mitMARTEC

Dagbøger 2015

På denne side vil du kunne finde dagbøger fra elever og besætning/kaptajn undervejs på togtet. Seneste indlæg findes øverst på siden.

 

Dagbøger

 

 

 


".. In Copenhagen we should be!"
14/07-2015
 
In one of our deck-scrub songs, a verse sounds like this:
 
There an old man said to me,
In Copenhagen we should be!
 
Little did we know, when we sang these lyrics while we were scrubbing our way across the Atlantic, how right the old man was. All because of you Guys.
 
The ship came sailing in Thursday afternoon. On board was 80 trainees looking forward to see their Families, sweethearts and friends Again, and excited on how the reception would be. As we came closer, we took in our sails. From up there, you can see a fair distance. And from up there, there was no doubt on where the ship were to lay. Hundreds of people were gathered at the pier with signs, applause and cheers for their homecoming sailors. After the arrival, the gangway was set up and the trainees could go ashore and make up for the lost time.
 
After three months and over 10.000 nautical miles, the ship has returned to it's home. In beautiful surroundings at Esplanaden, she has enjoyed her stay. Now she is to sail Again, but with a welcome like the one she got now, you can be sure she will return.
 
Today we set sails towards Frederikshavn. Friday we sign off.
 
So, until next time
Best regards
Einar Lohne Bjøru #17

 

13.06.15
Røde flag vajer over hele pladsen. Folk hujer og vinker fra kajen og om bord kigger alle distræt rundt, for at lokalisere deres nærmeste. Indsejlingen til København var nærmest ubeskrivelig, men jeg vil give det et forsøg alligevel.
Et døgn forinden kunne vi fra skibet, sende vores ivrige pegefingre i retningen af Kronborg på skibets styrbord side. Et syn der fra gamle dage har vidnet søfolk om, at nu er de for alvor på vej hjem. Vi gjorde imidlertid holdt ud fori Vedbæk, og spændingen i maven blev sat i bero for en tid. Inden vi var klar til ankomst København og gensyn med savnede venner og familiemedlemmer, skulle vi have provianteret og arbejdet om bord, så skibet kunne komme til at stråle, og kokkene kunne komme i gang med at kreere mad til henholdsvis VIP-sejlads og receptioner i København. Da dagen i torsdags endelig oprandt, kunne ingen tænke på andet, end at løbe sin familie i møde med åben favn. Da havet snævrede ind og Langelinje begyndte at tage form, var stemningen om bord som i et hvepsebo. Ingen kunne holde sig i ro, alle snakkede i munden på hinanden gennem deres smil. Flere skibe kom op på siden af os og hilste os velkommen. Også et par forældre fik oplevet gensynsglæden fra søsiden. Op på siden af skibet kom også maskinmester Mortens flydende hjem, slæbebåden Loke. Om bord var flere gamle elever, inklusiv Nicklas Poulsen som vi alle kender fra værkstedskolen på MARTEC. Båden var pyntet med vimpler og flag, og i det samme sekund som Loke dukkede op, brød solen frem fra skylaget, og så var vi for alvor klar til at skyde gennem havet de sidste hundrede meter. Da de første røde papirflag kom til syne gik det stærkt. Alle grinte og vinkede. Da landgangen blev gjort fast og trosserne kastet, trippede 80 elever ivrigt rundt på dækket, klar til at mærke gensynsglæden bruse. Inden vi blev sluppet løs på kajen, brød vi alle ud i en stor klapsalve og et fælles latterbrøl og så var det afsted. Igen giver det mening at bruge billedet af et hvepsebo, for de første sekunder myldrede vi i zig-zag ud og ind mellem hinanden, indtil vi fandt de rigtige åbne arme at falde ind i. Straks efter kom alle interesserede om bord, og hos os elever stod munden ikke stille et sekund. Det var fantastisk endelig at kunne berette om nogle af de oplevelser vi har med os hjem. Om end der kun var tid til de af dem der står forrest i erindringen, var det forløsende og vidunderligt, for en kort stund at kunne dele skibet og ens nye bekendtskaber med dem der i februar måned blev efterladt i det dengang vinterkolde Danmark.
I morgen drager vi ud på den sidste sejltur og det bliver vemodigt og mindeværdigt at skulle afgå fra kaj en sidste gang. Hvad der skal ske i Frederikshavn er endnu uden for vores fatteevne, for pludselig skal vores nye hjem pakkes sammen og i vinterhi og så er eventyret forbi for denne gang. Men endnu nyder vi alt hvad vi kan og lader sorgerne vente i en desværre alt for nær fremtid.
#62 Ohøj fra Line K

 

02.06.15
Kulingvarsler satte søndag eftermiddag alle om bord på skoleskibet i arbejde. Sejl blev bjærget, og alle ikke-satte-sejl blev med yderligere et par sejsinger gjort ekstra godt fast. Alt blev søsikret og på dækket blev der spændt stræktov ud, så vi kunne holde balancen. Desuden fandt alle olietøj og søben frem og iklædte sig dette inden aftenvagten. Da vinden først tog fat gik det ikke stille for sig. Med en vindstyrke på ca. 20 m/sek. Og op til 5-6 meter høje bølger fik alle elever om bord tilfredsstillet deres stiltiende og lidt forbudte ønske om dårligt vejr. På trods af megen rullen frem og tilbage, lå skibet godt i vandet og vi var oppe 13,7 knob. Det var fedt at kigge ud over skibssiden og se de enorme vandmasser tårne sig op og med jævne mellemrum skylle ind over dækket med stor kraft. Endnu en gang blev vi mindet om hvor utrolig mange kræfter der er på spil og der blev talt meget om, hvor ufatteligt det er, at skyde gennem havet i så stor fart, kun båret af vinden. I dag har vinden lagt sig betydeligt og vi er desuden nået til Den Engelske Kanal. Men vi er stadig i høj fart. Til dagens aftenmønstring bekendtgjorde kaptajnen, at vi har sat rekord. Alle spidsede ører og da han fortalte, at vi på blot 24 timer har flyttet os 243 sømil brød en spontan klapsalve løs. Det var en fed oplevelse og vi føler os privilegerede over, at det ikke blot var mindeværdigt for os, men sågar var så ekstraordinært, at de garvede sømænd kunne klappe med.
Måske for at skærme sig for vinden, slog en due sig søndag ned på dækket. Den ligner en der har besluttet sig for at gøre os følge det sidste stykke vej. Og selvom dækskrubberne brokker sig over fugleklatter på dækket og kokken vrisser hver gang den er på vej ind i kabyssen, så er der ingen der kan bebrejde den noget; for hvem vil ikke gerne være om bord på det gode skib DANMARK?
Line Kørner #62

 

 

"..and the Gales were high"

02/06-2015.
 
It´s a while since the last time I wrote to you. It is not because nothing has happened. Actually, quite the opposite.
 
After a wonderful stay at Ponta Delgada, we sat our sails, homeward bound. The atmosphere was weird the following days, as we realised we were actually on our way home. The voyage has soon come to an end. And we still haven't experienced rough weather, with big waves and rain as we've seen in movies.
 
Until yesterday.
 
As the night passed, I was awakened during the night by a soda can rolling ín the garbage can. Slowly, but surely, the noise got higher, the hammocks increased it´s pending, and the ship started to roll more and more. The day after, we woke up to big waves surrounding us, as we cruised on at 10 knots. It was brilliant. But as the day passed, it got just better and better. The waves increased in size, and came flushing over the deck. Sometimes they also made sure that some trainees had to change their clothing.
 
I think it was a bad day to be a container ship in the East part of the North Atlantic. Because as they just sailed on in big waves, saving their fuel at eight to ten knots,  a Danish Fullrigger named "DANMARK" was easily overtaking them. Only by sails, at a maximum speed up to almost 14 knots.
 
It was quite the experience standing at our evening muster, looking at the captain announcing todays position, at the same times as the waves raised up to the size of small mountains behind him.
 
I am sure that you will hear more about the 1. of June later on, because this was a day that is going to stick in our minds for a while.
 
And also, we got a guest on board. A tired dove has joined us as we trail our way through Europe. Some of the trainees has named him Scooby-Doo. He walks around on the Main deck, having a good time with smooth sailing.
 
So, until next time,
best regards
# 17 Einar Lohne Bjøru

 

28-05-15

Så er kursen sat mod København og det kolde nord. Vi har desværre ikke haft sejlene sat siden vi forlod Azorerne, da vinden har været mod os. Vi har haft forholdsvis meget regn og vind, men heldigvis er der ikke noget der hedder dårligt vejr, der findes kun dårlig påklædning. Trods vejr og vind bliver der stadig knoklet, og det kan ses på det skønne skib DANMARK. Det er skønt at man kan se vores arbejde gavner, og det giver absolut lyst til at fortsætte.
Vi er også i fuld gang med eksaminerne, det er med at holde ører og øjne åbne i repetitionstimere. Det er altid spændende at gå til prøve i fag, og det er specielt når man føler man kun lige er begyndt at lære. Det er gået godt indtil videre, det er en kombination af dygtige undervisere, og hårdt arbejdende elever.
Det varer heller ikke længe inden vi er i København, og togtet nærmer sig sin ende. Det er med meget blandede følelser når det emne bliver bragt på banen. Det er bare med at få det sidste ud af det, og så nyde det i fulde drag.
Der er ikke to dage der er ens, og selv om det hele er skemalagt, ved man ikke hvad man står op til. Sol op og nedgange er lige flotte hver dag. Man kan blive lidt trist, når det går op for en, at om lidt er det hele bare minder og så er det hjem til Danmark igen.
Skib ohøj.

