mitMARTEC

Dagbøger 2016

 

På denne side vil du kunne finde dagbøger fra elever undervejs på uddannelsen og togtet. Seneste indlæg findes øverst på siden.

 

Dagbøger

08.10.2016
Azorerne
5 skønne dage på Azorerne er nu ovre og vi er igen til søs. Jeg har haft nogle dejlige dage med landlov og nydt den meget flotte ø, Saõ Miguel. Vi var en gruppe på 10, som en af dagene lejede scootere og ellers kørte mod Furnas – som var et populært sted med varme kilder. Det tog omtrent 1 ½ time at køre derhen. Vi hoppede straks i badetøjet og afprøvede det 39 grader varme vand, som var opvarmet gennem termisk aktivitet. Det var virkelig lækkert, specielt fordi det var en smule overskyet. Vandet havde et orange skær pga. jern indholdet, det var virkelig flot selvom vi fik det ud over det hele. Efter vi havde fået frokost skulle vi tilbage til pt. Dalgada – her skulle #10 og jeg så alene finde vej. Det gik ikke helt som planlagt og vi farede vild flere gange. Det var heller ikke fordi de lokale var de bedste til at rådgive om vej – men de prøvede. Da vi endelig så skilte mod hjembyen kunne vi godt se vi havde en lang tur endnu. Så vi holdte en lille kaffepause i en naboby.
Tiden vi tilbragte på skibet var virkelig god. I dagtimerne havde vi de sædvanlige vagter, men om aftenen fik vi på skift mulighed for at gå ud at købe en is eller løbe en tur. Det var virkelig rart at få lov til, selvom min kondition er helt i bund efter at have været til søs så længe.
På skolebænken vælter det om os med eksamener. Dag og nat bliver der læst flittigt op. Selvom eksamenerne fylder meget så fortsætter undervisninglektionerne også. Vi er for nylig startet på ”Tanker Safety Course”. Det resulterede i at vi fik lov at gå ned og se vores Fore Peak Tank. Det var en smule klaustrofobisk at skulle kravle ned gennem et hul hvor ens skuldre knap nok kunne klemme sig ned. Da vi var kommet derned var det helt fint alligevel. Vi kunne kravle rundt dernede som vi ville – en flok ”aber” iført kedeldragter.
Tiden tilbage ombord på Danmark er ved at være knap. Trods Anders; overstyrmand, sagde til os i Rio at det var dumt at begynde at tælle hvor mange dage der er tilbage, er det jo altid nogle der ikke kan dy sig. Dog har de gjort det på en lidt sjovere måde. I stedet for at tælle dage tæller de ned hvor mange gange deres hængekøje skal surres eller hvor mange ”tryk” de har tilbage til at gå i bad i. (Vi har 6 tryk dagligt). Hvis der skal tælles så er det her altså lidt mere spændende at hører om, synes jeg.
# 53

 

06.10.2016
12.000 sømil senere
Kursen er 113 grader. Vi sejler 5,6 knob gennem en stille, mørk Atlanterhavs nat. De lange bukser og tykke trøjer er fundet frem igen - til trods for at termometret stadig viser 20 grader. De sorte paradesko, der efterhånden ikke er helt blanke mere, og uniformshatten, hvis hvide betræk har set bedre dage, ligger trygt gemt af vejen bagerst i skabet. Her kan de ligge og samle kræfter, inden de om en uges tid skal luftes for sidste gang. Bag os ligger tusindvis af sømil, foran os venter slutspurten. Eksamener der skal forberedes og alverdens uafsluttede projekter der skal færdiggøres. Solopgange, stjerner og sure tæer der skal nydes. Pludselig er enden på de uendelige blå horisonter nær. Og her står vi så: 12.000 sømil senere, med hård hud på hænderne og hærdede søben. Tanken om alle de ting vi har oplevet er nærmest uoverskuelig. Næsten ligeså uoverskuelig som tanken om, at det hele om et kort øjeblik er forbi. Det virkelige liv venter lige om hjørnet. Ikke flere søvnige nattevagter, hektiske morgener eller arbejdsomme eftermiddage. Farvel til dækskrub, fællessang, vabler, sikkerhedssko, langtidsholdbar mælk, hængekøjer, banjebrise og springende delfiner. Meget vand er løbet under kølen siden vi stod i Frederikshavn, svedende og bandende over at skulle surre hængekøjer... Ny kurs. 101. Roret er tungt at få drejet mod bagbord og det giver nogle små hidsige ryk frem og tilbage. Stille og roligt nærmer kompasset sig den givne kurs. 111. 105. Pludselig skal det gå stærkt med at få rettet op, 096 siger kompasset og stagsejlene protestere ved at lave et par utilfredse blafrelyde, indtil vi igen nærmer os den rette kurs. Ude fra flådedækket brydes stilhedens tankestrøm af klokkens, ding-ding ding-ding ding-ding ding-ding. Fire dobbeltslag der betyder at klokken er 04.00 og dermed tid til at komme tilbage i køjen.
Asta #10

 

26.09.2016

Regnvejr, regnvejr og regnvejr.  
På turen fra Fernando til Azoerne mødte vi Lisa, hun var en storm som fulgte os gennem 3 dage. Det var 3 dage med regnvejr, god vind og sjaskvåde elever. Til sidst begyndte alle halvt om halvt at opgive at være tørre. Nat efter nat blev vi vækket for at hoppe i olie/regntøjet og op på vagt. Efter vagten gik vi på banjen som havde ligeså høj luftfugtighed som en tropisk regnskov. Trods det var lidt små hårdt og tog lidt på energien så var det nok noget af det fedeste vejr vi har fået lov til at opleve. Vinden susede og rev flænger i flere af sejlene. Vi åbnede de vandtætte døre under dækket så vi i tørvejr kunne bevæge os fra den ene ende af skibet til den anden. Da stormen var på sit højeste bestemte Kaptain Kurt sig for at vi skulle tage alle sejl ind og ligge underdrejet. Så lå vi ellers dér, midt på Atlanterhavet og bare bevægede os derhen hvor vinden og strømmen ville have os. Det var sjovt men jeg havde da alligevel lidt sommerfugle i maven over at skulle prøve det.  Da vi på 4. dagen blev vækket, åndede vi lettet op. Det var en smule overskyet men heldigvis ingen nedbør. Jeg skulle være sejlvagt men eftersom at flere af sejlene var revnet, skulle de først fikses. Jeg fik lov til at komme med op og hjælpe #46 med at sy sejl. Det er måske for meget sagt – jeg hjalp nu mest med at holde sytråd. Vai #46 er utrolig rutineret sejlsyerske så det var fedt at se hende arbejde. Vi fik igen sat sejl og efter farten kom op og var optimal kunne vi ligesom falde lidt tilbage i rutinen. Dagene flyver af sted og inden vi får set os om er vi sikkert allerede på landlov på Azoerne.  
#53

 

25.09.2016
En Storm Kræver Sine Ofre
Kursen er igen nord, og vinden har lagt sig. I 3 dages tid sejlede vi mod øst, for at ramme et lavtryk, som ville give pote for vores nordgående kurs. Lavtrykket havde vi måske undervurderet en smule, og endte derfor i udkanten af en tropisk storm. Stormen Lisa. 
I løbet af morgenen blæste det op, og der blev placeret man-rope over maindeck. Noget man kommer til at holde af, når der kommer flere tusinde liter Atlanterhavsvand gabende ind over lønningen og forsøger ihærdigt på at slå dig i dækket. Hvilket også hænder, og man får sig en tur i rendestenen. Vi selv havde undervisning denne dag, men blev afbrudt da der manglede hænder på dækket, til at få sejl ind. Vi fløj op på dækket, kom i vores faldsikring og var så klar til at komme til vejrs.  Der stod vi så i 14 meters højde på storen, og kunne mærke tydeligt forskel på vinden, som gjorde det hele mere intenst og besværligt. Regnen piskede os i hovederne, det samme gjorde alle løse stropper der ikke var gjort fast på vores faldsikring, og til sidst var det kun skibets stormsejl tilbage. Flere sejl bukkede så desværre også over senere i løbet af dagen, og måtte lade sig dele i to.
Om aftenen tog vinden til, og al unødvendig trafik på dækket var bandlyst, og de vandtætte døre under dæk blev åbnet, som var i tilbage i Rio med receptioner og fine mennesker på dækket. Der stod to mand ved roret, og vore kære udkigspost blev rykket til kabyshustaget sikret fast med faldsikring. I løbet af natten bestemte kaptajn Kurt at tage alle sejl ind, og lade os underdreje. Det vil sige at på vores daglige nattevagt, sad vi stand-by under bakken i fuldt olietøj og lod os mærke af skibets bevægelser, som lå og gyngede fra side til side i vindøjet, og lod Lisa bestemmer hvor vi skulle hen.
Alt dette var en fantastisk og intens oplevelse, som var noget af en omvæltning fra den skønne sejlads vi har haft, og den noget så fantastiske og fuldstændig vanvittige dag vi havde på øen Fernando de Noronho, med Beachbuggys, fantastiske dyk og kolde bajere.
Nu har vi fem dage tilbage inden vi ankommer på Azorernes Ponta Del Gadda, som vil bringe på en stensikker hyggelig og sidste landgang, med vores kære venner, nok også en kold bajer og mon ikke en lille tatovering er på sin plads?
Vores tanker går til alle hjemme i bette Danmark. Vi glæder os til at komme hjem i kulden og se jer alle sammen.  Gud bevare Danmark.
#48 Oliver fra Næver & #66 Theis fra Ærø

 

