mitMARTEC

Dagbøger 2014

På denne side vil du kunne finde dagbøger fra elever og besætning/kaptajn undervejs på togtet. Seneste indlæg findes øverst på siden.

 

Dagbøger

14.06.2014

Skoleskibet Danmark ligner ikke længere helt sig selv. Hun står nu, afpillet og næsten klar til at komme i tørdok, som påmindelse om at vores eventyr snart er slut. Seks rær ligger nu på kajen, og sejl og tovværk er fordelt i metalbure til opbevaring. Ligeledes det hyggelige bibliotek, hvor nok en dagbog er blevet forfattet undervejs. Her står alle bøgerne stablet i 21 grønne mælkekasser; en del af bøgerne er skibets egne, andre skal afleveres tilbage til blandt andet Handelsflådens Velfærdsråd og Søfartens Bibliotek. Siden vi lagde til, er her blevet arbejdet på højtryk på at afrigge skibet. Men aftenerne har været brugt til hygge; landlov, biografture, ture til stranden, film om bord – der er endda blevet vist en fodboldkamp på dækket.

Stemningen om bord er god, men om os lurer tanken om, at vi snart spredes for alle vinde og det nok er de færreste af os, der nogensinde kommer til at se udsigten fra Danmarks master igen. Nogen af os sejler videre med det samme – flere har fået job i det maritime allerede, andre skal ud at sejle sejlskibe som frivillige. Andre sætter nødigt deres ben på et sejlskib igen.

Mon man lige skulle tage en sidste tur i riggen, inden det hele er slut på mandag? Tanken gør mig trist til mode. Dette vidunderlige skib med dets blandede virvar af alle mulige, meget forskellige mennesker, er jo mit hjem nu. Jeg har ikke lyst til at tage afsked med alt dette – for der kan jo ikke slås tvivl om, at næste gang jeg kommer om bord på ”den gamle dame”, vil jeg være en gæst i det der så vil være nye elevers lille lukkede samfund. En gæst, simpelthen! Tanken er næsten ikke til at bære.

Isa #74 planter fire guldkarameller foran mig, og efter lidt slåskamp med Tjalfe #12, giver hun mig besked om, at jeg hellere må dele dem med ham.

Nu lyder den brummende lyd fra brugen af needleguns i cablelocker – grøntsagskølerummet er skilt ad og fjernet, så nu er de i gang med at ordne inde bagved. Agterste henstuvning er også tømt helt – ikke bare for indhold i form af materiel, men selve henstuvningens ruminddelinger er fjernet. Alt imens dette hårde fysiske arbejde med at rigge af, har stået på, har vi været nogle få stykker samlet i ”kaptajnens sekretariat”. Vi har haft vores lille ”hovedkontor” i biblioteket, hvor vi blandt andet har udarbejdet en slags rapport med samling af alle elevers evaluering af toget. Jeg kan naturligvis ikke komme med detaljer, men der tegner sig et tydeligt billede af, at uanset om folk fremover vil sejle, har dette togt været en oplevelse, ingen ville være foruden.

Nogle af os ses allerede på Roskilde Festival, hvor der er planlagt en fælles camp og i august, hvor der er arrangeret en gensynsfest i Odense. Man kunne også forestille sig, at vi vil støde på hinanden, når Skoleskibet Danmark i fremtiden anduver danske havne.

Mens vi sidder her i hulen, kommer folk ind og afleverer de sidste lånte bøger, så om lidt skal disse sorteres og skibets store udvalg af maritime magasiner skal også have en plads et sted. Snart er der kun slutrengøringen af biblioteket tilbage og vi vil være endnu et skridt nærmere afslutningen.

Det er helt underligt at tænke på, at denne kommende afsked er der flere tusinde, der har været igennem før os – at Skoleskibet Danmark er en del af så mange menneskers liv. Hun er os kun til låns, og alligevel føler vi, at hun lidt er vores. 

Julie Brummerstedt Lemb #2

 

08.06.2014

The end is near. In the ambivalent way. We just left Copenhagen, in which we had an awesome time. I for one got to go home, and see some of my friends, which was fantastic after almost three months. But it also gave me a feeling I didn’t expect. After I had been home for a few hours, I found myself alone in my room longing for getting back out again. I can’t believe that I had missed my home for so long, and all I wanted to do was to get away. This life on the seas really gets to you, I won’t say that it is so for everyone, but a lot of us are a little scared of going home. Copenhagen has been filled with receptions and open ship, we could really feel that we have started feeling a certain pride when showing people around the ship. This really is our home, where we have spent countless hour maintaining it and polishing like a bunch of madmen.

In Frederikshavn awaits the downrigging of the ship. It basically means that everything we can take apart, we take apart. So that means, all sails get to go down, royal and topgallant yards (the two topmost ones) go down, and the aft hold gets totally stripped. It is going to be a lot of work, and it needs to be done in a week before we head home, or that was what the Chief Mate just told some of us. In reality we are probably going to work harder than ever in order to make it.

It may be so that we are done and about to set foot on land again for a longer while, but I am almost certain that it won’t be the last time most of us sets out to sea, professionally.
-Anders Kreutzmann Lassen #16

 

06.06.2014

Første gang ved tasterne, hvor jeg har ansvaret for at fortælle om det der er sket i ugen op til indsejlingen i København. En opgave jeg forhåbentlig nok skal klare fint!

Ikke mange dage siden sejlede vi ind til Randers, hvor vi blev modtaget af en kødrand af familie og venner til de mange elever som bor i Jylland og lignende (det vil sige de danske øer omkring Jylland, såsom Læsø). Samt et bigband bestående af børn og unge, som spillede alt fra gammelt til nyt. Flokken af elever blev sendt på kajen for at møde de spændte familier og venner. Senere kom politiets damekor og fyrede den af.

Vi lå i Randers nogle dage inden vi drog til havs for næstsidste gang for dette togt. Kursen var nu sat mod København, hvor vi på vejen skulle samle en prins op og sejle ham ind til havnen. Men inden det skete lå vi for anker, da det sidste lige skulle gøres klart til det royale besøg. Blandt andet øvede vi en vild sejlmanøvre som gik på at alle sejlene på alle tre master skulle sættes i samme tempo. Den sejlmanøvre blev fulgt op med at bjærge sejlene igen, samt gøre dem fast, så en flok, deriblandt undertegnede skulle til vejrs. Jeg var i bramsejl gruppen på krydsmasten, det næsthøjeste sejl. Selvfølgelig skulle det hele ikke gøres på en gang. Sejlene skulle sættes efter prinsen kom om bord og bjærges igen når vi sejlede ind til Esplanaden.

Vi fik H.K.H prinsen om bord, hvor vi mønstrede i vores reneste arbejdstøj, så rent som det nu kunne være efter 3 måneders arbejde… Efterfølgende gik han en kort runde på hoveddækket og ellers op til broen. Så gik vi ellers i gang med manøvren og fik sat de sejl, hvilket gik smurt! Lige inden indsejlingen mønstrede vi igen igen, hvorefter den prinsen holdt en meget fin tale der handlede om skibet og om os.

Vi kom tæt på havnen og skulle igen til vejrs for at gøre sejl fast. Hvilket gik smurt! Ligesom i Randers var der en kødrand af mennesker på kajen, der med jubel og flag, skilte, blomster, you name it, svingende i vejret, ventede på deres kære elever kom ud til dem for at mødes efter tre måneder til søs.

Vi er dog stadig i KBH, hvilket er der jeg skriver fra. Men vi skal snart på farten igen mod vores sidste destination, Frederikshavn. Vi sejler i morgen, dog lægger vi os til ankers ikke langt fra KBH, da vi har en reception for et rederi. Halvdelen afelevgruppen får landlov i morgen fra 0900 til 1700, inklusiv undertegnede. Det vil sige at vi bliver sendt på kajen hvorefter det gode skib Danmark sejler ud og mod ankerpladsen. Det bliver mærkeligt at se skibet sejle mens jeg står på kajen.

Har jeg mere at skrive? Ehhhhh tror jeg har nogenlunde dækket hvad der er sket siden der sidst har været en logbog, muligvis har jeg skrevet noget der allerede er blevet nævnt, hvilket jeg beklager hvis dette er sket. Men nu ved i hvad der er sket i vores verden.

Med venlig hilsen,

Anders Regnar Jalk, 54

 

31.05.2014

Det er nu omtrent 10 timer siden at vi med skibet lagde fra land i Randers fjord med udsigt til den næst sidste sejlads på togtet. Randers var et dejligt gensyn med alt vi havde savnet da vi var langt hjemmefra. Men nu er vi til søs igen og hvilken fryd det er at skrubbe dæk i den friske vind og sortere affald i genspejlingen fra de blå bølger! Det tog 3 måneder at komme til at savne Danmark, men kun tre dage til at savne havet. For de fleste af os har det været en stor omvæltning at leve på søen, men hvor har vi nydt det. Det sociale samvær herude og det fantastiske skib, Danmark, er noget vi alle sent vil glemme. Og først nu er det begyndt at gå op for os hvor langt togtet har været og hvor lidt der er igen. 

At komme hjem igen, har fået os til at se tilbage på alt det vi har været igennem. Tankerne i vores hoveder betragtes som en forsmag på alt det vi kan tage med os herfra og gensynet med alt vi har savnet har i virkeligheden åbnet vores øjne for hvor meget vi er vokset på søen.

Og med de ord vil vi koncentrerer os om de sidste par ugers sejlads og en glædelig genforening af de sjællandske og fynske familier (og det øvrige Danmark), der endnu må vente indtil vi lægger til i hjertet af Øresund, København.

Herfra håber vi at I vil nyde sommerens første dag og søndag i takt med os i blå på det blå.

God søndag!

M.v.h. nr. 40 og nr. 20.

 

29.05.2014

And so we have arrived back in Denmark. Randers is a town even I as a Danish person have never seen. Untill now that is. It looks very typical danish which is just what we needed after 3 months at sea. My friends and I mostly spent shore leave yesterday doing danish stuff. You know, because one does get homesick and start missing the little things. Funny thing though, after shore leave yesterday, I don’t even feel like being home anymore, I miss my family and all, but I getting back out is kind of pulling a bit. I wonder what it is going to be like when we sign off in a few weeks.

Arriving in Randers was quite spectacular, hundreds of people were waiting at the pier, with marching band and everything. It was so great to see trainees be reunited with their families, happiness all over! It made me look even more forward to arriving in Copenhagen. After arriving we got a few things in order, and then it was shore leave time. We started out with eating a hot dog and drinking a Cocio! Of course! Then went straight to the nearest gas station and bought Danish pastry, and Danish cigarettes. Most of the day was spent with walking around Randers, and enjoying the city. Drinking a beer here, eating a snack there, and just enjoying Denmark. While we were out enjoying ourselves, the ship was busy as ever with open ship. 1200 people was onboard yesterday, enjoying open ship. It is going to be interesting to see if we are going to get as many guests today.

I’m going to end this with a fun fact: After crossing the entire Atlantic Ocean, we have seen the strongest winds in Danish waters. I guess that is why we are a seafaring nation, because as soon as we leave our own territory, it is a cakewalk.

-Anders Kreutzmann Lassen #16

 

25.05.2014

Eksamenerne var for mit skifte ovre i går aftes. Dermed havde vi for første gang i hvad der føltes som lang tid fritid hvor vi ikke skulle læse op, og jeg vidste pludselig ikke hvad jeg skulle give mig til. Det endte med at jeg gik tidligt til køjs, hvilket var rart nok.

I dag har jeg brugt det meste af dagen på vedligeholdelse. Jeg arbejder på et net til klyver-jager bommen sammen med nr. 70 Ditte, som har brugt rigtig lang tid på at tegne det ned på papir. Det er fedt at det nu er ved at være på plads i virkeligheden, selvom vi skal arbejde på det flere dage endnu. Jeg syntes det er ret fedt at være en del af projektet, da det er noget som kommer til at være en del af skibet i mange år frem.

Vi er næsten i Danmark. Til aftenens hovedmønstring viste Kaptajnen os et søkort over Nordsøen hvorpå man kunne se den jyske vestkyst, og vores position som klokken 18:00 lå på højde med den dansk-tyske grænse. Vi nærmer os dermed Randers, hvor jeg glæder mig meget til at se min familie og mine venner som kommer og besøger mig.

 

The final exams were over for my quarter yesterday evening. Thus we had for the first time, in what felt like a long time, spare time where we did not have to study, and all of a sudden I did not know what to do. I ended up going to my hammock early, which was nice enough.

Today I have spent most of the day doing maintenance. I am working on a net for the jib boom along with no. 70 Ditte, who has spent a long time drawing it on paper. It is cool that it is now coming together in reality, even though we are going to work on it several days still. I think it is pretty cool being part of this project since it is something that is going to be a part of the ship for several years ahead.

We are almost in Denmark. At this evenings main muster the Captain showed us a sea chart over the North Sea on which we could see the west coast of Jutland, and our position that at 18:00 was at same latitude as the Danish-German border. We are hereby closing in on Randers where I am looking forward to seeing my family and friends who will come to visit me.

#68

 

24.05.2014

We are slowly closing in on Denmark, and I’m looking more and more forward to getting home. The trip from The Azores have so far been full of surprises. The biggest of all being a little swing by Ireland because the captain decided that we had time for it. So we dropped the anchor in Bantry Bay, which was next to this extremely characteristic Irish town called Bantry. The landscape was almost like that out of a fairy tale, with beautiful rolling green hills, and small patches of woods. I remember in particular one specific morning where I had the watch from 4-6am, everything was so quiet out there in the middle of the bay with absolutely no wind and a small morning mist sliding across the landscape. I must say that Ireland was the most impressive destination when it comes to the sighting on this voyage.
We went to shore in the ships motorboat, as expected the town was filled with small pubs and such, and they all offered stew and Guiness, among other things. My friends and I decided it was time for cake, even though we went to shore at 08:30 in the morning, best idea in a long time. I had a cheesecake and a mocca, which I had been longing for, ever since we left The Azores. From the small café we decided to venture into the landscape, it was fairly simple, we just went up until there were no more houses. When we got to about the top we found a small hiking trail, which led us to a fantastic view over the bay and the landscape. We could even see the ship laying there in the bay, looking majestic as ever. After that we didn’t have that much time, so we just went into a supermarket, bought a few provisions, and returned to the café and got some lunch. Yes, I went to Ireland without even getting a single beer, I know I am a disgrace to all that is manly, but neither of us felt like wasting our time at a pub.

Our departure from Ireland was a blast as well, especially for yours truly. I started out with doing anchor operations, which usually is quite dull, but this time we had to get it out of the water. This involved hoisting it with the winch, and then the chief mate said to me: “Time to show your climbing skills!” He put a lifejacket on me and then I was to climb down the shipside to the anchor, which was still in the water surface. The ship was not made for climbing down there I think, and if it wasn’t for my 2 meters of height I don’t think I would have been able to do it as easy. On the anchor I was supposed to, in the best lasso like manner, get the anchor crane hook into the little eye on the anchor. Fortunately I had Rolf with me, so he could hold on to the fairly heavy hook while I tried swinging it into the eye. It was a very fun experience, and in the end we managed to pull it off, I only got mud all over my clothes.

After departure exams started. They are throwing all exams into our faces almost at the same time, it can seem a bit stressful, but compared to the usual schedule, it is not that tough. I have only recently so far taken the Tanker Fam. and the Ship Technology exam. Tomorrow awaits the exam in Wire Splicing and Marine Engineering. The first one have my permission to get done asap, since I have tendency to get a bit mad at the stubborn and stiff wire.

I had just made a promise to some of the boys here in 2nd quarter that I would send a hello to their moms, so now you know, we are thinking of you and looking forward to seeing you soon!

-Anders Kreutzmann Lassen #16

 

23.05.2014

Fire eksamener på to dage. Navigation og ”Occupational Safety and Work Environment” i går, wire splejs og ”Marine Engineering” i dag. Navigationen gik som forventet smurt, bortset fra en lille bommert jeg begik i første opgave. Vi skulle regne fra Course Over Ground til kompas kurs og på en eller anden måde fik jeg vendt rundt på øst og vest, så strømmen og vinden kom fra den forkerte side. Det var en uheldig fejl jeg først opdagede da jeg var i gang med næstsidste opgave. Jeg fik heldigvis rettet i den, men der var 3 andre opgaver der var afhængige af mit resultat i den, så der var lidt reparationsarbejde der skulle udføres.

Dagene er begyndt at gå hurtigt som vi tæller ned til vi rammer dansk farvand. Vi glæder os alle sammen til at komme hjem igen, selv de udenlandske trainees, men der er dog en vis uro ved at være så tæt på enden. Min egen personlige uro ligger i fremtiden. Lige som mange andre unge mennesker, er jeg begyndt at gruble over hvad der er det næste der skal ske. Jeg startede ud med en idé om at den maritime verden var en jeg gerne ville være en del af, men nu er jeg helt sikker. Jeg har fundet mit kald, nu skal jeg bare finde ud af hvordan jeg får ført det ud i livet.

Verden udenfor ”Danmark” virker som en meget uoverskuelig størrelse. Først er der hjemkomsten, så er der alle de mennesker der kræver at få en del af den lille mængde tid jeg har til rådighed. Derefter kommer Roskilde festival og efter det kommer det virkelige liv, jagten efter en rederikontrakt så jeg kan blive navigatør.

Det virker nærmest uvirkeligt at vi er ved at være ved enden af togtet. Jeg har det som om det hele lige er begyndt, men når jeg tænker tilbage på alt det jeg har oplevet, så føles det som en evighed. Det er ret vildt at man kan have så mange fede oplevelser på 3 måneder.

Jeg føler lidt at jeg roder rundt i det jeg gerne vil fortælle, men et ungt menneskes hoved er et rodet sted.

Godnat og god vind.