#50 Nicolaj

 

 

28.05.15

Vi har nu Azorerne i ryggen, og jeg kunne skrive i evigheder om det sted. Lige fra vi spottede den sydligste ø i horisonten, blev vi imponerede over de høje frodige øer. Indsejlingen til Ponta Delgada på São Miquel var fantastisk. Vi ankom ved 18-tiden om aftenen, på lang afstand kunne vi ane vejende Dannebrog-flag, der hilste os velkommen. Solen stod lavt på himlen, og da vi lå midt i en lystbådehavn herskede der ægte sommerferiestemning i havnen. Tre elever var så heldige, at deres forældre havde lagt vejen forbi, og gensynsglæden var stor. Vi andre så misundeligt til, og glæder os nu kun endnu mere til genforeningen med vores familier i København.
Allerede samme aften fik halvdelen af eleverne lov at bese øen. På grund af den sene ankomst blev det ikke til meget andet end en gåtur i den nærmeste by og middag et hyggeligt sted. De øvrige dage var der arrangeret busstur af Bravo Tours. De kørte to dage med 40 elever per tur. Jeg kan kun fortælle om min egen udflugt med bagbord vagt. Vi kørte til den lille by Furnas. I Furnas ligger en af øens største vulkankratere. Vi kørte til det højeste punkt og så ud over den store sø, der er dannet i krateret. Jeg kan vedhæfte nogle billeder, men de vil ikke gøre virkeligheden ære. Det var en tåget og disset dag, men det gjorde ikke udsigten mindre smuk. Omkring krateret laver de lokale mad over varmen fra undergrunden. Flere steder steg damp op og blandede sig med tågen i luften og hele dalen så eventyrlig ud. Nede ved krateret kunne vi komme tæt på den varme undergrund og se dampene stige op derfra. Vi fik også lov at drikke vand fra kilder der sprang ud af stenmuren. Kildevandet, der var enormt mineralholdigt, prikkede på tungen og smagte meget af jern, så de fleste fik det hurtigt spyttet ud igen. Vi kørte også ud og besøgte en stor park med planter fra hele verden. Alt var grønt og fugtigt og støvregnen øgede indtrykket af frodigheden på øen. Midt i parken var en varm kilde vi kunne bade i. Vandet var farvet helt orange af den jernholdige jord og vandet lugtede af svovl. Hvis ikke det var fordi vandet var 40 grader varmt og vores bare tæer iskolde fra spadsereturen fra omklædningsrum til sø, så var det ikke det mest fristende sted at hoppe i. Men da vi først lod os nedsænke i det varme vand, var der ingen der fortrød det et sekund.
Men ombord gik det heller ikke stille for sig. Vi lavede vedligeholdelsesarbejde hele dagen, da næste stop er København, er der ikke så lidt af den slags. Overalt bliver der slebet, lakeret, malet, banket, hamret, samlet og skilt ad igen. Jeg selv brugte hele dagen på at montere de ornamenter der giver galionsfiguren kong Neptun sit gyldne slør. Disse ornamenter har vi forud for denne dag brugt lang tid på at slibe og male igen, derfor var det fedt endelig at kunne montere dem og se dem gøre skibet en anelse mere ekstravagant og majestætisk. Det viste sig dog at være et større projekt end måske først antaget, men da de endelig var på plads var det hele sliddet værd. Jeg glæder mig til, at de skal beundres fra Esplanaden om få uger.
Mens vi lå i havn fik vi lov at stå tidligt op om morgenen og løbe en tur. For de der havde lyst var dette en kæmpe fornøjelse. Efter i mange uger at have bevæget sig på de samme få kvadratmeter og med et mantra der lyder: No running on deck, var det fantastisk endelig at komme ud og flytte fødderne. Jeg selv og et par andre friske elever rundede løbeturen af med en tur i havnebadet. Vandet var 18 grader varmt, men vi er endnu ikke helt akklimatiseret efter mange dage i Caribiske tilstande. Det var et kæmpe gys og vi lo lidt af, at det jo desværre er det vi har i vente på de danske badestrande til sommer.
Vi er nu ’homeward bound’ og som tidligere nævnt er det med blandende følelser. Savn og længsel blandet med vemod og ærgrelse over at vi snart er ved vejs ende. Men vi nyder det så meget vi kan. Sejlmanøvrering har der ikke være meget af siden afgang Azorerne, men i dag er vinden blevet vestlig og om få timer når jeg selv og fjerde skifte går på vagt, bliver motoren slukket og sejlene sat. I ’maintenance’ timerne har vi et entreprenør-tema. Vi er blevet bedt om, selv at bemærke ting, der har brug for en kærlig hånd. Mange har fundet på forskellige projekter, der kan gøre hverdagen nemmere ombord. Det er sjovt og spændende og hver aften er værkstedet i for-henstuvning fyldt med elever der kæler for deres projekter. Jeg vil ikke røbe hvad der bliver arbejdet på, for jeg tror mange elever, inklusiv jeg selv, glæder sig til, stolt at pege på en detalje på skibet med deres navn på.
De boglige lektioner ombord lakker også mod vejs ende. Efterhånden står der kun repetition på skemaet, inden vi snart skal stå distancen i de sidste fag. Men eftersom undervisningen har været så koncentreret, så tror jeg på, at det nok skal gå godt for alle. Det er svært at samle sig til at læse og studere, fordi der hele tiden sker så meget andet ombord. Hver aften går folk til vejrs i riggen, fordi det snart kan være sidste gang, at man får lov at stå på toppen af verden og se havet forskyde sig foran stævnen på det smukke skib DANMARK.

Ohøj og farvel. Næste stop, hjem.

#62 Line Kørner

 

Line _Neptun

 

19.05.2015
Azorerne nærmer sig. Det kan vi se på søkortet, på dyrelivet omkring os og mærke på vores humør. Den forgangne uge er der med jævne mellemrum blevet råbt: HVALER I SIGTE, og alle har kigget langt efter de store dyr der viser deres rygfinne når de puster vand ud i havoverfladen. Det er et utroligt syn hver eneste gang. Alle der har besøgt Azorerne har fortalt om de store hvaler man kan spotte fra skibssiden, så forhåbninger om det syn har der været mange af, og det er fantastisk at de alle er blevet indfriet.
Om bord på skoleskibet er det blevet eksamenstid. Vi har lagt de første prøver bag os, men der er stadig et par stykker endnu. Der er en særlig stemning på skibet når alle bruger de sidste dage op til eksamen på intensiv læsning. Særligt nattevagterne, der har været lidt stille, fordi vi har sejlet et par dage for motor, bliver flittigt brugt til at repetere diverse vigeregler, nødsignaler og splejsetricks. Det er mit indtryk at udfaldet af de mange arbejdstimer har lønnet sig for de fleste. Eksamenstid betyder også at vi nærmer os togtets afslutning og besøget i København. At lægge til i dansk havn betyder at skibet skal stråle med blankpoleret messing og nylakeret lønning. Der bliver derfor arbejdet hårdt i vedligeholdelses-timerne, hvor mange projekter er i gang. Men alle nyder det meget og det er spændende at se udviklingen hver eneste dag. Tanken om togtets ende er selvfølgelig også med en smule vemod, men vi nyder hver eneste dag og glæder os til de mange oplevelser vi trods alt stadig har i vente.
Ohøj Line Kørner #62

 

18.05.2015
 
Hipp-hipp Hurra, og gratulerer med dagen til alle der hjemme!
 
Yesterday was the 17. of May, which is Norway’s National Day. A very big day for Norwegians, since that is the date our constitution was signed in the year 1814, and Denmark was no longer in charge. We were on our way to become our own, free country. We just had to spend some years under Sweden as well.
 
So, all history aside, it is a big day for us, and it is celebrated with a big festive day. We gather up in our finest clothing and our national suits called 'Bunad'. The children walk in big marches all over the country, while everybody is cheering, singing and having a great time. Family and friends get together to enjoy the Company and the liveliness in the streets, having good food and a lot of ice cream, listening to speeches and singing songs.
 
So it is a special thing not to celebrate it at home. Not just in another city or country, but in the middle of the Atlantic. But the people onboard the "DANMARK" made it to one of the best celebrations I've ever had.
 
At the morning muster the Norwegian flag was hoisted together with the Dannebrog, for my big surprise. The day before, the Chief Engineer gathered all that wanted to learn the national song, so we could sing it at the muster as our morning song. During the day, people were taking a big interest and asked about the traditions, and celebrating it with me. The chief steward and the Cooks also made the cake "Bløtkake", and made the dinner we have on this day: meatballs with potatoes, Brown sauce and a stew of pees. It was absolutely delicious.
 
So I dedicate this diary-note to the people onboard the "DANMARK", the crew and trainees. An amazing Group of people that deserve all the best, and I thank you all so much. HURRA!
 
So, until next time,
best regards,
#17  Einar Lohne Bjøru

 

12/05-2015
 
So it has happened. It was inevidable. Although we knew it was coming, you can never fully be prepared for it. And when it hits, it hits hard.
 
The air temperature have dropped to below 23 degrees.
 
Trainees now have to use extra energy on putting on sweatshirts on a daily basis, and some has even begun wearing long pants again. Some are still clinching their teeth and forcing a warm smile around their face, swearing to their T-shirts and shorts. But as the days go by, eventually one by one will give in, and realize that we are heading away from 35 degrees and warm waters.
 
Then again, we are heading towards Danish summer days in Copenhagen and Frederikshavn.
 
So after all, life aint' that bad. All jokes aside, it's actually very, very nice.
 
So, until next time,
best regards
#17 Einar Lohne Bjøru

 

 

11.05.15

Hvem kan sejle foruden vind?
Det er der ingen der kan.
Solen bager på vores kind.
Vi er langt, langt væk fra land.

Motoren knurrer og får os på vej,
for sejlene hjælper os ikke.
En badetur lokker, men Cap har sagt nej,
og vi har opgivet at tigge.

Vi lærer om tågesignal og om flag,
et stille gab trænger sig på.
Men midt i det martime fag,
Får vi pludselig lov til at gå.

Vi ser på hinanden og sender et smil,
For hvad har de mon fundet på?
Pludselig rykker vi ikke en mil,
for motoren er gået i stå.

Havet er spejlblankt og roligt,
luften er varm og tør.
Vi tænker kan det virkelig være muligt?
- at bade, er det det vi gør?

Da vi forstår de ikke laver sjov,
bryder alle ud i latter.
Gummibåd kommer i vandet - med tov.
Det bliver sjovere end nogen fatter.

På få sekunder får vi badetøj på,
og holder os for næsen og munden.
Vi kigger på et hav, stor og blå.
Der er fem kilometer til bunden.

Så hopper vi alle i Atlanterhavet,
en kæmpe oplevelse har vi fået givet.
Vi føler os alle vældig begavet,
vi har fået en svømmetur for livet.