21.09.2016  
Splitte mine Bramsejl  
De sidste 72 timer har det regnet nærmest konstant, vores tøj er plask vådt og vores sko står til tørre i maskinrummet. På dækket render alle rundt i deres røde olietøj, med hætterne trukket så langt frem, at man kun kan se deres ansigter. De ligner små søde nisser - det er virkelig herligt! Vi holder humøret højt, danser rundt på tiptå for at holde balancen, når skibet ruller fra side til side og griner når en bølger vælter ind over lønningen og gør styrbord vagt plaskvåde. Vi passerer forsigtigt hoveddækket på vores grønne søben og en frygt for at falde på halen og glide en tur i "brækranden", og hvis ikke vi er våde nok af regnvejret, så sørger Kong Neptun for at bølgerne, slår ind over lønningen, så vi kan få et ekstra bad.  I morgens klokken lidt i syv – lige inden morgenskafning - blev vi, 4. Skifte, kaldt på dæk for at hjælpe med at tage sejl ind. Vinden havde taget til og på daværende tidspunkt var otte råsejl og to stagsejl sat, og skibets fart var 11,3 knob – togtets rekord. Det kan måske lyde lidt mærkeligt at vi begynder at tage sejl ind, når vi skyder så god en fart, men som udgangspunkt sejler vi ikke mere end 10 knob. Det har både noget at gøre med at sejlene forholdsvis nemt kan gå i stykker (det vender vi tilbage til), hvis vindstyrken er for høj, og så det faktum at vi skal beholde kontrollen over skibet – hvis vindstyrken falder er det lettere og mere risikofrit at sætte sejlene igen, end at skulle bjerge ti sejl i løbet af kort tid i det tilfælde at vinden tager til.  Som morgenen startede fortsatte 4. Skiftes dag. Vi skulle have haft undervisning på banjen hele dagen, men blev i stedet løbende kaldt på dæk for at tage flere og flere sejl ind. Når ordren ”all hands on deck” lød, kom olietøj og faldsikring på i en hvis fart, og så stod den ellers på stormbjergning af sejlene - det er en virkelig intens affære, og endelig sejler vi for alvor! Det er for fedt! Til aftenmønstringen kom Kaptajnen Kurt med de næste par dagens vejrudsigt; lavtrykket bevæger sig ikke som forventet, og vi nærmere os det stødt og roligt. Der er fuld knald på vinden som har en hastighed på 30-40 knob. Kaptajnen fortalte at vi nu har to muligheder: den ene er at vi bjerger alle sejl, ligger underdrejet, og simpelthen lader os drive med strømmen og den fart riggen nu kan give os. Den anden er at vi fortsætter med at skyde vores nuværende fart med kurs direkte mod den rasende storm. Som bekendt er det kaptajnen som på udemokratisk vis tager beslutningen, så vi er spændte på at høre, hvad han er kommet frem til i morgen tidlig til morgenmønstringen. 
Fem flækket sejl senere, sejler vi nu over fem knob med to stagsejl og ½ råsejl. Mørket har sænket sig over et oprørsk Atlanterhav, vi sejler videre med god vind i vores få sejl. Hoveddækket er blevet lukket område, de vandtætte døre mellem banjerne er åbnet, og vi nyder at være samlet alle elever, bare for en kort stund!  #64 Stine & #58 Anja

 

17.09.2016
Morgenstund har tov i mund
Klokken er 5.34 om morgenen, det er dagmandsdag. Den skarpe lyd af låget fra en kistebænk der smækker hårdt og ukontrolleret i, får et kollektivt jag af ubehag og irritation til at gå gennem banjen. Luften er tung og tyk efter natten, og det tager lige et par minutter at tage sig sammen til at vågne og finde ens halvfugtige t-shirt og svedige strømper, der ikke har haft mulighed for at tørre ordentlig i løbet af den halvanden time, der er gået siden vi sidst var på vagt. Dagens første svedperler springer mens køjerne surres i stilhed. Hver tænker sit. På dagen der venter, dagen der gik eller køjen man stadig burde ligge i. De hurtige er allerede oppe i den varme Atlanterhavsluft på dækket, og kan måske både nå en tur på toilettet og at få børstet tænder, inden vi skal tage over for nattevagten. Andre ligger stadig halvt bevidstløse i deres køjer, tørre i munden og med fyldte blærer, og kæmper for at acceptere, at det er tid til at starte en ny dag. Ti minutter i seks er der trængsel ude under bakken. Folk vakler omkring i hinanden, endnu for trætte til at kæmpe mod bølgernes vuggen, ind og ud af toiletterne, og ind for at finde den rigtige faldsikring - der af en eller anden grund aldrig hænger der, hvor man selv syntes at have hængt den. Klokken 5.55 giver ordet ”muster” genlyd over det endnu mørke dæk. Det bliver en varm dag. Temperaturen er allerede på 28 grader selvom solen ikke er stået op. Vinden er stort set ikke eksisterende, så alle stagsejlene skal tages ind og ræerne skal trimmes. Vi står klar med skøder, fald og nedhalere i hænderne. ”Take in the mizzen royal  staysail”. ”Take in the main royal staysail”.  ”Standby to brace up the main upper topsail.” Der bliver halet og slækket på livet løs, og et sted ude i den natmørke horisont hænger noget der kunne minde om en regnbyge. Vores svedende iver efter at få halet ræerne på plads, bliver afbrudt af et rungende ”Oilskinmuster!”. En svær kamel at sluge når man står i 28 graders vindstille varme og prustende haler tov gennem sine hænder. Ikke desto mindre trækker vi, under en del beklagelser og opgivende miner, i vores gummistøvler og ikke-åndbare røde olietøj. Nu bliver der for alvor svedt igennem. Ræerne vil ikke som vi vil. Motoren larmer og overdøver alt. Maverne er tomme. Regnvejret kommer ikke. Kommandoer bliver råbt frem og tilbage over dækket og misforstået af dem som står med tovenderne. Frem og tilbage haler vi og bliver kun mere svedige, irritable og frustrerede i takt med antallet af meter tovværk, vi med stigende desperation hiver gennem hænderne. Klokken lidt i syv spreder solens rosenrøde skær sig endelig, som en frelsende engel på himlen, og jager den sidste nattetimes hektiske stemning på flugt. De sidste skøder bliver gjort fast og kvejlet op. Kaffe, lune boller, en tør t-shirt og havregrød er inden for rækkevidde…               
# 10 Asta

 

15/09-2016

A single day in Paradise
We are almost there. The final destination of the 103rd voyage is drawing near - and with a strange mix of anticipation and anxiousness, we push the Danmark further and further north towards the Azores and finally Lisbon.
Almost one month ago, as we prepared our ship for the two-month voyage home, I had a strange feeling that this was as good as it was going to get. We had already crossed the Atlantic once – followed by heaps of flying fish, jumping whales and flocks of playful dolphins. We had already gotten through the most intense learning period while getting to know the ship and its daily routines - as well as each other. We had experienced Rio during the Olympics, as the entire city seemed to shiver with excitement from being the center of the world for a single month.
What seemed to be left of our extended voyage with the Training Ship Danmark was another five weeks at sea, a short stay at the Azores, another two weeks at sea and then finally signing of in Lisbon. To be honest it felt as if all that was left for us was to transport our floating home back to Europe.
Luckily, I was very wrong.
About a week after we had left the Bay of Rio and had started our voyage home, the Captain took us all by surprise as he made a completely unexpected announcement at an evening main muster: “We are going to make a brief stop at the island of Fernando”.
“Fernando?” we thought. Very few of us had ever heard of the tiny Brazilian island near the equator, but as our bosun Nadia explained to us how very few people every got to visit the well protected national park that is Fernando, an almost hysterical excitement arose. Not only were we going to get an unexpected day ashore to stretch our legs, but we were also going to experience what the crew described as Paradise on earth. As we first sighted the island on the 9th of September, I suddenly understood why. 
With its steep rock formations, yellow natural beaches, vast jungle-like vegetation and little human disturbance, Fernando seemed too good to be true as it rose from the deep blue Atlantic, and sailing there on a fullrigger could not have been more perfect. It felt like something out of “Treasure Island”.  We were allowed ashore for only a single day, as we had very limited time if we were to keep up with the schedule of our voyage. For most of us it ended up being a busy day of exploring, diving, snorkeling, driving boogies and enjoying as much as possible of what the Islands had to offer. As we each came back onboard in the evening, we were exhausted and amazed from our island visit. Despite that exhaustion, this one day in paradise had very much renewed our energy, and as we set sails again and headed further north, we all agreed that, sudden and unexpected as it was, this short island visit was one of the greatest days of our voyage – and that says quite a lot.
We are now heading north again and have crossed the equator a few days ago. The feeling I had when we left Rio - that the voyage was almost over – has vanished completely and been replaced by joy of sailing and anticipation of getting to the Azores. Even though the end of our journey is drawing near it seems that there is still plenty of excitement left in it for us.
Damn it’s good to be a sailor.
Trainee 23 – Steffen Neupert

 

13/09-2016

Fernando de Noronha   For en lille uges tid siden fik vi en kæmpe overraskelse. Kaptajnen meldte ud at han havde valgt at lave et lille stop ved en brasiliansk ø ved navn Fernando. Der blev tændt lys i alles øjne. Vi havde på daværende tidspunkt været til søs i 15 dage, så der var højt humør, da vi et par dage efter kastede anker ude foran øen. Vi ankom omkring formiddagstid og ved middagstid fik styrbord-vagt, som de første, lov til at gå i land. Motorbåden blev sænket i vandet og vi sejlede ind mod den mere eller mindre alternative havn. I hvert fald en smule anderledes, i forhold til hvad vi førhen havde set. For at komme fra motorbåden og ind til land måtte vi nemlig smide både sko og sokker og derefter hoppe ned i det knæhøje vand.  
En del af os startede dagen ud med at tage hen til en af verdens smukkeste strande; Sancho. For at komme derned skulle man kravle på en lodret trappestige imellem 2 klippevægge – spændende. Her fik vi en svømmetur i det utroligt klare vand. Stranden var helt ubeskrivelig. Der var både jungle og klippevægge omkring os. Øjeblikket hvor man lige måtte sige til sig selv; ”det her sker rent faktisk for mig”. Efter strandturen havde #37, #13 og jeg gået lidt rundt og set øen. Pludselig til vores store overraskelse, holder en beachbuggy ind til siden foran os. Det var 2 elever ude fra skibet som havde lejet den. Vi hoppede med i bilen, og så kom der ellers fart over feltet. Vi kørte frem og tilbage af øens længste asfalterede vej som knap og nap målte 7,5 km. Det var virkelig sjovt. Senere på aftenen tog vi tilbage på havnen, her var en super skøn restaurant. Inde imellem palmetræer og landterner kunne vi sidde på store puder og nyde udsigten over havet, øen og selvfølgelig Danmark.  
Dagen efter havde bagbord vagt landlov og vi skulle blive ombord. Det var en rigtig fin dag, mere afslappet end normalt. Vi skrubbede hængekøjer på dækket så ”banjebrisen” over ækvator ikke skulle blive alt for slem. Ud over det, fik vi lov at hoppe i vandet fra skibssiden. Vi fik lov til at trække et tov op til bakken, så vi kunne svinge os ud i vandet. Vild oplevelse!  Efter aftensmad tog vi ankeret op og satte igen kursen nord på mod Azorerne.  
#53

 

