UDDANNELSER

Den A. P. Møllerske Støttefond donerer 80 mio kr. til MARTEC til et vartegn for Det Blå Danmark

Publiceret 02-07-2021

Her kort tid efter The International Seafarers Day donerer Den A.P. Møllerske Støttefond 80 millioner kroner til MARTEC i Frederikshavn. Det gør det muligt at udbygge og modernisere skolen med fokus på de grundlæggende maritime uddannelser. De nye rammer skal gøre det endnu mere attraktivt for unge at vælge en karriere inden for søfart.

”Den 25. juni markeres The International Seafarers Day. Hver dag bidrager de søfarende til vores velfærd, til vores samfund globalt. De udgør rygraden i forsyningskæden, holder verden igang – tillige under de enorme udfordringer som COVID-19 pandemien har medført. Derfor vil Den A.P. Møllerske Støttefond gerne medvirke til, at flere unge vælger en karriere indenfor søfarten, da en stærk maritim sektor er afgørende også for Danmarks udvikling. Et moderne og attraktivt uddannelsestilbud, også for de yngste, vil gavne såvel søfartsuddannelserne som lokalområdet og udvikling af andre arbejdspladser. Der er således tale om en vigtig donation for Fonden”, siger formand for Den A.P. Møllerske Støttefond, Ane Mærsk Mc-Kinney Uggla.

Donationen gør det muligt at udbygge og modernisere MARTEC Kragholmen, så skolen får et nutidigt og attraktivt studie-, skolehjems- og fritidsmiljø. Med donationen bygges der en ny hovedbygning samt 2 skolehjemsbygninger med plads til 68 elever. Ud over støtten fra Den A.P. Møllerske Støttefond bidrager skolen selv til renovering og ombygning af de eksisterende bygninger, så hele skolen løftes. Skolen vil være åben i byggeperioden.

Nyheden blev lanceret den 2. juli i forbindelse med dimissionsfest for togt 109 med Skoleskibet DANMARK. Det vækker stor glæde og begejstring, ikke mindst hos Borgmester Birgit Hansen, som var taler ved festen:

”Denne donation fra den A.P. Møllerske Støttefond har enorm betydning for Frederikshavn og erhvervslivet i regionen. Den er en tydelig tilkendegivelse af, at der er tro på og tillid til, at vi i provinsen kan skabe uddannelser af den højeste kvalitet, som er tidssvarende og efterspurgte af erhvervslivet.” udtaler borgmester Birgit Hansen og fortsætter:

”Det er netop det, som MARTEC står for. Her er kreativitet, kvalitet og høj faglighed i højsædet, og man går langt for at imødekomme erhvervets behov – uanset om der er tale om ungdomsuddannelser eller videregående uddannelser. MARTECs uddannelser nyder høj anerkendelse hos erhvervslivet og fortjener de bedste og mest inspirerende rammer for at kunne tiltrække talentfulde studerende. Det er selvfølgelig vores håb, at nogle af de unge fastholdes i regionen efter endt uddannelse. Skolen på Kragholmen får et fantastisk løft og bliver et vigtigt vartegn for Det Blå Danmark – et vartegn som vil blive bemærket både nationalt og internationalt. En stor tak for det.

Forberedelserne til byggeriet går nu i gang og det glæder Pia Ankerstjerne, som er direktør på MARTEC.

”Jeg kan slet ikke beskrive, hvor glade og stolte vi er for fondens støtte. Vi har i mange år ønsket at løfte niveauet på den gamle søfartsskole fra 1939, der nu går under navnet MARTEC Kragholmen, men der har ganske enkelt ikke været økonomi til at igangsætte et projekt af denne kaliber. Med Den A.P. Møllerske Støttefonds donation kan vi snart tilbyde de allerbedste vilkår for de unge, som ønsker sig en grundlæggende maritim uddannelse som skibsassistent eller som maritim student. Når dette projekt er tilendebragt, har vi både uddannelser og faciliteter i absolut topklasse”, siger Pia Ankerstjerne og slutter

”Der er mangel på arbejdskraft i branchen, hvilket faktisk er lidt uforståeligt i betragtning af de kæmpe muligheder en søfartsuddannelse giver. Det forsøger vi at rette op på. Fondens støtte skal sikre, at MARTEC Kragholmen i fremtiden står som et tydeligt vartegn for Det Blå Danmark – og det vil vi gøre alt for at honorere.”

Også Uddannelses- og forskningsminister Ane Halsboe-Jørgensen er begejstret for de muligheder, donationen giver for maritime kvalitetsuddannelser til de unge:

”Det er en rigtig flot donation, som jeg ved vil komme mange studerende til gode. Det er vigtigt, at vi har gode uddannelser i hele Danmark, og MARTEC er et eksempel på, at du også kan få en kvalitetsuddannelse uden for de største byer. Nu bliver det med mere plads og moderne bygninger. Stort tillykke til MARTEC. Jeg håber, at det vil få endnu flere unge mennesker til at kigge mod de spændende maritime uddannelser.”

KONTAKT INFO

MARTEC
Maritime and Polytechnic
University College
Hånbækvej 54
9900 Frederikshavn
Danmark

CVR-nr. 70771128
EAN-nr. 5798000023161

STUDIEADMINISTRATION

Mandag    07:45 – 14:00
Tirsdag      07:45 – 14:00
Onsdag     07:45 – 14:00
Torsdag     07:45 – 14:00
Fredag      07:45 – 13:00

SOCIALE MEDIER

© MARTEC - Maritime and Polytechnic University College