Line Kørner #62

 

 

08/05-2015
 
Have you ever taken a swim in the Atlantic ocean? Being surrounded only by clear, light blue water, going almost five kilometers down underneath you? Seing whales appear about 150 meters away from where you're swimming? The endless ocean meeting the blue sky is your view one way, and the other way is the beautiful fullrigger "DANMARK" in its essence?
 
Well, now we have, and it was unreal!
 
Yesterday, we were still sailing by motor due to low winds. That ment that the ocean was calm enough for the Captain to allow us to take a bath and jump into the sea from the ship, something many have been dreaming of for over two months. And if that wasn't enough, the sunset afterwards was absolutely amazing as well, where you could stand from the top of the mast, seeing it go down in the Horizon, only for a massive stary sky to take over.
 
All of this was a nice break, because now we are in kind of a rush. Exams are coming closer and closer, making us spend all our sparetime on studying the rules of the sea, safety at sea and rope splices, just to mention some.
 
So, until next time,
best regards
#17  Einar Lohne Bjøru

 

05.05.15


Uret er stillet en time frem, nætterne er blevet en anelse koldere og kursen hedder stik nord – vi er på vej i retning Danmark. Vi har lagt endestationen bag os, og halvejs gennem togtet glider vi nu afsted med Azorerne som næste destination. Det er en speciel følelse, at vi nu ikke længere bevæger os længere væk, men også en følelse af succes, og vi glæder os til turen retur.
Ved det sidste caribiske stop, St. Martin, havde hver vagt 12 timers landlov. Øen var præget af turisme, og det i langt højere grad end de to andre øer vi har lagt vejen forbi. Der er ikke meget industri på øen og økonomisk er øen afhængig af de mange besøgende. Øen bar også meget præg af, at den er et tilholdssted for økonomisk uafhængige. I marinaen lå store lystbåde og enorme yachts og i de små gader kørte store biler med tonede ruder og europæere eller amerikanere bag rattene. Men det var sjovt at opleve forskellen mellem henholdsvis Grenada og Carriacou og så dette turistmekka.
Vi brugte dagen på at slentre rundt på et stort marked med sjove boder fyldt med lokale krydderier og kunsthåndværk. Vores ankomst til øen var annonceret i lokalavisen, så da vi vandrede rundt i bybilledet i uniform blev vi stoppet mange gange og adspurgt om, hvornår der var ’åbent skib’. Det var der lørdag eftermiddag og knap 700 menneskede dukkede op, foruden de 50, der var inviteret til reception. Og efter dette event, blev vi i stedet stoppet for at modtage ros på skibets vegne. I byen var der karneval og gaderne var derfor fyldt med musik og glade mennesker. Man kunne ikke undgå at komme i godt humør, hele øen emmede af feriestemning og sol og sommer. I den anden ende af øen, modsat af hvor skoleskibet lå til kaj, besøgte vi den største by, Phillipsburg. Her var der ikke færre turister. De lange gader parallelt med stranden, var fyldt med tax free butikker. Mange fik derfor forsynet sig med nye mobiltelefoner, nye ure og nye parfumer mm. Stranden nær ved, var bred og sandet hvidt. Vandet var som tidligere nævnt, mere klart end vi hidtil har oplevet det, og et sådan syn lokkede alle i vandet. Mange tog også ud og kørte vandscootere og havde en vildt sjov oplevelse.
Jeg selv og mange andre besøgte stranden Maho beach. Her lander store charterfly 25 meter fra strandkanten. Det var et utroligt syn at se et fly blive større og større i horisonten, med retning lige i mod os. Vi følte, at vi kunne røre flyet med vores strakte arme, og ufrivilligt bøjede vi i knæene, da det passerede lige over vores måbende blikke, for at lande på landingsbanen bag os. Endnu vildere blev det, da flyene lettede igen. Vinden fra jetmotorerne kastede folk i vandet og fik sandet til at flyve rundt om øerne på os. Det var en vild oplevelse, som jeg ikke tror man kan opleve mange steder i verden.
Om aftenen spiste vi et sidste måltid og evaluerede den forgangne måned og funderede over den kommende. Vi kiggede ud på solnedgangen og snakkede om det sted vi skulle til at forlade, og om, at her skal vi tilbage til en anden gang.  
Line Kørner #62

 

4/5-2015

 

Homeward bound 
12 days in the Carribean Sea has passed, and it is time for us to change our course and head back home. Now the Atlantic will be our residence for the next couple of weeks, until we reach the Azores.
 
The last days in St. Martin was wonderful days, where we also had an open ship and reception in the evening. It was fun for us to see that the ship could attract over 670 people to come and have a look at what we are doing here. The reception had about 40 guests, who enjoyed good drinks, food and tours around the ship.
 
We will look back at the Carribean with delight. Experiencing new cultures, having a blast at the carnival in Sint Maarten, visiting lovely beaches, and for some trainees, having wicked sunburns. Even so, you can sense that the whole ship, crew and trainees, is longing to get back to do what we came here to do. Sail the ship where we want it to go.
 
We want it across the Atlantic, and back to Copenhagen, were we hope to see many of you again.
 
So, until next time,
best regards
Einar Lohne Bjøru #17

 

01.05.15
Søndag morgen kl. 09.00 blev det bagbord vagts tur, til at bese Grenada. Uniformsklædte og med høje forventninger forlod vi skoleskibet på kajen, og satte kurs mod Grenadas regnskov. Styrbord vagt havde aftenen forinden fortalt hvad de havde oplevet, og vi var mere end klar til, at det nu var vores tur. Bådsmanden Nadja og den øvrige besætning havde arrangeret tre busser, der i tolv timer kørte os rundt på øen. Med høj musik og lokale bag rattet var det de bedste forudsætninger for at opleve mest muligt på den sparsomme tid, der var til rådighed. Vi stoppede blandt andet på en chokoladefabrik. Her dyrkede de kakaobønner og lavede, foruden chokolade, kakaosmør, sæbe og the af dem. Vi fik lov til at smage det frugtkød der er i kakaobønnen, og vi var alle meget henrykte. Grenada er kendt for deres store produktion af diverse krydderier, og særligt muskatnød dyrker de meget af. På kakaoplantagen var der muskattræer over det hele, og vi fik alle sneget et par nødder med hjem i lommerne. De er utrolig flotte indhyllet i et rødt net. Det røde tager man af og laver krydderiet ’mace’. Mange har forsynet sig med krydderier i massevis, så mødre derhjemme, I kan glæde jer til at se, og smage, hvad jeg prøver at beskrive. Efter vi forlod chokoladefabrikken, var det tid til at blive kølet ned. Nogle gik til havet, mens jeg selv og andre ville i floden. Efter vi havde gået i halvtreds minutter uden at møde en flod, måtte vi dog erkende at vi var gået for langt – men ikke forgæves. Vi forlod asfalteret vej og endte midt i regnskoven. Vi plukkede både kokosnødder, mango, bananer og diverse andre frugter af ubestemmelig art. Overalt på den, næsten ikke eksisterende sti, flygtede firben fra vores skridt og i trækronerne fløjtede fugle efter os. Det var en sjov oplevelse, selvom vi ikke kom i vandet. Men dem der fandt det rigtige flodafløb, havde også en fantastisk oplevelse og fik taget nogle smukke billeder. Derefter spiste vi på en lille café for efterfølgende at hoppe i busserne mod næste stop; Annandale vandfald. Men inden bilens motor blev startet, blev vi hevet ud af bilen af et par unge lokale musikere, der ville have os med i deres musikvideo. De var forsynet med et forbløffende højt humør.
Vandfaldet var utrolig smukt og vi hoppede alle i og nød det kølige vand. Et par lokale drenge hoppede i fra 10-15 meters højde, på trods af at der ikke var mere end en meter dybt. Vandfaldet var sidste stop inden vi endte på en bred strand hvor der var arrangeret mad og musik for os. Efter et par timer i strandkanten blev vi fragtet tilbage til skibet og hoppede trætte til køjs. Næste dag stod vi op til, at gøre os selv og skibet klar til afgang senere på dagen.
Nu sidder vi på Saint Martin. Vi har haft rolig sejlads herhen. En enkel dag var der næsten vindstille, men vi har fortsat været i god tid, så det blev ikke et problem og vi tændte stadig ikke motoren. Vi får dagligt at vide af besætningen, hvor heldige vi har været med vejret. Overstyrmanden Jesper svarede 15, da han blev spurgt af en nysgerrig elev, hvor heldige vi havde været på en skala fra et til ti. Vi føler os meget privilegerede, men det bliver også spændende at skulle, med Jespers ord; kæmpe lidt for det, når vi sejler hjemad. Hele sejlturen i går brugte vi på at være alle mand på dæk og øve stagvendinger og øve os i at bjærge og sætte alle sejl.
På Saint Martin er havet mere klart end vi tidligere har set det. Her til aften var jeg selv og et par andre heldige elever med til at sejle i Skoleskibets ene jolle. Nadja og kvartermester Mathias har brugt nogle dage på at rigge mast og sejl på jollen, og i dag skulle den afprøves for første gang. Jeg har fået besked på, at jeg skal forsøge så vidt muligt ikke at lyde for begejstret over den lille sejltur. Der var nemlig mange der måtte se misundeligt til, da vi stævnede ud. Men jeg håber at alle får chancen enten i morgen eller når vi kommer til Azorerne. Og jeg kan ikke skjule min begejstring. For mens solen langsomt gik ned sprang et par delfiner foran os, da vi båret af vinden fandt os et fint sted at smide ankeret og hoppe i det klare vand. Den lille jolle var sjov at manøvrere og det var sjovt at have rigtig føling med vinden, og at se Nadja kigge på krusningerne i vandet, for at fortælle os hvornår og hvordan sejlene skulle trimmes. En sjov lille oplevelse, som jeg som sagt håber alle når at blive en del af.  
I morgen er det tid til den sidste landlov i Caribien og vi glæder os alle.