07/09-2016 
Fangst på linen 
De sidste par dage har været utroligt gode! Folk er godt i gang med deres "Maintenance"-projekter til skibet: Nogen laver helt nye numre til alle køjerne. Andre har snittet en stor ny træske til kabyssen. Derudover er andre ved at rydde fuldstændig op i forreste hendstuvning og lave system og orden til alt vores værktøj. Ja der er rigtig mange gode projekter i gang. Der bliver knoklet hårdt i fritiden, og lagt blod, sved, tårer og frustrationer i projekterne. Nogle er måske først lige begyndt, andre er næsten færdige.   I fredags omkring 10-pausen løb alle pludselig op fra banjerne, hvor jeg tænkte: ”Hold da op, hvad sker der her?” Så kom #74 Camillo løbende ned igen og sagde, at Mathias vores kvartermester havde fanget en stor fisk. Så tænkte jeg, ja ja det har jeg hørt før. Så jeg ryddede vores bord og gik stille og roligt op for at se. Alle stod og lænede sig over lønningen i styrbordside. Kort efter blev en stor flot fisk taget op af vandet og hen ad siden på skibet. Det var en mørkeblå stribet marlin. Alle stod og prøvede at mase sig frem for at se den og tage billeder af den. Mathias slæbte den hen til hoveddækket, hvor fisken blev målt til 228 cm og vejede 28 kg. Mathias var virkelig glad og stod nærmest og dansede med fisken.  Vi har gennem hele togtet drillet Mathias lidt, fordi han ikke rigtig har fanget nogen stor fisk endnu. Så man kan godt forstå, at han var glad! Hele dagen havde Mathias det største smil på læben og det bedste humør om bord. Det smittede af på hele skibet og der var den bedste stemning nogensinde.      I søndags så vi flipperdelfiner. De var virkelig tæt på skibet! Og man kunne tydeligt se dem! De sprang op af vandet, som var det en dans. Først kom en springende, så to på samme tid, og så igen kun en delfin og så tre. Sådan blev det ved i noget tid. Det var virkelig et skønt syn!  🐬   På sejlvagten i går satte vi alle sejl! Selv spankeren og ”bikini-sejlet”! Det er anden gang på dette togt, vi sætter de to sejl. Mathias fangede også en Mahi Mahi, en flot fisk på ca. 1 meter og ca. 5 kg. Den var blåsølv i farven og med blå prikker. Det var bare en fantastisk sejldag! Vi håber at succesen med både god vind i sejlene og fangst af fiskene forsætter. 🌊 
Til hovedmønstring fik vi en fantastisk og overaskende nyhed at vide: Vores kaptajn Kurt har valgt, at vi på fredag d. 9/9 skal lave et kort stop ved øen Fernando de Noronha.  Fernando de Noronha er en meget beskyttet ”paradis ø”. Der må kun være 420 mennesker på øen af gangen, og man skal have søgt om tilladelse, til at komme og besøge øen længe før! Så det er utroligt at Skoleskibet DANMARK med sine 96 om bord, kan få lov til at ligge til anker ved øen i ca. halvandet døgn. Vi glæder os virkelig meget.  
Vi er kommet godt fra Rio, og det er dejligt at være på havet igen! Vi har stadig meget at lære og der sker stadig så meget om bord. Men på samme tid nyder vi virkelig vores sidste del af togtet! 
#78 Emilie Gonez

 

05/09-2016  
Rio ligger nu bag os og vi er tilbage hvor vi hører til, nemlig på havet. Vi er ved at komme ind i rutinen igen og dagene begynder så småt at smelte sammen.  Efter nogle lange dage hvor vi har sejlet for motor har vi endelig været heldige med vinden, at vi nu kan sætte sejl igen. Det er skønt at vi igen kan gå i riggen med et formål. Vi har været oppe at sejle 9 knob og det kan mærkes på stemningen på skibet. Vi kan nu fornemme fremskridt i vores rejse over Atlanten. Jeg glæder mig altid til at have sejlvagt, i det øjeblik kan jeg mærke i hele kroppen, hvor meget jeg nyder at være her. Når vi ikke har haft sejlmanøvre, har vi de sidste gange lavet småting i riggen. Jeg har blandt andet lært at lave en diamant bændsel som skulle modvirke slid på et stagsejl.  
Forleden dag havde jeg ”Maintenance” - Peter #69 og jeg fik til opgave at smøre alle hængsler og gevind ind i olie. For at gøre dette måtte vi en tur rundt på hele skibet imens alle andre var i gang med deres vante opgaver. På den måde kunne vi opleve hele skibets gode stemning, det hyggede vi os rigtig meget med. Et par dage efter havde jeg vagt i stikkerriet. Humøret var i top hos både kokke og elever. Der blev lavet flæskesteg med rødkål og kartofler til alle om bord, da det i dagens anledning også var søndag havde vi lavet kokos-is med karamelliserede ananas til dessert.  Efter en lang arbejdsdag er det godt med noget aftensmad inden hængekøjen skal hænges op.  
Ellers har en af den sidste uges større højdepunkter været den dag Mathias, vores kvartermester, fangede en blå Marlin. En stor fisk på 2,27 m. Den bed på omkring kl. 10 om formiddagen og de efterfølende timer fik fisken mere opmærksomhed end den måske nogensinde havde fået. Den skulle selvfølgelig nydes til aftensmad dagen efter. Det var specielt at smage en så frisk fanget fisk.  
Trods en smule søvnunderskud er alt som det skal være og jeg ser frem til de næste par uger til søs inden vi ankommer til Azorerne.  
#53

 

03/09-2016

Back to a routine day at sea 
Many times the past days I heard people aboard say: “Oh yeah finally back to normal, back to sea!”
We have been experiencing some extraordinary times in Rio de Janeiro with so many highlights that we could fill an entire logbook just about that. We all feel privileged and proud having been a part in the 2016 Olympics, stuffed with memories that last a lifetime.
Although we had much opportunities to enjoy free time ashore, watching Olympic games , going for nice dinners with exotic food and having a day on the beach it still feels like we are only OFF duty now that we got back to our normal day routine at sea. What is by now so normal to all of us, crew and trainees alike is rather unusual for anybody else living life on land. When we are back on duty it feels rather as if we are having a time off now: time off the daily noise in traffic and commercial TV and Radio, off from having to go shopping or even think of what to eat, off to have to plan what to do the next day or where to go meet our friends. It is all taken care for us already we make the greatest friends and go everywhere together and we share all spaces and things we own with each other. Food is always made for us by the most professional chefs and no cell phone or TV channel work out here, no newspaper with more tragedies distract us. Here it is enough tragedy if one comes late for muster or forgets to put on shoes on deck or tuck the shirt or can’t find the harness before having sail watch. We can also read on the watch schedule when to sleep or to be awake, where to go and what to do any time of day and night.
So what is normal?! A normal day for us starts waking up at any random given point of a 24-hour day! If 0600 in the morning taking the watch as day man, 1600 in the afternoon getting ready for an afternoon and evening watch or at 2200 sailing handling, standing watches and learning the way of the ship. We eat all the time there are cooks awake from 0500 until 2000 making delicious food for every meal, we enjoy our 1000 and 1500 breaks with trays of wonderful tasty fruits and amazing cakes and sweet treats, and even for the night, they prepare snacks!
We have our own mechanics, electricians, plumbers, repair person for everything on board called: “Engineers”. They are always ready to fix anything no matter where or what time, just a quick call and they will be there in less than a minute and stay till all is running well. For a smile they even fix the most loved pair of glasses or any broken tool, make fresh drinking water for all, clean and fill all sort of tanks, and bring us safely into every harbor with the lovely old engine we got.
We study and teach as if going to college but without having to be stuck in the rush hour traffic. We take watch duties around the ship as if we had never done anything else. We scrub and wash every corner of the ship every day as if we expect the Royal family for coffee anytime and think nothing much of it. We sleep on command and stand up when we are needed without a question, we rust hammer, paint, sand, oil, varnish, tar and bend and fix sails and reeve new lines, splice and mount new wood or steel and it is all just another day on board Training Ship Danmark!
The crew is as excited every time we wake up as if it was the first time waking on a giant square-rigger sailing across the big blue Atlantic. 
 I can truly say we are very glad for this very proud, enthusiastic, adventurous and funny bunch of saltwater sailors who make this all possible and the best work ever for us as crew of this beautiful old Lady. They make us happy, laugh and proud; worth to sacrifice anything happening on land and excited to wake up for every day, any time and stay awake till all questions are answered and everything which may needs
doing has been done. Ready always to set another sail or strike one in a hurry.  We follow the mates order at night and day, always respecting the Captains word as the last, looking out for the dark clouds on the horizon and the stars on the night sky, and standing by or hurry up and wait or run up and down. Whatever it takes, we would do it for we love the sea, the ship, and the people who share the same passion. 
Just a normal day at sea!
By the Bosun Nadja

 

30/8-2016

Seaman Sunday
Seaman Sunday? Jamen det er jo tirsdag? Åh ja, ude på vandet kan du ikke regne med at dagene kører som derhjemme som man kender ugedagene. I dag har vi elever haft Seaman Sunday, som vil være en god søndag derhjemme på sofaen. Der er blevet hængt hængekøjer til luftning, blevet læst nogle bøger, taget en morfar eller to, sunget sømandssange for fuld skrald og blevet lært Haika dans af en af eleverne fra Tonga. Seaman Sunday er en ren afslapningsdag og alle har nydt dagen i dag!
Men bare fordi vi elever har haft fri, så sejler skibet stadig. Der er stadig nogle på vagt for at styre skibet og for at holde sejlplanen. Vi sejler for motor og har nogle af vores staysails sat. Vi er uheldige at have vinden fra nord/nordøst. De kommende dage sejler vi nord på, med motor og de sejl vi nu kan sætte, når vinden er med os. Fredag – lørdag skulle vi ramme passatvinden, hvor vi håber vi får mere vind, men intet er sikkert. I morgen kører vi tilbage til normal rotation, så der er undervisning på programmet for nogle og andre er på vagt. Vinden blæser, kursen er sat, Azorerne om en lille måned.
Klokken er nu 2130 og der er en halv time tilbage af min vagt. Dækket er blevet skrubbet, arbejdstøjet har fået sig en tur og hænger nu på tørresnoren i vinden. Køjen hænger klar og en ung sailergirl er ved at være træt efter en skøn lang dag, men humøret er stadig højt :D
#45 Funder

 

