Ombord på skibet og klargøring

I første halvår af 2020 følger vi fire unge på søfartsskolen MARTEC i Frederikshavn. Vi møder eleverne før, under og efter Skoleskibet DANMARKs 107. togt med 61 af de unge mennesker, som branchen i disse år ikke kan få nok af. For at lytte til de unges drømme, blive klogere på deres møde med skib og skolebænk… og bedre forstå, hvad der fik dem til at sætte kurs mod Det Blå Danmark.

Af Henrik Kastoft, freelancejournalist

”Hvor er her… stille. Det er helt uvant,” fniser de fire elever til hinanden og ser sig omkring, mens de lægger rundhuerne foran sig.

Signi, Louise, Ednaldo og Carl har sat sig til rette ved et bord i restauranten på Scandic Olympic Hotel i Esbjerg. Bortset fra hotelpersonalet er eleverne mutters alene i lokalet.

Det er mandag eftermiddag. Hen over cafe latte og en kande sort te bundfælder de første hektiske døgn på Skoleskibet DANMARK sig… og snart er stilheden i hotellets restaurant brudt.

”Det er fantastisk endelig at være ombord på skibet. Alle er livet op igen. Selv kuttendækkeren går vi til med fornyet energi sammenlignet med skolen,” siger Louise. På land ville en kuttendækker sandsynligvis foretrække at blive kaldt gulvskrubbe.

”Ja, det er rigtigt. Der var god energi på skolen, men der er kommet nerve og intensitet i alt, vi gør,” supplerer Ednaldo.

 Mens Signi overfører fotografier fra sit kamera, tager Carl ordet:

”Det gør en forskel at være på skibet. Jeg er overrasket over, hvor hurtigt vi har vænnet os til at flytte os for hinanden. Vi er som haletudser i en dam”.

Det sidste er Carls kammerater sådan set enige i, men det er i så fald ”haletudser” med blå mærker i panden af alt det sejlskib, eleverne jævnligt slår deres hoveder ind i.

Drivvåd… og lykkelig

Torsdag sluttede næsten to måneders længsel og venten. Endelig kunne Signi, Louise, Ednaldo, Carl og deres 57 kammerater påmønstre det skoleskib, der om få dage sætter kursen sydover mod Den Engelske Kanal.

”Det var så vildt at gå ombord. Jeg har tidligere været på store sejlskibe, når de holder åbent skib. Pludselig ser jeg alt med helt andre øjne, for nu er Skoleskibet DANMARK min arbejdsplads og mit hjem,” fortæller Signi.

Alle fire er enige om, at den største oplevelse på skibet efter de første fire-fem døgn er at gå til vejrs i toppen.

”Det er næsten et antiklimaks. Skibet er så stort, men hver en detalje er spændende. Det er sjovt at se skibet fra oven, men også at lægge mærke til mængden af taklinger i riggen… med ét går det op for en, hvor mange kræfter og arbejdstimer, der er lagt i skibet af mennesker, som har sejlet det før os,” siger Louise.

Signi er også gået til vejrs i toppen. Da hun nåede mærsen, var hun klar på at gå videre op til sallingen, den øverste af de to platforme i stortoppen, den midterste af skibets tre master.

”Der kom desværre en haglbyge med så kraftige vindstød, at det ikke var sikkerhedsmæssigt forsvarligt. Så jeg stod i mærsen i en halv time. Drivvåd. Det var så koldt og blæsende deroppe… og jeg tænkte bare: Hvor er det fedt,” fortæller hun med et bredt smil.

Hold øje med hænder og fødder

Ednaldo forklarer, at skibsassistenteleverne har lært at strække armene, når de går til vejrs.

”Instinktivt vil vi jo klamre os ind til riggen, men du bruger færre kræfter ved at strække ud i armene. Det skulle jeg lige vænne mig til, for det føles helt forkert at læne sig væk fra sit eneste faste holdepunkt. Jeg havde godt nok hjertebanken, men det gik fint”.

Riggen er en farlig arbejdsplads. Løse genstande som ur, halskæde, ja selv handsker er strengt forbudte. Elevene klikker først deres sikkerhedsliner på, når de er kommet til tops og skal arbejde med sejl og tovværk ude på ræerne. På vej op og ned er det simpelthen for risikabelt at bruge den ene hånd og en del af sin opmærksomhed på at håndtere sikkerhedsliner.

”At gå til vejrs i toppen handler om at tænke sig om, uden at tænke for meget. Strække armene ud, slappe af og se ned. Koncentrere dig om, hvor du har dine hænder og fødder,” forklarer Carl, som med et smil medgiver, at de fleste synker en ekstra gang og godt kunne bruge en mor i nærheden… i hvert fald første gang de går til vejrs.

Deler lydbog i køjerne

Har riggen gjort størst indtryk på eleverne, følger de to banjer – styrbord og bagbord – efter på en sikker andenplads.