Skib ohøj Line Kørner #62
 
28/4-2015

 
Havet er smukt, og det er fantastisk at få lov at krydse Atlanten, på en måde som kun få mennesker i vores tid har gjort. Når man sejler som vi gør, bliver selv de små oplevelser et privilegie. At få lov at arbejde ombord og vedligeholde det gamle skib, og se hver en solnedgang gå ned i havet. Selv de langtrukne timer med at banke rust, bliver lettere når man tænker på, at det hjælper skibet helskindet igennem endnu en sæson. Vi får lov at gå i land på øer der ikke normalt ser så mange turister, fordi de simpelthen er for svære at komme ud til. Vi talte med skibsbyggere på Caricou, der byggede skonnerter ud af mahogni- og cedertræ, de selv fælder og slæber ud af skovene. Skibene bygger de fra bunden og banker hver en nagle i med håndkraft. Konstruktionen tager omkring halvandet år med en skiftende mængde af arbejdere fra start til slut. Danmark er holdt sammen af nitter, og de har som med naglerne,  været i hænderne på en bådbygger, hver og en banket i med håndkraft. Der er tusinder af nitter i skroget, i spanterne og dæksbjælkerne, men ingen bygger skibe sådan længere. Håndværket er forsvundet, og erstattet af svejsning. Vi sejler i den forstand rundt i et stykke industrihistorie.        
Det lader til at de fleste nyder arbejdet her. Der er altid entusiasme omkring de forskellige opgaver. Man laver ofte mange ting i løbet af en dag, og arbejder på projekter, alt fra sejlmanøvre til lakeringsarbejde. Resultatet af vores arbejde slider sig ned i hænderne, som bliver ru og ømme. Når vi har skrubbet hver en planke med håndbørster, brun sæbe og knæene i dækket, er de følsomme igen og den hårde hud må vi arbejde på at få tilbage.

#30 Theis Emil Christensen

 

28/4-2015
 
The sails are once again set, and we are leaving Grenada and Carriacou with good memories.
 
The last days at anchor in Carriacou we spent visiting the famous Picton Castle, swimming, maintenance and shore leave. We even rowed out to a small island, with crystal clear water surrounding the white sand, and palm trees filled up with coconuts around us.
 
We also spent some very interesting days in Grenada. A busride was arranged, so that we could see the whole island in one day. We visited the rainforest, waterfalls and spice- and cocoa-plantations. We also got to taste raw cocoa beans.
 
In the local supermarket, you could also find "Royal Dansk"-cookies, so many of the trainees got a little taste of home.  
 
Now we are enjoying favourable Winds towards Saint Martin.  
 
So, until next time,
best regards
Einar Lohne Bjøru #17

 

 

25. april 2015


Mandag d. 20/04 ved 14-tiden meldte udkigsholderen ‘LAND I SIGTE’. Alle skyndte sig hen til lønningen for at spejde efter den mørke silhuet i horisonten, der var tegnet på, at vi nu havde krydset Atlanten. Den første caribiske ø vi mødte var Barbados. Og så gik det stærkt. Samme dag sejlede vi ind i den fineste bugt på den lille ø Carriacou, der tilhører øgruppen Grenadinerne. Vi lod ankeret gå, og fandt så os selv midt i det mest autentiske Caribien man kan finde. Der sejler ingen krydstogtskibe til Carriacou og mange turister, foruden os, var der ikke at finde. Man kunne køre øen rundt på et par timer og der var de smukkeste hvide sandstrande og nogle flotte udsigtspunkter.

 

Den lille by var enormt hyggelig og dens indbyggere utrolig imødekommende. Alle kastede lange blikke efter os og vores hvide uniformshatte og polerede sko, og de var ikke blege for at vinke og hilse os velkommen. Vi fik alle enten en eller to dages landlov, der blev brugt på snorkling, badning og køretur rundt på øen. Om bord på skibet var der også aktivitet. Vi fik robådene, motorbåden og MOB-båden i vandet, og så sejlede vi hen til en lille sandtange med navnet ’Sandy Island’. Her fik vi lov for første gang at hoppe i vandet. Det var fantastisk! Efter tre uger i varme farvande, hvor vi har kigget sultent ud på det blå hav, var det virkelig tiltrængt at hoppe i bølgerne. Og det første svømmetag i det Caribiske hav, det glemmer jeg aldrig.

 

Onsdag eftermiddag lagde den canadiske bark ’Picton Castle’ til ved siden af os. Mange tidligere DANMARKs elever har sejlet med Picton Castle og også bådsmanden Nadja har sejlet med skibet i flere år. Vi fik lov at komme om bord og kigge, og ligeså fik deres besætning lov at bese skoleskibet. De to skibe var meget forskellige. Om bord på Picton Castle er alt tovværk naturreb, alt er malet i tusinde farver og deres besætning kiggede langt efter vores nystrøgede tøj, mens det nærmeste de kom til at have en uniform, var bare tæer og en hawaii-skorte med et par tomme knaphuller. I går sejlede begge skibe side om side ud fra Hillsborough Bay på Carriacou og med kanonsalut skiltes vi og satte kurs mod hver vores nye destination, henholdsvis Aruba for Picton Castle’s vedkommende, og Grenada for vores.

 

I går sen eftermiddag ankom vi så til Grenada. I dag er hele styrbord vagt på bustur rundt på øen. De lægger vejen forbi vandfald, regnskov og brede strande. Jeg glæder mig til at høre om deres oplevelser når de kommer hjem, for i morgen er det min tur i selvskab med bagbord vagt. Slutteligt vil jeg lige nævne at air condition endelig er blevet tændt – og når vi ikke kan brokke os over varmen på banjerne længere, så tror jeg alt er perfekt.


Mange hilsner hjem til det forhåbentlig forårsvarme Danmark.

 

Ohøj

 

Line Kørner #62

 

 

22. april 2015

 

'A man in Carriacou'

 

Yesterday we got cleared to go ashore on Carriacou. After lunch, first and second quarter dressed up in their uniforms, jumped into our motorboat and sailed to the town Hillsborough.

The streets were filled up with charming little shops, and the people was immediately very friendly and curious about what kind of young people, dressed in the same white T-shirts and hats, were doing here.


Carriacou is famous for being a place where they are keeping the wooden boatbuilding traditions alive. We quickly figured out that this was something we had to witness, and asked the next bus that came along, to take us to the place they work with these boats. Our driver, Cee-Pee, told us that we were anchored up on the Carribean side of the island, and that we were now heading to what they call "Windward", the side the Atlantic waves come in.

Carriacou is not a very big island, so after a five minute drive, we were there. And that's where we met Anthony. An old man, hammering away on wooden frames. Next to him, we saw the skeleton of the scooner he was building. He told us that he had learned his skills in boatbuilding from his grandparents, and that he is now passing his knowledge down to his son. During the one and a half year it takes for four men to build the boat, they are doing everything themselves, from cutting down the trees to setting the first sails, for a vessel that is going to be used for cargo-shipping between the Carribean islands.

Our driver for the day, Cee-Pee, could tell us that around year 1830, scottish men came to settle down on Windward, bringing the boatbuilding knowledge with them. Since then, they have kept the tradition alive, passing it on from generation to generation. But he feared that the traditional way of Building wooden boats would soon be over. The competition from plastic boats was getting tough, since they demand much lower maintenance than a wooden ship. He said: ''When Anthony depart from this world, his son will take over. So in my lifetime, I think the tradition will prevail. But for my grandchildren, I am not so sure''.
Seeing everything of this, we sure hope that it will last for many years to come.

A bit of a long text, but I hope you could still find it interesting. Today, the other two quarters are ashore while the rest of us are working on the ship. We also got a new "neighbour", as the famous bark "Picton Castle" has come to lay next to us.


So, until next time,
best regards
Einar Lohne Bjøru

 

 

20. April 2015

 

We made it.

 

Early afternoon, dead ahead, silhouettes of land appeared in the Horizon, and the Caribean Mountains showed themselves. After nearly thirty days, we can finally say that we've scrubbed, stowed and sailed our way over the Atlantic. 20 days have passed since we departed Las Palmas, and since then we have not started the engine. We've had a speed of 6,8 knots in average, just by the Wind in our sails. To quote our chief engineer; 'Absolutely brilliant'.

 

Now we are at anchor near the lovely Island Carriacou, a bit North of Grenada. Hopefully we will be able to go ashore on this small Island, which is known for showing how the Caribean was for fifty years ago. It is difficult to come visit the place, due to low transport possibilities, it is also very low on tourism.

 

It all sounds perfect, and from what we've seen from where we are laying, it also looks perfect.

 

So, until next time,

best regards

Einar Lohne Bjøru #17 

 

 

19. April 2015

 

Mod bagbord ligger Barbados. Øen kom til syne omkring klokken halv fem lokal tid, og lå som et gråt bælte over havet mod vest. Det eneste vi har set siden vi forlod Las Palmas, har været vand og røde flager af tang, og vinden har vi haft agten for tværs i næsten lige så længe. Det har bestemt ikke været en dårlig udsigt, at vågne op til de sidste par uger, og faktisk har det været det bedste middel mod dårligt humør, bare at stille sig op langs lønningen i nogle minutter og se lidt på noget mærkeligt, rødt tang der flød forbi.
Kvartermester Mathias fangede to kæmpestore fisk i går eftermiddag. Han halede den første store dybblå fisk op på dækket i en fart, og både elever og officerer stod i ring om ham og hans fangst der spjættede for dens liv. Kun få timer efter hev han den næste store, knaldgrønne fisk på dækket og dens hoved var mærkeligt og kantet, på en måde jeg aldrig har set før.
De to fisk var de første fangster han hev om bord, efter at have trukket sin tynde fiskeline med bly og krog, tværs over Atlanten.
 
Vi har det godt

Hilsen Theis,  #30

 

18. April 2015

 

Greetings!
 
Now we have come far enough West to set the time back one hour, making us five hours behind the time back home. We also come far enough South to make the temperature come up to 30 degrees. I guess you could say, we're quite far away from home right now.
 
Also it is Saturday, which means absolutely nothing on board DANMARK. Our week system is quite different here. We all follow a four day rotation, where the same classes are given each day, making it possible for every trainee to get taught what is required.
 
So the days pass by quickly. Actually, Sunday is the only day we can keep track of. It is allways ice cream-dessert on Sundays.
 
That is one of many things that we have to adopt to, and now, all of a sudden, there is over a month since we started, and new things happens every day. We have to enjoy it while we can. We are also getting very close to our main destination; the Caribien Islands!
 