24.08.2016
Inde godt men hjemme bedst
Vores tid i Rio er ved at være forbi, til trods for at det kun føles som et par dage siden vi ved aftenstide kom sejlende ind mod byen der tog imod os, og vores forventningsfulde hoveder, med sine mange strålende og livsfulde lys. Det har været en utrolig oplevelse at ligge her fra start til slut. Én ting er alt det der er forgået ombord på skibet – selskaber, receptioner og besøg af alverdens forskellige folk. Én anden ting er vores besøg på den brasilianske søfartsskole CIAGA, hvor hvert skifte har tilbragt fem dage. Det var i sig også lidt af en oplevelse at møde de brasilianske studerende, der var utroligt dedikerede og ambitiøse – og samtidig snakkesalige og interesserede i os og vores skib. Omvendt var det ligeså spændende for os at høre og se hvordan deres skolegang og hverdag fungerede. Det gik vidst op for de fleste af os, at vi mildest talt har det utrolig godt og er meget privilegerede, selvom vi af og til kan føle at livet til søs er lidt hårdt. Men det er jo lige præcis også det, der gør os privilegerede. Sagen er den, at eleverne fra CIAGA studerer i tre år for at blive navigatører eller maskiningeniører uden så meget som at sætte foden på et skib. Jeg hørte flere af de brasilianske studerende sige at de faktisk var bange og nervøse for livet til søs, og at de slet ikke vidste om det var noget for dem. Og så er der os, som får lov at opleve livet til søs lige fra start og tilmed får en utrolig oplevelse og lov at se verden samtidig… Så selvom det var spændende at komme ud møde brasilianerne og se deres skole, tror jeg vi alle var glade for at vænne hjem til vores kære skib og vores egen trygge køje. Og endnu mere tror jeg efterhånden også vi glæder os til at hive ankeret op og stikke til søs igen. Ganske vidst har det været helt ufatteligt at være en del af alt det vi har oplevet under OL – både ombord på skibet, i land og rundt omkring i diverse håndboldarenaer og stadioner. Det har helt sikkert gjort meget for fælleskabet og sammenholdfølelsen, at vi har fået lov til at have det sjovt sammen i andre omgivelser end skibet. Og når man står 40 svende side om side i uniformer og skråler løs under en håndboldkamp, går det mere og mere op for en, hvad man er en del af, og hvor unikt det er. Men selvom vi har haft det godt i Rio med masser af landlov, OL, strandture og har nydt at have fri fra undervisning og normale rutiner, bliver det sgu rart, når der i morgen endelig står hotdog på menuen igen (det er fast tradition når vi sejler fra havn) og vi atter bliver omkranset af hav hav og atter hav. For ude godt men hjemme bedst. Det vil sige inde (i land) godt, men hjemme bedst, og sømænd har hjemme på havet… 
#10 Asta

 

10/08-2016
Skoleskibet Danmark møder DR’s pigekor
Hvad sker der når 80 skoleskibselever, som har tilbragt over 30 dage ude hvor vinden blæser, hvalerne slår med halerne og stjerneskuddene regner ned over nattehimlen, pludselig får besøg af hele DR’s pigekor samt desuden det halve kongehus og en masse andre fine folk? Sagen var jo den, at vi en af de første aftener, efter at være ankommet til vores smukke ankerplads her i Rio, startede vores receptionsræs ud med en stor gallaften og dermed et af de største og vildeste selskaber, vi har haft ombord.
Jeg tror vi alle nød at få lov til at samarbejde om andet end dækskrub og braser til en forveksling. Og det var da også lidt af en udfordring pludselig at skulle stå i fint tøj, være elegant og skænke vin, når man til daglig er van til at stå med beskidte hænder og svede i en kedeldragt. Men i løbet af aftenen slog det mig, som vi stod der i vores pæne tøj, hvor fedt det er, at arbejde med mennesker man virkelig kender ind og ud. På godt og ondt, som man nok kun kommer til, når man har tilbragt tre måneder på at lave praktisk talt alt sammen. Sove, skaffe, skide, grine og græde. I hvert fald gik det pludselig op for mig, hvor godt vores samarbejde egentlig flyder og fungerer, og hvor sjovt vi samtidig har det. Måske var det netop, fordi vi fik lov til at lave noget andet end det sædvanlige skibsarbejde, at jeg pludselig indså dette.
Men for at vende tilbage til gallaaften med det halve kongehus og co. så var der jo lige den lille detalje med pigekoret. Jeg tror sådan set at vi alle, både piger og drenge, var lige begejstrede for at have besøg af dem. Drengene havde i hvert fald svært ved at skjule deres begejstring over at have 60 yndige korpiger på dækket….. Men vi piger nød mindst ligeså meget at få lidt feminine inputs i form af kjoler og løst hår, og dermed blive mindet om at der stadig findes et alternativ til kedeldragten… Derudover var det selvfølgelig en utrolig oplevelse at høre dem synge, og vores daglige morgensang blegnede da også en smule i forhold til deres skønsang. Ikke desto mindre endte det hele ud i en nærmest ikonisk duet; en flok friske svende (og svendinder) overfor det fortryllende pigekor. Det var et møde mellem to vidt forskellige kulturinstitutioner, som på en eller anden måde formåede at gå op i en højere enhed - med lidt hjælp fra vores højtelskede dækskrubnings-sang. Så det er altså hvad der sker, når en flok hårdtarbejdende skoleskibselever møder en flok smukt syngende korpiger – vi slår pjalterne sammen og blander det bedste fra to verdener.

#10 Asta

 

09/08-2016 
Fest, farver og den bedste udsigt i Rio
Fest, farver og den bedste udsigt i Rio, er netop hvad vi har her om bord på skibet disse dage. Hver morgen skal der skrubbes dæk, messingen skal pudses og toiletterne skal gøres rent. Der er mad der skal serveres fornemt og trøjer, bukser og hatte skal stryges, så vi er klar til at vise vores fine skib, med den helt uforglemmelige udsigt. Her i dag da vi havde reception for et rederi, var mange af brasilianerne helt vildt begejstret, de synes bare det var så smukt og unikt et skib og sted vi var. Flere af dem kom fra Rio og en af dem fortalte mig at denne her udsigt havde hun aldrig før set og sagde, det var den bedste udsigt i Rio. Vi kan nemlig se alle de kendte bjerge og så lysene langs stranden, når det er aften og selvfølgelig har vi også det dejlige vand. Brasilianeren blev lidt overasket, da jeg fortalte dem at vi ikke havde telefoner eller fjernsyn for den sags skyld. Men jeg sagde til dem at det dejligt at man bare kan nyde hinandens nærvær og man har jo slet ikke brug for alt det stads. Her til aften havde vi nogen studerende på besøg fra Ciaga, en brasiliansk maritim skole. Jeg snakkede med to drenge og de sagde til mig hvor er du bare heldig du kan være her, og ja det er jeg virkelig, selvom dagene kan være lange og hårde om man skal smile til mange billeder og svare på mange spørgsmål, så er det de små festlige og farverige øjeblikke der gør det hårde slid det hele værd.
Caroline #43

 

31/07-2016
Nu er det tæt på… nu er det virkelig tæt på!!!
Den drøm som plager vor drømme. Skabt uro i sjælen og søvnløse lange nætter. Den tanke som vi alle fyldes af og glæder os til. Den er så fu…ing tæt på nu. Det er ikke til at forstå at VI HAR KRYDEST Atlanten. VI har overlevet blæst og regn. Vi har slidt og slæbt i godt og vel 4 ½ uge. Vi har halet i tov, stået op og gået i køjs en ca. 40-50 gange på de 26 døgn. Nu er vi der!!!!  hver fald meget snart. I aften kl. 19 tager vi lods for at sejle ind i Rio’s bugt. Lidt brændstof skal om bord, før end vi kan sejle til vores endelig ankerplads ud for RIO DE JANEIRO.
Det er slet ikke til at forstå. Sig det engang for dig selv …. Atlanten .. Ækvator… ja tjek lige atlaset……. I sømil har vi sejlet ca. 4200 sømil og i landkrappe sprog ca. 7780 km.. ja nu er det forståligt hvorfor det tager så lang tid. Det er ikke ligesom at rejse, hvor du i løbet af et par timer, max et par døgn er fremme ved din destination. Vi har brugt ca. 2 måneder på at nå her til. Man har nok i virkeligheden ikke helt forstået det endnu. Men tegnene for at det er rigtigt ser vi.
Det første tegn var ikke så tydeligt som de næste. Først begynde vi at fjerne rust, masser af rust, hamre og rustfjerner pistol gav genlyd over hele skibet. Det var umuligt at tale sammen eller have undervisning på banjen. Så kom fuglene og hamrene blev skriftet ud med penslen, nu blev det tid til maling. Næst kom ”kulden”… temperaturen faldt hver fald fra 28-32 til ca. 20-22 … he he …men det kan tydelig mærkes .. så soveposen er kommet tilbage i hængekøjen. Nu er vi kommet til de tydelig tegn, store væsner i vandet begyndte at kredse omkring os, gerne to og to. Fjernt og meget tæt på, ud og ind i vandet igen. En 15-20 meter lange og med store plast når deres ende ramte vandet. Hvis ikke det er forstået endnu hvilket fantastisk fænomen og væsen der sværmer omkring os så er det hvaler. Helt vildt og overdrevet smukt.
Til allersidst er eksamener / midtvejsprøver kommet for at toppen travlheden. Noget skal afsluttes andet bare testes hvor langt vi er. Det er nu ikke så slemt eller så svært, det jo ting som giver stor relevans og mening. Nu glæder vi os til at smide ankeret, prøve noget nyt, gå i land, holde receptioner, gå ind i et nyt skema men en helt anden slags travlhed.
OL HER KOMMER TRANNING SHIP DANMARK ER DU KLAR????
#16 Peter

 

