På kun otte timer skulle knap 100 studerende fra Hjørring og Frederikshavn komme op med nye innovative løsninger på nogle af sundhedsvæsnets udfordringer. Mandag d. 8. marts deltog de i UCN og MARTEC’s innovationscamp, som denne gang foregik online pga. COVID-19.

Innovationscamp: Utraditionelt samarbejde skaber gode idéer

Publiceret 11-03-2021

Undervejs skulle de studerende bl.a. arbejde med, hvordan smartere procedurer kan være med til at øge genanvendeligheden af plastik, og hvordan man opbevarer håndsprit og mundbind så retningslinjer for brug af disse overholdes for sengeliggende patienter.

– Jeg er virkelig positivt overrasket over, hvad vi kunne finde ud af sammen. Vi vil normalt nok ikke tænke, at man som sygeplejerske kan arbejde sammen med nogle maskinmesterstuderende. Men der er helt sikkert flere muligheder for samarbejde, end man lige skulle tro, fortæller sygeplejestuderende Mette Jelsbak Holm, der var én af de seks deltagere i vindergruppen.

Deres idé går ud på at udvikle en antibakteriel click-on bordplade til de eksisterende sengeborde på sygehusafdelingerne. Bordpladen har en indbygget skraldeanordning, så affald såsom brugte mundbind kan håndteres bedre og mere forsvarligt. Gruppen, der tæller tre sygeplejestuderende og tre maskinmesterstuderende, vil nu undersøge nærmere, om de skal gå videre med idéen.

Hos arrangørerne var der endnu engang begejstring over at se de studerendes gåpåmod og idérigdom.

– Det plejer at være en kæmpe succes, når vi bringer de to meget forskellige uddannelser sammen i en intens workshop, og det var det også denne gang. Vi var selvfølgelig spændte på, hvordan det ville gå, når det hele skulle foregå online, men det gik rigtig godt. Det er fantastisk at se, hvordan de unge mennesker på ganske kort tid kan finde på virkelig gode løsninger, siger Jan Jacobsen, uddannelseschef på MARTEC.

Inden startskuddet til innovationscampen lød, havde alle studerende fået leveret snacks og drikkevarer på deres hjemmeadresser, så de kunne holde dampen oppe i løbet af det otte timer lange arrangement. Det sørgede en gruppe iværksættere fra UCN for.

Kontakt:

Sanne Holm, uddannelsesleder for sygeplejerskeuddannelsen i Hjørring, UCN, tlf.nr.: 7269 1225

Jan Jacobsen, uddannelseschef på maskinmesteruddannelsen på MARTEC. Tlf.nr.: 9620 8888