- Mikkel Kongsgaard Nielsen # 64 

 

22.05.2014

Det har i dag været et gråt og regnfuldt vejr, hvor man har længtes efter det varme vejr vi havde tidligere på togtet. Vi i 3 skifte har i dag haft vedligehold hele dagen, hvor der har været gang i en masse projekter rundt omkring på skibet, - så det kan blive super flot til vi ankommer til Randers. Jeg brugte det meste af dagen på at skrabe maling af under flådedækket, sammen med nogle af de andre elever. De sidste par timer af vedligehold fik jeg dog lov til at lære at lave vævlingebændsler, med elev #57 som læremester. Det var virkelig skønt da man både fik lov at være til vejrs + armene fik en pause efter at have været placeret over hoved en del timer. Da vi ikke nåede at blive færdige med vores vævling før aftensmad, fik vi lov at gøre den færdig efter, da vi kom på sejlvagt. Jeg havde en del problemer med at få den til at passe i størrelse, men så var det jo godt med en hjælpende hånd, der vidste hvordan det skulle gøres.  Det er dejligt at der altid er noget nyt man kan lære ombord, og en ting er sikkert: Kedsomhed kender man ikke til her!
Vi har de sidste par dage sejlet for motor, hvilket har gjort at mange af vores nattevagter ombord er blevet halveret, da kaptajnen har bestemt at sejlvagten ikke behøver at været så stor,- Dette har været til de flestes store tilfredshed da det har betydet mere søvn til de fleste. Her til aften har der været en rigtig drille vind, som har gjort at vi har sat sejl, og bjærget dem ind igen, næsten lige så snart de blev sat, - Vi håber snart vinden bestemmer sig for hvad den vil.
Vi er alle ved at glæde os til at lægge til i Randers og København for at se alle dem man har savnet og fortælle om alt hvad vi har oplevet.

Elev #53 Anne-Mette

 

21.05.2014

Vi har efterladt irske øer, bjerge, natur, pubs og guiness for 2 dage siden. Det var en virkelig skøn overraskelse at få mulighed for endnu et stop på vores tur. Jeg er ret sikker på at alle var godt tilfredse og havde en sjov landlov. Vi blev sejlet ind til land i motorbåden, Irland er virkelig en fryd for øjet, langstrakte grønne bakkedrag, med toppe indhyllet i skyer, et væld af planter, sat i kontrast med en gammel borg eller mørke stengærder, et levn fra andre tider.

Vi tog på en pub: The Anchor Tavern. Udsmykning var gennemført med div. Klenodier; et søkort over Bantry Bay, præget af svundne tider, gulet i kanterne og med mørke plamager, to forskellige slags harpuner, en ødelagt propeller, endvidere et brev der vidnede om en ung O’donovan som blev smidt ud af skolen, skilte skrevet med irske ”hieroglyffer”. Hvis man har et sultent øje er Irland det rette sted at tage hen.

Nok om det. Næste dag fik vi provianteret… Frisk mælk!! Det er vidunderligt at drikke mælk som ikke er for sødt og bare smager som mælk nu engang skal.

Man kan tydeligt mærke at vi begynder at nærme os den engelske kanal med hastige skridt.

Den første trafik viste sig ikke længe efter vi sejlede fra irland. Det føles lidt underligt at se så mange skibe, bøjer og fyrtårn over alt, når nu man er blevet vant til at det eneste i miles omkreds er vand.

Men det er på en måde også ret betryggende, der er kun 7 dage til vi er i Randers og vi glæder os til at se vores familier og venner!

//Jacobe, Trainee #58

 

18.05.2014

Ireland here we come! 

I går aftes til aftens baksmønstring blev alle mødt med kaptajnens glædelige nyhed om at vi i dag skal til Irland. Selvom alle trainees ser frem til et stor kram af mor og far i Randers, så overgår et smut til det Irske alligevel denne forventningsglæde. Morgenvækningen var heller ingen undtagelse, da styrbordbanjen blev vækket til Irsk musik der spillede i takt med at vores kok, Thomas, sang med. Jeg kan vidst tale på vegne af alle, når jeg siger at en Irish coffee og en kold øl på den lokale pub er tiltrængt oveni eksamens-virvaret. En af de mandelige trainees, Thybo, tilbød at give samtlige af drengene en lektion i at stryge, da han mente at det efterhånden måtte være på tide at kunne denne færdighed efter godt og vel 3 måneder på havet. Det bliver pragteksemplarer af skoleskibselever der træder på land i nystrøget tøj!

Det kunne i virkeligheden ikke blive en bedre dag at gå i møde. Det er søndag, så morgenmaden bestod af de sædvanelige lækkerier i form af æg og bacon, Nutella, peanutbutter, nybagte boller og juice. Der er kun få timer på skolebænken der skal klares, hvorefter vi ligger til anker ude for Irlands kyst og sejler ind til fastland. På trods af det kolde og regnfulde lokale vejr, så er alle der tør klar til at smage en bid Haggis og drikke sig en stor Guinness.

Min længsel efter det danske er dulmet en smule, men jeg ser dog frem til at trykke familiens nummer ind på mobilen og høre deres stemmer, inden vi er fremme om ti dage. Udover at høre fra familien, så glæder jeg mig personligt utroligt meget til at høre om de Irske mænds accent er lige så sexet som på film. Til de der har set ”Ps. I love you”, så er det næsten uundgåeligt at forestille sig, at Irske mænd kan snakke anderledes en Gerard Butler.

Dagene om bord på Danmark flyver af sted og jeg skal love for at hun bliver pudset og plejet. De hyggelige eftermiddage i selskab med gode kammerater overskygger den hektiske eksamensperiode og alle formår at nyde de små og specielle øjeblikke. På trods af at brandalarmen blev slået til ved en fejl under min dagbogsskrivning på biblioteket og panikken spredte sig et kort øjeblik, så er vi en håndfuld kloge og ambitiøse unge mennesker der ikke bliver skræmt væk af noget som helst. I mine øjne er vi allerede vaskeægte sømænd.

Nathalie Hallundbæk, trainee no. 05.

 

17.05.2014

So today 4th quarters’ schedule is “red day”, which means that we are going to clean up in the morning and then we are to have navigation, Captain’s class for 1 hr., and lastly basic tanker familiarization in which we’re going to be examined.

Yesterday 4th quarter was daymen/sailwatch; I was in the galley making food. The day started out cold as we could see our breaths and it was “workshop day” which meant #50 and I (#52) was replaced at 13:00 to 17:00 by 2nd quarter so all we had to do was making lunch consisting of “Sauerkraut” and sausages. For dinner, we peeled potatoes and carrots and then we were relieved. The rest of that day was very relaxed with some repetition in “Marine technology” with Mads the 2nd officer.

At the evening main muster our girls on board decided to rewrite the Danish song “alle sømænd er glade for piger” with 1st verse as follows:

Pir’ til søs de er glade for mænd,

Og hver nat vi kun drømmer om dem.

Du skal se når vi sejler i havn,

Ja, så springer vi ind i deres favn!

Men også i:

Thomas’

Lasse’s og Anders’

Thorbjørn’s og Morten’s

Daniel’s og Doc’s

Foruden Jesper’s

Tobias’ og Caspar’s

Mads’ og Jacob’s

Og så er der

Kurt’s

The song was received with broad smiles and applause and was written by Ditte (#70) and Nathalie (#5) and the ones mentioned in the song are all the male crewmembers. Hopefully today will be as good as yesterday! J

#52

 

16.05.2014

Dagen i dag har stået på højt humør for de flestes vedkommende, vi har haft solskin og ”smooth sailing”. Så det kan man jo ikke beklage sig over. Til morgensang sang vi ”hist hvor vejen slår en bugt” og så bliver man let lidt melankolsk.

Vi nærmer os jo hastigt Danske farvande og jeg har lidt blandede følelser omkring det. Jeg glæder mig helt ekstremt til at se mine venner og familie… og planter… Men jeg er også bevidst om hvor hurtigt tiden flyver og når jeg så er hjemme og mig selv i en rutinepræget hverdag, bliver jeg med sikkerhed igen opfyldt af rastløshed. Så jeg prøver at nyde alle de oplevelser livet på havet byder mig, små som store.

f. eks. Er der lige nu en utroligt smuk solnedgang udenfor, solen står som en stor, rød, ildkugle på himlen og oplyser skyerne, sætter rødlige og orange skygger som danser på himlen, reflekteres i vandet mens solen dykker ned i horisonten. Vi har to svaler flyvende omkring skibet for tiden, de danser med i solnedgangs symfonien, som jeg nu vil forlade computeren til fordel for.

Jacobe trainee nr 58

 

15.05.2014

Det er nu 4 dage siden vi sejlede fra Azorerne. Alle elever ombord, har fået lagt den længe ventet landlov bag sig igen. Alle er nu igen i fuld gang med hverdagen ombord på Skoleskibet Danmark. Blot to dage efter vi sejlede fra Azorerne, gik det for alvor op for mange elever at dette togt, desværre, snart lakker mod sin ende. Idet eksaminerne igen startede op. For mit Quarters vedkommende, 3 Quarter, startede vi i går ud med eksamen i COL REG. Alle bestod heldigvis.
Dagen i dag bød på endnu en eksamen, denne gang i Electro technology. Inden denne eksamen havde vi doc, som bemærkede mange var lidt fjerne fra undervisningen. Personligt, tror jeg mange allerede havde tankerne rettet mod dagens eksamen. Og derfor sad og tænkte over El-tech spørgsmål og svar, jeg så dog også enkelte der havde listet sine noter frem på bordet, og dermed sad og læste lidt i dem.

Dagens eksamen for 3 quarter, gik heldigvis også godt. Idet vi alle bestod denne. Blikket er derfor nu rettet videre. Folk er så småt begyndt og tale om hvornår den næste eksamen venter. For vores vedkommende, har vi dog en lille pause. Da vores næste er om 4 dage, da skal vi op i First Aid. Derfor kan udtrykket ”de kommer som perler på en snor” roligt blive brugt om eksaminerne af eleverne ombord på Skoleskibet DANMARK.

Tiltros for det kun er 4 dage siden vi forlod Azorerne, er folk så småt begyndt og se fremad mod Danmark og næste havn, Randers. Hvor mange får besøg af venner og familie. Mange glæder sig til igen og se savnede forældre og søskende, men samtidig er det også med en vis vedmodighed. Da alle ved det betyder at dette fantastiske eventyr, snart er slut. Og vi igen skal hjem og finde os tilrette i en hjemlig hverdag på fastlandet. Nået der for manges vedkommende, formentlig kommer til og få lidt udfordringer i starten. Hvad enten man søger ud og sejle med det samme, eller skal starte op på et studie.

Alle ved som sagt når eksaminerne kommer, så lakker tingene mod sin ende. Derfor husker folk også man skal huske og nyde det, mens vi stadig har tiden herude, ombord på denne skønne gamle dame.

Jeg håber alle hjemme i Danmark nyder forsommeren, og har det godt. – Vi her ombord på DANMARK klager i hvert fald ikke!

# 41 Anders Pedersen

 

13.05.2014 (2)

I går efter aftensmaden, gik jeg op på dækket og præcis som jeg kom op og kiggede ud over rælingen svømmede 5 finhvaler på ca. 20 meter forbi, jeg skyndte mig at råbe til dem der sad på banjerne, og meget hurtigt var alle på poopdækket (det agterste/bagerste dæk) og iagttog de store skabninger.

Til vores alles forbavselse og glæde, forlod de os ikke sådan lige med det samme. De blev ved med at svømme i ring om os længe. Ja én enkelt gang satte de endda kurs direkte mod os.

Vores skib må have set sjovt ud oppefra for ”menneskeflokken” flyttede sig jo i takt med hval flokkene, alt efter hvor det bedste udkig nu befandt sig.

De er virkelig nogle fascinerende væsner, havets kæmper. Det er med stjålne blikke og æresfrygt man ser deres puklede glinsende rygge dukke op over vandoverfladen og puste kæmpe vandskyer flere meter op i luften, som de trækker vejret. Det kunne godt lidt ligne synkronsvømmere med deres let forskudte næsten aftalte svømning.

Man ved jo hvor store de er men det føles helt urealistisk fordi man ser så lidt af dem. Det er lidt som universet man ved det er gigantisk, uendeligt, men det er umuligt at forestille sig den egentlige størrelse. Jeg får i hvert fald ondt i hjernen af at prøve.

Så i stedet for at gå over tænke over det, så jeg de enorme pattedyr, dukke op og forsvinde igen, så deres silhuetter i mellem havets solstråle-reflekterende-bølger. Må blankt indrømme at jeg et par gange glemte at trække vejret.

Nr 58/ Jacobe

 

13.05.2014 (1)

Og solen stod også op i dag. De første spæde stråler viste sig, netop som jeg var på vej ned på forbanjen efter 4-6 vagten, for at få en halvanden time på øjet inden morgenmaden og resten af dagen forestod. Jeg vågende igen, ved at kvartermester Daniel råbte (som han gør det hver morgen) ’’Rejse Rejse Rejse, skide, skaffe, splejse, let go of your cooks and grab your socks’’. Jeg blev i min køje og ’snusede’ som det er mig for vane, så længe jeg overhovedet kunne og måtte med stor fart pakke min køje sammen og tage tøj på, i løbet af de 5 min man har efter der blev råbt ’’op fra banjerene’’. Det var ikke nogen videre succes og køjen blev lidt løs i det, men jeg nåde dog op til store morgenmønstring på et hængende hår. Da de sidste havde indfundet sig på deres pladser og vi havde stået ret for broget med rank ryg og åben pande bød kaptajnen som han gør hver morgen inden morgensang ’’good morning everyone, please come closer’’. I dag sang vi ’’Det er i dag et solskins vejr’’ en smuk sang der ofte bliver sunget om morgenen her ombord og som også passede meget godt til vejret.

Morgenmaden var god, ikke som den var i de smalle tider inden vi lagde til Azorene og fik friske forsyninger på med havregryn og mælk. Efter en ordentlig gang havregrød havde vi 2 timer med DOC og førstehjælp, hvorefter den stod på eksamen i el-teknik for os i 1 skifte. Det var en eksamen som mange havde frygtet, da el-teknik-timerne tit havde fået en del til at falde hen og tage sig en lille skraber, inklusiv mig selv. Vi fik at vide resultaterne ville blive hængte op om aftenen, hvilket jo var meget rart. Snakken ved middagsskafningen gik som den ofte har gjort siden vi forlod Azorene på det snarlige gensyn med hjemlandet, længslen og savnet efter dem derhjemme. Selv om sømandslivet og det at være ude er godt nok, så bibringer det efter hånden en hel del længsel.

Min eftermiddag gik med at male under flådedækket, for at holde den rust væk som vi efterhånden har brugt en krig på at banke af. Efter at have indtaget en hurtig aftensmad fik vi vores eksamens resultater, alle havde heldigvis bestået. Nu var tiden inde til at vi fra 1 skifte skulle på aftenvagt, Knap var vi gået i gang med at vaske dækket da der pludselig blev spottet hvaler. Alle smed hvad de havde i hænderne af koste og spande for at løbe til bakken. 6 hvaler var at se, de svømmede tættere og tættere på og inden vi vidste af det, var de lige foran skibet næsten til at røre, de var sælsomt sådan at se dem svømme op og ned alt imens de igen og igen sprøjtede fra deres lufthuller, da de nåede frem under klyverbommen forsvandt de sporløst. Vi havde håbet på et længere møde, men humøret var stadig højt, oven på at have set de store dyr. Pludselig kom de op igen agten for, vi fra sejlvagten fik tilladelse til at gå i masterne for at se på dem og de næste halvanden time stod Joakim og jeg på forerøjl og så på, imens hvalerne kredsede omkring os. Styrmanden var så ivrig, at han lod skibet vende hele vejen rundt for at vi kunne bevare dem i sigte, Bakken var fyldt af elever der var kommet op fra undervisning og andre pligter for at se med og mens hvalerne kredsede omkring så vi også både hajer, skelpadder og en enkelt søpølse. Et skønt syn var det med de hvaler, det vil der nok blive talt om længe. Det er nu et dejligt liv her på søen.

Andreas Emil Knudsen #35

 

11.05.2014

Rolling home! Rolling Home!
Rolling home for merry Denmark!
Rolling home for the land of thee!

Earlier this morning we left Sao Miguel after the best habor stay we have had. We experienced a lot of cool things. Best of all is that the crew decided to give us a little freedom and add some extra shore leave in the evenings for the guys who had been working all day. I spent mine going down getting the last ice cream and enjoying the sunset over the mountains. The bus trip which I had been looking forward to was a great success. We went out to see the Twin Lakes, which is a must see if you have been to Sao Miguel. We also went to some hot springs in the mountains, which was so relaxing! It was so good, even though we all smelled like sulfur once we got out. Azores can be recommended as a travelling destination no matter your age!

Now, as the shanty in the beginning states, we are headed for home. I’m looking so much forward to seeing my family and my friends again, you wont believe it! It will get quite sad to leave this ship I know, good thing it still is one month away. First port we will be hitting is Randers, even though I myself am from Sjælland, I’m still looking forward to seeing it, best thing is I have never seen Randers. One thing I know I am going to do as the first thing, is to go get a hot dog and a cocio from the nearest Sausage Wagon. It has been good going over the Atlantic, but now home is calling, and it is at exactly the right time.

-Anders Kreutzmann Lassen #16

 

10.05.2014

Så ligger vi i havn på Azorerne, sidste stop inden Danmark. Man kan på rigtig mange måder mærke hvordan vi nærmer os Danmark og hjem. Der er selvfølgelig det åbenlyse; vejret. Efterhånden som vi har bevæget os længere og længere nord på har flere og flere måttet overgive sig til de lange bukser, sweateren og busserønnen, om ikke andet så i hvert fald på nattevagterne. For bare en måned siden kunne man overalt på dækket høre sætninger som ”tjek det ud, man kan vride sved ud af min trøje” og ”du skulle ha set det, der dryppede to sveddråber fra min pande oppe fra riggen ned i hovedet på Emil”. Varmen blev taget imod med fascination, men også en god portion irritation. Og selvom at det selvfølgelig er rart med nogle mere arbejdsvenlige temperaturer her på Azorerne, er vi ikke bange for at brokke os lidt over det også – man er vel dansk.