17/07-2016
DÅBSDAGEN!
Dagen startede, som skemaet fortalte; undervisning på en alt for varm banje. Omkring 30+ grader, hvor 20 elever sidder på stribe og sveder. Koncentrationsniveauet er virkelig dalet, imens temperaturen er steget, sådan har det været, siden vi forlod Tenerife. Men i dag blev alligevel slet ikke som forventet, overraskelsesvis bød den pludselig på andet end undervisning. Midt i første lektion blev der ringet amok med klokkerne, alt imens der blevet tudet i horn, skreget og trampet på dækket. Min første tanke var en eller anden nødsituation eller øvelse, men oppe på dækket stod en del af besætningen udklædte, klar til det vildeste skuespil. Skibet var blevet overtaget af Kong Neptun, som ville sikre, at vi virkelig er interesseret i at krydse Ækvator, for så skulle alle vi ulækre stikkende haletudser (elever) døbes først.
Efter denne besked blev vi sendt retur til banjen med besked om at blive der, ind til vi fik anden besked. 40 svedige elever sad herefter forventningsfulde og en smule nervøse tilbage, hvad mon vi havde i vente? Heldigvis er vi på agterbanjen kun klar på at holde humøret højt, så efter en smule tid fandt Theis sin harmonika frem, og der gik lynhurtigt fællessang eller fællesskrål i den, ren og skær hygge. Døren til banjen blev åbnet, og der blev smidt to pøse ned til os, hvis nu vi skulle blive tissetrængende, mens vi ventede.
Pludselig blev banjen stormet af "yellow fever" og Kong Neptuns øvrige hjælpere, alle 40 elever fra agterbanjen blev nu guidet ind på forreste banje, hvorfor vides ikke.
Efter omkring 2 timer blev de første af 80 elever "løsladt". Stemningen steg, og de efterladte forsøgte at smugkigge ud på dækket for at se, hvad vi ville have i vente. Endelig blev det 6. bakkes tur, vi kom op på dækket til en forklædt besætning, som nu var Neptuns hjælpere eller familie. Med ordene "you are eating too much, too happy and too polite", gik bakken nu en dåb i møde:
Først blev vi smurt ind i ildelugtende råddent affald fra de sidste mange dage, hvorefter vi fik medicin ved de lidt for blodige læger - wasabi-kugler og fiskefond på sprøjte, som vel og mærke skulle synkes. Turen fortsatte igennem en spulende brandslange, op på forecastle for at "se" Ækvator, som i horisonten selvfølgelig var markeret med en rød linje, det ved vi jo alle sammen, at den er. En tur til barberen blev det også til, med bind for øjnene og en masse lydeffekter, således hele scenen om at være korthåret blev afspillet indeni hovedet. Smurt ind i kaffegrums og flødeskum forlod vi barberen og endte igen i en vandspuler. Turen gik herefter til selve dåben, ned på knæ i redningsflåden fyldt med mugne grøntsager og råddent vand, hvorefter Cap døbte os en efter en - alle trainees har dermed fået et ækvatordåbsnavn særligt givet af besætningen. Endelig var der tid til en ordentlig skyller i saltvandbruseren, hvor kartoffel- og rødbederester kunne blive fjernet fra ører, navle og diverse andre steder.
6. bakke, som åbenbart spiser meget efter besætningens vurdering, skulle herefter nyde Neptuns kage. Neptuns kage bestod af en orange gelé formentlig lavet på saltvand, pyntet med tang og et daggammelt fiskehoved. Så var det eller bare at gå til fadet og forsøge at nyde det serverede. Det var den klammeste konsistens og mest ildelugtende ret, som vi nogensinde har fået serveret. Herefter var vores dåb fuldendt og er nu skridtet nærmere en helt rigtig sailor.
#58 Tangnål

 

14/07-2016
Det funklende dæk
Teamwork… Det er et af de ord der virkelig præger tilværelsen her på skibet. Uden teamwork kommer vi aldrig til Rio og skibet kommer ikke til at ligne en perle. Her til aften skulle vi skrubbe dækket, så det kom til at ligne en million. Man skulle tro at noget så simpelt at skrubbe et dæk, burde være overkommeligt, men det kræver timing, tilrettelæggelse og mest af alt teamwork og lidt hjælp fra besætningen. For når vi står der på gellederne og en siger ” venstre, venstre, venstre, højre, venstre”, er der nogen der prøver at holde rytmen, mens nogen af de andre begynder at synge glade julesange og en hel tredje række begynder og rappe.  Kvartermesteren kigger forvirrede med et smil på læben og ryster på hovedet, og tænker med garanti det dæk bliver bare mere beskidt end rent. Mens vi står der med vores gadekoste og kuttendækkere er der nogle der prøver at tage ledelsen, mens der er andre der står lidt i deres egen verden og nogle synger deres egen vidunderlige sang, men det fungere desværre ikke, hvis man vil ha dækket til at funkle som en diamant. Så ud kommer vores glade styrmand med et sanghæfte i hånden og en kvartermester ved sin højre side. De kigger på de hårdt arbejdende svende der prøver at finde takten og tonen. Der lyder så småt et melodi hen over dækket, da den første tone kommer fra styrmanden, og hans kor af svende følger med. Snart høres det helt nede på banjen som en lille godnat sang. Styrmanden råber så højt han kan og kvartermester synger den fine pigestemme til stemmebåndet knækker. Dækket blev endnu for endnu en dag rent, så nu er solen klar til at sende sine skinnende solstråler ned på dækket så det kan funkle flot på det åbne hav. I alt en god afslutning på dagen, med masser af sang, for som man siger ” a singing ship, is a happy ship”.
Caroline #43

 

07/07-2016
Når en uge kun har fire dage men alligevel syv morgener
Vi har lagt Tenerife bag os er atter stævnet ud på det store blå Atlanterhav. Det var sjovt at opdage, hvordan den almindelige verden stadig er fuldstændig den samme, selvom man har været afskåret fra den i 20 dage. Og hvordan man pludselig satte ekstra pris på landlivets små glæder - såsom at kunne sidde og spise i ro og mag uden at tænke på tid eller bekymre sig om, hvorvidt maden når at komme på gaflen inden bølgerne sender den på dørken. Eller den frihed det var bare at kunne sætte sig på en cafe og drikke alt det kaffe der kunne klemmes indenbords. Jeg tror virkelig vi allesammen nød at have et par dage uden at tænke på bølger, braser og baksmønstringer.
Jeg må da også indrømme, at der pludselig var lidt langt til Rio, da jeg stod i land og huskede hvad det vil sige at lave ingenting. Have god tid og friheden til at kunne gå hvorhen man ville. Men nu, hvor vi er tilbage på søen, er der også noget beroligende og rart over bare at falde tilbage i vores efterhånden hjemmevante 4-dages uge her ombord: Først en dag som dagmænd (dem der sejler skibet og fodrer folket), så en dag som maintenaince-team (dem der sørger for at alt skidtet fungerer og ser godt ud) og så to dage med undervisning (dem der kæmper for ikke at falde i søvn i timerne). Så er der selvfølgelig også nattevagterne indimellem alt det andet, men de er nu også helt okay. Hermed ikke sagt, at det altid er lige nemt at blive purret på alle mulige mystiske tidspunkter af døgnet og springe ud af køjen, som var man frisk som en havørn. Men når først man er oppe og i gang, er det som regel meget hyggeligt at bruge et par timer hver nat på at gå i riggen og kigge på stjerner, morild og måneskin.
Så vi er tilbage blandt bølgerne – fyldte med energi efter alt det kaffe vi fik drukket i land, og ikke mindst med vores snackdepoter fyldt godt op. Så godt at man knap nok kan åbne sit skab uden at få en pakke kiks eller chokolade i hovedet. Vi er klar til at sætte kursen mod Rio og genfinde udfordringerne og glæderne der følger med, når en uge kun har fire dage men alligevel syv morgener…
#10 Asta

 

27/6-2016

Det smager af salt
Turen ned mellem England og Irland er forbi. Igen, er der kun hav omkring os. Det er godt nok et par dage siden kysten forsvandt ud i horisonten, men dagene går hurtigt ombord. I hvert fald så er man ved at falde i rutinen og i den ligger ikke meget tid til at sætte sig ned og skrive.
Vi havde desværre ikke vejret med os ned mellem England og Irland, vinden gik lidt den forkerte retning og regn og tåge prægede området. Desværre ingen virkelig flot udsigt over Irland, men andre spændende fænomener, såsom store bølger, delfiner og smukke solnedgange har vi haft fornøjelse af. Den anden dag havde vi også fornøjelsen af at se en rød måne stå op, det så sygt ud, men endnu vildere var en situation lige før aftenmønstring. Nogen råbte pludselig dolfin port side …  En 50-100 delfiner sprang op og ned ca. 100 meter foran til bagbord for skibet. Fuldstændig enestående og utrolig fascinerende oplevelse, det var bare wow!!!
Hvis man skal nævne de store bølger igen, så har vi de seneste dage oplevet en smag af salt. Vandet har skyllet ind over dækket adskillige gange. Til tider så meget, at folk måtte slå bagdelen i dækket, for det meste griber man bare fat i nærmeste line. Når vandet så forsvinder og tingene tørrer sidder saltet tilbage, et ret specielt syn. Ligner groft salt. Gad vide om det kan samles og sælges som skibshavsalt… hvad siger I til hånd-havsalt?? For vi rører selvfølge også ved alt det våde og det samme som sker på lønningen sker på vores hænder… lidt træls fordi det også skaber tørrer hænder, men også ret sjovt. Derfor smager alt lidt af salt for tiden…
Om få dage rammer vi Tenerife og det glæder vi os vist alle sammen til. Fast grund under fødderne er nu rart, og tanken om at det ikke altid vipper og man skal være opmærksom, vil nu blive rart. En sidste ting som jeg også glæder mig til er at kunne få tankerne lidt væk fra en meget koncentreret men også spændende hverdag. Skibet bliver også gjort klar, vi er i fuld gang med at fjerne rust og få malet så alt er pænt til Tenerife men også til Rio. Det er pludselig ikke er så langt væk længere, en måneds tid.
Glæder mig.
#16 Peter

 

22/06 2016
”Danmark”
Melodi: ”Marstal” (Inspireret af ”Marstal småborgerlige sangforening” hjemme på Ærø)
Jeg har hjemme hvor bølgen den skummende slår,
Her på Danmark på dækket jeg står,
Og så lang tid tilbage som mindet kan nå,
Har jeg ønsket at stå hvor jeg står,
Hvert et skib langs med havnen er altid så smukt,
Men intet kan måles med dig,
Du står altid så skarpt, fra top og til dæk,
Og det har no’et at gør med vort knofedt,
Det gav krummer og håb tændte mod i mit bryst,
Fra Havnen, da vi drog afsted,
Ud mod skummende sø, og fra kyst, til kyst,
Fik vi hurtigt på tingene tag,
Folk mis - tede farven og lag’ sig på knæ,
Og tømte hvad de had’ fyldt op,
Men som dagene gik, og vuggen blev vant,                     
Kom de alle til sig selv trodsalt,
Vel jeg ser i det fjerne i øst og i vest,
Mangen dejlige fortryllende kyst,
Men min hjemlige strand er dog skønnest og bedst
Og til den går min længsel og lyst
Skib Ohøj fra Atlanterhavet
#66   Theis Fra Ærø 