So, until next time,
best regards,
Einar Lohne Bjøru #17

 

 

15. April 2015


Vi har nu været på havet i en måned. Hvor er der sket meget, siden vi så vores forældre fordufte i horisonten, da vi gled ud af Frederikshavn flådestation med kanonsalut og tågehorn i lydbilledet. I dag holder vi sømandssøndag for tredje gang på togtet. Foruden selvfølgelig at bruge dagen til afslapning, skal dagen også bruges på brusebad på dækket, sikkerhedsøvelser og på en tovende- test part II. Kravende til testen er blevet skærpet siden sidste gang. Det forventes nu af os, at vi hurtigt kan fortælle hvilket tovværk, der har hvilken funktion. Det lyder måske nok fundamentalt, men ikke desto mindre er der meget at holde styr på. Men det er fedt at mærke hvor meget mere forståelse vi har fået for sejlmanøvreringen, siden vi startede. Nu er tovendernes navne ikke længere blot navne, men vi kan knytte dem til deres funktion og så bliver det hele meget sjovere og mere spændende. Det er også fedt at mærke, hvordan vi får mere ansvar om bord des mere vi lærer. Vi kan begynde selv at give kommandoerne når sejl skal sættes, så kvartermesteren kan nøjes med at se til, at alt forløber som det skal.
I dagtimerne har vi hver fjerde dag undervisning i praktisk sømandsskab. Her lærer vi at binde en masse knob og vi øver os i at splejse i forskelligt tovværk. Mange nattetimer hvor der ikke er så meget aktivitet som nattevagt, bliver tiden brugt på ivrigt at splejse sig vej til at blive dygtigere. Vi får først lov at kalde os gode, når vi har lavet 1000 splejsninger – jeg tror jeg mangler 985, så vi klør på.
I søndags landende den første flyvefisk på dækket, i følge traditionen blev den serveret for kaptajnen samme dag. Siden da har flere fulgt den trop. Så sent som i nat landende endnu en på dækket for fødderne af Josephine #33, da hun opdagede det, skreg hun så panisk, at overstyrmanden Jesper kom farende for at forsikre sig, at der ikke var udbrudt brand eller at nogen var faldet overbord. Men jeg tror at episoden alligevel fik de involverede til at trække på smilebåndet, da postyret havde lagt sig og den værste fiske-fobi var drevet over.
Men flyvefiskene er ikke de eneste gæster vi har haft om bord. I sidste uge cirkulerede en flot og stor hvid fugl rundt om skibet i et par timer, inden den endeligt besluttede at slå sig ned dækket. Den havde forvildet sig for langt til havs, og da den havde inspiceret os længe nok, fandt den altså mod til at se os nærmere an. Der er endnu ikke total enighed om hvilken fugl der var tale om. Men et af budene lyder på, at det var en paradisfugl. Den havde et knaldrødt næb og en lang halefjer på næsten 40 cm. Vi forsøgte at fodre den med vand og sild, men den var for skeptisk til at røre ved noget af det. Efter et par timer hvor den var blevet begloet fra alle vinkler, og desuden var blevet foreviget på omtrent 100 forskellige kameraer, besluttede den imidlertid at forsøge sig hjemad igen. Det var en sjov oplevelse og det nager mig lidt, at jeg aldrig finder ud af, om den fandt land igen.
Vi har fortsat god vind i sejlene og det Caribiske øhav kommer tættere og tættere på. Det er for alvor blevet varmt, og hvis ikke foråret har indfundet sig hjemme i Danmark, kan I sende jeres tanker i retning af Atlanterhavet, hvor vi nyder godt af solen på dækket. Stemningen er dog en lidt anden i banjerne under dæk. Både koncentrationen i lektionerne og nattesøvnen bliver påvirket af, at vi bor 40 mennesker sammen i over 30 grader. Men så må man i stedet stå op og gå ud i natten og kigge på en fantastisk stjernehimmel, fuldstændig upåvirket af verdsligt lys. Og i mørket dele sjove historier med grødede morgen-stemmer. Så gaber man lidt ekstra den næste dag, og så går det hele alligevel.
Vi har det fortsat godt ude i den store verden, som efter mange dages sejllads uden hverken land eller andre skibe i sigte, har vist sig meget større end man måske lige går og tror.


Endnu et ohøj 

# 62 Line Kørner

 

 

6. april 2015

 

Klokken nærmer sig 19.00 og på dækket kan man høre 3. skifte synge sømandsshantys, mens de skrubber dækket i bare tæer. Vi andre er krøbet under dæk og gør klar til at hænge vores hængekøjer op, så vi kan få et par times søvn, inden de første skal op på nattevagt klokken 22.00. Solen har stået højt på himlen i dag og mange går til køjs med lidt for røde og brændende kinder.
I dag har vi holdt sømands-søndag for anden gang. Det meste af dagen er tilbragt med en bog foran næsen i solskin på fordækket. Temperaturen har været oppe på 22 grader og alle er trukket i shorts.

 

To timer af dagen har vi brugt på det, overstyrmanden har valgt at kalde, persisk gedemarked. Billedet af et østeuropæisk kræmmermarked med ting over alt og med insisterende råb fra alle retninger, beskriver meget godt den situation der herskede i banjerne, da vi alle blev bedt om at tømme skabe og kistebænke for at rydde op og gøre rent. Mange fik leveret forsvundne ting tilbage til deres rette ejermænd og lige så mange blev begavet med ellers fortabte ejendele. Forårsrengøringen blev også brugt på at få lagt vintertøjet bagerst i skabet og i stedet hive sandaler, shorts og solbriller frem i lyset.
Kabysafdeling havde arrangeret ægte påskefrokost med alt hvad der hører til af frikadeller, sild og flæskesteg. Frokosten vagte så stor begejstring, at kaptajnen til aftenmønstring kl. 18.00 påbegyndte et bifald, som vi andre stemte i.
Påskestemningen indfandt sig allerede for et par dage siden, da vi tilbragte nattevagten i skrædderstilling på dækket, og malede påskeæg. De hænger nu overalt på skibet og gynger i vinden.
Om eftermiddagen fik Anders #76, Stine #74 og jeg selv lov at arrangere underholdning. Det blev et vellykket arrangement med 97 smilende hoveder på dækket. Vi lagde ud med Anders’ version af folkedans akkompagneret af harmonikaspil. Begrænset bevægelsesfrihed og en tenderende mangel på rytmisk sans, resulterede i et latterfuldt kaos af trampende trainees, dansende rundt i cirkler med hinanden i hænderne. Mens tempoet på sangen blev hastigere fik vi trådt hinanden mere over tæerne, men vi grinte også tilsvarende højere. Da danse-cirkusset var over gik vi til anden etape af underholdningen, en omgang hit-med-sangen og også her var alle i godt humør. Som en konkurrence fordrer var der lige dele sejrsjubel og lige dele frustrerede udbrud, når teksten til ’Kiss’ af Prince lå lige på tungen, men ikke ville finde vej til stemmebåndet før et andet hold havde gættet sangen. Sejren løb 1. skifte med. Vi sluttede af med at synge om The Wild Rover og efterfølgende drømme os til Caribien med den hjemmelavede sang; ’Grenada, Grenada, Grenada, vi danser hele dagen på Grenada (..)’.
Med en gennemsnitsfart på 6-7 knob og med en melding om, at vi har rundet halvejsmærket, er der masser af optimisme at finde ombord.  Vi nyder sejladsen på et fantastisk flot Atlanterhav og vi glæder os til de oplevelser vi har i vente. 

Ohøj fra 81 sømandsaspiranter inklusiv jeg selv. 

#62 Line Kørner  

 

Danceondeck

 

5. april 2015

 

Good evening, and happy Easter!

 

Back home in Norway, we like to think about Easter as a sunny Holiday spent at our cabins, surrounded by endless skiing tracks on the white dressed mountains. We put sun screen on our faces, and red Swix under our skiis, as we trail our way, just to find out that we still get sunburned and that the skii-wax doesn't prevent snow from getting stuck under our skiis. In our backpacks it is hot chocolate, oranges and, of course, Kvikk Lunsj-chocolate.

 

Here in the North Atlantic on the other hand, it is quite different. The sun screen still has to come on, and sometimes the sun comes through the clouds. But skiing tracks and Kvikk Lunsj are still yet to be found.

 

Still we are celebrating Easter in our own way, and in a very good way, I must say. We've painted eggs in all different colours, that are now hanging around on the ship. We are also having an "easter-seamans sunday" tomorrow (even though it's monday). The Chief Steward is making sure that the Danish food-traditions also finds their way out here, and some trainees may have some entertainment for the rest of us.

 

So even though it is something completely different, it is still a very, very nice way to spend the Easter Holiday, in good company and good food.

 

Maybe if we're Lucky, the Chief Steward will serve some of his oranges as well.

 

So, until next time,

best regards,

Einar Lohne Bjøru #17

 

 

 

01.04.2015

 

Så er vi på havet igen. Maskinen kører og kaptajnen har netop sagt ordene: Næste stop Grenada. Efter en dejlig dag i land på Gran Canaria har vi endnu en gang en lang sejltur foran os. Så snart vi er tilstrækkeligt langt fra land, sætter vi sejlene og kursen mod Syd, indtil vi rammer passatvinden, som skal fragte os til Caribien. 

Søndag aften annoncerede Kaptajn Kurt, at vi, med heldigt vejr og ’smooth sailing’, var kommet foran i tidsplanen. Derfor var der tid til et stop i Las Palmas. Denne besked blev modtaget med spontant jubeludbrud og klapsalve. Det var en stor og glædelig overraskelse og en fed sejr at kunne konkludere; at første del af turen er gået over forventning. 

Tirsdag ca. kl. 12.00 lokal tid lagde vi for første gang til kaj. Vi stod alle på dækket iført hvide jubelhuer og smil til begge øer. Så snart landgangen var på plads, var vi alle oppe og træde på landjorden efter 14 dage på gyngende grund. Styrbord vagt var de første til at få landlov, mens bagbord vagt blev om bord og lavede forskelligt vedligeholdelsesarbejde. Da vi for første gang lå stille og i læ for havvind, kunne solen virkelig mærkes, mange hoppede i shorts og fandt solbriller frem. Den første halvanden uge af toget har vi været pakket ind i termokedeldragt og halstørklæde. Dette er nu pakket væk og det føles skønt.