Udover kulden går vi også en masse eksaminer i møde, i og med at vi nærmer os vejs ende. Der er allerede sat hak ved hygiene, Safety at Sea og knots & hitches-eksamerne. I går var 3. og 4. quarter oppe i tovsplejsning og i dag er det 1. og 2. quarters tur.

Til sidst tror jeg også at tanken om at vi er i Randers om under 3 uger, avler en lille smule hjemve hos nogle af os. Jeg tror ikke man kan finde en trainee på skiber, som ikke savner et eller andet derhjemme helt vildt, om det så er familie, venner, kæreste, alenetid, salt lakrids, DR1 eller en almindelig flad seng. Samtidig betyder det at skulle hjem også at man ikke længere skal på sammen med de mennesker man har været allermest tæt med de sidste måneder, både på godt og ondt. De mennesker man har vrisset og bidt af og bandet langt ind i helvede og har haft lyst til at slå i hovedet, sparke over skinnebenet (måske har man også gjort det en enkelt gang), eller kaste over bord (det har man ikke gjort). Men også de mennesker der har hjulpet en når man har syntes maskinlære var svært, nusset en i håret om morgenen når det ikke var så let at komme ud af hængekøjen, delt sin sidste marsbar med en og båret over med en når man har været træt og sur (båret over med = ikke kastet en over bord). På den måde er det hele lidt familieagtigt. Personligt kan jeg godt mærke, at efterhånden som jeg er blevet bevidst om at den tid jeg har sammen med folk her på skibet, faktisk er begrænset, får jeg mindre lyst til at rive hovedet af folk og mere lyst til at dele min marsbar med dem. På den anden side er der over en måned endnu – jeg kan nå at vrisse af folk rigtig, rigtig mange gange endnu.

Freja, trainee no. 9

 

07.05.2014 (2)

Klokken 8.55 i formiddags løb jeg rundt for at finde mine rene bukser og min ”jubelhue” imens jeg prøvede at gnubbe rød grunder af mine hænder. Ja, det er ikke nemt pludselig at se præsentabel ud efter 3 uger på havet! Jeg blev heldigvis sendt ud på jib-boomen for at gøre sejl fast. Fuldstændig dedikeret til mit arbejde opdagede jeg først indsejlingen til Ponta Delgarda og den smukke ø San Miguel kort før vi lagde til. Men vi har heldigvis 3 dage endnu til at nyde synet af land før vi igen stævner ud på det blå. Og det er virkelig tiltrængt med noget land! Vi har alle gået og talt dagene til vi ville ankomme – mest fordi vi løb tør for havregryn for noget der føles som en menneskealder siden! Der var da også noget mere fart på de trætte sømænd end der plejer at være, da den sædvanlige ”Rejse, rejse, rejse” lød i morges. Jeg vil ikke sige at vi fløj ud af køjerne – de dage er vidst for længst forbi – men der var en dejlig positiv stemning! Ikke at vi plejer at være specielt negative, men det at stå ud af køjen er nok det jeg finder hårdest her om bord! Jeg har hørt mange vidt forskellige ting folk glæder sig når de kommer hjem, men det at sove står højt på alles ønskeseddel J

Men, men, men, der er heldigvis lang tid til vi skal hjem endnu! Halvdelen af os har været på landlov i eftermiddag og nu er den anden halvdel ude at strække benene. Det er skønt at kunne gå mere end 20 meter i et stræk, det er skønt at kunne færdes i mindre grupper og der er utrolig skønt at kunne drikke en øl! Her forleden var jeg dagmand i kabyssen, vi skulle lave øllebrød (grundet de før nævnte manglende havregryn) og vi blev sat til at åbne 10 øl og hælde dem ned i en gryde med rugbrød – en urolig pinefuld oplevelse som jeg sad og smilte lidt over på en cafe for få timer siden da jeg nød en øl i solen. I det hele taget synes mange af de små komplekser man kan få på søen som ingenting, når man kommer i land og får lidt perspektiv på det lille 100-mands samfund vi kalder DANMARK. Men jeg ved jo også godt, at efter et par dage i land, med bustur, mad, slik og en lille øl, så føles det helt rigtigt at komme på havet igen – derude hvor vi hører til! Jeg tror det bliver helt fantastisk at sejle fra Azorerne til Randers! Vi skal godt nok have eksamen i sådan ca. alle vores fag på de små 18 dage det tager. Men det bliver dejligt! Vi ved hvad vi laver nu, vi kender rutinerne, vi kender tovenderne, vi kender skibet, vi kender hinanden. Det er nu dejligt at være sømand!

# 34

 

07.06.2014 (1)

So we have finally arrived at The Azores, which is a beautiful little group of islands in the middle of the Atlantic. I have personally looked very much forward to this destination, almost more than Brazil. It is mostly because I just always wanted to go here, since it should be the most fantastic nature. I am yet to find out if it really is so, since our shore leave today was only a few hours; but tomorrow we will get a full day! There will be a bus ride around the island of Sao Miguel, which is where we are moored, and if it’s at least half as good as the one in Brazil it is going to be awesome. The shore leave today was also pretty good, usually we get to go to shore with 4th quarter, but today they decided to mix it and we got to go with 3rd. I think it is a great idea to mix the quarters a bit since we all know each other from Frederikshavn, and usually don’t have that much to do with the guys from the other watch. What I can say about Azores, or Ponta Delgada, the city we are in, to be more exact, is that it is very small and calm. I only had time for a walk around the city with some friends, but it was an entirely different culture than I’ve seen other places on this trip. It reminds me a bit of Bornholm, you know, a small island where most people see each other sometime or the other. The city in itself was very small, it had the churches, which is pretty typical for devout catholic countries, and it didn’t quite have a center. It is more like several town squares, with a few stores here and there.

My friends and I had one mission this first shore leave. To get cake! Like any other country Portugal apparently also have their own preference of what to eat, and since we expected a big slice of cake, or pie, most places sold some very special, and creamy, pastries. One would think that a Dane would be fond of finding pastries out in the middle of ocean, but apparently they have to be exactly like at home, and come from a good Danish baker, or else they are bad, that was our experience at least.

I actually think that even though this is a nice place and everything, we wouldn’t care if we had moored to the coast of Siberia. Most of us have been craving land, and a bit of freedom, for a while now. It is not that we don’t like sailing, one can just miss going ashore, and sitting down with a cup of coffee. And the best part of being ashore: Getting to eat exactly what you want and as much as you want. You see onboard a ship provisions can run short, and so it has. About a week ago we ran out of both oatmeal and cereal, so breakfast have been sad to say the least. A few days ago we reached a limit in 2nd mess. We had all eaten a bun and a slice of ryebread, and as you can imagine we were still hungry, so the messhand, the guy getting the food, ran up the galley to get some more bread, which is usual procedure, but there wasn’t anymore. We had run out of ryebread! Never have I had such an ambivalent morning, at one point I was annoyed that I was still hungry, and at another point I was laughing like crazy. Why you think? Well apparently when men who is used to eat 1,5 kilos of oatmeal every morning are told to live of a bun and a slice of ryebread, they get hysterically good at complaining, loudly, not in a negative way but in a very fun way.
Fortunately we found out later that day that we hadn’t run out of ryebread, there had just been a small misunderstanding between some people which resulted in the hilarious mishap at breakfast.
Now I’m going to go upstairs and do some cleaning, since that is what’s on schedule for the evening.

-Anders Kreutzmann Lassen #16

 

06.05.2014

Kære læsere

Jeg har i dagens uhøjtidelige anledning sat Rolf Nielsen #20 i stævne for at høre lidt om, hvad han synes om togt 101 på Skoleskibet DANMARK – om livet om bord, om de faglige og personlige udfordringer og ikke mindst om de forventninger han påmønstrede med.

Da Rolf for efterhånden to og et halvt år siden besluttede sig for at ansøge om en plads på Skoleskibet DANMARK, var han en evigt udfordringssøgende knægt, der var træt af at være hjemme. Han ville prøve noget anderledes og syntes, at Skoleskibet lød fedt.

At være en af de heldige 81 unge, der blev optaget på Skoleskibet, endte med at blive en drøm, der gik i opfyldelse. Udfordringerne skulle blive hårde og mange, men oplevelserne, de erhvervede kundskaber og de mange venskaber ville blive en stor ting at kunne bringe med sig videre.

Påmønstring

Den 5. marts påmønstrede Rolf, ligesom resten af eleverne, i Lissabon. Efter at have hørt historier fra ”gamle dage” om livet som elev om bord, viste disciplinen sig at være lidt mindre skrap end han havde forestillet sig. Men som han selv udtrykker det, er det også oftest mere nyttefuldt at få folk til at forstå ting i stedet for at straffe.

Undervisning og vagter

Selvom mange fag er både sjove og nyttige, er ”vedligeholdelse” blevet en af favoritterne. Her får man mulighed for at prøve en masse forskellige metoder og værktøjer at kende, og man bruger sine hænder. Det kunne eksempelvis være lakering af træ og andet træarbejde, fjernelse af rust og rustbeskyttelse samt vedligeholdelse af riggen og brug af tjære. Man lærer derigennem en masse nye ting, som er godt at kunne og som altid kan bruges, hvis man en dag får behov for det.

Ligeledes er undervisning i ”marine engineering” også fedt, og vagterne i maskinrummet kan Rolf godt lide, da han holder af det med maskiner – en ”drengerøvting”.

Sejlvagt er også en favorit. Rolf holder meget af at arbejde med sejl i riggen, og da han stadig ikke føler sig helt sikker oppe i højderne, er det ekstra fedt, når det så går godt, med det arbejde, der skulle udføres.

I en anden sammenhæng føler Rolf også, at det er en ekstra gevinst for ham når noget, som føles svært, lykkes. Det drejer sig om at det primære sprog om bord, i hvert fald i undervisningen og alle øvrige instrukser, er engelsk. Som han selv siger, har alle elever nok noget, de føler er svært – men for ham, er en veloverstået eksamen ekstra tilfredsstillende, når han ved, at han har kæmpet ekstra hårdt for det end de fleste måske har.

”En af de fedeste ting var, da jeg havde svært ved at finde ud af, hvordan man gør med et såkaldt givtov (eller clewline), og Laurits #14 så viste mig det. For da jeg så efterfølgende blev sendt i riggen for netop at ordne et givtov, var jeg ikke i tvivl om, hvordan det skulle gøres – Det var meget tilfredsstillende”. 

Det hårdeste

Det hårdeste om bord indtil videre har været de otte dage med søsyge, Rolf lagde ud med. I seks dage kunne han ikke spise og havde dårligt kræfter til at gå op ad lejderen (trappen). Der meldte sig en hjemve, han hverken før eller siden havde oplevet. Det var hårdt at være så afkræftet og frustrerende at det medførte, at han ikke kunne gå i riggen, og derfor følte sig passiv. Men efterfølgende, da søsygen var overstået, var det hele dobbelt så fedt. Kræfterne kom igen og humøret var i top; ”Tiden går meget hurtigere, når man kan være med til ting i stedet for bare at stå og hænge”.

Land i sigte

I morgen ankommer vi til Sao Miguel. Rolf glæder sig til at komme i land efter de tre uger, som efterhånden føles som lang tid. Som i Brasilien vil det være sjovt at opleve et nyt sted og bare det at komme i land bliver rart. Vi er mange mennesker, der går op og ned ad hinanden dagen lang og rutinerne kører om og om igen. Så et afbræk bliver rart. Hvis det er muligt, skal noget af landloven bruges på at komme ud at dykke og bade i de varme kilder, der er på øen. Rolf glæder sig også til at se den flotte og frodige natur, han har set billeder af.

Med en måned og ti dage tilbage af togtet, kan Rolf allerede sige, at togtet har været meget lærerigt, sjovt og virkelig udfordrende – og derfor virkeligfedt, når noget lykkes. Mødet med alle de nye mennesker og den rare besætning vægter højt, ligesom synet af de selvlysende delfiner, han var så nervøs for ikke at få at se. Morild i vandet var årsagen til, at de var selvlysende, og det var fantastisk flot.

Menneskene

Det Rolf kommer til at savne mest, når vi alle er afmønstret, er menneskene om bord. For selvom vi ikke har kendt hinanden så længe, knyttes et stærkt bånd, når vier så meget sammen hele tiden. Selvom man kan blive irriteret på hinanden, er folk gode til at komme videre – det er en nødvendighed herude. Samtidig lærer vi at acceptere folks særheder, hvilket er både sundt og vigtigt at kunne.

Afmønstring

Når Rolf kommer herfra, vil det være med et bedre engelsk og en større tolerance. Han peger selv på, at disse egenskaber vil være gode på en arbejdsplads, hvor man skal kunne omgås alle – ”man kan ikke være bedste venner med alle, men man kan respektere alle”.

Udfordringerne skulle blive hårde og mange, men oplevelserne, de erhvervede kundskaber og de mange venskaber vil blive en stor ting at kunne bringe med sig videre. 

Da Rolf påmønstrede var det med håbet om opleve noget anderledes, at blive klogere på sig selv, og hvad han vil. Om dette ønske er opnået, kan han kun sige ja til. Han har allerede fået det ud af det, han ville og går ikke skuffet fra borde, når vi afmønstrer i juni.

Til den tid bliver det godt at se familie, venner og kæresten igen, at kunne lukke en dør, at sove længe og ikke have nattevagter. Men han vil også komme til at savne det. For selvom nogle nattevagter virkede lange, og man kunne være smadder træt, var de også sjove; vi snakkede, hyggede os og lavede forskelligt arbejde.

Afslutningsvis har jeg lovet at nævne de søde skibskokke, Lasse og Thomas, som altid er smilede og glade, og som kan få smilet frem selv når man er allermest uoplagt.

Af Julie Brummerstedt Lemb #2

 

05.05.2014

Det daglige arbejde forsætter på Skoleskibet Danmark, vi har alle sammen forskellige gøremål i løbet af dagen, og tiden flyver af sted, eksamen nærmer sig og folk bruger deres fritid på at læse op til Maritim Hygiejne kursus, og øver sig i at splejse tovværk. Stemningen om bord er utrolig god, og vi begynder og glæde os til og se Azorerne som vi har hørt skulle være utroligt smukt. I går sprang der en 4-5 delfiner op, og lavede forskellige kunster i luften, der var også nogle som så en hval, som vist skulle have cirkuleret omkring Skibet. Det har været en fantastisk oplevelse og være på nattevagt i nat, at stå op kl. 4 om morgen, se solen stå op, og se ud over det store hav og tænke over lidt af hvert samtidigt med det bliver lysere, og  se Delfinerne hoppe. Vi begynder så småt og tænke over hvad vi skal lave når vi kommer i land, hvad vi skal have købt ind, og hvad vi skal have set. I aften vil trainee nr. 50 fortælle os lidt omkring Azorerne så vi ved hvad vi kan se. I går havde vores Mess Sejlvagt, så vi var på rotation, hvor vi var udkigsmænd, rorgænger, Maskinrumsvagt osv. Vi har fået vinden tilbage så, motoren blev slukket i går og så fik vi pludseligt travlt med at sætte sejl, det er stadig lidt vildt og stå på den øverste yard, helt oppe i toppen af masten. Så bliver det nok mig der skal fortælle lidt om næste havn, det bliver nemlig Randers efter Azorerne.

Trainee. Nr. 48.

 

04.05.2014

En lille hilsen herfra Atlanten. Vi ligger pt. Sydvest for Azorerne med korteste afstand til øen Pico; 220 sømil.

En smule længere er der til øen Sao Miguel, hvor vi ligger til onsdag den 7. 320 sømil har vi endnu foran os, indtil vi er i havn igen.

Der er begyndt at være delfiner omkring skibet igen. Også en enkelt hval er blevet spottet. Folk er begyndt at glæde sig rigtig meget til at komme i havn igen – nogle mere end andre, da den pludselige ændring i de daglige rutiner med arbejde, timer og nattevagter bliver vendt helt på hovedet. Nogle har svært ved at vænne sig til at kunne sove 8-9 timer ud i ét, fremfor de 5-6 timer som vi gennemsnitligt får hver nat – adskilt af en nattevagt på et par timer.

Men én ting er sikkert: vi glæder os alle til at se Azorerne og komme lidt væk fra skibet og få pustet ud efter 3 uger på søen. Der har været snak om en bustur en af dagene. En dejligt afslappende måde at holde fri på. Intet at skulle tage stilling til, bare læne sig tilbage, sætte musik i ørerne og så stirre ud af vinduet og nyde omgivelserne.

Det går fremad med undervisningen også. Endnu en eksamen er lige om hjørnet. Hygiejne. Folk glæder sig til have den overstået, forhåbentlig inden Azorerne, så der kan holdes fri med god samvittighed og til fulde nyde de dage, vi er i havn. Udover denne eksamen er der også lagt i ovnen til en omgang ”Ship-shine” – en dags tid, hvor alle timer er aflyst og der bliver knoklet med at få skibet til at tage sig ud fra sin bedste side. Efter 3 uger omgivet af saltvand og vind og vejr, er der nok at tage fat på. Der skal pudses messing (hvilket vi har rigeligt af ombord). En langsommelig men hyggelig opgave, der af én eller anden grund, også kunne få selv officererne og skibets læge til at lægge i, da vi nærmede os Fortaleza. God stil! Vi får se om de vil være med denne gang også… Der skal også fjernest rust hist og her og males over et par steder. Alt skal vaskes ned med ferskvand for at fjerne salt og andet godt fra de utallige bølger, der plasker hårdt mod skibets side og sprøjter ind over dækket, alle vores tovender og de uheldige trainees, som ikke når at flytte sig i tide.