 

15.06.2016
Morgenvagt med Neptun og aftenvagt med Skotland
For mit vedkommende startede morgenen som lookout-watch fra kl. 04-05. Det var en stille fornøjelse. Jeg så ikke andet end skumsprøjt, et par måger og en enkelt ensom plastikflaske der kom sejlende forbi. Ingen andre skibe, intet land, ingen bøjer at rapportere til broen. Bare himmel og hav. Hav med hvide skumtoppe og indbyggede ruchebaneture. Men det var såmænd ganske rart at starte en ellers begivenhedsrig dag med solopgang over horisonten og Neptun, vores kære galionsfigur, som eneste selskab. Hvad jeg på daværende tidspunkt ikke vidste var, at resten af dagen ville stå på skøjteture frem og tilbage over dækket, kolde surprise brusebade ind over lønningen og en god del træning i at entre riggen og bjærge sejl i blæst og bølger. Vi har nået Nordsøen og det kan mærkes! Endelig har vi for alvor fået vind i sejlende og skumsprøjt på tanden. Ingen af os, selv dem som brugte det meste af dagen på at snakke med Uuuulrik, kunne helt skjule begejstringen og fascinationen over at se den ene store bølge efter den anden nærme sig, for efterfølgende at kunne mærke den i benene. Det vildeste var dog uden tvivl at stå oppe i riggen, ude på en af ræerne og gynge fra side til side, med vinden susende for ørene og blafrende sejl i hænderne, samtidig med at man i fugleperspektiv kunne se skibet rulle hen over bølge efter bølge.
Og hvad er så mere passende end at slutte en lang og havfyldt dag af med atter at kunne skimte land i horisonten? Selvom vi godt ved, at vi ikke kommer i land før vi når Tenerife, var der alligevel noget fedt over pludselig at kunne se et par øer komme til syne midt mellem bølger og havgus, og vide at vi havde nået Skotland. Det lignede mest af alt en scene fra en eventyrfilm, og man forventede næsten at se The Black Pearl komme frem bag en af de spøgelsesagtige, tåge indhyllede klippeøer... Til trods for at vi ikke fik besøg af Jack Sparrow, var det virkelig en dag jeg vil forsøge at huske. Generelt er det dog svært at skelne dagene fra hindanden. Dage, bølger og horisonter har det med at flyde sammen herude.
# 10 Asta

 

12/6-2016
Lyt og lær fra Horsens til Skagen
Togtet går videre, Horsens og familie er forbi, land under fødderne er fortid, i hvert fald for de næste 3 uger. Maskinen kører stadig… desværre. Det er i hvert fald tydelig, hvornår sejlene er sat. Alle går og kigger op og peger helt vildt. Det kan dog også være fordi man prøver at forstå alle de mange liner og tovender som vi efterhånden lærer at bruge. Vi skulle jo gerne engang kunne sætte sejl og endda gerne uden nogen hjælp fra besætningen. Der er ca. 200 tovender, så det er ikke ligetil, men heldigvis er togtet langt endnu. Nogle begynder dog at snakke om at vi er 1/10 del henne i selve togtet, men det vil jeg nu ikke lægge meget vægt på. Jeg vil nyde hvert sekund, i hvert fald prøve på det.
Men natten efter Horsens lå vi til anker igen. Denne gang i Ebeltoft bugt. Vi vargået vest om Samsø og ikke øst om som vi gjorde nedover. Hele dagen den 11. lå vi til ankers i Ebeltoft Vig, fordi vi skulle øve os i at sætte sejl i stille vejr. Selvom de fleste endelig bare gerne ville videre ud på havet, var det nu rart nok, at få øvet at være på ræerne og arbejde. Det passer dog ikke helt at vi lå til ankers hele dagen, kl 20 om aften hev vi ankeret hjem og satte kursen mod Skagen. Den 12. ca. kl. 16 rundende vi så Skagen og satte kursen ud i det vilde…. NORDSØEN. Det siges at være et at de værste steder at sejle og dermed nok det værste vi kommer ud i. Bølgerne i Nordsøen er korte men høje hvilket får skibet til at rulle en del, men det virker ikke til at påvirke nogen sådan rigtigt så på det punkt alt godt.
Vi er begyndt på en masse læring fx navigation, maskinlære og arbejdsmiljø og herunder personlig sikkerhed. Det er ikke ligesom i skolen eller på gymnasiet, nej for her har vi det hele en smule praktisk hele tiden. Det giver hver fald meget mere mening her. Hvis vi ikke forstår det ved at høre det, kan vi bare gå ud og se på det. Dengang vi skulle have arbejdsmiljø og personlig sikkerhed måtte vi lige vent lidt med at gå ned på vores banje (stedet hvor vi spiser, sover og har undervisning) da læreren lige skulle færdiggøre noget. Da vi så åbner døren der ned til og jeg står bageste til at gå ned, kan jeg slet ikke forstå hvor det tager så lang tid at komme ned. Vores lærer havde så godt og grundigt rodet det hele til med hansker, pøse og kabler gik på tværs også af trappen. Det han ville frembringe var selvfølgelig illustrationen af hvorfor man rydder op efter sig selv og at man skal tænke over hvor man placere sine redskaber og værktøjer. Jeg vil bare frem til at undervisningen er mere spændende her, og det er altid er tydeligt, hvorfor man lærer, det man gør.
Der er dog en ting ved undervisningen, man er ved at falde i søvn sommetider, overhovedet ikke fordi det ikke er spændende, men fordi man bare er så træt. Vi er begyndt på nattevagter og det betyder ny døgnrytme, så det er ikke bare sådan lige til. Hvis man har stået på dækket hele formiddagen og så om eftermiddagen, efter god middagsmad, kommer ned i varmen og sidder stille …. Ja så kan det altså være svært at holde sig vågen, men det vænner vi os nok til.
En lille ting til at slutte på. De fleste af os troede vi skulle ned gennem den engelske kanal, men sådan blev det ikke, vejret, vinden og kaptajnen har besluttet, at vi går nord om Skotland. Det skulle være et utrolig flot sted, men det vil I høre mere om næste gang.
Slut for i dag, på gensyn.
# 16 Peter  

 

04/06-2016
Arbejdet om bord
Hej der ude.
Det er længe siden der er kommet status på, hvad vi går og laver her på skibet. Det skyldes blandt andet at vi har haft meget travlt, med at gøre skibet klar afgang og vores hjerner er blevet proppet med nye informationer. Vi har både været oppe i masten, testet brandalarmer, gjort rent, flyttet ting frem og tilbage fra havnen, bundet sejl op, malet og pudset og gjort meget mere rent.  
Vi arbejder hård hver dag, men der er stadig masser af plads til sjov og ballade. Lige nu har vores dagsrutine været vækning klokken 6 om morgen, efter fuldt af "nedpakning og stramning" af vores hængekøjer, som vi bliver bedre og bedre til at binde stramt. Så er der morgen mad til klokken 8 hvor vi har baksmønstring og synger en fælles morgen sag, fra sangbogen. Herefter undervisning eller arbejde, i de forskellige quarter til klokken 10. Så har vi en kort pause og mere arbejde eller undervisning efter, og sådan forsætter det resten af dagen. Dog laver vi ikke det samme arbejde hele dagen, vi skifter lidt rundt og får prøvet lidt af det hele. Klokken 20 skal vores hængekøjer hænges op igen og så skal der være stile nede i banjerne. Dog vælger man selv om man vil i seng der, men senest klokken 22 skal vi ligge i køjerne.
Vi sejer i morgen søndag d. 05 ved 11 tiden og vi kan ikke vente!
#78
Emilie Gonez

 

04.06.2016

Der er altid noget særligt ved hver en dag
Det er nu en uge siden vi stod på. Den uge er gået hurtigt og langsomt på en gang.
Det er som om, vi har nået så mange ting, så man skulle tror der var gået mere end 8 hængekøje ophængninger altså 8 dage. Hver dag starter kl 6 ... for bu ha for det...
Det første som skal gøres er hængekøjen, den skal hænges op og det er ikke sådan ligetil.
Det skal øves og en halv slap hængekøje er simpelthen ikke god nok. For som besætningen siger "all goes back to the hammock". Hvis ikke man kan lave en hængekøje rigtigt, hvordan skal man så kunne binde gode knob oppe i riggen i blæsevejr eller kunne kvejle tovværk op rigtigt på dækket i regnvejr.
Dette er bestemt ikke for at skræmme nogen væk, for besætningen er forståelig over for fejl, vi skal jo lærer det først. Det er jo derfor vi er her.
Dagene forsætter efter hængekøjerne med morgenmad og lidt til at gøre sig klar til dagens strabadser.
Det kan være forskellige ting, undervisning, rengøring eller vedligeholdelse. Lige meget hvad det er, så er der altid noget i løbet af dagen, der er ret fedt. Måske ikke undervisningen, men så er det fritiden om aften eller pauserne der bruges på noget nice. Fx hører musik er jeg blevet ret glad for, det giver ro og tænke tid væk fra de lange hårde dage.
Det fedeste fra I dag var, at vi hejste travaljerne på plads, det krævede alle hænder og masser af kræfter. Total fed samarbejdes opgave. Menuen for aftensmaden var også helt på rette plads, spareribs. UMMM...
I det hele taget er maden slet ikke til at klage over.
Når tiden går og køjen kalder.
I morgen sætter vi sejl, or nej hvor jeg og jeg tror vi alle glæder os, selv besætningen.
Ohøj vi ses i Horsens
#16 Peter

  

01.06.2016
It all comes down to the hammock!
From the very beginning of our time at Martec we learned the words: "It all comes down to the hammock".
At that time I guess we all just thought it was another one of Poulsens' funny little wordplays, but after the two first nights onboard the ship, I think we're beginning to get the point. Yesterday we (me and the rest of my mess) were using excessively much time to get our hammocks stuffed. We were sweaty, frustrated and hungry and the more time we used, we just became even more exhausted, hungry and sweaty. The fact is that we do not get to eat our breakfast, or do anything else for that matter, before our hammocks are stuffed properly. In 'shore-terms' you would normally say "I got up on the wrong side of the bed today", but I think you can translate that saying into 'maritime language' by saying: "I couldn't get my hammock stuffed this morning". Because yesterday, as well as today, we really learned how the hammocks reflects the rest of the day: a good hammock simply means a good day and a bad hammock means a day where you are one step behind from the very start. Today we managed to get all ten hammocks stuffed and ready in half an hour or so, which for instance meant we had time for a shower before breakfast, and like that we could throughout the entire day feel that we started our day with nicely stuffed hammocks. I think we all felt a bit like we were flying around on a cloud of success and happiness. So the conclusion to all this? YES – it really does pay of to pack your hammock properly.
#10 Asta  

 

22.05.2016

Som tiden dog flyver afsted

Sidste weekend er over. Den stod på ”sea safty” teorie, ”work on board” og hængekøje, knob og stik instruktion på riggersloft. Nu er der kun få dage til vi afslutter på martec, holder lidt fri, for så at påmønstre lørdag den 28. På lørdag😁 ej hvor jeg glæder mig. Tiden er fløjet afsted siden 17 april og alligevel føles det som et årtier siden, vi alle stod til første mønstring i privat tøj. Vi er virkelig kommet tæt på hinanden på kort tid. Det er ufatteligt, at det kan lade sig gøre.