Selvom vi kun har haft 24 timer i land, har alle haft det sjovt. Alle har været gode til at få meget ud af den sparsomme tid. Nogle har lejet scootere eller bil og kørt en tur i bjergene, mens andre har været ude at spille golf. Andre igen har blot gået lidt rundt i byen og været ved stranden. Las Palmas var fyldt med turister og især danske af slagsen. I løbet af dagen har vi stillet op til mange fotos og modtaget mange hilsner om god vind på resten af turen. Det var sjovt at opleve hvor mange venlige og også undrende øjne, en DANMARKS uniform kan tiltrække. 

 

Ohøj og på gensyn fra de nyopladede søfolk på Skoleskibet DANMARK.

Line Kørner #62

 

 

01.04.2015

 

Good evening!

 

Two lovely days in Las Palmas has now come to an end. We have once again set sail, and are headed down to catch the Passat-Wind, that will guide us over the Atlantic.

 

A ship never sleeps, and 24 hours a day, we are doing something to keep her going on. A lot of Work is required, but sometimes you are able to take a step back and actually realise what we are a part of.

 

A night watch some days ago, we took that step back. Instead of working behind a desk, we were working behind the royal yard on the main mast. The bright moon shined upon the DANMARK and the North Atlantic waters, the same sea our ship was bashing through waves, with a speed of 10 knots. All powered by the wind. Around us there is nothing in sight, and I believe it was only our ears that was preventing the smile from going all around our faces.  

 

I don't want to romantisize it much more.

Simply enough, life is brilliant out here.

 

So, until next time,

best regards

Einar Lohne Bjøru #17

 

 

 

27.03.2015

Det blæser i Biscayen; det kan 81 skoleskibselever tilslutte sig efter to døgn rullende på dønninger i Biscayabugten, og med god vind i sejlene. Det var imidlertid ikke alle, der nød denne strækning lige meget. Søgangen fik gjort de første mange elever, inklusiv mig selv, blege i ansigterne. Søsyge er selvsagt svært at flygte fra midt ude på havet, og den første dag om bord på et gyngende skib var lang og uoverskuelig. Frokosten trillede ned af bordet og landede i skødet på os, vandet skyllede ind over lønningen og på dækket var der spændt stræktov ud, som vi kunne gribe fat i for at holde balancen. Heldigvis krævede det kun en dag eller to før alle var ovenpå igen, og forhåbentlig er kroppen bedre rustet næste gang, havet inviterer os på rutsjebanetur.
Onsdag middag var der pludselig junglelov på skibet; måltider blev udsat og timer aflyst, fordi Man-Over-Board-båden blev sat i vandet, for at hente, hvad der skulle vise sig at være en stor metalboks, sandsynligvis en gammel køletank af en slags, som udkigsposten havde set ligge og blinke i havoverfladen. Men inden spekulationerne blev gjort til skamme var der mange kreative og langt mere spændende teorier i spil. Hele skibets besætning samt 81 elever stod lænet ud over lønningen og spejdede langt efter overstyrmanden og bådsmanden, der i rød gummibåd og høj fart satte kurs mod det uidentificerede objekt. Blandt de bedste forslag var ideer om narkosmugling eller tyvekoster på afveje. Hele morskaben forduftede dog samtidig med, at det der reelt set bare var et stort stykke skrald, blev hevet om bord. Om ikke andet fik vi øvet at sætte MOB-båden i vandet og at standse skibet hurtigt.  
Nu er vi nået ud for Portugals kyst og de sydligere himmelstrøg kan tydeligt mærkes på temperaturen. Vi har nu haft flere dage med temperaturer over 15 grader. Det giver alle lidt bredere smil på læberne og endnu mere kampgejst. Atlanterhavet har den flotteste blå farve og når delfinerne springer langs skibssiden, så glemmer man alt om potentiel søsyge og eventuel træthed fra nattevagten. Det er hårdt at skulle op om natten, men på skyfrie nætter kan vi tælle stjerneskud på den mest fantastiske stjernehimmel. Og hvis man læner sig ud over skibssiden kan man se morild blitze i havoverfladen.
I går, torsdag, havde kaptajnen besluttet at det var søndag om bord på skibet. Efter vi havde hejst Dannebrog og sunget dagen i gang med en Shu-bi-dua melodi fra højskolesangbogen, havde vi derfor fri fra lektioner under dæk. Vi slog os i stedet ned med spillekort på fordækket. Det var en dejlig dag og selvom der ikke var skemalagte aktiviteter gik tiden alligevel hurtigt. Desuden var det rart at have lidt tid til at fordøje de mange oplevelser og samle kræfter til endnu flere. Vores ’Seaman’s-Sunday’ blev også brugt på en lille test i navnene på de 219 tovender, som man nødvendigvis må have styr på inden man gnidningsfrit kan manøvrere et fulrigget sejlskib.
Jeg skulle hilse alle mødre  fra deres unge sømand og sige, at vi har det godt og er glade. Alt er stadig spændende og vi knokler med at absorbere så meget viden som muligt samtidig med at nyde de smukke omgivelser og det gode selskab.

Ohøj

#62 Line Kørner

 

----------------

 

Dagbog for 24/3-2015

 

Good  morning, Biscaya!
 
In the middle of the night, the trainees could feel that their hammocks started to bump in to one another. Slowly but surely, the Bay of Biscay was greeting us. Finally, we were to experience a taste of how the sea can treat us.
 
After a kind North sea and an English Channel, there wasn´t many that knew how seasickness felt. Now the swells (dønninger) were not only making the ship roll around, but also making many heads more Dizzy and making it hard to keep the food Down.
 
However, it isn´t enough to make us lose the smiles around our faces. This is what we came to experience and learn from. Handling the power of the nature to our advantage, as we are sailing 10 knots, making Wind and waves carry us further on towards the Caribien Islands.
 
So, until Next time,
 
Best regards,

#17 Einar Lohne Bjøru

 

----------------


Dagbog for 22/03 2015


Alt er fint ombord, vi hygger os og humøret er højt og stadigt stigende. I dag har været en helt specielt dag dag da der kom delfiner på besøg for første gang, 3 gange på en dag kom de forbi skibet og kiggede til os.. Vi har startet undervisningen under dæk i dag, så dagene indtil nu er gået med at lære at sætte sejl, brase dem, stuve dem, trimme dem osv.. Det hjælper en hel del evnerne til at kravle rundt i riggen.. Pulsen er i hvert fald ikke 180 længere når jeg skal kravle der op.. Jeg har også næsten lært alle tovenderne, som vi skal have prøve i senere på ugen.. Sejladsen er helt fantastisk, Nordsøen har opført sig pænt, der var lige knap en krusning på vandet, der er ikke ret mange der har været dårlige og de fleste af os har også fundet vores søben.. Vi har haft fantastisk vejr, ikke en eneste ferskvands dråbe er landet på dækket, solen skinner, vejret har været helt ekseptionelt lækkert, jeg har aldrig set Nordsøen så stille, og den engelske kanal har også været helt eminent, vi var på vagt da vi passerede White Cliffs of Dover, men desværre var det nat.. Nu er vi kommet ud kanten af nord Atlanten, og søen bliver stadig højere og længere, men alt er vel ombord..


#21 Anders K. Sørensen

 

----------------

 

13.03.2015
OPSKRIFT PÅ PÅMØNSTRING AF DANMARK

INGREDIENSER:
2 stærkt monterede arme
6 ugers langtidshævet værkstedsskole
15 kg. fuld køjesæk
3 kg. lagret rent og nænsomt udrullet uniformssæt
10 dl. veltilberedte engelskkundskaber
1-2 spsk. sømandssange
FREMGANSMÅDE:
Start med at opvarme armene omkring 12 uger før påmønstring, hold gerne en minimumstemperatur på 150 grader gennem hele forløbet, ellers er der risiko for, at projektet falder sammen. Hvis det skulle ske at du allerede er udstyret med et par veltrænede arme, kan disse også anvendes.
Værkstedskolen skal begynde at simre seks uger før påmønstring, denne proces skal følges nøje, for at undgå, at temperamentet skal koge over. Hvis denne proces godkendes af ansvarshavende personale kan skoleforløbet tages af varmen.
Ved værkstedsskolens start blev en af flere vigtige ingredienser udleveret; køjesækken. Denne skal nu æltes nøje for at undgå lufthuller, husk dog at lade de tre kilos lagret uniformssæt ligge ude, eventuelt på køl, for at forebygge eventuelle ujævnheder.
Hvis du ikke allerede har 10 dl. veltilberedte engelskkundskaber på krydderihylden, kan dette nå at blomstre, høstes og tørres på værkstedsskolen.  
Sidste hånd på værket er 1-2 spsk. sømandssange efter eget valg, der vil dog blive tilført flere efter påmønstring, så ikke overdosér på værkstedsskolen.
Band alle ingredienser, lad det stå et døgn ved stuetemperatur under et saltvandsvædet klæde, så vil processen få tilført den måske vigtigste ingredienser; gåpåmod.
Følg opskriften nøje og du vil opnå et eventyr af smagsoplevelser.

NB. Privatliv og blufærdighed er ikke forenelige med de resterende ingredienser og vil derfor over tid blive udskilt fra substansen.