Apropos vand på dækket, så er det nok noget af det sjoveste og samtidig mest distraherende – specielt ved mønstringer – når der pludselig bliver skreget højt fra 4-5 personer der bliver ramt af vandet eller kaster sig febrilsk væk fra lønningen. Oftest er det efterfulgt af grin og kommentarer fra alle andre. Altid morsomt, når man ikke selv bliver gennemblødt. Men hvad gør det at blive lidt våd? Vi er vel ikke lavet af sukker, som kvartermestrene siger, og der er tørt tøj lige nede på banjen. Hvis det da overhovedet er nødvendigt, eftersom vi både har masser af vind og som regel også høj sol som tørrer os hurtigt.

Selvom solen stadig varmer dejligt, så er det generelt blevet noget køligere i vejret, særligt om natten. Kun cirka 18-20 grader om natten, hvilket føles mere som 5, efter at have tilbragt tid i Brasilien og ved Ækvator, hvor vi havde over 30 grader de fleste dage.

De fleste har fundet de lange bukser frem igen og er begyndt at gå med sweater, hue og halstørklæde. Gad vide om vi har tøj nok når vi en dag rammer Nordsøen?

Indtil videre er der stadig en dejlig stemning ombord, og mon ikke det fortsætter? Her, langt fra alt derhjemme og alt det andet man ikke har overskud til at tage ind, er der ikke meget andet at gøre, end at nyde hver dag og huske på, hvor privilegerede vi er, at vi er hér, lige nu. Og at der ikke er noget at gå glip derhjemme, kontra alle de oplevelser og erfaringer vi får skrabet os sammen herude.

De bedste tanker til jer derhjemme!

Aske, #11

 

03.05.2014

Today there is only four days left until we hit the Azores and I’m really looking forward to seeing land once again. I really like sailing on board the good ship ‘Danmark’ but when you are almost a hundred people crammed in a 77m. x 10,4m. x 5,2m. steel box for three weeks one can sometimes miss being alone. I personally look back at all the time I have spent in my bed at home, playing my Xbox and doing as little as possible and I miss it a little bit. The amount of people in such a relatively small ship can sometimes really go straight to your head but luckily we have 38,6 meters of the best climbing threes right above our heads. I was one of the last people to enter the rigging because I couldn’t fulfill the physical safety demands of doing two pull-ups when we signed on in Lisbon. I then spend the first three weeks training so that I could be allowed to enter the rigging. Then a week after I got permission to go a loft I broke a ligament in my left middle finger and had to have it taped to another finger for 3,5 weeks so my voyage had a little bit of a rough start. Since I got the tape off I have really taken great steps in the rigging, first to the top, then the lower topsail yard, the crosstree and lastly the topgallant yard (which I have been up stowing three times (once in rainy weather) already). The first time I went over the crosstree I was somewhat scared. Everything was so much smaller than I anticipated but I thought to myself “It’s now or never” and then I went. I don’t think I have been down from the crosstree as the first time and when I got down I smiled for the rest of the day, I had done it.

 The reason I am writing about this is that right now I am on watch. More specifically, I am on the evening watch from 18-22. At the 6 o’clock main muster the captain finished off by saying that we didn’t have enough wind and we had to take in all of the square sails because we were going to start the Lovely 6 cylinder Frichs diesel engine that we have onboard. That of course meant a lot of work to do but the fun kind of work.

The way we, a relatively small group of trainees (16 people minus 1 handicapped) and a quartermaster managed to take in 15 sails in under an hour was pretty smart. We split up the trainees in three groups of five, one for the Fore mast, one for the main and one for the mizzen and then we split the groups in three different tasks. We had two people on the sheets, two on the gear and one on the windward brace. Then quartermaster Daniel did the halyards on the sails that are equipped with one. He ran from the mizzen, to the main and then to the fore shouting the orders we had to follow. First, he yelled “Yard coming down!” and then we would take up slack on the clew- and buntlines. Then “Yard is down, cast off sheets haul away gear!” then we would do exactly as we were told and move on to the next sail and repeat.

Included in the standard evening watch package is a deck and clothes wash which in the beginning took almost two and a half hours to do but now we have reduced the time to a little bit above an hour. We have also in my quarter managed to make them much more fun with different formations and singing.

The evening watch I think is one of the best night watches to have. Everybody in the quarter still have a lot of energy left, so we sing, laugh, and joke a lot. My quarter is full of people that have without a doubt made this voyage much more bearable than it could have been and I don’t miss home so much when I’m am with them.

Fair wind and farewell.

-Mikkel Kongsgaard Nielsen # 64 (4th Quarter)

 

02.05.2014

Slop chesten var åben for starboard watch i går aftes, hvilket resulterede i ualmindelig god stemning. Det skyldtes især, at de fleste af os overraskende nok fik det, vi havde bestilt. Der gik ellers rygter om, at der bl.a. var udsolgt af vingummi. Det er ret kritisk, da man næsten køber et kilo vingummi. Det kilo kan række til en dag eller to, hvis man er heldig. Jeg fik da også lige sneget næsten en halv pakke vingummi med på nattevagt. Super fedt, hvis det ikke lige var fordi jeg åd det hele på under en time, mens jeg var look-out.

Vores nattesøvn inde på forward berth deck har været en smule anstrengt på det sidste, fordi vi har rullet sådan, at main mast har knaget usandsynligt meget. Den knagede så meget at en frustreret trainee måtte hente høreværn fra engine room midt om natten. Jeg har også erfaret, at man kan blive vækket af at ham man sover ved siden af slår en prut. Jeg taler ikke om at blive vækket af lyden men af lugten. Den var årsag til en del frustrerede udbrud fra min side af, da prutten fandt vej ind i min hængekøje og ikke rigtig kunne finde ud af at komme ud igen. Den var fæl, men det er alligevel ret imponerende, at den var så styg, at den kunne vække en anden person.

Det er også gået op for en, hvor nemt det er at finde på dårlige undskyldninger herude. F.eks. fik vi lov til at hoppe i havet og bade (hvilket var syyygt nice) den anden dag. Det gav en god grund til at tømme reserverne i slikskabet, fordi nu havde man jo brugt ekstra meget energi. Tandbørstning kan man også undgå, når man har vagten fra kl. 22-02, fordi der er natmad. Så giver det jo ingen mening at børste tænder før vagten. Der er så nogle smarte trainees, der vælger at smide tandbørsten i gummistøvlen før vagten, så man lige kan give tænderne en tur efter vagten.

I går havde vi collision regulations udenfor. Pludselig lød det fra en forvirret traniees stemme: ”Ehh my folder just went overboard. ” Alle kiggede lidt konfust på hinanden, og så rejste vi os kollektivt op og kiggede ud over siden af skibet. Så var der en anden trainee der udbrød: ”I can still see it! ” Det fik vores underviser Nadia til at knække sammen af grin. De følgende fem minutter sad vi 21 personer og grinte. Hver gang man kiggede over på den uheldige trainee eller over på Nadia kunne man ikke lade være med at smile. Han så meget fortabt ud. Han fik selvfølgelig også dummetamponen.

Dummetamponen er noget vi arbejder med i mit quarter, når man gør noget, der lige er en tand dummere end gennemsnittet. Den er bl.a. gået til en der farede vild i riggen, og til en der startede en alarm i maskinrummet, fordi hun væltede ind i alarmpanelet.

I morgen skal mit mess være sailwatch fra kl. 06-18. Det er den bedste dag, da man får lov til at lave lidt af alt det sjove f.eks. sætte sejl eller små maintenance opgaver.

Her er stadig overdrevet fedt at være, men dagene bliver dog talt ned til vi når Danmark. Det er vildt at der kun er omkring 28 dage til vi er Randers. Så er vi jo næsten færdige. Det skal jeg da også sørge for at man bliver mindet om hjemmefra. Det er fedt, at man er begyndt at lægge planer med veninderne derhjemme, men knap så optur at få en mail fra mor, om man snart har besluttet, hvilket studie man vil søge ind på, og om der nogle ansøgningsfrister, der skal tjekkes op på. Det er lidt som om man ikke har kapacitet til at tage stilling til så seriøse spørgsmål herude. Der er tusind andre ting at tænke på, så den beslutning har jeg lagt på hylden til et senere tidspunkt.

De største kys og kram til dem derhjemme fra

Laura #33

 

01.05.2014

Vi har haft nogle heftige regnskyl i nattens løb, og vejret er blevet en del koldere, så det er mærkbart at vi bevæger os nordpå.

Min buserønne og pullywoolie ligger nu øverst i kistebænken og huen sidder som den skal.

Vores kvartermestre har lavet et memory spil der går ud på at man skal matche de danske og engelske maritime termer. De er vildt gode til at være kreative og finde på sjove måder at lære på. De har også lavet et Collision regulations Spil og det er en af de ting der hjælper mig med at huske.

For der er rigtig meget at huske, specielt når man, som jeg, kommer uden nogen som helst erfaring eller tilknytning til den maritime verden. Det er til gengæld ikke en dårlig ting. Det er jo sjovt det vi lærer.

Jeg tror der er mange der vil nikke genkendende til at de nyder at lære om de gamle sejltraditioner, det føles lidt som at føre en gammel skat videre.

 

Last night we had some pretty heavy rainshowers, and the temperature is steadily decreasing. It isn’t hard to tell that we are travelling northward.

My smog and pullywoolie is now in the top of my chestbench and the beenie is where its supposed to be.

Our quartermasters made us various games, they’re really creative… One of the games is a memory card game where you have to match the English and Danish maritime terms, its a fun and nice way to practice and learn things by heart.

I think a lot of the people here will agree with me when I say that I am enjoying to learn the old sail traditions, it feels like passing on an old treasure,  in order to keep it alive.

Elev #58

 

29.04.2014

I dag har været en helt fantastisk dejlig dag! Vi har siden morgenstunden, haft Seamen's-Sunday. En dag, hvor de fleste af os, har kunne tage en lille pause, få slappet lidt af og evt. få ryddet op i vores skabe, kistebænke og andre ting og sager. Hvilket for mit vedkommende var et stort behov! Da jeg omsider havde fået tømt ud og gjort rent i mit skab, havde jeg fyldt en hel nettopose med gammelt slikpapir, chips poser, gammelt krøllet papir og andet ragelse, jeg havde gået og gemt på i gennem tiden.

Derudover har vi fået vinden tilbage i dag! Det er super skønt! Så kunne vi endelig få sat nogle sejl igen! Og det gjorde vi med stil! Alle elever og quartermasters på DANMARK hjalp til, og det var super fedt, at se og være med til, at få sat de fleste af vores sejl på rekordtid! Vi satte næsten alle sejl på 20 minutter. Det gik super stærkt, især fordi alle hjalp til. Det var en ren fornøjelse, nu når vi alle sammen har styr og kontrol over hvad der skal gøres, og kunne hjælpe til der, hvor der var brug for det.

Efter det, stod det på ren afslapning! Der er nogle, som har ligget og slikket lidt sol, andre har spillet kort og brætspil. Nogle har spillet guitar, sunget i kor og jeg tror enlig, at alle har haft en dejlig dag. Vi har virkelig hygget os!

Jeg har selv, fået arbejdet lidt mere på et hjemmelavet fiskeagn og fået repareret nogle fiskeligner, så vi kan fange nogle flere Mahi Mahi’er! Eller hvis vi er heldige, en Blue Marlin!

Vi har også haft båd og brandøvelse. Det gik overraskende godt. Alle vidste hvad de skulle gøre og samarbejdede super godt sammen! Vi er ved, at blive rystet rigtig godt sammen her ude på det blå!

I dag, har vi været af sted i 54 dage, og har 49 dage tilbage, og jeg må sige, at jeg har nydt hver eneste af dem! Jeg har aldrig før oplevet, lært og set så mange ting, som her. Hver dag er en oplevelse. Der sker altid noget nyt.

Noget af det bedste der er sket på togtet hidtil, skete i går.

Kaptajn Kurt, stoppede vores hovedmotor og bad os om, at tage badebukser på. Og det tog ikke mange sekunder, før vi alle vidste hvad der skulle ske! Han gav os lov til, at bade midt ude i Atlanterhavet. Det var så fantastisk! Især fordi, at vandet var helt specielt i går. Jeg har aldrig oplevet noget lignende. Vandet var fuldstændigt havblik og super smukt, man kunne se alle skibets skygger og former i vandet. Men selvom det var havblik, var der stadig kæmpe store bølger, som kom rullende i en slowmotions bevægelse. Det var meget unikt. Specielt fordi, at vi er midt ud på Atlanten. Så der blev badet på fuld drøn i solnedgangen over Atlanten!

Nu glæder jeg mig til, at komme til Azorerne og få en stor iskold fadøl… måske to! Hvilket kun er om 8 dage!

Jeg håber, at i alle sammen har det godt der hjemme i Danmark og i nyder de tidelige sommeraftner!

- Sailer’Chris # 44

 

28.04.2014

Nu sejler vi for motor igen i dag. Det har vi gjort i nogle dage efterhånden, men det føles som en evighed. Der er nogle af nattevagterne, som har været heldige at få noget mere søvn ud af denne stille vind, da vi ikke har sat så mange sejl, hvis nogen overhovedet. Det har fungeret sådan at kun halvdelen af skiftet har været oppe på vagt, eller delt vagten i to. Jeg er selv i et af de heldige skifter og er betydeligt mere udhvilet end normalt. At være udhvilet er endnu en af de ting man har sat på sin liste ’at værdsætte mere’ – også når man kommer hjem.
Hjem - vi er på vej. Der er blevet dannet sådan et romantiseret savn efter hjem nu. Det er dér, man er blevet formet og skabt - dér hvor grundstenene er blevet lagt. Nu er vi ude og bygge oven på det, os landkrabber der gør vores bedste for at blive betegnet som ”okay sømænd”. Ja nye ramme, men det tillægsord der bedst beskriver disse rammer er nu engang ’fantastisk’. Vi har frisk luft, et langt mere praktisk form for studie, forstået på den måde at den teori vi har, lægger sig helt tydeligt til det liv vi lever ombord. Der er arbejde og det bedste af det hele er nok alle de skønne unge mennesker man deler alt med. Lige fra grin og glæde til sin dårlige søvn og ja, det er nok det eneste vi mangler her ude på søen. Jeg tror vi alle værdsætter denne fantastiske rejse vi er ude på. Vi får så meget ud af det, nye venskaber og vi får i den grad styrket vores sociale kompetencer. 40 mennesker og 41 mennesker i den anden banje, ja 81 mennesker fordelt ud i 2 rum. Disse rum der så tomme ud da man ankom første dag. De er ikke blevet udsmykket med noget i den tid vi har været ombord, men de ser ikke tomme ud for os længere. Banjerne er der hvor vi bliver undervist, skaffer, sover, spiller kort og nyder vores få værdifulde godter fra skibets Slop Chest. Vi er ved at løbe tør for slik…

Elev #29

 

27.04.2014

I går fik jeg næsten et chok da jeg kiggede på kalenderen. Der er kun elleve dage til at vi ankommer til Azorerne. Der er kun elleve dage tilbage af den længste strækning togtet byder os. Jeg ved ikke om det kun er mig der har det sådan, men jeg synes at tiden går uhyggeligt hurtigt. Hvis det bliver ved sådan her, er vi jo hjemme før jeg kan nå at sige ”Set the main upper topsail”.

I øjeblikket er der næsten ingen vind, og vi har været nødsaget til at starte motoren. Det gør selvfølgelig at der er en del mindre at lave når man er på nattevagt, fordi der er ikke er nogen sejl der skal sættes eller bjærges. Af den grund fik halvdelen af mit skifte lov til at sove hele natten i nat, og jeg krydser virkelig fingre for, at min halvdel af skiftet kan få lov til at gøre det samme i nat. Sammenhængene søvn er vidst lidt af en luksusvare når man er på havet.

I forgårs og i går aftes blev der taget et lærred og en projecter op på dækket, så vi kunne se en film sammen. Vi så noget af en gammel film fra 30’erne, som selvfølgelig handlede om et sejlskib. Mange af tingene er selvsagt blevet moderniseret rigtig meget siden. Men der er virkelig noget vildt ved at se så gammel en film og kunne sige: ”Det de laver lige nu, det skal jeg op og lave i morgen”. Det var noget af det der tiltalte mig allermest ved en rejse som denne her. At holde traditionerne i live og tillegne mig hvad en af vores instruktører på MARTEC kaldte for ”a dying skill”.

Til aftenmønstringen i går, fik vi at vide at internettet er nede, og at det er derfor vi ikke har kunne modtage og sende E-mails. Det kommer højst sandsynligt til at vare indtil Azorerne. Nu forstår jeg pludselig bedre hvorfor jeg ikke har fået svar på de E-mails jeg har sendt. Det er en underlig følelse at vide at man ikke kan få kontakt til dem derhjemme overhovedet, og jeg må indrømme at jeg mærkede end lille snært af panik, da vi fik det at vide. Det har på mange måder være en støtte som jeg næsten har følt var nødvendig, at have kontakt til dem jeg savner. Men jeg kan ikke lade være med at tænke at det måske er meget godt, at være lidt uden kontakt, selvom det bliver hårdt. Det er lidt som om at hele ideen med at være på havet og være afskåret fra resten af verden og ens egen hverdag, først rigtig er blevet en realitet nu og selvom jeg virkelig gerne ville have fortalt min familie hvorfor de ikke høre fra mig, så tænker jeg også at det er en del af det, og at det vil forstærke oplevelsen af at være her på en rigtig god måde.

-          Isa Maria #74

 

26.04.2014

I dag er lørdag morgen om bord på de gode skib Dannark, og jeg er så heldig at slippe for rengøring her til morgen for i stedet at skrive dagbog. (Yes!)

Man må sige, at de sidste par dage om bord på skibet har været noget så dejlige. Folk er igen vågnet op fra den dvale hele skibet lå sunket hen i under sygdom, og selv vejret er gået fra grå himmel med blæst og regn til solskin. Dog har vi lige nu ingen vind, så vi må sejle for motor indtil vi fanger noget mere. Måske kan vi sætte et par sejl senere i dag?