”Nu er det alvor. 30 mand i ét rum. Ét rum hvor vi sover, skaffer, klæder om,“ fortæller Louise, som med nr. 41 ligger i en hængekøje lige over ét af bordene. Ednaldo mener, Louises plads er ren luksus. Som nr. 1 har han på sin ene side skottet, skibets iskolde skrog.

Selv om Hold 107 er på 61 elever mod normalt 80 på et togt, er der trængsel i de to banjer. Især om natten.

”Vi ligger så tæt i køjerne, at vi kan mærke, om det er sidekammeratens albue eller knæ, vi har i ryggen. I praksis fungerer det bedst at ligge modsat sidekammeraterne og have hovedet i deres fodende,” synes Carl.

Signi har dog luret, at der også er fordele ved trængslen. Hun deler lydbog med en sidekammerat. Én earpod til hver:

”Vi lytter til Alle mine morgener på jorden af Troels Kløvedal. Hold kæft, hvor er den god. Og sådan er det: De trange forhold på skibet gør, at vi efter næsten to måneder på skolen møder hinanden på helt nye måder”.

Latter og gas

Signi, Louise, Ednaldo og Carl er alle blevet udpeget til baksformænd. Dem er der otte af på skibet – fire i hver banje. Baksformænd bliver typisk valgt blandt de ældste af eleverne og har primært ansvar for, at bakken fungerer som hold. Venskabeligt mundhuggeri afslører, at alle fire er overbeviste om, at netop deres bakke er de andre overlegen.

De fem første døgn på skibet har også gjort eleverne meget lidt digitale med mobiltelefonerne stuvet sammen i to sorte bokse, der kun bliver åbnet, når eleverne har landlov. På skolen i Frederikshavn kunne de mest ihærdige natteravne ligge på værelserne og surfe sociale medier til langt efter midnat. Nu tørner alle ind kl. 22 og falder snart efter i dyb søvn, møre i krop og hoved efter dagens dont.

”Jeg har ikke hørt nogen beklage sig over, at mobiltelefonerne er inddraget. Det eneste, der forstyrrer natteroen nu, er kammerater, som taler i søvne og midt i en drøm pludselig råber D-A-N-M-A-R-K! Eller slår en høj prut. På min banje har vi en pige med en latter så knastør, at når først hun stikker i et grin over en andens prut, er der ingen vej udenom. Vi andre må bare overgive os og grine med,” smiler Ednaldo.

Skarpe knive i stikkeriet

Dagene inden togtet for alvor begynder, flyver afsted. De 61 elever lærer skibet at kende gennem øvelser, de skal kunne i blinde, for eksempel rullen for brandslukning og evakuering i tilfælde af ulykke, havari eller forlis. En anden stor opgave er at stuve proviant til uger og måneder på havet.

”Jeg er overrasket over omfanget af proviant og hvor minutiøst alting er stuvet. Alene mængden af vaniljepulver er enorm. Om læ er kølerummet i stævnen – stikkeriet – noget af det, der har gjort størst indtryk på mig. Det er også her, jeg har lært at snitte grøntsager med kragehånd,” fortæller Louise og demonstrerer, hvordan yderste fingerled griber fat og næstyderste led af fingrene holdes lodrette for ikke at skære sig med de skarpe kokkeknive.

Skibsassistenteleverne har også haft tid til at besøge to andre skibe, ESVAGT CORNELIA og ESVAGT BETA.

”Det var superinteressant at møde den virkelighed, vi har lært om på skolen. Se dokumenterne, høre om sikkerhed til søs og lytte til besætningernes historier om deres karriereveje både på skibe og kontorer. Og dejligt at mærke rederiets interesse for os, som står på tærsklen til en maritim karriere,” siger Signi.

Ednaldo er den eneste af de fire skoleskibselever, som har erhvervserfaring indenfor søfart:

”Har aldrig set folk være så stolte af deres arbejdsplads, som dem vi mødte i ESVAGT. Jeg fik det indtryk, at de har styr på deres ting, men samtidig har plads til hygge og socialt samvær. Besætningerne er ude på søen fire uger i træk, men viste os, at de blandt andet har en Webergrill ombord for at gøre livet på søen så hjemligt som muligt. Små ting kan gøre en stor forskel”.

Hænder og hård hud

I dag har alle elever fire timers landlov. Eleverne skal afmønstre, fordi Søfartsstyrelsen udfører test af skibets stabilitet. Det er rutine hvert 5. år og sker blandt andet ved at laste tonstunge betonklodser ombord og måle skibets krængning. 61 elever ville forstyrre målingerne. Derfor blev der kort efter frokost kaldt til baksmønstring på kajen… en ordre der modtages med et 61-stemmigt kor: ”B-A-K-S-M-Ø-N-S-T-R-I-N-G!”. Hvorefter eleverne myldrede ind på to lige rækker på hver side af kajen. To banjer fordelt på fire bakker hver og i nummerorden fra 1 til 61.