#74 Stine Wermuth

 

----------------

 

13.03.2015
Påmønstring tirsdag den 10.
                                 
”Næste stop Frederikhavn, toget kører ikke længere – Vi ønsker en god tur til alle de unge mennesker der i dag påmønstrer skoleskibet DANMARK. ” Sådan lød det over DSB’s højtalere da vi, 20 unge mennesker, til lyden af togkonduktørens fløjten, vendte ryggen til togvognens lukkede døre. I fuld uniform og med hatten på skrå, satte vi kurs mod flådestationen i Frederikshavn. Her lå DANMARK og ventede på vores fremmøde. Solen skinnede, himlen var skyfri og luften smagte af forår, da vores brede smil mødte de resterende trainees, der ventede på kajen. Da vi alle var samlet og satte vores ben på gangbroen for, for alvor, at flytte ind på DANMARK, var det ikke helt uden sommerfugle i maven. De næste tre måneder er, som Stine #74 formulerer det; sengen en hængekøje og privatlivet revideret til en tur på toilettet.
Vi startede den første dag med at pakke ud på den sparsomme plads vi har til rådighed, dernæst fik vi en masse sikkerhedsinstruktioner og brugte ellers dagen på at gøre os bekendt med skibet.
Rigtig spændende blev det, da klokken blev 20.00, og vi begyndte at hænge vores hængekøjer op. Høje grin blev blandet med frustrerede udråb, inden vi alle var klar til at gå til køjs. Jeg tror ikke jeg kun taler for mig selv, når jeg siger, at denne den første nat var en urolig en af slagsen. Det kræver lidt tilvænning ikke alene at falde til ro med tusinde tanker i hovedet, men også at sove til lydende af 40 unge mennesker i deres, måske nok kommende naturlige omgivelser, men indtil videre ganske ubekvemme pose af en seng.
Nu er det tre dage siden vi gik ombord og afgang nærmer sig hastigt. Vi kravler rundt i riggen med rystende knæ og vi rækker hånden i vejret med undrende spørgsmål, men hver nat kravler vi op i hver vores køje og forpupper os som spirende sømænd. Hver dag vågner vi op med lidt mere energi end den forrige og med lidt mere mod på det hele og ikke mindst med en dag nærmere afgang.
#62 Line Kørner

 

----------------

 

7. Marts 2015

Lidt fra opstarten

 

Vi fik en vældig masse tøj. To par bukser og to busseronner i groft, blåt kanvas beregnet til at arbejde i, og med varmen fra et tropisk klima i mente, fik vi derudover shorts til samme formål. Skibet må være vant til fugtigheden og zenit-solen nær ækvator fra dets mange rejser. For den mindre gruppe brasilianske studerende, må det være en kærkommen afveksling fra det nordligste af Danmark, som stadig lå henfrosset i vinterhi da vi påmønstrede skolen i januar. Jeg ser også frem til varmen som de fleste, men at arbejde hårdt under tropesolen på en glohed eftermiddag, vil for de fleste skandinaverer, nok være overvældende til en start. Vi fik en uniformshat med hagestrop samt et par paradesko i sort læder. Skoene polere vi op, til omridset af vores ansigter kan anes i deres snuder. Således kan man spejle sig i resultatet af sin egen formåen, men det er næsten for romantisk. Jeg vil hellere skrive om vores tøj.
Allerede før vi ankom, fik vi med post, tilsendt et kaldenavn. Mit er tredive, så det kalder jeg mig her for vanens skyld. Tredive skal syes ind i alle mine ejendele på togtet. Tredives arbejdsstøvler, tredives marineblå halsedisse, og hvert par af tredives otte sæt nyindkøbte sokker. Mærkater er sat i alt, syet ind i hånden. Og det er sjovt, når man nu tænker på, hvilken katastrofe det ville være, hvis bare en af disse skulle trævle op, og falde af. Det er væmmeligt. Hvordan skulle man bedrive, at sejle tværs over Atlanterhavet ved ækvatorlinjen, i stormvejr med tårnhøje bølger og syv og et halvt par sokker? Det kan man ikke.
Så tredive lærte at sy, og det er vældig fint, og han lærte også at stå ret i en søvnrus og at tage tøj på i en vældig fart. Alting fungerede per refleks til sidst, så kroppen som jeg for øvrigt stadig mangler at sy nummer i, lærte at slappe af i de uvante omgivelser. Tankerne løsner sig også op og flyver derfor ofte væk, fordi jeg glemmer at sætte nummer i dem, men det har de altid gjort.

#40 Theis Christensen

 

 ----------------

 

28. Februar 2015

 

Det et stykke tid siden jeg sidst har skrevet dagbog; det er nok mest fordi jeg ikke er vant til det, og at det eneste tidspunkt vi virkelig har tid til andet end skole er om aftenen, hvor man for det meste er ret træt. I dag har vi været i værkstedet hele dagen, for at færdiggøre vores marlin spike, som skal bruges på skibet til at øve splejsninger. De foregår med en metalsav og en fil, så der ligger mange timers arbejde i et enkelt spir. Arbejdet med at file kan godt virke lidt monotomt, når man filer på 6 time, men så står man også til sidst med et blankpoleret spir, som man kan bruge på skibet. Jeg har vist aldrig rigtigt produceret noget brugbart i et værksted, så meget af det vi lærer er nyt for mig.
Vi var i går for tredje gang nede på skibet, for at lære hvordan vores hængekøjer skal hænges op, og for at have test i knob og stik. For mit vedkommende gik hængekøjedelen udmærket; med hensyn til knob er der stadigvæk, som det vist også blev nævnt af vores kvartermestre, plads til forbedringer hos de fleste af os. Hængekøjen skal både hænges op og pakkes sammen på en helt speciel måde, og den skal være virkelig stramt spændt sammen, inden den bliver pakket væk. Det skal gøres rigtigt 3 gange i træk, før man kan få lov at pakke den væk uden inspektion.
Som de fleste syntes jeg også, at de fedeste lektioner er dem vi har nede på skibet. Der er en million reb, sejl og navne på alle de ting som er på skibet, som vi skal have lært før vi sejler af sted. Jeg glæder mig til at komme af sted, og se om skibet rent faktisk kan sejle.

#42 Mads Tranæs

 

 ----------------

 

25. februar 2015
The time is near

Five weeks has soon come to an end, and every trainee starts to realise that within 2 weeks we'll be sleeping in our hammocks, stand watches, climbing masts and handling sails, surrounded by nothing other than the blue ocean,  
 
It is noticible also at the craftman school. People are at their last tasks at welding, grinding and filing. The last class has gone through fire school. We've said good bye to our 10 km running instructor, Rico, with a joyful race in the Danish heights. Also, the exams in knots, bents and hitches have started, making the trainees nervous and more focused.
 
#17 Einar Lohne Bjøru

 

----------------

 

24. Februar 2015

For at være lidt på tværs,
vil jeg skrive min dagbog på vers.

Det skal handle om at have for øje,
at skulle hænge fra loftet i en køje.

For når skoleskibet er oplevelsernes lokalitet,
bliver hængekøje-hængeri en realitet.

I dag har vi været ombord for at lære,
alle de knob der kan være svære,
men knob-rutine må det kræve,
når man skal hænge højt under dækket og svæve.

Det kræver temmelig meget øvelse at folde,
et knob man tør stole på vil holde.

For ned til dørken er der ikke kort,
så falder man ud så slår man sig hårdt.
     
Da vi var kommet på plads og så på hinanden,
kunne vi godt se der ikke var langt til sidemanden.
 
Men når ‘Danmark’ 100 mennesker skal indlogere,
må det være noget man accepterer.

Desuden lå vi og grinte og var glade,
og så gør pladsmangel ingen skade.

Men når natten er ovre og solen står op,
og vi alle vågner i samlet trop,

Så er knudebinderiget endnu ikke forbi,
for hængekøjen skal dernæst foldes op fejlfri.

For der findes selvfølgelig en særlig teknik,
i hvordan man folder køjen med knob og med stik.
 
Og gør man det ikke korrekt må man bøde,
når man om morgenen på dækket skal møde.

Så skal man vise sin sammenfoldede køje,
så den kan blive beset af et trænet øje,

Og så får man klar besked om at sømandens værd,
afhænger af hans køjebindings-adfærd.

#62 Line Kørner

 

2015-25-02 Billed .jpg

 

2015-25-02 Billed 1.jpg 

----------------

 

17. Februar 2015

Dagbog for uge 7

 

Så er endnu en uge gået på hæld, og skoleskibets elever er endnu tættere på deres udmønstring. Vi kan alle sammen mærke at datoen kommer nærmere, vi er halvejs i forløbet på Martec, knobene bliver øvet, hængekøjerne bundet sammen, og søsikkerheden studeret. A-klassen har i den forløbne uge haft materialelære på skemaet, et fag der primært gik ud på at lære os om jern, stål og andre metaller som vi arbejder med i værkstedet.

§26 i arbejdssikkerhed har vi også alle sammen bestået, så vi kunne komme i værkstedet og lære og svejse. Svejse timer fik vi også i denne her uge, vi fik lov til at prøve kræfter med både autogen svejsning og elektrode svejsning. Det er altid sjovt at lære noget nyt og udfordrende.

Fredag eftermiddag havde skolen arrangeret busser til Skagen skipperskole, hvor forstanderen fortalte om mulighederne for at uddanne sig til navigatør efter skoleskibet Danmark, hvilket han jo forståeligt nok opfordrede os kraftigt til. Skolen har noget moderne og meget store skibssimulatorer som er indrettet fuldstændig som en bro på et skib. Simulatorerne gjorde det muligt at øve stort set alle tænkte scenarier man kan komme ud for som navigatør, vi fik kort lov til at prøve dem for at se hvordan de fungerede.

Lørdagen gik med lektioner i søsikkerhed, og omkring middag gik turen til skibet, hvor vi skulle lære at ro, vi har to ”longboats” ombord på skibet, som skal bruges til f.eks. landgang og andet, det skal helst være synkront og se godt ud, og det er oftest lettere sagt en gjort.  Efter aftensmaden, lørdag, spillede nogle af skolens elever både sang og musik, og der blev sunget med i messen.

 

# 21 Anders K. Sørensen

 

----------------

 

12. Februar 2015

 

På strømpefødder og med benene straks ud på gulvet foran os, sad vi torsdag aften efter rengøring og ventede på Poulsens vanlige værelsestjek. Dagens sidste lys skinnede lyserødt ind gennem rudererne og vi var i højt humør efter en lang og begivenhedsrig dag. Vi sad og snakkede om weekendplaner, om nyligt afsluttede projekter i værkstedlokalerne og om sjove episoder fra løbetræningen dagen før. Midt i summen af snak blev en sagte nynnen af ‘Fra Engeland til Skotland’ hos en enkel trainee, til en tostemmig udgave af melodien og hurtigt istemte flere og flere. Snart sad op mod 15 mennesker og skrålede af deres lungers fulde kraft. Julia #43 fik hentet en guitar og næste sang ‘Katinka Katinka’ gik i gang. Snart dukkede Anders #76 også op i selskabet og koret fik nu akkompagnement af også en harmonika. Iblandet pauser af store latterudbrud samt hyppigt ræsonnement af hvordan teksten lyder i tredje vers af ‘Wild rover’ og hvordan det nu lige er melodien lyder i refrænet på ‘South Australia’, så gik 2 timer med at gennemgå alle de sømandsviser vi kunne komme på.
I weekenden skal vi ud at ro igen og her håber vi på at få brug for vores veltrænede stemmebånd og synge de øvede sange i takt til årenes bevægelse gennem det vinterkolde vand. Og selvom særligt brasilianerne fryser på fingrene når grebet strammes om årene, så håber vi en sang om ‘Solskin ombord’ kan få et smil frem på deres læber og lede tankerne hen på et lyseblåt Atlanterhav med Caribiske øer i sigte.
     