I går var en begivenhedsrig dag. Eller det blev det i hvert fald, som den skred frem. Den startede som alle andre, og efter en 9 timers søvn hos os i 2. skifte (den bedste dag i vores 4 dages uge) var vi næsten oplagte og friske. Vi startede ud med noget col reg og senere mit eget yndlingsfag marlinspike seamanship, hvor vi spejser og skulle lære at bruge boatsun’s chair til arbejde i riggen. Efter frokost havde vi marine technology med Mads, der dog pludselig blev afbrudt. Da vi krydsede Ækvator på vej fra Madeira til Brasilien lå Agnes syg på hospitalet, så hun ikke kunne deltage. Det skal jeg lige love for Kong Neptun tog revanche for i går. Så efter en god pause i marine technology og et bad for Agnes gik vi alle glade og tilfredse til 3 pause bagefter. Dagen blev kun bedre af at køkkenet valgte at servere pølsehorn og kakao for os. Fantastisk hvordan de mindste ting kan skabe den største glæde her på skibet.

Da vinden forsvandt i går og motoren som sagt blev startet, fik sejlvagten selvfølgelig den opgave, at de skulle op og gøre sejl fast. For første gang på dette togt kunne de stort ikke komme til på ræerne på grund af alle os andre, der var deroppe for at nyde en af de flotteste aftener vi har haft indtil videre. Vandet var næsten spejlblankt, solen på vej ned og horisonten virkede fuldstændig uendelig. Så der var ikke noget man havde mere lyst til end at spendere sin aften på top gallant yard med sine kammerater og slippe lidt for quartermasterne og officererne nede på dækket. Det skal også siges at mit skifte senere på vores nattevagt slog vores rekord og fik gjort main course fast på kun 11 min! Man kan virkelig mærke, at folk er begyndt at være meget trygge i riggen, og det er begyndt at blive rigtig sjovt at få lov til at arbejde deroppe.

På grund af den flotte og vindstille aften var der kl. 20.00 film på dækket. Da Agnes nu officielt var en del af gruppen af shellbacks ombord her på skibet fik vi endelig vist et klip fra en gammel film om ækvator, der tidligere var blevet sprunget over for os. Bagefter viste de forfilm til Around Cap Horn, hvilket virkelig fik en til at føle vores togt som et luksus cruise i sammenlignet med forholdene dengang.  Det er egentlig nok okay at vi sejler i dag, og ikke for 80 år siden.

Nu er der vist omkring 10 dage til vi når Azoerne? Hold da op, hvor vi glæder os. Min søster fortalte mig, at de store cumulus skyer, som man er vant til derhjemme, kun bliver dannet over landjord, og når man derfor spotter en stor fed tegneserie sky på himlen ved man, at man nærmer sig land. Jeg personligt glæder mig rigtigt meget til at se sådan en nu! Og jeg er ret sikker på, at jeg ikke er den eneste. Man kan slet ikke beskrive følelsen af at se land eller fugle for den sags skyld efter over 3 uger med kun vand omkring en. Det er med ambivalente følelser man tænker på, at vi efter Azoerne stort set er færdige med vores oceankrydsning og skal sætte kursen mod de danske farvande. Mest af alt glæder vi os dog noget så gevaldigt til at se alle jer derhjemme til at stå på kajen, når vi kommer ind. Nu vil jeg slutte af for denne gang. Om et kvarter til vi nemlig have navigation, og jeg har ikke lavet lektier (ups).

Trainee #6.

Kristiane

 

25.04.2014 (2)

Så røg vi ud midt på Atlanterhavet igen! Og endnu en gang har alle fået tanket ny energi og masser af godt humør mens vi var i land! Brasilien var dog en anden oplevelse, end de andre havne vi har været i. Fortaleza er en by med mange forskelige sider, og for at komme ind til midtbyen skulle man først igennem en masse farvellaer, som er en slags kartelkvarterer styret af kriminalitet og ghettobander. Og det var lidt surrealistisk at køre igennem flere gader, hvor der var flere huse der stod uden tag, for derefter at komme ind til de rigere områder, hvor f.eks. det nye VM-stadion står klar. Efter vi havde brugt de første par dage i Fortaleza, havde skibet arrangeret en tur for os, ud til et danskejet hotel 2 timers kørsel fra Fortaleza. Har brugte vi en hel dag på stranden og ved poolen, lige hvad alle havde brug for!

Siden vi forlod Brasilien og vendte snuden hjemad mod køligere farvande, har skibet lidt under en bakterieinfektion, som har ramt næsten alle ombord på DANMARK, crew så vel som elever. Det har gjort at vi i lange perioder har haft en kaotisk dagligdag der har sat alle på prøve, og selvom folk herude er sejlivede og ikke har noget imod at arbejde selvom man kaster lidt op en gang imellem, har de fleste af os alligevel været en tur rundt hospitalssengene når kroppen blev for udmattet til at holde sig vågen. Heldigvis er det værste overstået, og at alle er nu på benene igen.

I kan lige få et lille overblik over hvordan det ellers står til her til sidst, vinden har været skiftevis aftagene og kommer fra øst, hvilket har gjort at vi længe har været nødt til at sejle op mod Amerika. Dog har vi alligevel haft god vind i sejlene, og i går sejlede vi med alle sejl sat, en ren fornøjelse at se skibet på den måde.

English

Back on the Atlantic Ocean! And yet again, everybody onboard have renewed their energy and spirit while we were in harbor! Brazil though, was a different experience than the other cities we’ve visited so far. Fortaleza is a city with many different sides to it. To get into the main city, we first had to drive through the farvellas, which is a part of the city, run by criminals and cartels. It felt a bit unreal to drive through streets were many of the houses were roofless and afterwards hit the richer areas, with buildings like the new World Cup stadium. After we spent the first couple of days in Fortaleza, the ship arranged a tour for us, going to a hotel 2 hours away from the city. We spent the whole day on the beach and by the pool, clearly what everybody needed!

Since we left Brazil and set the course homeward towards the cold waters, the ship has suffered from a bacteria disease, hitting almost everyone onboard DANMARK, both crew and students. It means that everything has been a bit chaotic since everybody have had his or her limits tested. Even though we are becoming brave sailors, and none of us mind working between the vomiting, almost all us have been around the hospital bed for a day or two while the body was too exhausted to stay awake Luckily we are now rid of the disease and  everybody is back on their feet!

To summarise for you how the sailing has been since we left harbor and headed for open seas, I can tell you that it has been great, even though the wind is coming and going, and when its finally there, the direction is a bit of, we get so sail by sails and not by engine! Yesterday we even sailed with all sails set, pure joy!

Nicklas Pryds #67

 

25.04.2014 (1)

 Så er det ved at være noget tid siden, at vi smed fortøjningerne og forlod Brasiliens hvide strande. Vi er allerede nået et stykke vej med hjælp fra en frisk brise og krydsede ækvator for nogle dage siden - uden så meget ståhej denne gang, nu er vi jo alle blevet døbt som shellbacks, så Neptun lader os sejle, som det passer os. Lige ud over Agnes # 30, der lå syg under første ækvatordåb, og derfor har krydset ækvator hele to gange uden at være blevet døbt. Det er der selvfølgelig blevet sørget for nu, så ingen forældre skal frygte at få en slap landkrabbe hjem igen.
    Vi har vendt bovsprydet mod nord på ny og lader så småt til at være sluppet af med vores blinde passager, den berygtede brasilianske bakterie. Vi har lært på vores ISPS kurser, at man altid skal behandle en blind passager med ro og venlighed og høfligt udspørge dem, hvem de er, og hvad deres ærinde er ombord, men det har altså ikke været vores taktik denne gang. Vi har vasket hænder som sindssyge, afsprittet alt hvad der har en overflade, skrubbet toiletter flere gange om dagen og isoleret de besmittede på hospitalet. Det er i situationer som denne, at det går op for en, hvor afhængige vi er af hinanden ombord. Er du på sejlvagt og sørger for, at skibet sejler, er der til gengæld en der vasker dit tøj, og den der vasker tøj får lavet mad af en helt tredje. Vi er et lille, men komplet samfund herude på det store hav, og maskineriet skal helst køre som smurt. Når en tredjedel pludselig lægger sig syge, kræver det lidt ekstra af alle, for at få logistikken til at gå op. Det har vist sig at kunne lade sig gøre, så måske er den brasilianske bakterie kun endt med at styrke os. Vi er i hvert fald på benene igen, og hængekøjerne gynger i stadig i takt, når vi en gang i mellem får lov til at sove. Og vi har fejret påske! Vi malede påskeæg på nattevagten i mørket og kunne først se, hvilke farver vi havde malet med dagen efter, da æggene var blevet hængt op rundt omkring på dækket. Der var mange i brun/sorte nuancer, men det er vel også en slags påskefarve. Fint så det ihvertfald ud, når de små, skrøbelige æg hang der og svingede fra side til side, imens folk stod ved siden af med høreværn og heldragter på og bankede rust af. Sådan nogle kontraster er der mange af om bord, og jeg synes tit, at man får bekræftet det lidt klichéagtige syn på sømandstraditionen som noget, der både er smukt og brutalt. Som i maskinrummet, hvor alting buldrer og brager, roterer og koger, men alligevel er holdt i sarte pastelfarver og er udstyret med små skilte, hvor en sirlig skråskrift i guld kommer med moderlige påmindelser om, hvordan man skal gebærde sig.

    Nu hvor sygdommen er løjet af, går alt efterhånden sin vante gang. En gang imellem får vi besøg af en fugl, der har forvildet sig herud for at sige halløj og fange en af Kaptajn Kurts flyvefisk (han synes, at de smager af sild), imens vi står på bakken og hepper på den. Står vi ikke på bakken og hepper på fugle, arbejder vi rundt omkring på dækket eller i riggen med forskellige håndværksprojekter, laver mad i kabyssen eller bliver undervist – gerne på dækket i regnvejr. Det gælder også for nogle af vores eksamener. Knobeksamenen var den første, jeg nogensinde har deltaget i iført olietøj og gummistøvler. Det var for fedt! Der sker meget her, der er for fedt, men det må I glæder jer til at høre mere om, næste gang en trainee skriver dagbog.

God vind!     – Frida Edeltoft Gammelgaard #69

 

24.04.2014

Det går godt herude på Atlanten; hverdagen er ved at være tilbage ved det normale igen.

I går var dagen, hvor styrbordvagt var til reeksamen i knob og stik. Jeg var selv en af de heldige deltagere.
Man har de seneste par dage kunne se, hvem der skulle til knobeksamen, da der blev fundet tovværk frem fra gemmerne og øvet i vildskab. Det er fedt at se, at folk ikke har mistet modet og humøret efter at have dumpet første gang, men næsten er mere arrangerede og stræber efter at gøre det så godt som muligt.
Jeg var meget nervøs, men vi havde øvet meget, så jeg var sikker på at jeg nok skulle bestå, hvis jeg slog koldt vand i blodet. Jeg bestod med 0 fejl, så det var rigtig skønt. Det gik også rigtig godt for de andre. I aften er det bagbordvagt der skal op, så vi krydser fingre for at de alle sammen består!

Ellers går det godt om bord på DANMARK. Vejret er skønt, her til morgen var temperaturen helt nede på 24 grader! Vi kan godt mærke, at det er ved at være koldere og bukserne og busserønnerne er så småt ved at være fundet frem igen. Men der er en god vind og vi sejler omkring 7-8 knob.
I dag står det på undervisning på banjerne for mit skifte (første), så der skal nok blive en masse trætte hoveder efter en 22-02 vagt i nat, hvor der ikke var så meget action, men i stedet tid til en masse lektielæsning, øvelse i splejsning eller taske syning som der er en del der er i gang med. Det er også en del af vores nattevagter, at vi skal lære at være standby, hvis der lige pludselig sker noget.

Jeg håber i alle sammen har det godt hjemme i lille Danmark, vi er en masse trainees der savner jer rigtig meget og glæder os til at se jer igen, men bare rolig, vi har en masse at give os til, så vi keder os ikke.

 

23.04.2014

Hello there,

Now yet a day has passed out here on the Mid Atlantic Ocean, and I will tell you a bit about was has been going on today.

But first let me introduce myself, since this is the first time I write in the diary. My name is Marie, and I am number 13, the lucky number, which means I am in starboard watch, 1st quarter, 1st mess. When at home I live in a small city just west of Copenhagen called Ballerup. I just finished high school this summer, and I am 19 years old.

Today started quite nicely for 1st quarter, we had the early morning watch from 4 to 6, and we actually had the pleasure of up to 8-9 hours sleep, so at 3:40 we jumped fresh out of the hammocks! (not really…). We were woken up by 3rd quarter, where the orderly, Jos, decided to wake me saying “good morning, you have to go at watch, this is NOT a dream!” Which was funny and embarrassing, because the day before I actually dreamed that I had to go to watch, managed to stumble out of the hammock and end up on the deck, while 3rd quarter was on watch, dressed half in working clothes half in night clothes, woops.

If I had to give the past 24 hours a title, it would be laundry, laundry and more laundry! The last couple of days we have been rolling quite a bit, which has been the cause of not only seasick trainees, but also seasick washing machines and dryers. Everything has to be cleaned by hand on deck and hung up to dry, in the fresh salty wind. Therefore, apart from sail handling and the usual stuff, we spend most a lot of time taking down laundry and folding it on our watch. A little to 6 the notverylaundryexited 4th quarter decided to show up and help us fold. They were daymen today, and as they said, they might as well warm up with folding, because they had to do their laundry all day. To be honest I didn’t really feel sorry for them, because they were teasing us yesterday, when we were dayman washing in hand. Last time the machines got seasick, it was also on our daymen day, typical ain’t it?!

Anyway, the rest of the day has gone quite according to schedule. We had a green day today, with classes in first aid, where we learned about hypoxia, and hygiene where we had a test, yay!

The rest of the day, we had maintenance with Nadia. Today’s subject was rig safety control, and half of the quarter was sent in the rig to inspect, the same as the other quarters have for the last 3 days. I can guarantee you, nothing and no one will fall down from the rig now, with that many checkups!

Myself, I was not sent to the rig, but had to paint the port waterway on the poop deck (even officer domain needs a repair now and then), where we have done some rust removing, and I needed to do the last touches with black paint. Even though I wear gloves and try to be careful, I always end up a little less blond, when done with a paint job, today was no exception.

And perhaps the best news of the day, especially if you ask Doc to judge. We are no longer sick! When we left Brazil, we took a foreign bacteria/virus onboard and combined with new and increasing wave movements, we have been quite pitiful for the last week, and Doc has had extra guests in the hospital. Yesterday he was a bit frustrated over the pile of extra bed sheets, that had to be washed in hand. I am sure he is very delighted, that that was at least the last of it!

Well that’s it for this time, I hope you enjoyed this little recap.

Best regards Marie, 13.

 

21.04.2014

Today started out almost as well as yesterday ended, I woke up in my hammock with a feeling I have gotten used to over the past many weeks of sailing. The feeling of not being totally wasted but not well rested either, but after morning muster and a good song sung with four different rhythms, my energy level was back on high. Then we had breakfast and the sad news that we have run out of oatmeal, which made everyone in the mess share a last portion of cornflakes and oatmeal with milk and sugar and a discussion about the reason for the shortage. I have used all my spare time on sewing my ditty bag, a project I have really grown fond of and my stiches are steadily improving in both quality and equality. After lunch we had maintenance the topic of today was rig inspection, a big part of our daily life on board. As usual when we have maintenance, the actual class lasts about half an hour and after we are sent out to do different small tasks around the ship. Some were sent to paint, others to needle gun (rust removing), use angle grinders, some got sent aloft and I got to splice. My exact task was to make a new halyard for the fore upper topsail yard, so first I had to go in the middle hold and grab a huge coil of 24 mm. three strand polypropylene rope. The middle hold is situated under the forward berth deck and third quarter had class, so I had to be silent as a ninja cat. When I first got down into the hold the thing that struck me first was the immense heat, a kind of heat you only experience onboard a steel ship. The second thing that struck me was the enormous amounts of toilet paper that are placed around the root of the mainmast, back in Lisbon I myself helped storing it but the amount that still were left amazed me. Then I had to crawl all the way out to port shipside, around a corner and all the way down in the back of the hold. I crawled over several dozen coils of different sizes of rope and wires. In the furthest corner of the hold, I found my goal - and it was huge! When I say it was huge it is relative because in reality it was probably about 60 centimeters high and 70 in diameter, but down in a small hold where there is at most a meter to the ceiling it seemed huge. After moving it 5 feet by hand I figured out that it was more practical to use my legs. When I got it up on deck with help from a couple of other trainees I had to measure the coil on the line that is the current Upper topsail halyard. It came out at 70 meters dead so our boson told me that the new halyard had to be a hundred meters and thirty centimeters for the splice and when this job was done, three break struck with an unusual snack, coconuts. Whole coconuts with the top cut off and a straw in it. We all had a lot of fun with looking like tourists visiting some tropical island. The best part about the coconuts was that we were allowed to throw them overboard, really fun.

All in all today has been a great day full of new experiences I am really looking forward to the rest of the time onboard and whatever the future brings.

Goodbye an fair winds.

Mikkel  #64

 

15.04.2014

I dag påbegyndte vi vores rejse hjem til Danmark, men lad mig først fortælle lidt om hvad vi lavede i går på landlov i Brasilien.

Der var blevet arrangeret en tur for os på forhånd, de fleste af os havde regnet med at det ville være noget i stil med busturen på madeira, men der blev vi overraskede. Vi startede med at køre ca. 2,5 time igennem landet og ned til havet, stadig i samme ”stat” –Ceara, men en by som hedder Canoa.

Vi steg af bussen og gik i samlet trop gennem den lille bys hovedgade, der er superfint med pastel farvede huse og brosten som nogle steder former byens logo (en måne og stjerne) solen stod højt på himlen og humøret var også i top.

Herefter ankommer vi til et hotel med nogle venlige mennesker, god service og meget behagelige forhold. Vi fik 4 værelser vi kunne placere vores ting i, og så var der ellers frokostbuffet.

Da vi havde fået lidt mad i maven var vi klar til at køre i Beach Buggy (det er en slags små jeeps). I kan tro det var sjovt! Der var bare fart på igennem de lange strandes sandbanker, smukt var det også med det klare hav mod sandets rødlige farver og små mennesker som fløj med drage.