De fire timers fritid bruger eleverne i Esbjerg centrum. Mange går på restaurant og spiser en god bøf eller burger. Lidt før klokken 17 er alle retur – flertallet træder ombord på skoleskibet med de sidste småindkøb før afsejling tre dage senere: Slikposer og shampoo, termokander og tobak.

I restauranten på Scandic Olympic Hotel er kaffekopper og tekrus ved at være tømte. Signi, Louise, Ednaldo og Carl sammenligner hænder. To måneders træning på skolen og de seneste dages arbejde på skibet har sat spor. De unge næver er en skønsom blanding af nye vabler og lidt ældre hård hud. Og snart skal de hilse på endnu en tro følgesvend til havs: Søsygen.

”Vi får alle rig mulighed for at blive søsyge. Ikke mindst når vi går om læ lukket inde i fugtige, varme rum uden en horisont at fæstne blikket på,” lyder det fra Ednaldo. Eleverne griner lidt over, at der også er regler for opkast på et skoleskib: Man må ikke kaste op ud over rælingen – eller lønningen som det hedder på DANMARK – for det griser skoleskibets hvide skrog til. Når elever eller besætning bliver søsyge, kaster de op i en spand og skyller indholdet i rendestenen langs dækket.

End ikke udsigten til en drøj omgang søsyge kan på nogen måde tøjle elevernes forventninger til øjeblikket, hvor Skoleskibet DANMARK slækker fortøjningerne til land.

”Jeg glæder mig så meget til at komme på havet… at skibet bevæger sig og rutinerne arbejder sig ind i os. At vi bliver en del af skibet og skibet en del af os. Lige nu ligger vi bomstille. Havnekulleren sniger sig langsomt ind på os. Og så bliver det rart at vinke farvel til larmen fra boreriggen MAERSK RESOLUTE,” fortæller Signi og hentyder til skoleskibets genbo på kajen.

Det store farvel til forældre og søskende, kærester og slægtninge skete lørdag d. 29. februar, hvor Molevej i Esbjerg kl. 16 var fyldt med flere hundrede ivrige og nysgerrige gæster, som i et par timer havde fri adgang til Skoleskibet DANMARK. 61 elever viste stolte deres hjem og arbejdsplads frem… fra bakken længst fremme til broen agter. Og om læ banjerne, kabyssen og messen, hvor eleverne undtagelsesvis havde lov at træde ind… efter anmodning vel at mærke. Under rundvisningerne instruerede eleverne også deres familiemedlemmer i nogle få af skibets mange regler: Altid hænderne oppe af lommerne. Og huen af hovedet om læ.

De regler er Carl helt fortrolig med fra Livgarden. Han fik sig til gengæld en anden overraskelse:

”Jeg er så glad for, at vi fik lov at vise skibet frem i to timer og sige både goddag og farvel til vores familier. Det var en stærk oplevelse. Jeg skulle hente noget i mit skab og blev pludselig prikket på skulderen af en ældre mand. Han fortalte, at han havde mit skab tilbage i 1955, da han sejlede med skoleskibet. Tænk at han så tydeligt huskede sit nummer på Skoleskibet DANMARK 65 år senere. Det er simpelthen så vildt at opleve”.

Nu er Skoleskibet DANMARK klar til at præge tallet 107 og numrene 62, 41, 01 og 02 ind i Signi, Louise, Ednaldo og Carl. Som et af mange minder, de vil bære med sig videre i livet.

Efterskrift

Torsdag 5. marts 2020 stod Skoleskibet DANMARK ud fra Esbjerg Havn. Klokken 12:09 kom første melding fra skibets øverstkommanderende:

 ”Besked fra Togt 107 som nu er i gang:

Vi kvittede lodsen kl. 11:40.

Alt vel ombord. Vi er glade og spaendte paa den kommende rejse.

Venlig hilsen

Karl Zilmer Kaptajn”    

Dermed begyndte dét, der skulle have været skibets længste togt nogensinde. Fra Danmark via Caribien og videre til OL i Tokyo… og hjem igen.

Sådan skulle det imidlertid ikke gå.

10 døgn efter afsejling blev det besluttet at afbryde togtet og sejle retur til Danmark på grund af den verdensomspændende krise grundet Corona-virus. Dét – og meget mere – hører vi mere om i tredje og sidste artikel med Signi, Louise, Ednaldo og Carl.

Voyage 111
Åbent for ansøgninger

> Sejlplan 2021 

  • Uddannelsesniveau:

    Maritim Adgangsgivende Grunduddannelse

  • Varighed:

    20 uger

  • Adgangskrav:

    > 9. klasse

    > Mellem 17,5 - 23 år

    > Gyldigt sundhedsbevis

    > Personlig samtale

  • Økonomi:

    SU berettiget