UDDANNELSER

Ny simulator sikrer virkelighedsnær undervisning

Publiceret 02-06-2022

De studerende på MARTEC i Frederikshavn har i dette semester fået ekstra krydderi i undervisningen i form af en grafisk træningssimulator, som muliggør cutting-edge undervisning i at styre maskinrummet på et skib. Simulatoren har et budget på 2 mio. kr. som MARTEC har modtaget i støtte fra Laurits Andersens Fond. Laurits Andersen var uddannet maskinmester og opbyggede med flid og dygtighed en stor virksomhed i Kina.

Donationen fra Laurits Andersens Fond er af enorm betydning for MARTEC, da det gør det muligt for MARTEC at forfølge sit mål om at tilbyde den bedste og mest tidssvarende og relevante undervisning af de fremtidige maskinmestre, som kan finde job på på land og til søs.

”Vi har et tæt samarbejde med erhvervslivet, som forventer at vores studerende er blandt de dygtigste i Danmark, når de dimitterer herfra. Derfor er det os magtpålæggende at vores undervisning er tidssvarende og relevant. Derfor er vi meget taknemmelige over donationen fra Lauritz Andersens Fond, som gør det muligt for os at tilføje nye dimensioner til vores uddannelse”, fortæller Jan Jacobsen, uddannelseschef på Maskinmesteruddannelsen på MARTEC Frederikshavn.

Simulatoren bruges primært i undervisningen inden for de tekniske, termiske og søfartsfag. Her lærer man at betjene al maskineri med et skib som udgangspunkt. Al teknik på et skib findes også på land, som på f.eks. kraftvarmeværk, og derfor er undervisningen relevant uanset om man stiler efter et job i den grønne omstilling på land eller til søs som maskinmester.

Virtuelt besøg i maskinrummet
Den nye 3D-simulator er serverbaseret, og det har den fordel, at den kan tilgås fra en hvilken som helst computer. Denne fleksible løsning giver underviserne mulighed for at krydre undervisningen med visuelle virkemidler og virtuelle besøg i maskinrummet på f.eks. et skib.

Jan Jacobsen er med rette begejstret for den nye simulator:

”Det udstyr, vi havde fungerede sådan set fint, men med den nye software og hardware kan vi nu undervise i de nye skibstyper, som bruges i dag og i fremtiden. Simulatoren indeholder nemlig de nyeste skibstyper og motortyper, som kører på mere grønne brændstoffer. Samtidig kombinerer simulatoren 3D med Mimik-diagrammer. Det lyder måske lidt nørdet, men det er en fed oplevelse, at kunne klikke på en motor og derfra komme på en virtuel tur i motorrummet. Mere virkelighedsnært kan det næsten ikke blive.”

Med simulatoren kan man både se motorrummet i helikopter mode og som walk-through oplevelse.

Hvad betyder støtten for den studerende?
Gustav Lindhardt Thomsen læser til maskinmester på MARTEC på 7. semester og glæder sig meget over undervisningen i det nye simulatorrum:

”Det giver altid et ekstra krydderi, når man ved, at man har den nyeste teknologi mellem hænderne. I det hele taget sætter jeg stor pris på at studiet kombinerer teori og praksis og den nye simulator er med til at styrke den praktiske del af studiet, så jeg kan blive bedst muligt forberedt til virkeligheden uden for MARTECs mure.”

Hvad betyder støtten for erhvervet?
”MARTEC har virkelig fået førertrøjen på nu. Jeg glæder mig meget på de studerendes vegne – men så sandelig også på vegne af erhvervslivet. Det her er en klassisk win-win. Den nye simulator danner bro mellem undervisning og erhvervsliv. Jeg har selv prøvet en motor simulator, og det giver virkelig blod på tanden – eller rettere sagt virtuel olie på hænderne! Industrien efterspørger de bedst kvalificerede medarbejdere, uanset om de komme fra den anden side af jorden – eller fra Frederikshavn. Stort tillykke med simulatoren”, siger Thomas Leander, Site Manager, MAN Energy Solutions i Frederikshavn

KONTAKT INFO

MARTEC
Maritime and Polytechnic
University College
Hånbækvej 54
9900 Frederikshavn
Danmark

CVR-nr. 70771128
EAN-nr. 5798000023161

Tlf.: 96 20 88 88
Email: martec@martec.dk

STUDIEADMINISTRATION

Mandag

07:45 – 14:00

Tirsdag

07:45 – 14:00

Onsdag

07:45 – 14:00

Torsdag

07:45 – 14:00

Fredag

07:45 – 13:00

SOCIALE MEDIER

© MARTEC - Maritime and Polytechnic University College