Første stop stod på badetur, andet stop var på toppen af en stor sandbakke, heroppe var der en slags cafe med tilhørende svævebaner (ja der var en 5 stykker!!) den ene svævebane var helt vildt lang, den anden en del kortere men her endte man i en sø og svømmede derefter ind til land.

Så op i Buggy’erne igen og fræse videre, det var skønt at mærke den lune vind hive en i håret og små sandkorn bide lidt i kinderne. Ude i horisonten dukkede et lille blåt hus med veranda ensomt op, vi nærmede os og kunne skimte en lille sø, stedet hed meget passende ”oasen” og her kunne man få sig en forfriskning og dyppe tæerne i den lille sø.

Herefter vendte vi snuden hjem til hotellet hvor vi kunne tage et bad og bruge lidt tid i byen eller på stranden inden aftensmaden. Jeg og en del andre valgte at paraglide. Det var utroligt sjovt og virkeligt smukt deroppefra. Vi kunne kigge ned på klipperne byen og en lille fiskerby og beboernes farverige både.

Jeg tør vove at påstå, vi alle havde et rigtigt dejligt og forfriskende landlov.

Da vi kom hjem var det på hovedet til køjs og i morges da vi stod op (nu vender jeg tilbage til starten) påbegyndte vi vores rejse hjem til Danmark. Det er med stille vemodighed men også glæde for mit vedkommende, for jeg ved hvor hurtigt hele dette eventyr kommer til at gå, men jeg glæder mig også helt ekstremt til at se alle dem jeg holder af derhjemme.

Med vores hvide sømandskasketter tog vi afsked med Fortaleza og hele Brasilien for denne gang. Nu kalder Atlanterhavet atter en gang og vi lader vinden føre os mod Azorerne, der går ikke længe før vi er på åbent hav igen og vi sender mange kærlige tanker mens vi skurer dækket, sætter sejl, skråler sømandsviser og lærer en hel masse.

Ps. Hilsner fra Kristiane no. 6, der hilser sin far og siger at hun ikke er en af dem, der i dag har ligget søsyg som halvdelen af skibet. Hun er stolt.

Jacobe, Trainee No. 58

 

13.04.2014

Solens flimrende stråler danser rundt i Skoleskibets Danmarks fine lille bibliotek, hvis kølighed er en rar afveksling til arbejdet oppe i solen på dækket. På grund af den trykkende varme og den bagende sol, har vi i dag haft en ekstra lang middagspause, men nu høres igen lyden af værktøj – der bankes rust igen i dag, og males og slibes til den store guldmedalje. Der er nok vedligeholdelse at lave på en moden dame, som Danmark måtte menes at være. Men som man siger; ”Pas godt på skibet, og hun vil passe godt på dig” – så det gør vi. Foruden arbejdet med vedligeholdelse i dag, har vi også folk i kabyssen, stikkeriet, skylleriet, messen, maskinen, ved broen og på kajen. Disse er faste poster, når vi ligger til kaj. Især posterne, hvor man står i den bagende sol, har medført en vis kulørændring på visse elever.  

Stemningen på skibet er lidt speciel i dag, da halvdelen af eleverne, hele styrbord banje, er på landlov. Det er næsten som om her er lidt tomt, selvom vi stadig er omkring 50 mennesker om bord. Det gør det også muligt at arrangere fodbad og fællessang på hoveddækket.

Der er for styrbord banje i dag, og for bagbord banje i morgen, arrangeret en heldagstur, der blandt andet fører til en af Brasiliens smukkeste strande. Jeg er virkelig spændt på at se den, og på hvad den øvrige del af busturen kommer til at byde på.

Godt nok havde vi landlov noget af dagen i går, hvor vi tog rundt på egen hånd - men vores kendskab til byen og dens muligheder er ikke imponerende, så det bliver godt at blive vist lidt rundt.

I går fik vi nye forsyninger, både af brændstof og proviant, så til pausen klokken tre fik hvert kvarter en stor skål med udskåret frisk frugt – til stor henrykkelse blandt eleverne. Vi havde egentlig frygtet, at den sidste tid over Atlanterhavet ville betyde konserves og dybfrost, men vi har simpelthen fået så lækker mad hele vejen over. Nybagte boller og rugbrød til morgenskafningen og varm mad både til middags- og aftenskafningen. I dag er det søndag, hvilet betyder is til dessert. Og måske endnu mere frisk frugt, hvis vi er heldige. Og æg og bacon i morges.

Om to dage er der afsejling fra Brasilien til Azorerne, hvilket forhåbentligt gør, at vi kan slippe for de små, flabede og møgirriterende fluer, der har valgt at gå om bord. Kajvagten er desværre ikke til megen nytte på det punkt. Måske er det fordi vi ligger lige op ad et pålæsningssted for korn. Dette er også årsagen til, at der ligger kornskaller i alle kroge og kanter på dækkene.  

Nu lyder musikken fra kabyssen, hvor klargøringen til aftensmaden er i fuld gang, mens en af eleverne med tjans i messen tager sig et krus kaffe og gør mig selskab i biblioteket. Mon guitaren, der står herinde, kommer i brug i aften. Godt nok mangler den en streng, men det kan der jo gøres noget ved. Nu bliver der foldet servietter til besætningens bord, det kommer nok til at se godt ud.

Da vi kom hjem fra landlov i går, var der virkelig gang i den på skibet på trods af at klokken var 22. Der var nemlig reception om bord med omkring 250 gæster og livemusik, der heldigvis kunne overdøve den højlydte blæser på bygningen vi ligger ved. Der var mange gæster, der var meget interesserede i at snakke med os om livet om bord, og dem som havde lyst, blev også vist rundt. I dag havde vi så slæbet med at gøre hele skibet rent, for så at holde reception igen i morgen. Jeg har også hørt et rygte om, at en af officererne ville græde sig selv i søvn over alle de mærker, damerne med stilletter har lavet i dæksplankerne i løbet af aftenen.

Skylleriet står om lidt klar med service til os alle, og jeg skal som baksformand nå at tørre vores bord af, inden der kan dækkes op. Så jeg må hellere slutte for nu og ønske alle jer derhjemme et godt forår.

Julie Brummerstedt Lemb #2

 

12-04-2014

Arrival! We have finally arrived at our main destination, Fortaleza. Never had I imagined such the city to be so huge, an amazing skyline met us when we entered the port. One can most definitely feel that we are in the tropics, ever since yesterday it has been so warm and moist that drinking a glass of water every ten minutes just to keep going isn’t unusual. We just experienced a good tropical rainshower a few hours ago, unlike back home it was like the heavens just decided to dump an entire lake of water during a few minutes and then send the sun back again, almost creating a natural steam bath.

Prior to entering the port yesterday we initiated the shiny ship procedure. A ship can become very worn during an Atlantic crossing, and so we of course needed to make it presentable again. That means that I for one spent most of the day in the rigging stowing the sails nicely. That means that the sails need to get rolled up and put on top of the yards, and in order to make it look good, every millimeter counts! Shiny ship also involved a lot of polishing, painting and woodwork, everyone had to do their part, but it was worth it, because never have I seen a ship looking so good as the Danmark.

After arrival yesterday Starboard watch was supposed to go on shoreleave for the rest of the day, but the Brazilian immigration meant otherwise. Apparently, they took their sweet time approving the paperwork that needed to be done before people could go ashore. So unfortunately it took a few hours before they could leave for shore. But that doesn’t matter, because they still got to go, and experience the city, and the time they lost yesterday, they just got this morning; no one gets cheated on Danmark! I got to talk to a few of my friends from Starboard watch when they got back yesterday evening, the city is as it looks they said, huge! Some people told me about Brazilian favelas where the nice taxi drivers stopped them before they walked in there, and took them through to the center of the city. Some people had been to a huge endless shopping mall and just enjoyed being able to go shopping and buy provisions (candy) for the trip back. Another bunch told me about how they had been smart, and walked into what seemed like the nicest hotel in the city, they figured that they had to speak English there. So they asked them where the nicest place to eat was. I had never thought it possible that one could get lobster and veal steak for 225 kroners, but in Brazil it is. So, needless to say, those guys were pretty thrilled about this amazing country when they got back. At the moment they are out there again, and making up for the lost time yesterday, and around 13:30 it will be Port watches turn, and I can’t wait. The ship has arranged for us all to go on a bus trip to one of the nicest beaches in Brazil in a few days, with everything paid for! As I have written in earlier entries I still have no idea what to expect, except for the fact that I want to go get the biggest ice cream cone on the face of the Earth!

Anders Kreutzmann Lassen #16

 

10.04.2014

Dear God almighty its warm out here. Warm in the night, warm in the day, and it feels like the wind has gone into hibernation. Ever since we hit 1 deg. North it has been absolutely calm, so in order to make it to Brazil on time, we had to turn on the main engine, and go from big mean sailing machine, to a simple power driven vessel. I was fortunate enough to be on watch in the engine room at the time they turned it on. That is one project! Our main engine is an old Frichs diesel engine, which we have been taught a lot about, but since it is so old there are a million things one has to take care of prior to starting it, quite fascinating actually.

We crossed the Equator a few days ago, everyone was extremely excited, and I don’t know if we expected some big red line in the middle of the ocean like in the old cartoons, but in reality, it was just water. Something quite odd happened in connection with the crossing, which all trainees as sailors. I am, for reasons that shall remain unknown, sworn not to say any more about that.

At the moment we are closing in on Fortaleza, one could say that people are getting very excited. I don’t know if it is because it is the head destination, or if it’s just because everyone is getting pretty tired of looking at the same ship, the same water, and the same people. I don’t know what we are to expect of Brazil, I mean we have an idea of warm beaches and crystal clear water. But then again I am a bit curious to experience a culture so young.

Personally I am looking very much forward to going back home as well, not in the I don’t like it out here way, just the I miss home way. I think everyone gets the feeling that, “oh if I could just spend one day at home, and then come back it would be so great!” 

Anders Kreutzmann Lassen #16

 

09.04.2014

Kære alle

Jeg skriver nu fra forreste banje, hvor alle vi pollywalks er holdt fanget af Neptuns håndlangere, shellbacksne.

Det sagnomspundne ækvatordåb er i fuld gang. Der bliver hentet en mess ad gangen, og vi har ikke set dem, som er blevet hentet op. Der går vilde rygter.

Så jeg skriver nu til jer alle for at sige tak for alt, hvis Kong Neptun ikke finder i sin nåde at døbe mig, og i stedet lader mig drukne.

Skulle jeg blive døbt, kan det ske, at min frisure ikke længere vil være så lang, som den er nu... Der går nemlig rygter om, at man får klippet noget af håret af, som en del af ceremonien.

Hele skibet lugter i øvrigt af gammel fisk, og det gør jeg også, efter at have været en tur på toilet, hvor vi tre ad gangen blev ført til og fra banjen med bind for øjnene... På tilbagevejen blev vi smurt ind i diverse uidentificerede, ildelugtende sager... Jeg tror i øvrigt, at det er lidt tun, jeg kan se på min venstre arm... Og tang i mit hår.

Og til en slimet plamage på mit veste håndled, er fastklistret nogle få rester af en afklippet tot hår... Så det lader til at rygtet taler sandt.

Vi er nu to messes tilbage på forreste banje.

 

Kære Kong Neptun

Dit hav er så stort, vor skib så lille

Hjælp os

 

Til min elskede familie og venner;

De kærligste hilsner og tak

Julie Brummerstedt Lemb #2

 

07.04.2014

Agata:

Hård start på dagen når man vågner op klokken lort for at finde ud af at halvdelen af ens ting er forsvundet, og dermed kun kan generhverves ved nogle timers arbejde for bådsmanden. At det ydermere vælter ned i lårtykkestråler, så man kan få lov til at afslutte sin dag med at hælde vand ud af gummistøvlerne er jo bare prikken over i’et.

Anders:

Ja jeg kan jo kun skrive under på at det var dejligt vejr. Jeg havde netop tilbragt 4 timer som duty trainee, det vil sige stå på et dæk i regnen og glo, for så hver halve time at plotte nogle positioner ind på et søkort, det vil sige fra kl 22-02 Vejret tog dog først til da Agatas quarter skulle overtage, hvilket hvis også kun var passende, siden de jo kom lidt forsent grundet nogle ting der var ”blevet væk”.

Agata:

Selvom at Anders vil påstå at det var vores egen skyld, var der i vores quarter bred enighed om at der var tale om en uretfærdig agt imod os foretaget af de højere magter. Derfor kunne jeg også kun frydes da jeg om morgenen kunne nyde lidt fritid mens Anders fik lov til at gøre toiletterne rene. Ha!

Anders:

Ja nogen skal jo gøre det sure arbejde så de andre kan flade ud, og hvem bedre til det end det bedste quarter? De lokummer endte med at blive så skinnende at selv hendes majestæt ville sige: ”Så slapper i lige af hva?” Desuden var regnvejret jo ikke overstået endnu, så det var stadig lækkert! Og det skulle da bare lige overstås før der var bæg og acon (som røg på gulvet) og navigation som det første, det er da væsentligt bedre end Collision Regulation hva?`

Agata:

Nu kan det godt være at Anders betegner sit quater som gode til rengøring, så ved vi jo godt alle vores quater er blevet udnævnt som de bedste dækskrubbere. Og med hensyn til collision regulation så havde vi en fin time efterfulgt af en succesfuld eksamen i knob (mere succesfuld end for visse andre…) hvordan var de to timers working enviroment. Var det noget med at i blev indviet i gummihandskens forunderlige verden?

Anders:

Sjovt nok får vi jo det samme at vide med vores dækskrubning dagen efter, i må godt nok have klokket i den for at blive overgået på en dag. Men det er næsten også synd at tage den smugle stolthed fra jer (som Agata lige har fortalt mig at de fik efter at have fået det at vide). Med hensyn til knob eksamen tror jeg de højere magter synes det havde være lidt for synd at smide alle tingene væk om natten og derfor skulle det gøres lidt godt igen, der er ingen anden logisk forklaring. Det skulle vel kun være at de bare spiller til knob.. Jeg er dog en fan af den dejlige måde skoledagen blev afsluttet på, helt korrekt med to timers intro til handskens smukke verden. Jeg havde aldrig vidst at der var så mange forskellige handsker og så mange måder at tage dem forkert på, på. Jeg ved i hvert fald nu hvad jeg skal studere på uni når jeg kommer hjem! Men hvad med jer, i afsluttede vel også dagen på en fed måde?

Agata:

Ja for søren! Dagen blev foruden den obligatoriske omgang søndagsis til aftensmaden afslutte med det suverænt sjovest fag: Combustion Engines! (med en lærer hvis entusiasme og lydeffekter næppe vil kunne gengives)

Anders:

Det skal lige siges at der var ikke bare is, men også en oksemørbrad så god at min pappa ville være stolt, men det vil sådan en grøntsagsgnasker som Agata jo aldrig kunne forstå. For at runde af kan vi sige at vi nærmer os stille og roligt Ækvator. MEGET stille og roligt (1,5 knob), hvis nogle skulle være i tvivl kan man gå hurtigere selv. Hvis vi fortsætter med den her hastighed, når vi Brasilien om godt og vel en måneds tid, hvis ikke mere, siger Agata.

Agata Laskowska #73
Anders Kreutzmann Lassen #16

 

06-04-2014 (2)

Det er er i dag et vejr, et solskinsvejr! NEJ! Det har bygeregnet siden morgenstunden her meget tæt på ækvator, og jeg er en kæmpe fan! De sidste par uger har jo være sol og +30 grader, så det var en fantastisk følelse da jeg i nat mærkede de først regndråber på tuden. Ækvatordåben venter forude. Der er ikke rigtig nogen der ved, hvad der kommer til at ske, kun at det er en gammel sømandstradition der er fyldt med løjer. Det er også lidt underligt at være her, vinden bliver ved med at ændre sig grundet bygerne, og det meste af tiden er den ikke at finde alligevel, i går aftes skød vi 0,5 knob, til dem der skulle være i tvivl svare det nogenlunde til at du sætter din bil i tomgang og lades som om den køre. Den skiftende vind gør også at dem der står som sejlvagt skal blive ved med at brase. Til dem der ikke ved hvad det vil sige, så betyder det at vi flytter på ræerne, nærmest drejer masterne, så man kan få vinden in på eks. Styrbord side i stedet for bagbord, så man kan styre den rigtige kurs. Har lige hørt ud af bagøret fra en af dagens sejlvagter: ”Jamen skal vi ikke bare brase de næste 12 timer eller hva?” 

Vi nærmer os Brasilien og skulle gerne være der inden for 5 dages tid!

-Anders Kreutzmann Lassen #16

 

06.04.2014 (1)

”Rejse, rejse, rejse så skal vi skide skaffe og splejse” Jeg vågnede på sædvanlig vis til quartermaster Daniels klare røst der rungede over aft birthdeck. Men noget var helt anderledes! Jeg var ikke klistret fast til min hængekøje, mit hår var ikke vådt at sved og mine mess-kammerater lignede ikke kogt hamburgerryg i hovedet, noget der ellers har været et vanligt morgensyn det sidste stykke tid. Årsagen til denne særlige morgenoplevelse er, at der er blevet tændt for vores aircondition!

Vi befinder os omkring 01°22’ N, så tæt på ækvator at den højthængende sol har forårsaget mange skader på denne flok solglade men desværre også solcremes-sky unge danskere. Efter forleden dags sømandssøndag har vi dog fået høj respekt for solen og opholder os nu kun i skyggen hvis vi kan komme til det. Sømandssøndag, et koncept der kræveer noget mere kærlig omtale – så det skal det få: Sømandssøndag er nok, næst efter hængekøjen, den bedste sømandsopfindelse der findes! Det bedste ved sømandssøndag er ikke det at vi har fri, at vi har tid til at spille kort, slappe af og læse, det er heller ikke at køle ned ved at lave en kæmpe bruser på main deck og pumpe havvand gennem den via brandpumperne så vi kan plaske rundt i badetøj, ej heller er det at synge sømandsviser samme med crewet. Nej det allerbedste ved sømandssøndag er, at alle er så glade! En dag hvor ingen vrisser eller sidder og falder i søvn i et hjørne, en dag hvor der bare er smil hele vejen rundt, fra Cap til trainee.

