den fremmede blå uniform er blevet ens egen, armbøjningerne er blevet en kende lettere - og en drøm om at krydse Atlanten på Skoleskibet Danmark er ved at blive til virkelighed.
Signe #18
Årets første sne.
Det giver altid en speciel stemning, når fnuggene begynder at falde udenfor for første gang i lang tid. For mig er det over et år siden, jeg sidst så sne. Måske var det derfor, ikke alle mine nye venner delte samme begejstring som mig ved at se det hvide tæppe, som begyndte at lægge sig udenfor. Alligevel sad vi alle og kiggede ud ad vinduet på den dalende sne midt i paragraf 26-undervisningen. Vi skulle lære om sikkerhed, forholdsregler og sikkerhed og sikkerhed i et værksted, hvor der arbejdes med svejsning. Så var det let at komme til at drømme sig væk og lade sig distrahere af sneen.
Det har været en hård start her på Martec. Der er så mange nye indtryk, der skal fordøjes og personer, man skal forholde sig til. Derfor var vi alle fuldstændig udkørte i går aftes og havde for længst nået information overload, da overstyrmand Jesper begyndte at lære os knob og knuder efter aftensmaden. Jeg var træt i krop og hoved efter en forløsning på mange ugers spænding og forventninger til denne dag. Efter en lang og lærerig dag fyldt med smil og imødekommenhed, fornemmede jeg en kollektiv lettelse i messen i aftes lidt over 10, da Poulsen endelig kunne sige tak for i dag og godnat. De fleste af os rejste os med det samme og bevægede os mod dagens næste og sidste destination; sengen. Min krop udbrød et taknemmeligt suk, da den endelig lå vandret, og jeg ignorerede, at jeg fandt madrassen for hård og dynen for kold og hørte nye lyde over det hele. Vi er trods alt sømænd to be. Så må man bare bide det i sig og glæde sig over, at det først bliver for alvor om 6 uger…
Ida Winther #62
Vi har det godt på Atlanten, kan berette at togtets første Mahi mahi var på krogen fra lidt siden. Så den står på frisk fanget fisk i morgen til frokost.