Det kan godt være det er lidt nederen eller træls at skulle gøre rent eller ligne på skibet, når man er kommet for at lave ”work on board”. Men personligt syntes jeg stadig, det er det fedeste, at arbejde praktisk om bord. Bagefter hvor der er rydeligt og rent, så er det en fantastisk føle at stå med. At vide man har gjort det, at vide at det går frem mod det, vi alle har ventet på. Det som vores drømme har omhandlet de sidste mange måneder, er tæt på. Vi vil have en gyngende grund under os, vand og ikke land. Vi vil ud på det store ocean. Vi vil ud og sejle, ja ud og føle hvor stor denne verden er.

#16 Peter

 

21.05.2016

Rastløshed, Forventningsglæde og Mord

Så er vi så småt ved at være der! Efter snart halvanden måned på værkstedsskolen her i Frederikshavn, er vi efterhånden kun en armslængde fra, at uddannelsen RIGTIG går i gang - Snart skal vi påmønstre Skoleskibet Danmark!

Og man kan tydeligt mærke spændingen i luften. Skibet begynder så småt at ligne sig selv, efter at hun igen har fået yards og nogle af sejlene på plads. Godt nok roder hun stadig en anelse, mens besætningen med hjælp fra os elever maser med, at få hende klar til påmønstring og afgang, men hun ligner efterhånden det skib, vi så på billeder, videoer eller endda i virkeligheden, inden vi blev optaget som elever på togtet.

Selv er vi elever ved at afslutte de sidste håndværksfag, bestå de sidste kurser, tage de sidste fysiske test, og få den sidste information, inden vi er klar til at påmønstre skibet om lidt over en uge.

Vi lærer stadig besætningen, hinanden og måske også os selv bedre og bedre at kende for hver dag vi er sammen, og overraskende nok, virker det stadig ikke rigtig som om, at der dannes kliker. 

Folk snakker, spiser, arbejder og holder fri med hinanden på tværs af både klasser, værelser og persontyper, og jeg har i hvert fald ikke lagt mærke til de små tætte - næsten uigennemtrængelige - grupper, der ellers ofte plejer at præge større grupper af unge som os.

Faktisk er vi endda begyndt at lege sammen. Alle sammen.

I den sidste uges tid, har en leg kaldet "The Murder Game" spredt paranoia, skabt alliancer og måske givet instruktører og officerer lidt flere grå hår. Legen kan bedst beskrives som et super simpelt rollespil, hvor det gælder om, at "myrder" en anden specifik spiller med et bestemt våben (f.eks. Et tørrestativ, en plasticbakke eller noget endnu mere fjollet) under 4 øjne. Alle har et mål, og alle er selv et mål for en anden spiller, men ingen ved som udgangspunk, hvem der jager dem.

Det er ikke svært at forestille sig, hvor skægt det er, når alle lever sig ind i legen, lægger strategier og danner skrøbelige alliancer.

Uden at der skal gå for meget amatørpsykoanalyse i den, tror jeg det faktum, at vi er begyndt at spille den slags kollektive spil med hinanden viser, at vi ikke bare allerede er ved at blive rystet godt og grundigt sammen, men også at der hersker en vis rastløshed og spænding, der kun venter på at blive udløst, når vi påmønstre Danmark, og påbegynder vores tur mod ækvator, Rio og OL.

Det er GODT NOK tæt på nu.

Vi glæder os!

#23

Steffen

 

18.05.16

Mordet i svejsekabinen

Bedst som vi troede vi var ved at lære hinanden at kende, har vores liv her på stedet taget en uventet drejning. Ingen tør længere gå alene på gangene, men følges ad i grupper på mindst tre personer. Underlige objekter såsom svejseforklæder, pilatesbolde, peberkværne og håndmadder ligger gemt rundt omkring på vores kamre, klar til at blive taget i brug hvis chancen byder sig. Ved mønstringerne ses det tydeligt hvordan folk forgæves forsøger i al ubemærkethed at tælle sig frem til, hvem der har hvilket nummer, og i messen udvikles skumle blikke på tværs af bordene. En mystisk og hemmelighedsfuld stemning har lagt sig over vores lille samfund og gode råd er dyre. En invitation til et spil skak, eller en tur i kælderen for at ordne vasketøj lyder måske som ganske uskyldige hverdagsadspredelser – men her på stedet anses det for at være livsfarlige fælder. Personligt blev jeg tidligere på dagen udsat for et dramatisk og udspekuleret attentat i min svejsekabine. En maskeret og bevæbnet gerningsmand sneg sig ind på mig, da jeg sad dybt koncentreret over mit svejseapparat. Jeg vender mig om og opdager først for sent, at personen, der er gemt bag svejsehjelmen, ikke er en lære der kommer for at se hvordan det går, men derimod en morder med sit våben gemt under kedeldragten…

For dem som endnu ikke har gættet hvad der foregår, bør det afslutningsvis nævnes at vi i disse dage har gang i et kæmpe spil ”morder”. Alle der er med i spillet har trukket et mordvåben – håndmad, tørrestativ, elpære osv. – og et nummer som angiver den person de skal dræbe. Og så går det ellers bare ud på at myrde løs, sprede falske rygter og danne alliancer inden du selv ender som offer…    

#10 Asta

 

30.04.2016

Gyldne øjeblikke

Sommetider kan det være lidt svært at forstå, hvorfor det lige er man står op kl. 6.45 lørdag morgen, for at stå til mønstring kl. 8 i regnvejr og derefter møde til undervisning 8.15. Men egentlig spiller det slet ingen rolle hvad ugedag det er her. Det meste af tiden har du slet ikke styr på dag og dato, ja selv klokken glemmer jeg det meste af tiden. Der sker simpelthen så meget hele dagen, at det om aftenen ofte er svært at huske hvad du lavede om morgenen. Ens hoved er fyldt med tegninger af skruer, file-teknikker, brandslukningsteori og sikkerhedsforanstaltninger til søs. Og det kan af og til virke en smule meningsløst at sidde og tegne tværsnit af klodser med indvendigt gevind. Heldigvis er vi hele tiden sammen om det vi laver, og der kommer da også altid et par gode historier og et godt grin frem, når vi står og bøvler med fil og sandpapir eller tegnebræt og passer. Men for mit vedkommende er der visse tidspunkter, hvor jeg i endnu højere grad indser meningen med anstrengelserne, og husker hvorfor jeg er her. Det er især de timer vi får lov til at tilbringe ombord på skibet, der giver mig følelsen af, at der er en mening bag det hele. Som fx de tre minutter jeg tidligere i dag fik lov til at tilbringe i min hængekøje efter at have brugt tyve minutter på at få den hængt rigtigt op, og efterfølgende brugte tre kvarter på at få den pakket sammen så selv Poulsen var tilfreds. Men de tre minutter vi hang storsmilende, side om side i vores køjer, og fik en lille forsmag på hvad der venter os forude, var uden tvivl et af de øjeblikke, hvor det hele pludselig giver mening.

#10 Asta

 

27.04.2016

Hverdag er et fattigt ord

DANMARK ligger fortøjret uden sejl, og vi, eleverne der snart skal påmønstre hende, er efterhånden ved at finde ind i noget, der til forveksling kunne minde om en hverdag.

Efter den første uges overvældende konfrontation med alt det nye og spændende, er de fleste efterhånden ved at være kommet over den første generthed. Det virker til, at alle så småt er ved være færdige med, at se hinanden an, og de første venskaber er begyndt at slå rod. Når ingen kender hinanden er det som om, at alle kender hinanden.

Jeg tror godt, at jeg tør påstå, at den sidste halvanden uge har budt på udfordringer for alle.

Fra dag et blev vi sat ind i en fast rytme bestående af afvekslende undervisning i de håndværk, vi i første omgang skal have styr på - At file, svejse, tegne arbejdstegninger, binde knob, søsikkerhed, brandslukning osv. osv. Alt sammen ting vi nok kommer til at kunne med bind for øjnene og hænderne bundet på ryggen - og ikke mindst i alt slags vejr.

Samtidig giver de, der har lyst, besætningen en hånd med at gøre DANMARK klart til vores påmønstring og afgang. 

Sammen med undervisningen og de daglige pligter kommer selvfølgelig også en hel del fysisk træning, og en tilvænning til den disciplin, der er nødvendig for, at bemande et skib som DANMARK. Morgenerne startes med en fælles "baksmønstring" med faste pladser i vores "quarters", flaghejsning og diverse beskeder. Der stilles specifikke krav til vores udseende og opførsel, og selvom det selvfølgelig er lettere for nogle, at finde sig tilpas med den slags, end for andre, tror jeg de fleste synes, at det er rart, at udseende er noget givent, vi ikke skal bekymre os om. Det, der betyder noget nu, er hvordan du behandler dine kammarater.

Umiddelbart kunne det sikkert godt lyde som om, at vi er ved at indfinde os i en hverdag. Men med et program, der konstant skifter, og med udsigt til et fem måneder langt togt til Brasilien og De Olympiske Lege, synes jeg, at hverdag er et fattigt ord!

Med andre ord: Her går det godt, send flere sokker!

#23

Steffen

 

26.04.2016

Seriøs vandsjov

"Plask plask", ohøj hvor vi hygger her i Frederikshavn. 