Det er ikke fordi humøret om bord er lavt alle andre dage! Jeg er faktisk forundret over hvor godt humøret er, når man tænker på, at vi er 81 unge mennesker, der i nu en måned har befundet sig på meget lidt plads og gentagende gange på den ene eller anden måde er blevet presset til grænser vi ikke altid vidste vi havde. Det bliver selvfølgelig vrisset! Især i de mere pressede situationer, som når man står yderst på Royal (den højeste yard) og cluen bare ikke vil flytte sig når man trækker i den eller noget er viklet ind på en underlig måde der kun kan skyldes en tidligere kollegas trætte hænder, eller når man står midt om natten kl. 5 min i mønstring og bare ikke kan finde sin sko, sin harness eller sin lighter. Jeg tror det bliver godt at komme i havn i Brasilien – selvom vi nok længes efter havet når vi finder ud af hvor landsyg man kan blive efter 21 dage på havet.   

Jeg kan høre hvordan der bliver råbt 2-6 2-6 på dækket. Sail-watchen har braizet hele morgenen for at fange den lille smule vind der er. Selvom der er under 2 grader til vi krydser ækvator og skal møde kong Neptun, så kommer det til at tage lidt tid, når farten pt er 1-2 knots. Vi håber på bedre vind! Men regnen er vi glade for!   

# 34 Anne Cecilie Overgaard

 

05.04.2014

Ækvator nærmer sig og varmen har bidt sig godt og grundigt fast i skibets og dets besætning. Efter en dejlig vellykket Seamen-Sunday i går, en dag hvor vi elever mere eller mindre havde fri, som gik med masser af solbadning på fore castle og et meget populært brusebad midt på dækket, lavet af vores brandpumpe og en pøs med hul i, er de fleste af os nu godt og grundigt solbrændt, de røde streger er meget tydelige ved shortskanten og bikinilinjerne hos piger lyser nærmest i mørket. Trods øm hud og sved på panden går dagene hurtigere og hurtigere, og det er næsten helt rart at stå op om natten og arbejde i en ”kølig” brise. De første eksamener nærmer sig også hastigt og på mandag skal vi op i knob og stik, hvor vi gerne skulle kunne minimum 13 ud af de 15 basale knob. Fritiden er begyndt at gå med at arbejde nogle af alle de driftage-point vi har opsamlet siden vi sejlede fra Madeira (man får 1 point hvis man glemmer en trøje, håndklæde osv. 1 point er = 20 minutters arbejde). De point skal arbejdes væk inden man kan få landlov i Brasilien. Personligt har jeg 2 timer der skal gå med at pudse messing eller lignende opgaver som crewet syntes passende.

Ækvator-dåben er også nært forestående, og spændingen omkring hvad der skal foregå stiger i takt med at vi nærmer os. Crewet (og de få elever der allerede har krydset ækvator) har været i gang med forberedelserne længe, og selvom de prøver at holde det så hemmeligt som muligt, er det svært at skjule de helt store ting på så lidt plads med så mange nysgerrige øjne. Derfor går rygterne sin gang omkring skibet. Hvad de går på vil jeg selvfølgelig ikke afsløre, da jeg ikke agter at komme i Neptuns sorte bog.

Nicklas Weesgaard Pryds

 

Equator is approaching, and the heat has reached the ship and the persons on board. After a lovely Seamen-Sunday yesterday, a day where more or less all students had a day off, which was spend sunbathing on the forecastle and in a salty shower on the main deck, (the crew had put our firehose in a bucket with holes in the bottom) most of us is now sunburned and the red lines around the shorts and at the girls’ bikinis, could light up the ship at night. Despite of sore skin and sweaty foreheads, the days pass by in no time and it is almost pleasant to get up for the night watches and enjoy “chilly” winds. Also the first exams are approaching and in 2 days were are being tested in our knots and bends. We should, as a minimum, be able to perform 13 out of 15 most basic knots.  The sparetime onboard is used to work off some of the driftage-points gathered since we left Madeira (We get 1 point everytime we leave something behind, and 1 point = 20 minutes of work). These points have to be spent before we come to Brazil, in order to get shore leave. Personally, I have to work off 2 hours worth of points, probably polishing brass, or whatever the crew thinks reasonable.

The equator baptize is also coming closer and the excitement about what is going to happen is rising. The crew (and a few of the trainees who has already been baptized) has been preparing for a long time, and even though they try to keep the events a secret, it is hard to hide something on a small ship with so many curious eyes. Therefor the rumors about the day have started to circulate, what they say is of course a secret, since I do not wish to be noted in Neptuns black book.

Nicklas Weesgaard Pryds #67

 

02.04.2014

Trainee #12 Tjalfe

4 weeks into the voyage and fatigue is setting in, but even though people are tired, they are enjoying their time at sea. I myself have started to enjoy the night watches more and more, the phosphorescence in the water that lights up the waves as they break, and light up the dolphins to a wonderful array of light streaks and explosions in the water. The darkness and activity in the middle of the night seem to settle in and calm the mood from the few disgruntled trainees as they waddle around on deck.

The world seems very small out here in the middle of the Atlantic, on our own little island; seeing another ship is like standing on the border of another country and looking at a totally different culture. Wondering what life is like on the little sail-ships, the containerships and the 4-masted rigger that past us. If they have warm water to shower. If this is the first real time at sea for most of them, like it is for most of us. Whether there is somebody out there looking at us thinking the same, when they see us on the horizon sailing further and further away from them.

We have our own rules and codes, we have our own words and slang, we do not know each; but we are dependent on one another and learning all there is to learn when we are together. Whether we are learning the last few knots and bends for the coming exam for marlinspike seamanship or negotiating the fair price for cigarettes between those that have surplus and those who came ill prepared. We are steadily getting to know one another and while we try to fill out heads with engines, lights and navigation terms.

Personally, I feel restless at the thought of having nothing to do in the evening, what to do when you have 4 hours (we don’t have that much time, but it would be hell if we did) and you’ve already showered, read in your book and checked emails. Thinking that there would be a lot to do, we sit and talk about the same subject and the same funny incidents, until a new one comes. So I sit on the forecastle and look at the endless sea as it stretches to the horizon and beyond hoping to spot a whale or another floating culture. Wondering what’s next in this crazy voyage of surprises and knowledge we seem to have learned so much already how could there possibly be more? But like most things the more you know about it, the more there is to know when you turn that corner.   

It’s only been 4 weeks since Lisbon, even though for us it seems like months since we last had a bed to lay in, months since our afternoon where whisked away by boredom and laziness, months since we didn’t know what to do with a grey afternoon. I for one have my ups and downs like everyone else onboard but I’m trying very hard to fight fatigue and stay on top of things. And it works most of the time, but when it doesn’t it’s good to have friends to cheer me up and set me right.

I hope that everybody who has a person board this marvelous lady knows that they are faring well out on the Atlantic and go to bed every evening exhausted and tired, but with a feeling like they’ve done good. And maybe, just maybe, a little dread of the coming wakeup and night watch.

This is me avoiding cleaning toilets and writing to all of you at home, I hope everybody is doing well and are following their loved ones in the middle of the ocean.

 

31.03.2014

Så er vi så småt ved at være halvvejs til Brasilien. I hvert fald i forhold til tiden det tager. All elever har været igennem en såkaldt ”line-test”, som gik ud på at vi skulle testes i hvor godt vi har styr på alle tovendernes navne og hvor på skibet de befinder sig. Det er ved at være nogle dage siden jeg, som en af de sidste, tog min test. Testen var ikke nogen endegyldig prøve og havde som sådan ikke nogen konsekvenser, og dog lod jeg mig gå på af den og gik, ifølge nogen af de andre, lidt for meget op i det. Så jeg var rigtig lettet over at få det overstået. Endelig kan jeg slappe lidt af og bruge den begrænsede fritid, vi har til rådighed, på andet end at øve tovender uden at få dårlig samvittighed… Bortset fra at vi nu er blevet informeret om at vi skal til eksamen i knob inden vi når til Brasilien.
Det har virkelig taget noget tilvænning at have så lidt fritid som vi har. Selvom det er hårdt, er det virkelig også fedt at være i gang hele tiden og dagene flyver bare afsted uden at man rigtig kan holde styr på dem længere. Det er svært at forstå at vi snart har været her en måned.
Det er meget anderledes end noget jeg har prøvet før, at have en hverdag så fuld af action. Ting som jeg aldrig havde troet jeg skulle gøre, er pludselig hverdagskost. Er man træt når man lige er stået op, ville man normalt tage et bad eller plaske koldt vand i ansigtet, men herude stavrer mand søvndrukken op på dækket og bliver bedt om at kravle tyve meter op i masten ”for lige at vågne”.
Jeg har aldrig rigtig lidt af hjemve og det gør jeg heller ikke rigtig her, men jeg må indrømme at jeg på det sidste har haft det underligt med at være så langt væk hjemmefra, og i så lang tid. Jeg tror det har noget at gøre med at mange af opleveler vi har her er så intense og i nogle tilfælde grænseoverskridende. Jeg glæder mig virkeligt til at vise og fortælle alle derhjemme om de ting jeg har lært, og når jeg står i tredive meters højde og kigger ned, tager jeg ofte mig selv i at tænke ”gid de kunne se mig nu”. Det er mærkeligt ikke at kunne dele oplevelserne med dem derhjemme, men så er det godt jeg har 80 andre trainees at dele dem med.

-          Isa Maria #74

 

30.03.2014

I dag er vores 8. dag siden vi sejlede fra Madeira, og man kan tydeligt mærke ækvators varme nærme sig! Sveden er begyndt at dryppe i banjerne, hvor vi sover, og i de få vindstille perioder vi har, koger skibet. Der er ikke så meget andet at gøre, end at huske solcremen, drikke vand og håbe at vi får noget vind når vi skal krydse ækvator. Dog er det typisk et vindstille sted, men man har da lov til at håbe!
Der er virkelig gang i skibet for tiden, og den får fuld gas med vedligeholdelsen af skibet, undervisning, rengøring og sejlvagter. Selv synes jeg vedligeholdelse er det fedeste for tiden. Det består for det meste af fedtning af forskellige dele, lakering eller maling indtil videre, men jeg synes det er fedt at få lov til at komme op i solen og lære noget, i stedet for at have undervisning i vores tunge, varme banje. Dog er det praktiske helt klart den største udfordring for mig, da jeg er en gymnasieelev, der aldrig har rodet med særlig mange praktiske ting. Det er meget svært at lære det håndværk et skib som dette kræver, men det er meget federe at lave noget og kunne se sine resultater umiddelbart efter, i stedet for at glo i en bog om teori, der ligger meget fjernt fra ens hverdag! Jeg nyder i fulde drag at vi skal direkte ud og bruge den teori vi lærer, og selvom det er svært, er det meget mere håndgribeligt. Jeg har virkelig fået øjnene op for de praktiske fag. Det er skide fedt! Har virkelig svært ved at se mig selv læse videre i noget meget bogligt, som f. eks. jura lige nu. Også selvom det måske ikke er lige sjovt at slibe med sandpapir eller rense afløb hver gang…
Stemningen er stadig rigtig god på skibet, og vores største problem lige nu er varmen! Men mon ikke vi klarer den. Jeg ser i hvert fald frem til at lære mere herude, og så er tanken om at vi er på vej til Brasilien heller ikke værst. Og hvis jeg bliver helt ør af alle de mennesker, der er omkring mig konstant hjælper det altid at kravle 30 meter op i masten og kukkelure lidt!

 

29.03.2014

It’s getting warmer and warmer in the Atlantic. One of the officers told us a couple of days ago that the average temperature has risen with almost 1 degree Celsius every day. It certainly is nice to walk around in what feels like a Danish summer when you know that back home it is still almost winter conditions. Moreover, of course, like any typical dane I, and many others, “forgot” to put on sunscreen, so many of us are walking around like a brigade of lobsters. The water though is still a bit cold. How do I know this? Well about five minutes before I started writing this entry, a wave decided to pat me on the back, which is getting quite common.

Education wise everything is going smoothly. We are getting used to the tight schedule, and I am quite surprised to find that we don’t actually get that much homework. Which most of us are quite relieved by, I think we would have to add another hour to the clock in order to manage a pile of homework. Speaking of which, that is exactly what the nice Captain decided to do today! Since we are sailing west, we are changing time zones, so guess who has an extra hour of lunch break.

The Knots Bends and Hitches test is coming up. We have to know about 23 different knots in a week. We have of course been taught all of them already, and have been practicing every night, when we are on watch and no sails needs to be set. Some of them are quite hard though, and it is not about brain memory, but about muscle memory, which means practice, practice, practice! Since everything is in English on board, some of the people who have not yet fully mastered the language, are having trouble since the knots names are in English as well, but with some help from their friends many will g et by anyway.

A funny sighting a few days back. We saw what seemed like over a hundred dolphins swimming around and next to the ship. I couldn’t help but to think: “So long and thanks for all the fish!” It was quite amusing, since we had just had an evacuation drill, and it was like the dolphins had heard the alarm horn and was like: “You guys need some help?” All joking aside, our evacuation, and fire drills are going quite smoothly, considering that we have only had them twice. People take it very seriously, and everything gets done like it should if it was a real situation.
The day that we had the musters was on something that onboard is called a seaman Sunday. It has nothing to do with Sunday, it is simply a day where we differ from the usual schedule in order to get something done that takes an entire day, and we relaxed maybe a little bit more. That day was wrapped up with the crew teaching us various sea shanties.

That’s it for me for this time, now I’ll go have a nice lesson of navigation!

-Anders Kreutzmann Lassen #16

 

27.03.2014

Nu har vi været på DANMARK i snart tre uger, selvom det føles som måneder siden vi påmønstrede i Lissabon. I går havde vi det man kalder ”Seaman Sunday” hvilket går ud på at det normale skema bliver nedlagt til fordel for andre aktiviteter. 1. quarter startede med at høre Chief Engineer, Morten, og Second Engineer, Thorbjørn, fortælle lidt om uddannelsen og livet som maskinmester. Intet som at starte morgenen med lidt passioneret uddannelsesvejledning i form af malende beskrivelser af de uanede mængder fremtidsmuligheder, en maskinmesteruddannelse har at byde på.

Senere havde vi fire- og evacuationdrill. Det var anden gang vi havde drills, og hver gang bliver jeg mere klar over vigtigheden af at have regelmæssige øvelser. Elever og besætning er delt ud i nogle faste hold. Jeg er fx på closedown team, som skal sørge for at lukke for al ventilation, åbne luger og vandtætte døre og jeg syntes egentlig jeg havde rimelig godt styr på proceduren. Indtil jeg blev bedt om at lukke en ventilation jeg ikke havde lukket før, og fandt mig selv lunte lidt forvirret rundt på maindeck sammen med et par andre trainees. Rimelig ærgerligt at stå i den situation under en rigtig brand.

Hovedaktiviteten var oprydning af skabe og kistebænke. Alle tømte samtlige deres ejendele ud på maindeck og satte sig ned og fik kigget alt igennem, for at se om de maglede noge, eller havde noget der ikke tilhørte dem. Når man er 80 mennesker med fuldstændig identiske garderober kan det godt være en udfordring at holde styr på sine ting. Også selvom man flittigt har syet nummer i alt sit tøj med nål og tråd. Noget af ideen med at få alt op fra banjerne var også at det hele fik lidt frisk luft. Dagens optur var helt klart at vi fik lov til at have fritidssko på hele dagen, og til gengæld stille vores sikkerhedssko til gennemluftning på raftdeck. Rimelig tiltrængt for de flestes vedkommende. Resultatet af at gå i de samme sko fra morgen til aften, hver dag i tre uger, er, hvis ikke fodsvamp, en lugt du ikke kan forestille dig før den desværre har passeret dine næsebor. En udvidet toleranceramme omkring lugten af sure tæer er en af de mange kvaliteter, du tillægger dig som trainee på skoleskibet DANMARK.

Senere på dagen havde vi også nogle timer hvor der ikke rigtig skete noget. Det var på en gang virkelig rart, og en lille smule mærkeligt, at have flere timer i træk, hvor man selv var herre over sin tid. Nu var vi lige begyndt at vænne os til at have skema fra morgen til aften, og så kommer de og laver rod i det, med noget der minder om en fridag. Jeg var helt ude af træning og kunne slet ikke finde ud af hvad jeg skulle tage mig til. Så var det godt at der også var planlagt noget sømandsvise-fællessang. Det var sømandens udgave af lejrbålssang der foregik på Maindeck, hvor vi lærte forskellige viser som kunne bruges til at få arbejdet til at glide lidt nemmere. Det var bestemt hyggeligt, men også i hård konkurrence med en god håndfuld delfiner der lige inden havde optaget samtlige trainees’ opmærksomhed. Jeg ved ikke hvor mange der var, men jeg havde i hvert fald aldrig forestillet mig at skulle se så mange delfinder samlet et sted.

Freja, nr. 9

 

26.03.2014

I dag har vi vores første såkaldte ”Sailors-Sunday”, som er en lidt anderledes dag, der giver et lillebræk fra vores 4-dages skema. Dog er det ”Sunday” på DANMARK manér, da dagen blandt andet står på rengøring af vores personlige skabe, og et ”persian market” hvor vi skal have sørget for at alle har sine egne ting!
Vi har haft nogle helt fantastiske sejldage efter Madeira, og smukkest var det da vi sejlede i høj sol og masser af vind mellem de to Canariske Øer Tenerife og Gran Canaria. Vi har efterhånden set mange forskellige dyr herude. Hvaler, havskildpadder, delfiner, fugle, og flyvefisk er nogle af de ting Atlanterhavet har budt på indtil videre, og stjernehimmelen om natten er for vild. Der er sågar nogle der påstår at de en nat så et par delfiner, der svømmede igennem noget morild, er blevet selvlysende og har hoppet rundt omkring skibet.
De sidste par dage har desværre været præget af overskyet vejr, men i dag skulle gerne blive solrig. Vinden har til gengæld været god så vi har næsten ikke brugt motoren, hvilket er toppen!

