mitMARTEC

Skoleskibet klar til OL 2016

Skoleskibet DANMARK skal til Rio de Janeiro under De Olympiske Lege i 2016. Den endelige finansiering er tilvejebragt og skibet er klar til at repræsentere Danmark og den danske maritime industri i Brasilien under verdensbegivenheden.

 

Togtet i 2016 forlænges ekstraordinært med 8 uger for at gøre det muligt at lægge for anker i Rio de Janeiro under hele OL. Virksomheder og danske repræsentanter får mulighed for at afholde arrangementer om bord i helt unikke rammer.

 

Formålet med OL togtet er at promovere den danske maritime industri, det dansk/brasilianske uddannelsessamarbejde samt udbygge de dansk–brasilianske relationer. Under OL skal Skoleskibet repræsentere Danmark og den danske maritime branche, men også fungere som platform for Danske og Brasilianske interessenter. Skibet blev allerede i 2014 sikret en attraktiv og central ankerplads ud for Rio de Janeiros prestigefyldte yachtklub tæt på de olympiske aktiviteter og byens centrum.

 

Direktør på MARTEC, Pia Ankerstjerne, udtaler:

 

”Vi er meget taknemmelige for opbakningen fra den danske maritime industri og de velvillige donationer.  Ligeledes er vi taknemmelige for opbakningen fra Hans Kongelige Højhed og protektor for skibet, Prins Joachim, til OL togtet 2016, som nu er en realitet. Skoleskibet DANMARKs OL togt 2016 skal bidrage til øget dansk/brasiliansk samhandel og vækst samt styrke den fortsatte udvikling af det gode maritime uddannelsessamarbejde mellem Danmark og Brasilien. Det bliver en helt unik begivenhed og mulighed for både industri, uddannelsesinstitutioner og det officielle Danmark og ikke mindst for de heldige ombordværende elever og besætning.”

 

Det olympiske togt er en fortsættelse af det igangværende samarbejde mellem MARTEC og to brasilianske, maritime akademier CIAGA og CIABA. Togtet i 2016 vil således have såvel brasilianske som danske elever og instruktører om bord.

 

OL togtet er muliggjort med gavmilde donationer fraDen A. P. Møllerske Støttefond, Lauritzen Fonden, Hempel fonden og TORM fonden.

 

Baggrund – Dansk-Brasiliansk samarbejde

Det dansk-brasilianske samarbejde har allerede betydet, der er i 2014 og 2015 har været brasilianske elever og instruktører med på Skoleskibet Danmarks togter. I 2014 besøgte skibet Fortaleza i Brasilien, som led i optakten til det olympiske togt. I foråret 2015 sejler 4 danske og brasilianske elever med skoleskibet på togt sammen med en brasiliansk instruktør fra det maritime akademi, CIAGA. Derudover har foreløbig 3 maskinmesterstuderende fra MARTEC gennemført deres bachelorpraktik hos MAN Diesel & Turbo i Rio de Janeiro og yderligere to følger i efteråret 2015 og der har været gensidige besøg af undervisere i hhv Brasilien og Danmark.