Efter teori i søsikkerhed i weekenden blev vandhundene fra klasse D sluppet fri i svømmehallens søsikre omgivelser, hvor teorien skulle afprøves i praksis. 
Iført redningsdragter og veste hoppede 20 glade "rumvæsner" i vandet til en omgang seriøs vandsjov.
Kurset i sin enkelthed gik ud på at forberede hver enkelt elev til den værst tænkelige situation på havet. Dette indebar vending af redningsflåde, frit hop fra 5 meter, ophævning med simulering af helikopterline, samt diverse instruktioner i ophold i vand og flåde. En sjov og våd oplevelse samt en smule grænseoverskridende for nogle. Det var fedt at få flyttet nogle grænser i trygge omgivelser, med nye venskaber og følelsen af et fedt fællesskab. Med heppende kommentarer fra bassinet, da der skulle trædes ud fra kanten 5 meter oppe, for 5 sekunder senere at få hovedet over vandet, til klappende kammerater, som bare er 100% støttende. En succes, samt en følelse af at være høj på fællesskabet og sammen at føle sig uovervindelig.
#5 Karina og #58 Anja

 

.

 

26.04.2016

En klaustrofobs bekendelser

Jeg har altid vidst, at når jeg sagde ja til skoleskibet Danmark, ville jeg som person få nogle af mine grænser skubbet. Hvis du spurgte mig i torsdags om hvorvidt jeg ville kravle igennem en labyrint med utroligt smalle gange og rum, iført røgdykkeruniform med en vægt på 18 kilo, så var mit svar nok blevet ”nej tak du!” Men om fredagen, ude på brandskolen i Frederikshavn, fik jeg at vide at jeg skulle præcis dette. Da tænkte jeg bare: Det kan jeg ikke; det er ikke muligt. Mit hjerte bankede, og jeg ønskede dybt inde at jeg kunne slippe uden om. Dér tog jeg fejl, og da jeg blev smidt ind på banen, tænkte jeg: Du kan godt; de siger at det ikke er så slemt. Men hvis du spørger mig, så var det nok det værste jeg hidtil har oplevet. Under hele turen igennem den bane, var jeg overbevist om at jeg aldrig ville komme ud. Men efter en god slat tid, kom jeg levende ud på den anden side; helt uden at gå i panik. Det var en meget voldsom oplevelse for mig, men det at jeg har valgt at skubbe mig selv og ikke stikke halen imellem benene, gjorde at jeg dagen efter gik ind med den første gruppe sammen med min makker. Da vi endelig kom ind, var jeg endnu mere rolig, til trods for at det stadig var ubehageligt. Jeg tog ingen pauser; bare en masse koldt vand i blodet! Efter at fået en masse mod på ved at skubbe mig selv på den måde, gik jeg med oprejst pande ned og slukkede 4 brande sammen med min makker. Jeg er utrolig stolt af mig selv. Jeg har lært at jeg kan godt skubbe mig selv til at kunne mere end det, jeg tror jeg kan. For hvis jeg havde sagt at jeg ikke ville, så havde jeg ikke i dag kunnet sige at jeg er blevet røgdykker.

Det er kun dig selv, der holder dig tilbage. Go Live

#26 Caroline

 

25.04.2016

25042016

Drawing by Magnus #64

 

23.04.2016
1’er på lejder!

Class A has used this weekend at fire school learning to be firefighters so we’re able to help in case it happens on the ship. We have done everything from hauling waterlines, to smoke diving and crawling around in small confined spaces.

 

.

 

It started out pretty easy with a lot of theory and us putting out a few fires. The instructors put us in teams of two and explained the principle of #1 and #2 each with their specific role in the task of putting out a fire. We learned that you can ONLY be one on a ladder/staircase at all times. You should always yell ‘1’er på lejder’ (1 on the ladder) and ‘1’er fri af lejder’ (1 off the ladder) every time you went on or off a ladder/staircase.

The first real challenge came when we had to put on the fire suits and crawl into the smoke diving labyrinth. There was no more than a meter to the loft at any point. The whole thing was filled with smoke so you couldn’t see more half a meter in front of you – sometimes even less or nothing at all. We were wearing the full firefighting equipment which consists of long underwear, a pair of sweats, the firefighting suit and boots, around 20 kg of equipment on your back, a mask and a helmet – so we were very clumsy but felt very cool and tough. The labyrinth was so hot that the sweat was pouring from us and it was making the mask foggy. All of this made people very confused and stressed which almost had some people panicking – but you had your partner who was helping you all the way.

The point when we were most nervous was when they put us in a container and lit a fire right in front of us. The instructors had made us a bit anxious before by talking a lot about the dangers: how the heat could damage the skin on our ears and how the steam from the water could feel really painful when you put out the fire. But when we came inside we were surprised to learn how easy it actually was. It didn’t get hotter than sitting by a cozy fireplace – perhaps a bit too close to it – but also you couldn’t really feel the pain from the hot steam that they had been talking about. Furthermore, the exercise lasted less than 4 min, it went so fast that you didn’t have time to get scared.

Fireschool has been extremely fun and challenging. We have tested our limits and pushed ourselves further. It was made easier by the fact that you always had your partner with you communicating all the time.  The weekend has really been about teamwork and helping each other through every obstacle but also learning to trust the people who are next to you and that they’re fulfilling their part of the job.

We believe that these are abilities that we will definitely be using on the ship!

Astrid #42  & Julia #54 J

 

 

22.04.2016
Aldrig før har jeg haft et tættere forhold til mine strømper

Fredag. Det er snart en uge siden vi startede. Da vi kom her i søndags, tror jeg vi alle var opfyldt af hver vores tanker og forventninger om, hvad denne første uge ville bringe. Personligt var det med svedige håndflader og nerverne uden på tøjet, da jeg satte mig i bilen mod Frederikshavn. Men hvad så nu? Nerverne og de svedige håndflader er i hvert fald long gone. Måske lige bortset fra når de bliver lukket i fuldt røgdykkerudstyr og sendt gennem en snørklet, bælgmørk og brandvarm bygning. En anden ting der også har fremkaldt en del svedige håndflader og frustrerede udbrød i ugens løb, er de mange (og lange) timer der hver eneste aften har stået i nålen og trådens tegn. Fra klokken syv til otte til ni til ti og nogen gange næsten elleve, har vi siddet og kæmpet med alt for små nåleøjer og alt for trætte file-fingre, for at sy små lapper med vores personlige nummer i vores tøj. Det lyder måske hårdt. Det er det også. Men et eller andet sted er det også bare pisse fedt at vide, at vi om et stykke tid alle sammen vil stå i vores nummererede strømper og spejde udover Atlanterhavet og være på vej. Så meget kan siges om denne første uge, men én ting er sikkert: aldrig før har jeg haft et tættere forhold til mine strømper…

 

#10 Asta

 

24042016

Drawing by Magnus #64

 

22.04.2016

Opskrift på en sikker 1. uge for den kommende skoleskibselev:

Ingredienser:

1 stk. Imødekommende person

1 stk. Højre hånd til utallige håndtryk En spandfuld godt humør

10 stk. sorte underbukser

500 gram hjælpsomhed

10 par sorte sokker

1 stk. god kondi (i tilfælde af mangel på dette, kan dette erstattes med en stærk viljestyrke)

1 stk Armbåndsur (gerne indstillet 1 min foran Poulsens)

1 kg samarbejde

1 håndfuld tålmodighed

Al verdens hår elastikker

1 stk. God appetit (både på mad og nye oplevelser)

3 spsk respekt

1 stk sy set (manglende evner for sy kunsten kan erhverves)

 

Fremgangsmåde:

Alle ingredienser blandes i én skål, og æltes godt og grundigt. Gerne med hænderne, da man altid får det bedste resultat når man selv står med det i hånden. Krydder blandingen med en knivspids nysgerrighed, og ælt derefter igen.

Lad den hæve på ukendt tid, og tilset undervejs spørgsmål som:

Hej, hvad er det nu du liiiige hedder?

Hvor er du fra?

Når man har hævet et par dage, er alt klar til start på 6 måneders eventyr, og puttes herefter i ovnen. Dog vides det endnu ikke hvor lang tid der skal bages, det vil tiden vise.

#5 Karina Sørensen

 

21.04.2016 

Fællesskabsfølelse når det er bedst!

Av mine fingre! Endnu en dag i værkstedet er ved at være ovre. Merlespigeret er stille og roligt ved at tage form. Filen er blevet brugt flittigt de sidste to dage, og der bliver pudset om detaljerne. Resultatet skal nok blive godt, med alt det arbejde og ikke mindst kærlighed, der bliver lagt i det stykke værktøj. Det bliver godt at anvende, når vi i juni påmønstrer Danmark.

Stemningen i værkstedet er god, det bliver mere og mere hyggeligt for hver dag, der går. Vi lærer hinanden bedre at kende, folk er åbne og der bliver snakket, grinet og danset rundt i værkstedet. 

Fællesskabet er i top, alt tyder på, at de næste måneder bliver en fest og kommer til at gå alt alt for hurtigt. Fællesskabsfølelsen stiger, når vi alle gør klar til baksmønstring, når kommandoerne "op fra banjerne" og "baksmønstring", bliver råbt fra Poulsen. 

#58 Anja Krogh 

Dagbog d. 9/8

 

Fest, farver og den bedste udsigt i Rio

Fest, farver og den bedste udsigt i Rio, er netop hvad vi har her om bord på skibet disse dage. Hver morgen skal der skrubbes dæk, messingen skal pudses og toiletterne skal gøres rent. Der er mad der skal serveres fornemt og trøjer, bukser og hatte skal stryges, så vi er klar til at vise vores fine skib, med den helt uforglemmelige udsigt. Her i dag da vi havde reception for et rederi, var mange af brasilianerne helt vildt begejstret, de synes bare det var så smukt og unikt et skib og sted vi var. Flere af dem kom fra Rio og en af dem fortalte mig at denne her udsigt havde hun aldrig før set og sagde, det var den bedste udsigt i Rio. Vi kan nemlig se alle de kendte bjerge og så lysene langs stranden, når det er aften og selvfølgelig har vi også det dejlige vand. Brasilianeren blev lidt overasket, da jeg fortalte dem at vi ikke havde telefoner eller fjernsyn for den sags skyld. Men jeg sagde til dem at det dejligt at man bare kan nyde hinandens nærvær og man har jo slet ikke brug for alt det stads. Her til aften havde vi nogen studerende på besøg fra Ciaga, en brasiliansk maritim skole. Jeg snakkede med to drenge og de sagde til mig hvor er du bare heldig du kan være her, og ja det er jeg virkelig, selvom dagene kan være lange og hårde om man skal smile til mange billeder og svare på mange spørgsmål, så er det de små festlige og farverige øjeblikke der gør det hårde slid det hele værd.

 

Caroline #43