Livet på skibet er så småt ved at blive mere hverdagsagtig, og nattevagterne bliver lettere og lettere at få overstået. Hængekøjen er personligt blevet min bedste ven, og vi har fået snoller fra slop-chesten i går, så det er såmænd ikke helt skidt at være sailor for tiden!

 

25.03.2014 (2)

Vi tog fra Madeira for et par dage siden, selvom det føles som om der allerede er gået flere uger. Det er længe siden jeg har oplevet et sted, hvor der er så meget aktivitet at dagene nærmest smelter sammen. Siden Madeira er skemaet for alvor gået i gang. Det er lidt underligt at sidde og have skolefag imens klasselokalet rokker så meget frem og tilbage at man af og til er ved at skvatte ned på dørken. Søgangen, som det kunne forestilles, er nemlig begyndt at tage til, og til mange trainees øvfjæs er der også flere bølger der er hoppet ind over rælingen og givet dem en skylder. I dag oplevede vi endda at stå op til at nattevagterne havde sat to stræktove op på hoveddækket så man kunne holde fast, hvis man var ved at vælte. Om skolen i sig selv kan kun siges at det ikke kan sammenlignes med noget andet jeg har oplevet. En ting er at sidde på sin flade og have teori i eksempelvis navigation. En anden ting er når man selv samme nat kommer til at stå og rent faktisk bruge det til noget på vagten. Et andet eksempel kunne være Marine Engineering, hvor vi lære om motorer. Jeg har aldrig været superglad for den slags tekniske ting, men det bliver lige pludselig en hel del mere levende når det man lære om ligger nede i maskinrummet og man kommer til at gå op og ned af det, flere gange om ugen.

Nattevagterne er begyndt at tære lidt på folk, personligt tror jeg bare man lige skal vende sin krop til at den ikke får lige så meget søvn som den er vant til. Det kan godt være at der er lidt hårdt at skulle op om natten for at hive sejl ind og sætte dem igen, men på trods af trætheden viser folk en fantastisk nærmest ukuelig entusiasme. Man kan blive helt glad når man ser, hvor meget os trainees er begyndt at brænde for at sejle.

-Anders Kreutzmann Lassen #16

 

25.03.2014 (1)
Den milde dunst af sure tæer og sved fylder aft berthdeck, hængekøjerne bliver bundet op med efterhånden ganske kyndige hænder imens ”De Glade Sømænd”, ”Kong Christian” og andre skønne sange buldrer igennem det lille rum. Klokken er lidt over 18 og vi skal på vagt fra 22 til 2 i nat. Vi befinder os på Atlanterhavet med endnu 17 dage til vi lægger til kaj i Fortaleza, Brasilien. Så vidt jeg kan regne mig sammen til, har vi været om bord i 19 dage. Jeg har indtil videre lært at: Nothing onboard is rocketscience! Except varnishing!

Jeg har stadig ikke vænnet mig til nattevagterne, men jeg satser stærkt på at det sker på et tidspunkt! Det er egentlig ikke så slemt at blive vækket kl 22, 2 eller 4 for at bruge et par timer på dækket. Morgengymnastikken – en tur op i riggen, over crosstree og ned igen – virker efter bedste henseende. Jeg er så træt når jeg kravler op, at jeg ikke rigtig ænser hvor jeg er, men når jeg kommer ned igen er hele kroppen blevet varmet op og jeg har fået et lille mentalt wake-up af at kigge ned fra de ca 26 meter. Jeg tror også at denne exceptionelle måde at starte en nattevagt på, bærer en del af æren for at jeg ikke har særligt ømme muskler! De når simpelthen ikke at blive ømme når de bliver brugt hele tiden. Det er kun når jeg står et par minutter og venter til mønstring, at jeg kan mærke hvordan mine arme er blevet minimum 20 cm længere af at hale i tovværk og mine fingre dobbelt så brede grundet en udvikling af før ukendte muskler.

Livet om bord er egentlig ganske rart og simpelt. Mine dage hedder rød, gul, grøn og blå, jeg står op når jeg bliver vækket, tager det tøj på jeg havde på i går, jeg ved hvad klokken er fordi der er en der slår på en klokke hver halve time døgnet rundt og jeg behøver på intet tidspunkt at spekulere over hvad jeg skal bruge min tid på, for det er der nok nogen der skal fortælle mig. Når det virkelig gør ondt og når øjenlågene er umenneskeligt tunge (hvilket de er mange gange om dagen), når der er information-overload om sejl, søkort, tovender, rengøringsmidler, lak, lubricationoil, tjære, motordele, osv. Ja, så tæller jeg bare timerne til jeg igen skal ligge og boble i min fantastisk skønne hængekøje i en savlende dvale-tilstand – til Quartermaster igen råber ”Rejse, rejse, rejse så skal vi skide, skaffe og splejse!”  

# 34 Anne Cecilie Overgaard


24.03.2014

Det gode skib Danmark svinger lystigt fra side til side ude på det store Atlanterhav, mens vi alle gør vores bedste for at gå lige på dækket og undgå at maden ender på dørken, som det desværre skete for en uheldig mess lige inden middagsmaden.

Vi har en fødselar i 2nd mess i dag, tillykke til Anders #16, og det betyder også, at der vil være lagkage i tre-pausen. Også et tillykke til Søren #24 fra 4th mess, som også har fødselsdag i dag.

Undervejs i den netop afsluttede undervisningstime i marine technology, som foregik på banjen (indendørs), kunne vi høre en stor bølge skylle ind over dækket og dertil et par forskrækkede hyl - så man kan nok forestille sig, at et par trainees er blevet våde.  

Også på nattevagten i nat fik vi en ordentlig bølge indover. Vi stod to trainees og coilede tovværk op - Mathias prøvede at løbe fra bølgen, men blev desværre indhentet - jeg fik heldigvis dukket mig nok til at bølgen fortsatte henover mig, stort set uden at jeg blev våd.

En del trainees blev i dag glade for at høre, at slopchesten åbner i denne uge. Slopchesten er skibets kiosk, hvor der kan købes sodavand og snolder, men også hygiejneprodukter og merchandise. Så kan vi håbe på, at nogle af de afhængige kan få stillet deres sukkertrang.

Nu er kaffen kommet på bordet, så jeg vil slutte af for denne gang.

#2 Julie Brummerstedt Lemb  

PS. Både lagkagen og kaffen var god.


23.03.2014

Så er anden runde på gyngende grund begyndt, og denne gang er det ikke 5 dage, men tre uger til havs, vi ser frem til. Vi havde nogle rigtig dejlige dage i Funchal. Hver vagt havde to shore-leaves, hvor den ene gik med en bustur rundt på Madeira. En bustur der bar mere præg af reklame-runde, end af sight-seeing. Vores meget friske, måske, måske ikke ædru turistguide kunne fortælle ikke så lidt om Madeiras hotel- og barpriser og om hvad der var værd at købe i de tyve identiske turistshops, vi passerede. Hendes indsigt i anden info omkring Madeira var ikke noget hun fandt vigtigt at dele med os andre. Ikke desto mindre var det rigtig rart at have nogle timer i streg, hvor vi kunne læne os tilbage og nyde udsigten og hinandens selskab uden afbrydelser, kun meget lidt forstyrret af en skinger guidedamestemme gennem bussens højttalere. Jeg tror at de fleste brugte resten af shoreleavetiden på at flade ud og primært lave ingenting. Personligt havde jeg i hvert fald rigtig meget brug for tid til at dase efter 5 dage til søs. Jeg tror det er kommet bag på mange af os, hvor udmattet man bliver af at være på havet. Man er i gang hele tiden. Som trainee nr. 3, Ole, så fint beskrev det: ”når man ikke arbejder, så sover eller spiser man”. Og det beskriver egentlig vores hverdag meget godt. Det er selvfølgelig udmattende, især indtil at man har vænnet sig til det. Derfor er der heller ikke noget at sige til at folk har været spændte, både på godt og ondt, på hvordan de tre uger over Atlanten, med fuldt skema og afbrudt søvn, ville egne sig. Det har jeg i hvert fald selv været. Det gode er, at jeg tror mange af os har en oplevelse af at det hele faktisk er blevet meget mindre udmattende her i 2. runde. Hele den daglige rutine sidder mere på rygraden nu, og man skal ikke længere holde tungen lige så meget i munden for at løse de opgaver man får stillet. Et godt eksempel er, at jeg for eksempel ikke længere pumper litervis af adrenalin ud i blodet, hver gang jeg skal i riggen. Mine ben bliver ikke til blævrende gelé, jeg er ikke ved at tisse i bukserne og jeg tænker ikke konstant over, hvor og hvordan jeg mon lander, hvis mine hænder vælger at forråde mig i 30 meters højde. Jeg er faktisk i stand til at nyde udsigten over det åbne hav eller stjernehimlen, eller hyggesnakke med mine medtrainees hen over arbejde med sejl og tovværk. 
Noget som til gengæld ikke sidder helt så meget på rygraden som det burde, er skibets milliard tovender. Allerede da vi lå i havn i Lissabon begyndte vi at lære dem, og siden har vi ivrigt brugt hver en vågen fritime (næsten), på at terpe braces, downhalls, toppinglifts, clewlines, og hvad det ellers hedder alt sammen, og forsøgt at få styr på deres placering på dækket og hvad de gør ved hvilket sejl eller hvilken yard. Tilsyneladende uden held. Henover de sidste dage er hver elev blevet testet i tovender, og resultatet var ikke imponerende. Faktisk, hvis jeg skal citere 1. quartermaster, Marrike, direkte: ”very disappointing”. Og nu kan jeg selvfølgelig kun tale for mig selv, men at dømme ud fra mine egne kundskaber, var jeg tilbøjelig til at give hende ret – der var ikke noget at skrive hjem om. Tovendelære er åbenbart den slags viden der har det med at komme og gå lidt som det passer den. Det fungerer sådan at lige meget, hvor meget du synes du har styr på det inden du hopper i hængekøjen om aftenen, så vil du stadig være på niveau 0 når du vågner om morgenen. Jeg synes at det bliver nemmere og nemmere jo mere vi er på dæk og rent faktisk bruger linerne i praksis. Hver gang vi har bracet (vendt) en yard eller hejst et sejl sætter mine tovender sig lidt bedre fast i hukommelsen. På nattevagt i nat brugte vi en masse tid, sammen med Marrike, på virkelig at forstå systemet i hvordan tovenderne er placeret rundt på dækket. Det hjalp en del, hvilket er super fedt – det er trods alt sjovere at arbejde på dækket når man forstår hvad man har gang i. Ligesom at hverdagen bliver lidt sjovere når alt det kedelige er blevet rutine. Når man ved at man først skal mønstre når der bliver råbt ”baksmønstring” og ikke ”op fra banjerne, når man har lært at det er en god idé at huske sine briller, når der står ”look-out” på skemaet og at det ikke kan betale sig at være 45 sekunder for sent i sin hængekøje om aftenen eller glemme at rydde sin iPod op efter sig, da det strafarbejde man får for det slet, slet ikke er det værd. Jo mere alle de her hverdagsting bliver hverdag, jo mere tid og overskud er der til at læne sig tilbage og nyde turen og tænke over, hvor langt vi er hjemmefra og hvor fuldstændig vildt det er, det vi oplever.

Elev # 9


15.03.2014

Endnu en dag på det smukke skib Danmark er i fuld gang. Middagsmaden er netop indtaget og rundtomkring prøver folk at indhente den forsømte søvn, inden arbejdet genoptages om et kvarter, mens andre bruger den knappe fritid på at læse eller sludre. De ihærdige går rundt på dækket og øver sig i navnene og funktionerne på de mange tovender, der er så vigtige at kunne, når vi skal justere sejl og andet i riggen.

Vi forlod Lissabon for to dage siden og det virker som om mængden af søsyge elever er dalet siden afsejling. Selvom duften af saltvandet er den samme og vindens vislen om ørene ligeså, er der en betydelig forskel på at sejle rundt i de danske farvande og på at komme herud på Atlanterhavet - det er så stort.

Ikke bare det faktum, at der går flere dage, før vi ser land igen, men også vandets bevægelser. Bølgerne er meget længere, så det samme bliver bevægelsen, når skibet ruller fra side til side i en rolig vuggen.

Man kan blive helt paralyseret, når man sådan står og ser ud over Atlanterhavet - som under nattevagten fra 22 til 02 i nat, hvor månen skinnede fra en klar stjernehimmel og spejlede sig i vandet i horisonten. 

Der er så mange indtryk om bord - ikke blot de flotte udsigter men naturligvis også de rent faglige, som der skal holdes styr på. Vi har mange fag om bord, og der ligger eksaminer forude. Men bekymringerne om dette må vente til senere, for nu er der kun ti minutter til at vi skal mønstre på dækket. 

# 2 Julie Brummerstedt Lemb

 

13.03.2014 

Det er nu godt en uge siden, at eleverne mønstrede om bord på skibet i Lissabon. Dagligt har der været masser af aktiviteter for at gøre eleverne bekendte med den daglige drift af skibet, sikkerhedsprocedurer, vagttjeneste og håndtering af rig & sejl. Selv om programmet har været stramt, så er der også blevet tid til landlov en eftermiddag i Lissabon, som er præget af forårsvejr og dagtemperaturer op til 17 grader. Provianten er taget om bord og tankene er fyldt med ferskvand – og skibet er nu klar til afgang Lissabon i dag torsdag den 13. marts kl. 13.30. Eleverne er spændte for nu begynder en ny epoke med togtets første sørejse ned ad Tejo floden og under 26. April Broen - og videre ud mod Det nordlige Atlanterhav, hvor kursen sættes mod øen Madeira. Det bliver spændende.

Kaptajnen

 

15.03.2014

I går var vores første hele dag på havet. I torsdags satte vi kursen mod Madeira, og begav os ud på Atlanten. Det er slet ikke til at forstå, at det kun er 10 dage siden, vi gik om bord i Lissabon, selvom jeg næsten stadig kan mærke det sug, det gav i maven, da jeg for første gang så hende ligge i haven i Lissabon; Skoleskibet Danmark – vores hjem de næste tre måneder.
Det er min opfattelse, at der er en god del af os der har sejlet før, men selv er det første gang jeg sejler andet end en robåd.
Indtil videre er det, jeg er blevet mest overrasket over, at der har været så få negative overraskelser. Det er selvfølgelig noget helt andet at være ude at sejle, end det er at ligge stille i en havn. Da vi var kommet rigtig ud på åbent hav, stod jeg et øjeblik og kiggede ud over skibet. I det øjeblik syntes hun meget mindre, end da hun lå i havnen. Jeg tror, det er fordi, det i det øjeblik slog mig, at det her skib kommer til at være hele vores hele vores verden når vi ikke ligger i havn.
Noget andet jeg er blevet overrasket over, er hvor meget det egentlig gynger herude på havet. Når det er sagt, kan jeg ikke gøre så meget andet end at le af min egen uvidenhed og erkende, at jeg nok er lidt af en landkrappe. Men det skal nok nå at ændre sig i løbet af de næste tre måneder.
Som sagt synes jeg det gynger en hel del, og det er nok fjollet, i forhold til at jeg er rimelig sikker på, at det her er de nogle af de mildeste bølger, vi kommer til at opleve. Selv er jeg ikke blevet ramt af søsyge, men der er en sjat af mine kammerater, der er bukket under.
Det er underligt ikke at vide, hvad der sker derhjemme, men jeg må indrømme, at der er noget befriende over kun at skulle forholde sig til, hvad der sker på så lille et sted. Selvfølgelig savner jeg min familie, men ikke helt så meget som jeg savner min hængekøje når jeg er på nattevagt.

-  Isa Maria Thinggaard Petersen

 

16.03.2014

Vi har nu været på søen i et par dage, efter et længere ophold i Lissabon, hvor vi skulle forsøge at lære de mange ting man skal vide for at kunne færdes på et skib. Samtlige trainees nåede vidst på et eller andet tidspunkt i de syv dage vi var i havn at opnå, et såkaldt ”information overload”. Hverdagen ombord på Danmark er så småt ved at være skudt ordentligt i gang. Alle har prøvet at have de forskellige fag en enkelt gang, og er blevet introduceret til dem. Vi er så småt begyndt at vende os til opdelingen med messes og quarters, som er den gruppe mennesker man har timer med, spiser med, og er på vagt med. ”At kede sig” er ikke et udtryk man kender på Danmark, der er fuldt program på næsten hele tiden, og når man ikke har undervisning eller er på vagt, er der rigeligt at tage sig til med at lære skibet og de mange tovender og knob man skal kunne inden for meget kort tid. De fleste er ved at have et godt tag i de 219 forskellige tovender, som vi skal kunne for at sætte alle sejlene problemfrit. Lige det var noget jeg personligt lod mig skræmme af i starten, jeg tænkte at det var der da ikke noget menneske der bare sådan lige kunne lære! Men når man arbejder med det, hver dag så kommer man til at huske dem, om man vil det eller ej. En anden ting der skræmte mig meget ved at skulle begynde togtet var riggen. At skulle kravle op i en mast, godt 30 meter høj virkede ikke lige, som noget jeg på nogen måde var i stand til, jeg blev klogere. Efter at have været oppe første gang og have rystet lidt i knæene, de andre sagde at nærmest hele masten rystede da jeg var deroppe, har jeg nu ingen problemer med det. Det er utroligt så hurtigt både jeg selv, og alle andre vendte sig til at klatre rundt på skibet, fuldstændig ubesværet. Nu ser vi bare rigtig meget frem mod at ankomme til Madeira om et par dage. Skibet skal nices totalt, de næste par dage, og så er vi max klar på at ankomme til vores første destination.

-   Anders Kreutzmann Lassen #16