mitMARTEC

38 nye maskinmestre fra MARTEC

Torsdag d. 16. januar dimitterede det største hold nogensinde som maskinmestre fra det maritime og polytekniske uddannelsescenter MARTEC - og de bliver ikke alene i fremtiden. Senere på måneden starter 86 nye maskinmesterstuderende på uddannelsen.

 

.

 

 

I alt 38 stolte dimittender fik deres papirer og der blev der uddelt en lang række priser for faglig indsats, godt kammeratskab og stort engagement i studiet. Der var knap plads til alle de mange pårørende og ansatte i kantinen. På dagen deltog også en række virksomheder, som allerede har ansat dimittender på baggrund af deres praktik og bachelorprojekt.

 

Dimittenderne blev gratuleret af Vice President fra Danmarks Rederiforening, Pia Voss, som talte om maskinmestrenes store betydning for væksten i den maritime sektor i fremtiden. Borgmester i Frederikshavn Kommune, Birgit Hansen, overrakte en præmie fra kommunen til det bedste bachelorprojekt og opfordrede dimittenderne til at vende tilbage til regionen, når de er færdige med at se verden. Desuden havde formanden for Maskinmestrenes Forening, Per Jørgensen, taget turen til MARTEC for at gratulere dimittenderne og fremhæve efterspørgslen efter deres dimittender.

 

Det store behov i erhvervet for maskinmestre, både herhjemme og i særdeleshed i udlandet, betyder at MARTEC fremover fokuserer endnu mere på internationalisering – fx igennem aktiviteter rettet mod det Brasilianske offshore marked, herunder udveksling af studerende og undervisere.

 

Allerede i udgangen af januar starter næste hold maskinmester-studerende op på MARTEC. Også her bliver der tale om en rekord med i alt 86 studerende, hvilket betyder at der for første gang i MARTECs historie startes tre parallelle klasser.