#62 Line Kørner

 

2015-12-02 .jpg

 

---------------

 

9. Februar 2015

Dagbog for uge 6

 

I denne uge har det for A-klassen stået på røgdykker kursus, mandag til onsdag. Vi startede med brandteori om hvordan en brand fungerer og hvad man kan gøre for at forhindre det. Vi fik også kravlet en tur på brandskolens forhindringsbane, som er en indendørs labyrint af små gange som man skal kravle igennem, helst uden at bruge for meget luft. De næste par dage skulle vi lære at røgdykke for alvor, så vi fik flasker på nakken, og så ind i labyrinten igen. Vi fik også prøvet at være i varme omgivelser, samt mærke hvor tyk røg kan blive i lukkede lokaler og hvor lidt der egentlig skal til for at slukke dem igen. Vi fik undervisning med både vandslanger og almindeligt håndholdt slukningsudstyr, så vi kan takle alle opgaverne ombord på skibet i tilfælde af brand.
Torsdag og fredag var vi tilbage på skolen og i værkstedet igen. De fleste af os er gået i gang med at lave en gevindplade, som reelt set er et stykke rektangulært stål, med en masse huller og gevind i. Det skal selvfølgelig laves efter nogle bestemte mål, og helst være lige. Weekenden har for de fleste af os betydet en tur hjem og hilse på. Vi er klar til en ny uge og glæder os til at komme i gang efter et par velfortjente fridage.

 

# 21 Anders K. Sørensen

 

 ----------------

 

1. Februar 2015

Første uge på MARTEC.

 

Sneen faldt i store fnug over Frederikshavn på førstedagen af dette års DANMARKSs eventyr. Men mens kulden hærgede udenfor var der massere af varme smil at finde indenfor murerne. De første timer blev brugt på at uddele håndtryk og udveksle navne og skolen tragterede med kaffe og kage som blev akkompagneret af lystig snak blandt alle os nyudklækkede skoleskibselever. Snakken gik på hvad der havde ledt os alle til det nordlige Jylland på en vinterkold januarlørdag og svarene herpå var mange. Nogle har sejlet hele deres liv og har længe drømt om et togt med DANMARK, mens andre blot er ledet af tilfældigheder og nysgerrighed.

 

1450176_10205711839252284_7053224060710073536_n  10928621_10203448899119600_1527361249_n


Efter vi alle var blevet indlogeret på kamre, og de sidste forældre havde vinket farvel til deres unge mennesker, blev vi introduceret for besætningsmedlemmer og lærere og vist rundt på skolen. Trætte efter mange indtryk og mange informationer gik vi forventningsfulde i seng denne, den første aften.
Søndag vågnede vi op til uddeling af alt vores nye udstyr, og efter vi var trukket i busseronnen for første gang, var vi alle blevet lidt mere sømænd. Søndag var også dagen hvor vi blev vist rundt på skoleskibet, vores kommende hjem, for første gang. Det var et stort øjeblik, og da vi stod på dækket og vores ånde sendte damp ud i morgensolen, kunne vi et flygtigt øjeblik mærke hvilke fantastiske oplevelser vi har i vente. 
Så snart det blev mandag startede hverdagen på MARTEC, vi mødtes til mønstring kl. 07.00 og så var dagen i gang. I det ene værkstedslokale stod elever for første gang med et svejseapperat i hånden, mens eleverne i det tilstødende lokale rynkede brynene i spekulationer over hvordan det skal lykkes at fuldføre opgaven; at file en rustrød stålstang til et sølvglinsende nyttigt merlespir. Men det er ikke kun om formiddagen vi bliver udfordret; Så snart den officielle skolegang er forbi bliver der løbet og trænet og om aftenen bliver vi undervist i navigation og i diverse knob og knuder. Weekenden er blevet brugt på kursus i søsikkerhed, i ISPS og med undervisning i roning. Alt sammen forberedelser til den udfordring der venter os blot 3 km og halvanden måned væk. Foruden skemaet på MARTEC har der været massere af tid til at hygge og lære hinanden at kende, vi har været i svømmehallen, i skøjtecenteret og i biografen og i enhver pause kan man høre den karakteristiske lyd fra bordfodboldbordet, der flittigt bliver brugt. Den første uge som skoleskibselever har givet os en smagsprøve på hvad vi har i vente, og jeg tror vi alle er enige om, at det smager ret godt.

 

Line Kørner #62

 

----------------

 

31. Januar 2015

Første dagbos indlæg for skoleskibet Danmark i perioden 24/1 til 31/1 2015.


Vi ankom d. 24/1, 81 forventningsfulde, håbefulde og spændte nye elever, klar på 5 måneders oplevelser, venskaber og nye færdigheder. Lørdag efter vi var ankommet, enten selv eller forældrene havde afleveret deres komne sømænd, var der mønstring i gymnastiksalen, hvor kaptajn Kurt Andersen, fortalte om selve skolen, reglerne og alt det andet vi skal glæde os til de næste 5 måneder. Vi blev hurtigt inddelt efter nummer, ulige numre i starboard(styrbord)watch og lige numre i port(bagbord)watch, derefter i quaters, og til sidst i messes af 10.
Vi fik nøglen udleveret til værelset, anskuet vores nye værelseskammerater, og fandt alle sammen rimelig hurtigt ud af det her skal nok blive nogle fantastik sjove og lærerige måneder. Kurt kom også kort ind på nogle få regler, som er nødvendige når man bor så mange mennesker sammen på så lille et område som skolen er, og et endnu mindre område som skibet bliver. Det kræver tålmodighed, ansvarsfuldhed og ikke mindst respekt, at skubbe lige knap 100 mennesker ind på lille sejlskib, som ikke kun ligger stile, med mulighed for at gå i land, men er på åbent hav og både vugger den ene og den anden vej.
Der bliver snakket engelsk igennem hele forløbet, da vi også har mange andre nationaliteter end lige dansk. Vi har blandt andet, nogle fra Finland, Tyskland, Brasilien, og Canada. Vi bliver også undervist på engelsk, så alle kan følge med, og vi kan lære de maritime gloser, i tilfælde af at vi ikke altid skal sejle med skib hvor der nødvendigvis er dansk besætning ombord, kan det hurtigt blive nødvendigt at kunne gebærde sig på et andet sprog.
Søndagen stod i tøjudleveringens tegn, hvor vi fik alt vores nye tøj, så vi alle er ens, uniformerede og ser godt ud. Senere Søndag stod den på udflugt til Flådestation Frederikshavn, hvor skibet ligger i øjeblikket, det var et spændt, og glædefyldt øjeblik, at se det gamle skib ligge i vandet, hvor solen så småt havde bevæget sig mod horisontlinjen og kastede et fantastisk orangerødt lys over de gamle master og apterings bygninger. Efter rundvisningen på vores komne hjem i 3½ måned, vendte vi snuden mod Martec igen, hvor endnu flere informationer ventede os.
Allerede mandag, begyndte undervisningen på værkstedsskolen på Martec, nogle skulle på filekursus, andre undervises i teknisk tegning, nogle skulle svejse, og andre på kursus i §26(som er sikkerhed ved svejsning), alt undervisning i værkstedskolen foregår fra kl 0815 til 1530 hver dag. Det betyder derfor ikke at vi har fri fra kl 1530. Der skal dyrkes motion 3 gange i ugen, og vores aftner bliver heller ikke spildt på at flade ud, der bliver undervist i marlinspike(knob og stik), navigation, og så skal der jo for resten og syes numre i alt tøjet som skal med ombord. For når der er 162 par blå bukser ombord på Danmark, så kan det være rart hvis der er syet et nummer i, så de kan komme tilbage til den rette ejermand.
Det har været en spændende og lærerig uge, med mange nye ting, som skal øves og læres. Ellers er alle ved godt mod, og der er rigtig sjovt at lære en hel masse, som også bliver nødvendige og brugbare når vi påmønstre Danmark om bare 5 uger.


# 21 Anders K. Sørensen

 

----------------

 

4. Februar 2015

Første uge på MARTEC

 

Første uge på skolen har været vildt fed, i hvert fald for mig. Vi ankom om lørdagen imellem 14 og 16, og fik udleveret nøgler og sengelinned. Derefter mødte jeg de 3 andre drenge som jeg skulle dele værelse med de næste 6 uger, og jeg kan allerede mærke, at det nok skal blive sjovt. De virker alle 3 som nogle flinke fyre, så jeg er glad for mit værelse. Alle folk heroppe er utroligt åbne, og det føles som om alle kan snakke med alle, selvfølgelig fordi vi ikke kender hinanden så godt endnu. Vi er inddelt i værelsesgrupper, quaters og forskellige messer, så man lærer andre man ellers ikke rigtig ville møde på skolen at kende, hvilket jeg syntes er god måde at møde alle de andre på. Vi har haft sea safety kursus, roning, plantegning og idræt hver mandag, onsdag of fredag, så der har ikke været meget fritid. Heldigvis er der ikke langt til byen i Frederikshavn; desværre skal vi være hjemme ædru kl.10, så de helt store byture har der ikke været nogen af. Vi har en smule mere svejsning, end jeg havde forventet, men selvom jeg ikke ligefrem er verdensmester, er det meget spændende at lære, og jeg havde nok ikke lært det andre steder end her. Jeg vil slutte mit indlæg med at rose kantinen, for jeg havde ikke forventet at det var spiseligt, men al maden er rigtig lækker.

 

#42 – Mads Gadegaard Tranæs